Eller "forstærk ønsket adfærd og ignorer uønsket adfærd"
Eller "hvordan man aktivt træner personer i sit nærmiljø uden at skulle brokke sig i krogene"
Jeg har fået en idé og det er egentligt et under, at den ikke er dukket op noget før.
Jeg BURDE vide bedre. Jeg er for pokker uddannet inden for emnet, ikke bare rent teoretisk men også i praksis.
Clicker træning. Positiv forstærkning.
Godt nok omhandlede min uddannelse mestendels hunde, men som min læremester i tidernes morgen sagde, så "virker denne træningsmetode på alle levende væsner lige fra hunde og høns, til børn og arbejdskolleger....dog ikke mænd! Dét ville være at bede om mirakler!"
Og hvad er så positiv forstærkning?
Jo altså....positiv forstærkning er et indlæringspsykologisk begreb. For at noget kan læres, så det huskes
og senere kan gentages (og for at adfærden kan styrkes i intensitet
og/eller hyppighed) er forstærkning nødvendig. En positiv forstærker er en belønning, fx ros. (Der findes også negativ forstærkning, ligesom der findes både positiv og negativ straf....men lad dén del af teorien ligge for nu.)
Der skal være en logisk sammenhæng i tid og rum
(kontingens) mellem adfærden og dens konsekvenser.
Når man ved hjælp af positiv forstærkning kan træne sæler til selvmordsbombere i krig, høns til at gå i cirkler og fisk til at følge en lysende pris....så er der jo ingen grænser for, hvad man kan lære sine børn og bonus-samme.
Jeg må straks i morgen iværksætte min første test. En hel dag med positiv forstærkning og ikke andet. Undlade at kommentere på uønsket adfærd. Ikke nævne forglemmelser, men lade dem lære af deres egne fejl. Forstærke ønsket adfærd via ros.
Det kan umuligt gå galt. Virker metoden ikke, ja, så er jeg ikke værre stillet end nu. Lykkes det, vil jeg personligt afslutte dagen i bedre humør end normalt og familiens børneflok vil være trætte efter at have hjulpet med dette og hint, velvillige som aktørerne i et delfinshow som arbejder hårdt for at tjene en sild.....eller hva nu delfiner tjener ind, når de arbejder hårdt i vandmanégen.
Jeg kan allerede SE det for mig. Jeg selv stående midt i et virvar af frivillige hjælpere, råbende rosende ord i flæng, kanske ligefrem uddelende en vingummibamse eller to. Jeg tænker dog, at jeg afholder mig fra brug af fløjte, som vel ellers kendetegner de fleste delfintrænere. Jeg ville for det første føle mig som Von Trapp, for det andet ville mine hjælpere blot måbe og for det tredje ville skattemusen få mig tvangsindlagt. MED fløjten.
Jeg kan faktisk ikke se nogen downside til min plan....kun frygte manglende samarbejdsvilje fra mine træningselementer, men jeg tænke såmænd at de nok skal komme ind i kampen. Jeg har dog aldrig mødt nogen, mennesker eller andre arter, som ikke nyder at blive skamrost.
Min egen motivation er naturligvis den mængde ros og anseelse jeg selv vil høste for min fantastisk hjælpsomme børneflok. Ååååh jeg må straks designe et nyt dørskilt "Børn- og ungetræner". Mange vil i fremtiden ønske at sende deres poder og podinder til træning hos mig. Det bliver det nye blå!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar