Jeps, du læste rigtigt.
Jeg synes simpelthen ikke, at 3 børn i huset var nok. Jeg manglede udfordring. En større vasketøjsbunke. Flere aftryk fra fedtede børnefingre på mine lyse væggen. En større skarre at kokkerere for.
Min dejlige skattebasse forstod naturligvis mit behov for at mangfoldiggøre familien....og striben af mudret fodtøj i entréen. Så nu har vi fået barn nummer 4. En dejlig pige på 10 år. Javist er hun kun til låns, men de næste 6 uger er vi altså værtsfamilie for en grønlandsk pige.
Nå ja, sandt at sige skyldtes beslutningen ikke manglende gøremål eller kedsommelighed i hjemmet.
Jeg ville bare gerne støtte op om projektet og åbne vores døre. Jeg følte et behov for at give tilbage efter selv at have oplevet den fantastiske grønlandske åbenhed og gæstfrihed.
Og jeg var helt klar over, at jeg ikke bare kunne ignorere det faktum, at der manglede værtsfamilier.
Naturligvis skaber det nogle sproglige barrierer. Hér kan man ikke bare grave sig under, hvor bækken er lavest. Næææ nej. Man må grave dybt i huskekassen efter længst svundne gloser og verdens vanskeligste grammatik (muligvis ikke videnskabeligt bevist, but I am sure of it!), for at gøre sig nogenlunde forståelig.
Sikkert ganske sundt.
Man bliver undervejs i processen mindet om en tid, hvor man selv var ydmyg fremmedarbejder, som (trods glorværdige hensigter om at lære det nye lands sprog og skikke til perfektion) aldrig blev rigtig god til det nye tungemål.
Den gang kunne jeg da følge med i en samtale og formåede i et anfald af Fætter Højben-held at skrive dansk referat af et grønlandsksproget medarbejdermøde. Jeg kunne gøre mig nogenlunde forståelig på skrift og for det meste svare kort på direkte tiltale. Min udtale var ganske vist gebrokken og min grammatiske formåen kun til at grine af, men jeg gjorde vitterligt mit bedst.
Siden da har jeg holdt pause med grønlandsk sprog. Det har ligesom ikke været nødvendigt at finpudse mine autodidakte skills. Godt nok har jeg grønlandske venner, men de er flinke til at bære over med en dansk sprogspasser som mig og lader mig slippe med et enkelt "ilaa" i ny og næ.
Nu har jeg så pludselig brug for at genopfriske sproget igen....og gerne hurtigt (helst i går).
En sød lille pige, helt alene i en fremmet familie, i et fremmet land....har brug for at kunne kommunikere. Og hvad sker der?
Jeg har fået begyndende alzheimers.
I kid u not.
Jeg skal VIRKELIG grave i dybden af min hukommelse for at finde lidt brugbare gloser frem.
Jeg forstår ved gud godt, at hun nogle gange stirrer tomt på mig. (Officielt slår jeg det hen med hjemve og indre diazshow, men i et øjeblik alene med spejlet, tør jeg godt indrømme det: hun forstår nok ikke mit forsøg på grønlandsk ret meget bedre, end hun forstår dansk. Og det kan jeg dårligt klandre hende for. Jeg er ikke altid 100 på, hvad jeg har fået sagt. Ahem.)
Lidt anderledes er det med ungerne.
Prinsesse og trolden taler løse på dansk....og musen siger sine sædvanlige sjove lyde og fægter med armene.
HAN bliver forstået.
HAN får knus og kram og lov til at trøste i et anfald af hjemve.
Prinsessen har forsøgt sig lidt med et par grønlandske ord. Pt kan hun 2. Aluu og baaj.
Da hun ivrigt forsøgte at udvide sit repertoir, gik hun dog i stå. Antageligt på grund af bøjlen i undermunden, som forhindrer hende i den klassiske grønlandske dobbelt-L lyd. (Den lyd, som jeg for snart længe siden fik forklaret af en kær nuumiut på 89: "Do ska bar sie som en polarræv, der har veer." Den er fin. Jeg har desværre aldrig mødt en polarræv....og slet ikke én med veer. Det er nok derfor, at jeg selv den dag i dag, 10 år senere, endnu ikke mestrer lyden.)
Trolden, se, han har sprogøre.
Jeg tænker jo også, at grønlandsk bør falde ham en kende naturligt.
Han er trods alt født på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og har boet i byen de første 6 måneder af sit liv.
Da han rakte vores gæst en is, sagde hun velopdragent "Qujanaq"...og trolden svarede fluks tilbage "selv grydelap". Han huske at slå hælene sammen i bedste militærstil, mens han bukkede så dybt, at næsespidsen skrabede mod gulvet.
Venlig og velopdragen er han jo. Jeg fandt det dog alligevel på sin plads at forklare ham, at qujan(aq) betyder tak. Dén købte han ikke.
Det har været et par spændende og udfordrende dage for os alle. Fyldt med forundring, latter og tårer på skift. Lige så hårdt det kan være indimellem, lige så dejligt er det også at gøre en forskel. At kunne rumme. At kunne lære fra sig. At kunne tage mod den visdom, som en 10 årig grønlandsk pige har at give, hvis man tager sig tid til at møde hende i øjenhøjde.
Mizforståelser
Der er nogen gange run på om morgenen.
3 unger skal være klar til afgang nogenlunde samtidigt, de to store i tide til skolegang.
Netop denne morgen er det ekstra kritisk. Troldens vækkeur har ikke bimlet som normalt, hvorimod prinsessen for en gang skyld er færdig i usædvanlig god tid...og derfor har påtaget sig opgaven som indsatsleder. Der skydes kommandoer ud til højre og venstre, der hundses og herses, der lyder enkelte trusler om død og lemlæstelse.
Jeg ser mit snit til at bryde ind og dæmpe stemningen lidt.
"Der er masser af tid og om et øjeblik er trolden også klar"
Trolden kigger forundret på mig. "Hvorfor skal jeg være Oscar???"
Øøøh, det skal du da heller ikke.
"Hvorfor sagde du det så?"
Øøøh
3 unger skal være klar til afgang nogenlunde samtidigt, de to store i tide til skolegang.
Netop denne morgen er det ekstra kritisk. Troldens vækkeur har ikke bimlet som normalt, hvorimod prinsessen for en gang skyld er færdig i usædvanlig god tid...og derfor har påtaget sig opgaven som indsatsleder. Der skydes kommandoer ud til højre og venstre, der hundses og herses, der lyder enkelte trusler om død og lemlæstelse.
Jeg ser mit snit til at bryde ind og dæmpe stemningen lidt.
"Der er masser af tid og om et øjeblik er trolden også klar"
Trolden kigger forundret på mig. "Hvorfor skal jeg være Oscar???"
Øøøh, det skal du da heller ikke.
"Hvorfor sagde du det så?"
Øøøh
Skøøøønt når et barn kommer
hjem med en eksploderet shampooouuu i sportstasken.
Tøj, sko, hårbørste, selve tasken...ALT dryppede af sæbe.
SÅ HUSK DOG at bruge små poser til ting som shampoo, drikkedunke osv!!!!
PS
Skoene er skyllet og står til tørre uden for i solen.
Tøj og taske er skyllet og vredet og skyllet og vredet.....og alligevel skummer vaskemaskinen lige nu over. SUK.
Tøj, sko, hårbørste, selve tasken...ALT dryppede af sæbe.
SÅ HUSK DOG at bruge små poser til ting som shampoo, drikkedunke osv!!!!
PS
Skoene er skyllet og står til tørre uden for i solen.
Tøj og taske er skyllet og vredet og skyllet og vredet.....og alligevel skummer vaskemaskinen lige nu over. SUK.
Musebid
Sådan kan man jo også tjekke musens tandfrembrud.
Jeg har den sidste uges tid haft kraftigt mistanke om en ny kindtand i overmunden, men han er ikke meget for at lade os se. I dag var han yderst samarbejdsvenlig i forbindelse med tandbørstningen, så jeg besluttede at mærke efter med en fingerspids.
Dum beslutning.
Musen klappede resolut gebisset sammen og var nu knap så samarbejdsvillig. Åbne gabet igen nægtede han.
Det føltes som flere minutter, hvor min finger var fastklemt i et skruestik-lignende greb.
Smerten eksploderede som hvide lyn igennem min frontallap.
Jeg kunne umuligt vriste mig fri uden at ofte det yderste led af fingeren. Hvilket jeg faktisk nåede at overveje op til flere gange, ja, faktisk var jeg tæt på at gnave hele fingeren af lige omkring skulderleddet.
ENDELIG slap han.
Min finger var følelsesløs og jeg har umådeligt svært ved at karakterisere smerten nærmere: skyldtes den en tand eller bare faste gummer?
Heldigvis var der et flot tandaftryk i blommen på min pegefinger.
Yes, yes...der ER tandfrembrud.
Ca 3 millimeter, vil jeg bedømme tanden til ud fra dybden af aftrykket.
Jeg har den sidste uges tid haft kraftigt mistanke om en ny kindtand i overmunden, men han er ikke meget for at lade os se. I dag var han yderst samarbejdsvenlig i forbindelse med tandbørstningen, så jeg besluttede at mærke efter med en fingerspids.
Dum beslutning.
Musen klappede resolut gebisset sammen og var nu knap så samarbejdsvillig. Åbne gabet igen nægtede han.
Det føltes som flere minutter, hvor min finger var fastklemt i et skruestik-lignende greb.
Smerten eksploderede som hvide lyn igennem min frontallap.
Jeg kunne umuligt vriste mig fri uden at ofte det yderste led af fingeren. Hvilket jeg faktisk nåede at overveje op til flere gange, ja, faktisk var jeg tæt på at gnave hele fingeren af lige omkring skulderleddet.
ENDELIG slap han.
Min finger var følelsesløs og jeg har umådeligt svært ved at karakterisere smerten nærmere: skyldtes den en tand eller bare faste gummer?
Heldigvis var der et flot tandaftryk i blommen på min pegefinger.
Yes, yes...der ER tandfrembrud.
Ca 3 millimeter, vil jeg bedømme tanden til ud fra dybden af aftrykket.
Verdens sværeste job
Yes, jeg er slet ikke arbejdsløs.
Jeg knokler faktisk.
Jeg BIDRAGER!
En uddannelse i medicin, finans og ernæring (ufravigeligt krav)
Pædagogiske evner samt indgående kendskab til konflikthåndtering
Rengøring
Ingen ferier
Arbejdsbyrden stiger i helligdagene
Ingen tid til søvn
Løn = 0 kr.
Se mere hér:
http://lejdet.dk/blog/35/verdens-svaereste-job
Yes yes...så jeg er slet ikke arbejdsløs.
Jeg er bare dybt involveret i frivilligt socialt fuldtidsarbejde.
Jeg knokler faktisk.
Jeg BIDRAGER!
Jobbeskrivelsen er som følger:
Altid være 100% på
Arbejde fra 135 timer om ugen til ubegrænsetEn uddannelse i medicin, finans og ernæring (ufravigeligt krav)
Pædagogiske evner samt indgående kendskab til konflikthåndtering
Rengøring
Ingen ferier
Arbejdsbyrden stiger i helligdagene
Ingen tid til søvn
Løn = 0 kr.
Se mere hér:
http://lejdet.dk/blog/35/verdens-svaereste-job
Yes yes...så jeg er slet ikke arbejdsløs.
Jeg er bare dybt involveret i frivilligt socialt fuldtidsarbejde.
Turbulent tirsdag
Jeg blev vækket tidligt af 2 styks knægte, som var døden nær af sult. (Mindes ellers, at de begge to åd som ulve i går aftens, men nattesøvnen må åbenbart have forbrændt det hele.)
Jeg satte havregrøden i gang. Mens den passede sig selv (hurra for microovnen), kunne jeg lige nå et bleskift og en hurtig påklædning af mindstemusen. Trolden kom i tøjet, mens han tilså doseringen af kanelsukkeret og mindede om den vitale smørklat.
Drengene spiste.
De spiste meget.
De spiste hurtigt.
Jeg måtte snart sætte en stor portion mere i kog, mens trolden berettede om søuhyrer og mindstemusen bare skreg i raseri over tom tallerken. Tålmodighed er bare ikke hans stærke side. Slet ikke når det drejer sig om hans store passion: MAD.
Godt og vel halvvejs gennem anden portion ramte mindstemusen bunden. Min arm, som ellers havde kørt i pendulfart mellem tallerken og hans mund, kunne få et tiltrængt hvil. Han ville nemlig gerne øve sig og spise resten selv.
Trolden bad om en portion mere og mens jeg var optaget af at sætte grød nummer 3 i gang, forlystede musen sig med projekt "kan selv, vil selv".
Da jeg vendte tilbage til bordet blev jeg mødt af et herligt syn. Mindstemusen smurt ind lige dele grød og snot, det meste tværet ud i hår og ansigt, med enkelte stænk-pletter på tøj, stol, bord, gulv...og en velanrettet klat midt mellem vuffers ører. De-li-kat! Han så vældig stolt og veltilpas ud.
Det bredeste smil fra øre til øre lyste hans lille ansigt op og tændte stjerner i hans himmelblå.
Jeg spottede en rest smør i hans næse og lidt kanel i øregangen.
Jeg vurdere hurtigt serviet-beholdningen og besluttede, at et bad vist ville være mere effektivt.
At spule hele barnet fuldt påklædt.
Klæde ham af og vride tøjet op, mens han gnaskede lidt i badesvampen.
Fjerne rester af svampen fra mellemrummet ved fortænderne.
Trække hans finger op af afløbet.
Dosere rigelige mængder sæbe og lunket vand.
Det passede ikke helt herren, at han skulle frotéres og klædes på igen. Han eeeeeeelsker brusebad.
Jeg placerede musen i legehjørnet i håb om et øjebliks fred og ro til yderligere rengøring af bord, stol...og hund. Det var dog meget mere interessant at at hjælpe mor (= at gå i vejen for mor), hvorfor jeg snart måtte rengøre musen pletvist med vådservietter.
Jeg satte en lille leg med puttekassen i gang. Dér sad musen lisså koncentreret som en lilstetyv på vej over et pigtrådshegn. Jeg benyttede det uforstyrrede øjeblik til at skrabe havregrød ud af vovses pels. Jeg fik det værste væk, men hun har fortsat en lidt pudsig punker-frits mellem ørerne. Lidt a la Stripe fra Grimlins.
Mine sarte næsebor fangede en fæl dunst. Vuflingen måtte leve med sin nye stritpels, for nu gjaldt det mere presserende foretagende.
Mindstemusen havde fyldt bleen....og lidt til.
Det fine legetæppe havde heldigvis opsuget det værste, så trægulvet havde ikke taget skade.
Jeg fandt mine længste Kirsten Hüttemeier-skånehandsker frem og gik i krig. Der var tale om kemisk krigsførelse fra fjendens side, så kampen var tæt på at blive meget kort for mit vedkommende. Da jeg åbnede bleen, dånede jeg momentalt. Sådan føltes det i hvert fald. Fyfferpyfferføj for en hørmer.
Der var kun én løsning.
Nyt bad, nyt tøj.
I mellem tiden var tøserne stået op. (Prinsessen havde overnattende veninde på besøg.)
De sørgede selv for lidt morgenmad og jeg så mit snit til at lufte hunden, mens de morgen-hyggede med mus og trold.
Heldigvis er løbetiden ved at være overstået igen, så nu kan hun nogenlunde koncentrere sig om formålet med lufteturen. Bare ikke i dag. Naboen er ved at lægge ny terrasse. Der skæres fliser til, hvilket hyler og hviner som jeg ved ikke hvad. Hele vores baghave er grå af støv. Det er ikke just behageligt at trække vejret ind. Når JEG bemærker alt dette, gør vapsen naturligvis også. Og vagthunden i hende var IKKE tilfreds. Hun stolpede rundt på stive ben langs hækken og så meget vigtig ud. Hun snuste til støvet...hun nøs....og så om muligt endnu mere vagtsom ud.
Hun fik dog tisset af og virkede ikke interesseret i mere. Heller ikke, da jeg vovede mig ned til hjørnet og retur. Så kunne vi jo lige så godt skynde os tilbage, så tøserne ikke skulle babysitte alt for længe.
En halv time senere, var alle travlt beskæftiget.
Mandse sov stadig.
Tøserne hyggede i kælderen.
Trolden så TV i stuen ("braceface....mit liv er kompliceret...dahdah....").
Musen spiste vindruer og skrålede med på introen.
Vufling dasede på sofaen.
Eneste lediggænger var mig selv.
Jeg kunne vist godt liiiiige snige mig ud på badeværelset lidt, sådan helt alene, uden afbrydelser.
Jo, jeg gør det skisme.
Mens jeg et øjeblik senere stod i brun sæbe til op over begge albuer, begyndte tossehunden at pibe...og gå til døren.
For hulan, vi havde jo lige været ude.
Øjeblik, hund.
Jeg skal liiiige vaske hænder.
Vent nu LIDT.
Jeg skal også lige tørre mine hænder...og sætte rengøringsmidlerne udenfor børne-rækkevidde.
Jeg kom ind i stuen, med hundesnoren i hånden, klar til at smutte ud af havedøren.
Og hvad så jeg?
En hund, som har lakeret gulv, væg, havedør i en gyselig lysebrun kulør.
Urea og faeces!
Sikke noget lort!
Hurtigt fjerne det værste og hale hunden ud af døren igen.
Men næææh nej, uden for har man ikke tid til den slags. Dér skal man snuse og skule mistænkeligt ind til naboen. Man skal ikke afbryde bevogtningen af matriklen for at sitte sig.
Min misbilligende knurren var dybere end vuflings og har muligvis skræmt naboens håndværker betragteligt. Jeg beklager.
Ind igen og i gang med en mere intensiv rengøringen.
Heldigvis havde hun forrettet det meste på et stykke afdækningspap, som jeg bruger under de møbler, jeg er ved at male. Da først det var bortskaffet, var situationen noget mere overskuelig.
Lige som jeg var blevet færdig med oprydning og rengøring, bimlede det på døren.
Jeg hastede ud for at åbne, inden vagthundens galpen fik ødelagt skattemusens søvn.
Det var venindens far, som skulle hente den overnattende gæst.
Var alt gået vel?
Jajaaaah ingen problemer, det har været så hygsomt.
Vi hyggesludrede lidt, hvorefter jeg fulgte dem til dørs med bagagen (utroligt så meget 12 årige piger skal slæbe med for én overnatnings skyld).
Og først dér, da jeg stod i døren og vinkede pænt farvel, gik det groteske i situationen op for mig.
Jeg havde stadig gummihandsker på. Eller rettere, latexhandsker. Bedste sygehus-stil.
Jeg var rimelig fikst klædt i nylonstrømper og gummirøjsere, med håret krænget op i en interimistisk knold holdt sammen af et pink gummibånd.
Bag mig dunstede hele hytten af Roskilde-syge og selv jeg (som ellers ikke er sart) måtte tvinge mig selv til at træde ind over dørtærsklen.
Men jeg gjorde det og jeg kom ind til en mindstemus, som havde benyttet det ubevogtede øjeblik til at stjæle en tallerken og banke skår af den. Faaaantastisk.
Jeg besluttede mig for at putte musen til middagsluren, lade trolden få ro på abstinenserne med et computerspil og sende prinsessen tidligt over til sin mor.
Nu sidder jeg og nyder stilheden, mens duften af friskbrygget kaffe langsomt overdøver stunken fra fækalier-bølgen. Jeg glæder mig usigeligt til at smække benene op og nyde indtagelsen om et øjeblik, når den er løbet igennem. Mens jeg venter overvejer jeg, om jeg skal vække skattemanden med en kop dampende varm kaffe....eller om jeg skal trække den lidt og i stedet nyder bare at være mig et lille øjeblik.
Jeg satte havregrøden i gang. Mens den passede sig selv (hurra for microovnen), kunne jeg lige nå et bleskift og en hurtig påklædning af mindstemusen. Trolden kom i tøjet, mens han tilså doseringen af kanelsukkeret og mindede om den vitale smørklat.
Drengene spiste.
De spiste meget.
De spiste hurtigt.
Jeg måtte snart sætte en stor portion mere i kog, mens trolden berettede om søuhyrer og mindstemusen bare skreg i raseri over tom tallerken. Tålmodighed er bare ikke hans stærke side. Slet ikke når det drejer sig om hans store passion: MAD.
Godt og vel halvvejs gennem anden portion ramte mindstemusen bunden. Min arm, som ellers havde kørt i pendulfart mellem tallerken og hans mund, kunne få et tiltrængt hvil. Han ville nemlig gerne øve sig og spise resten selv.
Trolden bad om en portion mere og mens jeg var optaget af at sætte grød nummer 3 i gang, forlystede musen sig med projekt "kan selv, vil selv".
Da jeg vendte tilbage til bordet blev jeg mødt af et herligt syn. Mindstemusen smurt ind lige dele grød og snot, det meste tværet ud i hår og ansigt, med enkelte stænk-pletter på tøj, stol, bord, gulv...og en velanrettet klat midt mellem vuffers ører. De-li-kat! Han så vældig stolt og veltilpas ud.
Det bredeste smil fra øre til øre lyste hans lille ansigt op og tændte stjerner i hans himmelblå.
Jeg spottede en rest smør i hans næse og lidt kanel i øregangen.
Jeg vurdere hurtigt serviet-beholdningen og besluttede, at et bad vist ville være mere effektivt.
At spule hele barnet fuldt påklædt.
Klæde ham af og vride tøjet op, mens han gnaskede lidt i badesvampen.
Fjerne rester af svampen fra mellemrummet ved fortænderne.
Trække hans finger op af afløbet.
Dosere rigelige mængder sæbe og lunket vand.
Det passede ikke helt herren, at han skulle frotéres og klædes på igen. Han eeeeeeelsker brusebad.
Jeg placerede musen i legehjørnet i håb om et øjebliks fred og ro til yderligere rengøring af bord, stol...og hund. Det var dog meget mere interessant at at hjælpe mor (= at gå i vejen for mor), hvorfor jeg snart måtte rengøre musen pletvist med vådservietter.
Jeg satte en lille leg med puttekassen i gang. Dér sad musen lisså koncentreret som en lilstetyv på vej over et pigtrådshegn. Jeg benyttede det uforstyrrede øjeblik til at skrabe havregrød ud af vovses pels. Jeg fik det værste væk, men hun har fortsat en lidt pudsig punker-frits mellem ørerne. Lidt a la Stripe fra Grimlins.
Mine sarte næsebor fangede en fæl dunst. Vuflingen måtte leve med sin nye stritpels, for nu gjaldt det mere presserende foretagende.
Mindstemusen havde fyldt bleen....og lidt til.
Det fine legetæppe havde heldigvis opsuget det værste, så trægulvet havde ikke taget skade.
Jeg fandt mine længste Kirsten Hüttemeier-skånehandsker frem og gik i krig. Der var tale om kemisk krigsførelse fra fjendens side, så kampen var tæt på at blive meget kort for mit vedkommende. Da jeg åbnede bleen, dånede jeg momentalt. Sådan føltes det i hvert fald. Fyfferpyfferføj for en hørmer.
Der var kun én løsning.
Nyt bad, nyt tøj.
I mellem tiden var tøserne stået op. (Prinsessen havde overnattende veninde på besøg.)
De sørgede selv for lidt morgenmad og jeg så mit snit til at lufte hunden, mens de morgen-hyggede med mus og trold.
Heldigvis er løbetiden ved at være overstået igen, så nu kan hun nogenlunde koncentrere sig om formålet med lufteturen. Bare ikke i dag. Naboen er ved at lægge ny terrasse. Der skæres fliser til, hvilket hyler og hviner som jeg ved ikke hvad. Hele vores baghave er grå af støv. Det er ikke just behageligt at trække vejret ind. Når JEG bemærker alt dette, gør vapsen naturligvis også. Og vagthunden i hende var IKKE tilfreds. Hun stolpede rundt på stive ben langs hækken og så meget vigtig ud. Hun snuste til støvet...hun nøs....og så om muligt endnu mere vagtsom ud.
Hun fik dog tisset af og virkede ikke interesseret i mere. Heller ikke, da jeg vovede mig ned til hjørnet og retur. Så kunne vi jo lige så godt skynde os tilbage, så tøserne ikke skulle babysitte alt for længe.
En halv time senere, var alle travlt beskæftiget.
Mandse sov stadig.
Tøserne hyggede i kælderen.
Trolden så TV i stuen ("braceface....mit liv er kompliceret...dahdah....").
Musen spiste vindruer og skrålede med på introen.
Vufling dasede på sofaen.
Eneste lediggænger var mig selv.
Jeg kunne vist godt liiiiige snige mig ud på badeværelset lidt, sådan helt alene, uden afbrydelser.
Jo, jeg gør det skisme.
Mens jeg et øjeblik senere stod i brun sæbe til op over begge albuer, begyndte tossehunden at pibe...og gå til døren.
For hulan, vi havde jo lige været ude.
Øjeblik, hund.
Jeg skal liiiige vaske hænder.
Vent nu LIDT.
Jeg skal også lige tørre mine hænder...og sætte rengøringsmidlerne udenfor børne-rækkevidde.
Jeg kom ind i stuen, med hundesnoren i hånden, klar til at smutte ud af havedøren.
Og hvad så jeg?
En hund, som har lakeret gulv, væg, havedør i en gyselig lysebrun kulør.
Urea og faeces!
Sikke noget lort!
Hurtigt fjerne det værste og hale hunden ud af døren igen.
Men næææh nej, uden for har man ikke tid til den slags. Dér skal man snuse og skule mistænkeligt ind til naboen. Man skal ikke afbryde bevogtningen af matriklen for at sitte sig.
Min misbilligende knurren var dybere end vuflings og har muligvis skræmt naboens håndværker betragteligt. Jeg beklager.
Ind igen og i gang med en mere intensiv rengøringen.
Heldigvis havde hun forrettet det meste på et stykke afdækningspap, som jeg bruger under de møbler, jeg er ved at male. Da først det var bortskaffet, var situationen noget mere overskuelig.
Lige som jeg var blevet færdig med oprydning og rengøring, bimlede det på døren.
Jeg hastede ud for at åbne, inden vagthundens galpen fik ødelagt skattemusens søvn.
Det var venindens far, som skulle hente den overnattende gæst.
Var alt gået vel?
Jajaaaah ingen problemer, det har været så hygsomt.
Vi hyggesludrede lidt, hvorefter jeg fulgte dem til dørs med bagagen (utroligt så meget 12 årige piger skal slæbe med for én overnatnings skyld).
Og først dér, da jeg stod i døren og vinkede pænt farvel, gik det groteske i situationen op for mig.
Jeg havde stadig gummihandsker på. Eller rettere, latexhandsker. Bedste sygehus-stil.
Jeg var rimelig fikst klædt i nylonstrømper og gummirøjsere, med håret krænget op i en interimistisk knold holdt sammen af et pink gummibånd.
Bag mig dunstede hele hytten af Roskilde-syge og selv jeg (som ellers ikke er sart) måtte tvinge mig selv til at træde ind over dørtærsklen.
Men jeg gjorde det og jeg kom ind til en mindstemus, som havde benyttet det ubevogtede øjeblik til at stjæle en tallerken og banke skår af den. Faaaantastisk.
Jeg besluttede mig for at putte musen til middagsluren, lade trolden få ro på abstinenserne med et computerspil og sende prinsessen tidligt over til sin mor.
Nu sidder jeg og nyder stilheden, mens duften af friskbrygget kaffe langsomt overdøver stunken fra fækalier-bølgen. Jeg glæder mig usigeligt til at smække benene op og nyde indtagelsen om et øjeblik, når den er løbet igennem. Mens jeg venter overvejer jeg, om jeg skal vække skattemanden med en kop dampende varm kaffe....eller om jeg skal trække den lidt og i stedet nyder bare at være mig et lille øjeblik.
Dip I dip you dip I dip
Jep, Danny Brown kunne meget vel spille i baggrunden. Det gør han dog ikke.
Han er nemlig så heldig at være laaaaangt væk og kan derfor ikke bruges som smagsdommer.
Prinsessen har lavet dip.
I første ombæring var jeg velsignet, at mine smagsløg var midlertidigt sat ud af spil. De vendte dog tilbage til sædvanlig toptunet finesse og jøsses.
Nu skal man jo ikke dræbe amatør-kokkens motivation og ambitioner. I hvert fald ikke med ét hug. Derfor afholdt jeg mig fra min umiddelbare reaktion og spyttede ikke dippen ud i skålen igen.
Jeg spurgte i stedet meget forsigtigt til processen bag. Havde hun montro eksperimenteret lidt og ikke helt fulgt mine verbale anvisninger?
"Jo, jeg har gjort præcis, som du sagde. Der er både ketchup, paprika, lidt salt og peber...og sukker naturligvis."
Javel ja.
Hvor meget salt vil du mener, der er i?
"Nåååh ikke ret meget...bare lige to drej på den dérsens kværner-fidus."
Aha. Så forstår jeg det ikke....og dog.
Sukkeret. Hvor tog du det fra?
"Den store firkantede glas-tingest. Og jeg puttede lige præcis 3 skefulde i."
Uhum. Du tog ikke sukkeret fra den runde sukker-krukke?
"Nej, jeg tog det andet sukker....det fra den firkantede glas-tingest."
Uhum. Mysteriet er løst. Elementært, really.
Det andet sukker...altså det i den 4kantede glas-tingest....det er den slags sukker, som man også kalder GROFT SALT!
Vi fik det reddet nogenlunde. Lidt mere creme fraiche. Lidt mere ketchup. En del sukker. Voila.
Spiseligt, om end stadig til den lidt salte side.
I dag skal vi rigtig hygge os. Vi skal kigge nærmere på mit krydderiskab og øve os i at læse etiketter.
Så er der heller ikke nogen undskyldning for at smide kanel i tomatsuppen igen. (Et fordums meget lidt delikat forsøg, Man troede fejlagtigt, at der var tale om røget paprika.)
Han er nemlig så heldig at være laaaaangt væk og kan derfor ikke bruges som smagsdommer.
Prinsessen har lavet dip.
I første ombæring var jeg velsignet, at mine smagsløg var midlertidigt sat ud af spil. De vendte dog tilbage til sædvanlig toptunet finesse og jøsses.
Nu skal man jo ikke dræbe amatør-kokkens motivation og ambitioner. I hvert fald ikke med ét hug. Derfor afholdt jeg mig fra min umiddelbare reaktion og spyttede ikke dippen ud i skålen igen.
Jeg spurgte i stedet meget forsigtigt til processen bag. Havde hun montro eksperimenteret lidt og ikke helt fulgt mine verbale anvisninger?
"Jo, jeg har gjort præcis, som du sagde. Der er både ketchup, paprika, lidt salt og peber...og sukker naturligvis."
Javel ja.
Hvor meget salt vil du mener, der er i?
"Nåååh ikke ret meget...bare lige to drej på den dérsens kværner-fidus."
Aha. Så forstår jeg det ikke....og dog.
Sukkeret. Hvor tog du det fra?
"Den store firkantede glas-tingest. Og jeg puttede lige præcis 3 skefulde i."
Uhum. Du tog ikke sukkeret fra den runde sukker-krukke?
"Nej, jeg tog det andet sukker....det fra den firkantede glas-tingest."
Uhum. Mysteriet er løst. Elementært, really.
Det andet sukker...altså det i den 4kantede glas-tingest....det er den slags sukker, som man også kalder GROFT SALT!
Vi fik det reddet nogenlunde. Lidt mere creme fraiche. Lidt mere ketchup. En del sukker. Voila.
Spiseligt, om end stadig til den lidt salte side.
I dag skal vi rigtig hygge os. Vi skal kigge nærmere på mit krydderiskab og øve os i at læse etiketter.
Så er der heller ikke nogen undskyldning for at smide kanel i tomatsuppen igen. (Et fordums meget lidt delikat forsøg, Man troede fejlagtigt, at der var tale om røget paprika.)
Lykken er...når ungerne giver én ret
Trolden er taget på hygge-week end hos sin farmor.
Skattemanden er på, så der er kun familiens ældste + yngste og jeg selv hjemme.
Den står på baby-forkælelse og tøsehygge. Og dybe tanker fra den kommende teen.
"Kan du huske den gang, hvor som at jeg var så sur på trolden at jeg ønskede ham langt væk."
Jo tak. Jeg husker det tydeligt. Jeg er bare lidt i tvivl om, hvilken én af gangene du helt specifikt tænker på. Ahem. Søskendekærlighed kan tiltider føre til en mindre borgerkrig. Også selvom man ikke er "rigtige" søskende.
"Jo altså.....dér hvor dig og far sagde, at man skulle tænke før man talte. Og ikke tale grimt i vrede, fordi man så tit fortryder det, når man er gode venner igen. Og så er skaden sket og man har gjort nogen ked af det."
Jooooh, det lyder da ganske fornuftigt. Og derfor helt klart som noget, jeg i et filosofisk øjeblik kunne have sagt.
"I sagde også, at HVIS som at trolden forsvandt, så ville jeg blive ked af det og savne ham. Men selvom jeg sagde ok, så troede jeg altså ikke på det."
Nå ja, det er da ærlig snak. I det mindste er vores pædagogiske snak ikke gået helt hen over hovedet på hende. Hun kan da huske moralen.
"Ja. Og ved du hva..... I havde ret. Jeg savner ham allerede. Jeg keder mig, for nu har jeg ikke ham at lege og hygge med."
Wupti. Sagde hun lige de magiske ord? Dælendusme. Vi fik ret. Og hun har indset det. Og indrømmet det. Højt.
Et sideblik i hendes retning afslører, at en sådan indrømmelse gør næsten fysisk ondt på en tweenie. Jeg er lidt i tvivl om, hvad der mon smerter hende mest. At give os ret. Eller indrømme at hun savner trolden.
Hvornår kommer han hjem igen, vil hun vide.
Tjaaaah, det er cirka 1 time siden, han blev hentet. Så godt og vel 2 døgn.
Rullen med øjnene og dybe suk. Det er slet ikke sjovt for en gang skyld at være den, som ikke skal med på tur, men blive "alene" hjemme med de voksne.
Lige dér frygtede jeg godt nok en meget lang week end.
Hun har dog ikke beklaget sig en eneste gang, kun med jævne mellemrum konstateret, at det alligevel er meget rart at have brødre. Også dem, som ikke er helt "rigtige".
Som en ekstra bonus har hun spenderet al sin vågne tid med mindstemusen. For ikke at kede sig, forsikrer hun mig. Musen er derfor blevet overøst med opmærksomhed og druknet i knus og kys. Han nyder det i fulde drag. De har puttet på hendes fatboy. Ligget i ske på sofaen. Leget med brio-tog. Danset og snurret rundt. Og han har fået vilde køreture i klapvognen.
Til gengæld har hun fået god mad, tøsehygge og bio-stemning i stuen.
Og jeg...har fået ret.
Life is great.
:)
Skattemanden er på, så der er kun familiens ældste + yngste og jeg selv hjemme.
Den står på baby-forkælelse og tøsehygge. Og dybe tanker fra den kommende teen.
"Kan du huske den gang, hvor som at jeg var så sur på trolden at jeg ønskede ham langt væk."
Jo tak. Jeg husker det tydeligt. Jeg er bare lidt i tvivl om, hvilken én af gangene du helt specifikt tænker på. Ahem. Søskendekærlighed kan tiltider føre til en mindre borgerkrig. Også selvom man ikke er "rigtige" søskende.
"Jo altså.....dér hvor dig og far sagde, at man skulle tænke før man talte. Og ikke tale grimt i vrede, fordi man så tit fortryder det, når man er gode venner igen. Og så er skaden sket og man har gjort nogen ked af det."
Jooooh, det lyder da ganske fornuftigt. Og derfor helt klart som noget, jeg i et filosofisk øjeblik kunne have sagt.
"I sagde også, at HVIS som at trolden forsvandt, så ville jeg blive ked af det og savne ham. Men selvom jeg sagde ok, så troede jeg altså ikke på det."
Nå ja, det er da ærlig snak. I det mindste er vores pædagogiske snak ikke gået helt hen over hovedet på hende. Hun kan da huske moralen.
"Ja. Og ved du hva..... I havde ret. Jeg savner ham allerede. Jeg keder mig, for nu har jeg ikke ham at lege og hygge med."
Wupti. Sagde hun lige de magiske ord? Dælendusme. Vi fik ret. Og hun har indset det. Og indrømmet det. Højt.
Et sideblik i hendes retning afslører, at en sådan indrømmelse gør næsten fysisk ondt på en tweenie. Jeg er lidt i tvivl om, hvad der mon smerter hende mest. At give os ret. Eller indrømme at hun savner trolden.
Hvornår kommer han hjem igen, vil hun vide.
Tjaaaah, det er cirka 1 time siden, han blev hentet. Så godt og vel 2 døgn.
Rullen med øjnene og dybe suk. Det er slet ikke sjovt for en gang skyld at være den, som ikke skal med på tur, men blive "alene" hjemme med de voksne.
Lige dér frygtede jeg godt nok en meget lang week end.
Hun har dog ikke beklaget sig en eneste gang, kun med jævne mellemrum konstateret, at det alligevel er meget rart at have brødre. Også dem, som ikke er helt "rigtige".
Som en ekstra bonus har hun spenderet al sin vågne tid med mindstemusen. For ikke at kede sig, forsikrer hun mig. Musen er derfor blevet overøst med opmærksomhed og druknet i knus og kys. Han nyder det i fulde drag. De har puttet på hendes fatboy. Ligget i ske på sofaen. Leget med brio-tog. Danset og snurret rundt. Og han har fået vilde køreture i klapvognen.
Til gengæld har hun fået god mad, tøsehygge og bio-stemning i stuen.
Og jeg...har fået ret.
Life is great.
:)
Stående taffel ved puslebordet
Så har jeg prøvet dét med.
Midt i en høm-ble af de helt slemme. Du ved, hvor indholdet er løbet ned i sokkerne og halvfordøjede majskerner skal trækkes ud af nakkehåret. Midt i en stinkedorus. Sådan en som trækker tårer frem i øjenkrogen og hæmmer normal vejrtrækning. Midt i dette.....dukker prinsessen op. Hun holder sig teatralsk for næsen, en luksus jeg ikke selv kan administrere i det mine normalvis hvide gummihandsker har skiftet farve til gyldenbrune.
Hun har brug for hjælp, siger hun.
Lige nu, bedyrer hun.
Eller....det er i hvert fald sådan jeg tolker hendes nasale strubelyde.
Aha. Javel. Så gerne.
Det er bare ligesom om jeg har hænderne fulde lige nu. Så dét er lidt noget lort. Bogstavelig talt.
Ingen problem. Jeg kan sagtens hjælpe fra min plads ved puslebordet. Jeg behøves ikke have hænderne fri. Jeg skal bare gabe op.
Ikke just dét, jeg har aller mest lyst til. Faktisk anstrenger jeg mig MEGET for at lege sæl (eller er det søløve?) og snerpe alle faciale kropsåbninger tæt sammen. Ikke for at undgå vand i karosseriet ved dyk, men for ikke at inhalere flere giftige gasser end højest nødvendigt.
"Biiiiiiiiice" siger hun med bedende øjne. Tydeligvis svært at udtale please med en klemme på tuden.
"Då du død" fortsætter hun. Og jeg vælger den antagelse, at hun naturligvis mener sød og ikke død.....at den uheldige udtale blot skyldes skyldes snudesammenklemningen.
Årh godt så.
Jeg åbner munden og håber ikke at ætse mit indre alt for meget.
En chips bliver stukket ned til drøblen.
En chips med hjemmerørt dip.
"Worden majær dæd?"
Hvordan det smager?
Tjaaa nu hænger lugtesans og smagsløgn unægteligt sammen. Læg en smule kikset situationsfornemmelse oven i. Hvis jeg nu bare siger, at smagsdommeren tenderer retti dårlig dag i masterchef universet....kan du så ikke selv udbryde et par smækre fornærmelse.Så skynder jeg mig at synke og snerpe tud og strube sammen igen.
Ja, det tænkte jeg.....men jeg nænnede naturligvis ikke at sige det.
"Det smager faaaaaabjulez!! Jeg hører englesang og guderne kaster sig for dine fødder." siger jeg.
Prinsessen stråler. Mit svar var tydeligvis det rigtige i hendes optik.
Ærligt aner jeg ikke, hvordan dippen smager. Alle mine sanser er bedøvede. Men bare hun er glad, så er en lille hvid løgn ok. Jeg kan leve med det. Og glæder mig til at smage dippen når mine smagsløg er vendt tilbage.
Midt i en høm-ble af de helt slemme. Du ved, hvor indholdet er løbet ned i sokkerne og halvfordøjede majskerner skal trækkes ud af nakkehåret. Midt i en stinkedorus. Sådan en som trækker tårer frem i øjenkrogen og hæmmer normal vejrtrækning. Midt i dette.....dukker prinsessen op. Hun holder sig teatralsk for næsen, en luksus jeg ikke selv kan administrere i det mine normalvis hvide gummihandsker har skiftet farve til gyldenbrune.
Hun har brug for hjælp, siger hun.
Lige nu, bedyrer hun.
Eller....det er i hvert fald sådan jeg tolker hendes nasale strubelyde.
Aha. Javel. Så gerne.
Det er bare ligesom om jeg har hænderne fulde lige nu. Så dét er lidt noget lort. Bogstavelig talt.
Ingen problem. Jeg kan sagtens hjælpe fra min plads ved puslebordet. Jeg behøves ikke have hænderne fri. Jeg skal bare gabe op.
Ikke just dét, jeg har aller mest lyst til. Faktisk anstrenger jeg mig MEGET for at lege sæl (eller er det søløve?) og snerpe alle faciale kropsåbninger tæt sammen. Ikke for at undgå vand i karosseriet ved dyk, men for ikke at inhalere flere giftige gasser end højest nødvendigt.
"Biiiiiiiiice" siger hun med bedende øjne. Tydeligvis svært at udtale please med en klemme på tuden.
"Då du død" fortsætter hun. Og jeg vælger den antagelse, at hun naturligvis mener sød og ikke død.....at den uheldige udtale blot skyldes skyldes snudesammenklemningen.
Årh godt så.
Jeg åbner munden og håber ikke at ætse mit indre alt for meget.
En chips bliver stukket ned til drøblen.
En chips med hjemmerørt dip.
"Worden majær dæd?"
Hvordan det smager?
Tjaaa nu hænger lugtesans og smagsløgn unægteligt sammen. Læg en smule kikset situationsfornemmelse oven i. Hvis jeg nu bare siger, at smagsdommeren tenderer retti dårlig dag i masterchef universet....kan du så ikke selv udbryde et par smækre fornærmelse.Så skynder jeg mig at synke og snerpe tud og strube sammen igen.
Ja, det tænkte jeg.....men jeg nænnede naturligvis ikke at sige det.
"Det smager faaaaaabjulez!! Jeg hører englesang og guderne kaster sig for dine fødder." siger jeg.
Prinsessen stråler. Mit svar var tydeligvis det rigtige i hendes optik.
Ærligt aner jeg ikke, hvordan dippen smager. Alle mine sanser er bedøvede. Men bare hun er glad, så er en lille hvid løgn ok. Jeg kan leve med det. Og glæder mig til at smage dippen når mine smagsløg er vendt tilbage.
Navlepilleri
Mindstemusen har gjort endnu en stor opdagelse: sin egen navle (og navler generelt).
Hvert andet minut hiver og slider han i tøjet, for at komme ind til sin navle. Hvilket stort set umuliggøres af den infame body-stocking, som mor hér har insisteret på.
Øv også.
Meeen så er det jo godt, at den nyfundne interesse for navlepilleri også gerne inkluderer ANDRES navler. Med stor iver haler han op i vores trøjer og maser sin lille spidse pegefinger med den skarpe negl godt ind i maveflæsket. Sådan liiiiidt længere end halvvejs gennem vores kroppe. Han stopper faktisk først, når han møder modstand i form af rygrad...eller gulvbrædder (trolden lå på gulvet og kunne berette om neglemærker i parkettet bagefter).
Absolut ikke en særlig sjov leg for andre end musen. Flere gange måtte vi udholde det mest infame skrigeri, fordi vi nægtede at lægge krop til. På Decibel-skalaen ligger han lige lidt over Nazgul.
Ikke nok med at musens temperament får mursten til at slå revner, så har han også en stædighed som 10 forkælede æsler. Det vil sige, at han ikke giver op sådan bare lige fordi....næ nej, han kan være længe om at skrige sin frustration.
Sikke et spektakel.
Han var til gengæld "totalt nuttet" (ifølge den overbærende storebror), når han duttede sig selv på maven og smilede stort til os i håb om, at vi så ville gengælde tjenesten og kilde hans lille navle lidt.
Hvert andet minut hiver og slider han i tøjet, for at komme ind til sin navle. Hvilket stort set umuliggøres af den infame body-stocking, som mor hér har insisteret på.
Øv også.
Meeen så er det jo godt, at den nyfundne interesse for navlepilleri også gerne inkluderer ANDRES navler. Med stor iver haler han op i vores trøjer og maser sin lille spidse pegefinger med den skarpe negl godt ind i maveflæsket. Sådan liiiiidt længere end halvvejs gennem vores kroppe. Han stopper faktisk først, når han møder modstand i form af rygrad...eller gulvbrædder (trolden lå på gulvet og kunne berette om neglemærker i parkettet bagefter).
Absolut ikke en særlig sjov leg for andre end musen. Flere gange måtte vi udholde det mest infame skrigeri, fordi vi nægtede at lægge krop til. På Decibel-skalaen ligger han lige lidt over Nazgul.
Ikke nok med at musens temperament får mursten til at slå revner, så har han også en stædighed som 10 forkælede æsler. Det vil sige, at han ikke giver op sådan bare lige fordi....næ nej, han kan være længe om at skrige sin frustration.
Sikke et spektakel.
Han var til gengæld "totalt nuttet" (ifølge den overbærende storebror), når han duttede sig selv på maven og smilede stort til os i håb om, at vi så ville gengælde tjenesten og kilde hans lille navle lidt.
Fotosession med krudtugle
Jeg sidder og kigger på det ene fantastiske baby-billede efter det andet, naturligvis hos mit store idol Little Angels by Medine.
Ååååh jeg elsker hendes billeder, uanset om motivet er babyer, gravide, hende selv som model (bauwauv, siger jeg bare) eller en gammel udtrådt indesko.....hun får de bedste sider frem i alt, og de bliver tilmed badet i et gyldent skær af ro og kærlighed. Suk.
Lettere inspireret finder jeg kameraet frem. Det store fine spejlrefleks med zoomlinser og gpsbremser og alle de andre smarte finesser sårn en fætter fra Canon nu har indbygget.
Finder et par rekvisitter.
En grå elefant på hjul.....Et sælskind.....En kæk hasket (ikke en rigtig hat, ikke helt en kasket....altså en hasket).
Jeg hanker op i mindstemusen. 16 ½ måneds-billed skal i kassen nu.
Anbringer ham på sælskinnet.
Maser hasketten ned over ørerne.
Placerer sirligt elefanten ved siden af....
Finder den flygtede mus i skænken med tallerkener.
Samler den skårede skål op, fejer pænt.
Haler musen ud af skabet.
Anbringer ham på sælskinnet sammen med elefanten.
Griber kameraet.
Klikkeligklik (man kan lige så godt benytte sig af muligheden for 3 fortløbende billeder med ét eneste tryk på knappen).
Fjerner dækslet fra linsen, prøver igen.
Konstaterer at musen igen er bortløbet, men har et nydeligt billede af et sælskind med en væltet elefant på midten.
Lokaliserer musen i færd med at plyndre frugtskålen.
Tænker, at hvis det kan holde ham i ro, må han da godt gnave i et æble.
Tilbage til skindet.
Skubbe hunden af skindet.
Anrette bebs, fantus, hasket og æble.
Klikkeligklik.
En fin fotoserie af mus, som harker æbleskind ud over det fine sælskind.
Rengøre mus.
Skifte blusen.
Skrabe tygget æblesnask af skindet.
Gen-etablere de perfekte fotokriterier.
Holde vejret, krydse fingre.
Klikkeligklik.
Hva faen er der NU galt?
Batteriet er dødt?
Arh rend og hop.
Finder laderen og vupti, 5 min senere er vi klar igen.
Jeg gør hjemmestudiet klar, mens musen forsøger at tage sin ble af og stoppe tygget æble ned i undertøjet.
Skifter hans tøj...igen.
Og så....Klikkeligklik.
Neeeeej for hulan. Åndssvage hund.
Har nu et billede af hunden, som vasker de sidste spor af æblesaft af musens but-kinder.
Eller rettere, det kan man faktisk ikke se. Man kan tilgengæld se lige lukt op i hundens a.....ja.
Med højt hævet hale har køteren valgt at placere sig med bagdelen mod kameraet, lige foran linsen.
Nå, men i det mindste har hun ingen hæmorider. Rart at vide.
Forsøg nummer alt for mange.
Musen er nu blevet slikket omkuld.
Det kan godt fungere. Baby liggende sødt på ryggen, hvilende på øøøndigt sælskind.
Billedet skal så nok tages oppe fra. Mutter må til vejrs.
Sofabordet....genialt.
Fra mit lille plateau kan jeg nu læne mig ind over musen, som heldigvis stadig ligger nogen lunde stille.
Klikkelig...wuuuaaaaah.
Afsted ryger man, puffet ud i frit svæv ret over musens hoved.
Det kræver alle mine ninja-skills at undgå sammenstød med musen.
Høre latterudbrud. Dér står trolden. Helt knækket sammen af grin. "Jeg fik dig, mor!"
Ja tak, det skal jeg love for. Lige nu må jeg tilstå, at jeg skal arbejde hårdt med mig selv for at udstråle samme glæde over at have fået dig. Højt elsker er du. Ingen tvivl om det. MEN. Lige nu. I dette sekund. Med banken hjerte og svedige håndflader. Er jeg knap så glad og fornøjet.
Stopper en sok i munden på grinebidderen, fjerner et styks elefant snabel fra musens drøbel og verfer hundi væk fra mit fine sælskind.
Vrister hasketten fri af vovses gab, tager fjernbetjeningen fra musen, lader trolden spise resten af æblet.
NU skal det altså snart være. Ellers mister vi sollys, og jeg har ikke sådan noget fancy studie-lamper på størrelse med stadium-lys.
Fluks opstiller jeg remedierne nogenlunde fikst, kaster musen ned i midten af herlighederne og
Klikkeligklik.
Argh for syv sytten.
Struttende blemås midt i min frame. Musen forsøger sig med en kolbøtte, eller også har han bare mistet balancen.
Nyt forsøg....og endnu et og....
Jeg har givet op og ligger nu i fosterstilling på sofaen. Mindstemusen hygger sig i et skab, hunden har indtaget sælen og dagens billede blev .......
Hvordan Medine nogensinde får et godt billede i kassen, er mig en gåde.
Hun fortjener en guldmedalje for sit hårde arbejde, grænseløse tålmodighed og fantastiske sans for detaljer.
Næste gang sparer jeg enten sammen til en tid hos en dygtig prof eller også fylder jeg en flydende sovemiddel i morgengrøden.
Til eventuelt interesserede kan Little Angels by Medine findes hér:
http://www.littleangelsbymedine.dk
Ååååh jeg elsker hendes billeder, uanset om motivet er babyer, gravide, hende selv som model (bauwauv, siger jeg bare) eller en gammel udtrådt indesko.....hun får de bedste sider frem i alt, og de bliver tilmed badet i et gyldent skær af ro og kærlighed. Suk.
Lettere inspireret finder jeg kameraet frem. Det store fine spejlrefleks med zoomlinser og gpsbremser og alle de andre smarte finesser sårn en fætter fra Canon nu har indbygget.
Finder et par rekvisitter.
En grå elefant på hjul.....Et sælskind.....En kæk hasket (ikke en rigtig hat, ikke helt en kasket....altså en hasket).
Jeg hanker op i mindstemusen. 16 ½ måneds-billed skal i kassen nu.
Anbringer ham på sælskinnet.
Maser hasketten ned over ørerne.
Placerer sirligt elefanten ved siden af....
Finder den flygtede mus i skænken med tallerkener.
Samler den skårede skål op, fejer pænt.
Haler musen ud af skabet.
Anbringer ham på sælskinnet sammen med elefanten.
Griber kameraet.
Klikkeligklik (man kan lige så godt benytte sig af muligheden for 3 fortløbende billeder med ét eneste tryk på knappen).
Fjerner dækslet fra linsen, prøver igen.
Konstaterer at musen igen er bortløbet, men har et nydeligt billede af et sælskind med en væltet elefant på midten.
Lokaliserer musen i færd med at plyndre frugtskålen.
Tænker, at hvis det kan holde ham i ro, må han da godt gnave i et æble.
Tilbage til skindet.
Skubbe hunden af skindet.
Anrette bebs, fantus, hasket og æble.
Klikkeligklik.
En fin fotoserie af mus, som harker æbleskind ud over det fine sælskind.
Rengøre mus.
Skifte blusen.
Skrabe tygget æblesnask af skindet.
Gen-etablere de perfekte fotokriterier.
Holde vejret, krydse fingre.
Klikkeligklik.
Hva faen er der NU galt?
Batteriet er dødt?
Arh rend og hop.
Finder laderen og vupti, 5 min senere er vi klar igen.
Jeg gør hjemmestudiet klar, mens musen forsøger at tage sin ble af og stoppe tygget æble ned i undertøjet.
Skifter hans tøj...igen.
Og så....Klikkeligklik.
Neeeeej for hulan. Åndssvage hund.
Har nu et billede af hunden, som vasker de sidste spor af æblesaft af musens but-kinder.
Eller rettere, det kan man faktisk ikke se. Man kan tilgengæld se lige lukt op i hundens a.....ja.
Med højt hævet hale har køteren valgt at placere sig med bagdelen mod kameraet, lige foran linsen.
Nå, men i det mindste har hun ingen hæmorider. Rart at vide.
Forsøg nummer alt for mange.
Musen er nu blevet slikket omkuld.
Det kan godt fungere. Baby liggende sødt på ryggen, hvilende på øøøndigt sælskind.
Billedet skal så nok tages oppe fra. Mutter må til vejrs.
Sofabordet....genialt.
Fra mit lille plateau kan jeg nu læne mig ind over musen, som heldigvis stadig ligger nogen lunde stille.
Klikkelig...wuuuaaaaah.
Afsted ryger man, puffet ud i frit svæv ret over musens hoved.
Det kræver alle mine ninja-skills at undgå sammenstød med musen.
Høre latterudbrud. Dér står trolden. Helt knækket sammen af grin. "Jeg fik dig, mor!"
Ja tak, det skal jeg love for. Lige nu må jeg tilstå, at jeg skal arbejde hårdt med mig selv for at udstråle samme glæde over at have fået dig. Højt elsker er du. Ingen tvivl om det. MEN. Lige nu. I dette sekund. Med banken hjerte og svedige håndflader. Er jeg knap så glad og fornøjet.
Stopper en sok i munden på grinebidderen, fjerner et styks elefant snabel fra musens drøbel og verfer hundi væk fra mit fine sælskind.
Vrister hasketten fri af vovses gab, tager fjernbetjeningen fra musen, lader trolden spise resten af æblet.
NU skal det altså snart være. Ellers mister vi sollys, og jeg har ikke sådan noget fancy studie-lamper på størrelse med stadium-lys.
Fluks opstiller jeg remedierne nogenlunde fikst, kaster musen ned i midten af herlighederne og
Klikkeligklik.
Argh for syv sytten.
Struttende blemås midt i min frame. Musen forsøger sig med en kolbøtte, eller også har han bare mistet balancen.
Nyt forsøg....og endnu et og....
Jeg har givet op og ligger nu i fosterstilling på sofaen. Mindstemusen hygger sig i et skab, hunden har indtaget sælen og dagens billede blev .......
Hvordan Medine nogensinde får et godt billede i kassen, er mig en gåde.
Hun fortjener en guldmedalje for sit hårde arbejde, grænseløse tålmodighed og fantastiske sans for detaljer.
Næste gang sparer jeg enten sammen til en tid hos en dygtig prof eller også fylder jeg en flydende sovemiddel i morgengrøden.
Til eventuelt interesserede kan Little Angels by Medine findes hér:
http://www.littleangelsbymedine.dk
Substral
Så er trolden vokset.
119 cm høj og 32,5 kg. Hele herligheden balancerer på en fod størrelse 32.
Jeg synes jo nok, at de nyligt indkøbte bukser allerede stumpede igen. Det tror jo pokker, for han har på gange få uger taget et ordenligt ryk i højden.
Dejligt at have en trold, som elsker bløde pakker og nyt tøj. Nu kan man rigtigt forkæle ham med ny garderobe (igen-igen). Han bliver lige begejstret hver gang.
"Neeeeiiiij er den til mig....hvor er den FEEEEEED...taaaark!"
Jeg tror faktisk, jeg kunne slippe af sted med at kaste en hjemmestrikket karry-gul sweater med spontant hulmønster efter ham...og han ville stadig juble og takke mig for den fine overraskelse. Haha.
Lige nu er han besat af tøj med dødningehoveder....og store vamsede striktrøjer, meget gerne med dødningehoveder. Jeg må se, hvad jeg kan finde på. Om ikke andet må jeg jo ofre mig og tage med på den helt store shopping ekspedition i byens butikker. (Blink blink blink.)
I mellemtiden må jeg nok holde lidt igen med substral i drikkevandet.
Musen har også fuld fart på væksten lige for tiden og prinsessen trænger til ny forårs-/sommergarderobe.
Måske man skulle lære at sy...og selv kreere lidt til tøjskabet. Idéer har jeg nok af, men jeg fatter ikke helt de dérsens fancy maskiner. Hm.....
119 cm høj og 32,5 kg. Hele herligheden balancerer på en fod størrelse 32.
Jeg synes jo nok, at de nyligt indkøbte bukser allerede stumpede igen. Det tror jo pokker, for han har på gange få uger taget et ordenligt ryk i højden.
Dejligt at have en trold, som elsker bløde pakker og nyt tøj. Nu kan man rigtigt forkæle ham med ny garderobe (igen-igen). Han bliver lige begejstret hver gang.
"Neeeeiiiij er den til mig....hvor er den FEEEEEED...taaaark!"
Jeg tror faktisk, jeg kunne slippe af sted med at kaste en hjemmestrikket karry-gul sweater med spontant hulmønster efter ham...og han ville stadig juble og takke mig for den fine overraskelse. Haha.
Lige nu er han besat af tøj med dødningehoveder....og store vamsede striktrøjer, meget gerne med dødningehoveder. Jeg må se, hvad jeg kan finde på. Om ikke andet må jeg jo ofre mig og tage med på den helt store shopping ekspedition i byens butikker. (Blink blink blink.)
I mellemtiden må jeg nok holde lidt igen med substral i drikkevandet.
Musen har også fuld fart på væksten lige for tiden og prinsessen trænger til ny forårs-/sommergarderobe.
Måske man skulle lære at sy...og selv kreere lidt til tøjskabet. Idéer har jeg nok af, men jeg fatter ikke helt de dérsens fancy maskiner. Hm.....
Sleipner, sprutter og kopper
"Når jeg bliver en Gud, vil jeg være Sleipner!"
Sikke en udtalelse at starte dagen med. Og sikke ambitioner!
Jeg tænker dog ikke, at Sleipner havde gudestatus. Var han dog ikke bare en hest? Odins hest, jovist. Men en hest.
Trolden nikker bekræftende.
"Jeg vil nu alligevel gerne være ham Sleipner."
Hvorfor nu lige Sleipner?
"Fordi han er jo næsten lige som en blæksprutte....altså bare med hestekrop.....8 ben!!!! Nåååh nej. Blæksprutter har jo 8 arme...nå, men så er han i hvert fald lige som en edderkop! Dér er da sejt!"
Jovist. Vældig sejt. En forvokset edderkop, der vrinsker.
Så kunne jeg alligevel bedre forlige mig med planen om at blive zombie og æde alle de største hjerner i verden. Eller den gang, han drømte om at blive genfødt som flagermusunge.
Ak suk.
Fantasien fejler ikke noget. Og hvor er det skønt at have opdraget sin søn til troen på, at han kan blive lige nøjagtigt, hvad han vil. Selv en gud!
Sikke en udtalelse at starte dagen med. Og sikke ambitioner!
Jeg tænker dog ikke, at Sleipner havde gudestatus. Var han dog ikke bare en hest? Odins hest, jovist. Men en hest.
Trolden nikker bekræftende.
"Jeg vil nu alligevel gerne være ham Sleipner."
Hvorfor nu lige Sleipner?
"Fordi han er jo næsten lige som en blæksprutte....altså bare med hestekrop.....8 ben!!!! Nåååh nej. Blæksprutter har jo 8 arme...nå, men så er han i hvert fald lige som en edderkop! Dér er da sejt!"
Jovist. Vældig sejt. En forvokset edderkop, der vrinsker.
Så kunne jeg alligevel bedre forlige mig med planen om at blive zombie og æde alle de største hjerner i verden. Eller den gang, han drømte om at blive genfødt som flagermusunge.
Ak suk.
Fantasien fejler ikke noget. Og hvor er det skønt at have opdraget sin søn til troen på, at han kan blive lige nøjagtigt, hvad han vil. Selv en gud!
Om køer og andre irritationsmomenter
I kø, nummer 24, i kø
I kø, nummer 23, i kø
I kø, nummer 22, i kø
I kø, nummer 21, i kø
......
I kø, nummer 1, i kø
I kø, nummer 14, i kø
I kø, nummer 13, i kø
........
I kø, nummer 1, i kø
I kø, nummer 8, i kø
WTF?
Lur mig om ikke der er en liiiiiille bitte minimal fejl i dét dersens telefon-kø-system.
Hver gang man bliver nummer 1, smides man bagest i køen?
Hva sker der for det????
Det er da ikke 1. april i dag!!
Jarmen, jeg magter det bare ikke.
At starte morgenen med 49 minutters venten i kø med frygtelig pausemusik (bragende ind i øregangen. UDEN at komme igennem til rette vedkommende.
Dagens pausesang hjælper ikke på humøret, hvor munter den end er. Selvom jeg nu kan den uden ad, forfra, baglæns og sidevers.
I kø, nummer 23, i kø
I kø, nummer 22, i kø
I kø, nummer 21, i kø
......
I kø, nummer 1, i kø
I kø, nummer 14, i kø
I kø, nummer 13, i kø
........
I kø, nummer 1, i kø
I kø, nummer 8, i kø
WTF?
Lur mig om ikke der er en liiiiiille bitte minimal fejl i dét dersens telefon-kø-system.
Hver gang man bliver nummer 1, smides man bagest i køen?
Hva sker der for det????
Det er da ikke 1. april i dag!!
Jarmen, jeg magter det bare ikke.
At starte morgenen med 49 minutters venten i kø med frygtelig pausemusik (bragende ind i øregangen. UDEN at komme igennem til rette vedkommende.
Dagens pausesang hjælper ikke på humøret, hvor munter den end er. Selvom jeg nu kan den uden ad, forfra, baglæns og sidevers.
| "Du hænger lidt med ho'det, syn's du alt er gråt i gråt?...." Ja, efterhånden gør jeg faktisk. Og jeg har ikke tænkt mig at male noget som helst i nogen som helst farvepalet. Ingen rød by, intet hvidt stjerneskær. Det er muligt, at mine egne "briller" farver alting gråt i gråt. Jeg hælder dog mest til den teori, at Dansk Top Helvedet har presset mig ud til klippekanten. Nøj, hvor er det dog rædsomt. Og så klokken 8 om morgenen. På repeat i 49 minutter!!!! Glem det, jeg forlader min plads i køen og lader en anden tage rundturen. Jeg behøves ikke tale med en læge alligevel. Jeg er nu på randen af en mindre psykose. Jeg graver mig ned under dynen.....eller kontakter en habil psyko-fidus. Jeg har forresten også glemt årsagen til mit opkald. Min tankestrøm er gået i selvsving "vi maler byen rød tralalala". Herre Jemini. Tak for hjælpen, siger jeg bare. Nu har jeg Birthe Kjær på hjernen resten af dagen. ØJ!! Nej, naturligvis må man tage den slags små plagsomheder med et bette smil. Jeg har skrevet til min læge. Takket for god morgen underholdning. Tænker, at telefonregningen til knap 1 times muzak trods alt er billigere end DR Licensen. Dog vil jeg anbefale en smule musisk variation. Det kunne nok trække flere kunder til biksen. |
|
Udmåling af straframme
Travlt optaget af vasketøjet opfanger mine sarte øre en svag mislyd fra kælderen.
Ikke decideret larm. Mere sådan en underlig monoton klapre-lyd.
Der plejer ikke at være der.
Den burde ikke være der.
Med et styks lettere fornærmet trold i kælderen kan det kun betyde én ting.
Bølleballadestreger.
Jeg sniger mig nedenunder, uset og stilfærdig som en listetyv om natten.
Den er go´ nok.
Dér står trolden med ryggen lånet op ad den åbne skabslåge. Små vip på fødder resulterer i skabslågens møde med væggen. Igen og igen og igen og....
Hva sørensen har han gang i?
"Ik nowt. Jeg står her bare. Og er trist."
Han har været med bedsteforældrene på en herlig udflugt til mosterens idylliske landsted.
Får med lam, marsvin, grisebasser, kaniner.
En kæææææmpe naturgrund. Med stor legeplads.....og trampolin.
Den bedste dag i hele troldens liv, bedyrer han alvorligt, indtil altså de voksne ødelagde det hele og gjorde det til verdens værste dag.
"Så skulle man bare lige pludselig køre derfra, bare fordi man skulle hentes hjem til sig selv!"
Ja, set med en 6 årigs øjne, så ER det da også uretfærdigt.
Jeg påtager mig i dagens anledning jobbet som DÅÅÅM MOOOOAAAR. I morgen må en anden tage over, men lige nu, kan jeg jo godt følge ham.
Det er sundt nok at blive frustreret, sur, trist og ked. Man skal bare lære at udtrykke det på hensigtsmæssig og konstruktiv vis. Det nytter ikke noget at tale grimt, slå og sparke, smide sig på jorden og skrige....eller som i dette tilfælde ty til en lettere destruktiv måde at få afløb på.
Nu tror jeg ikke han bevidst gjorde noget dumt. Jeg tror mere, der er tale om en tanketorsk. Følelserne har taget over, tankevirksomheden sat i bero. Så sker der nogen gange uheldige ting.
Nå, jeg viser ham det knap så æstetiske grå mærke, som skabsgrebet har lavet på det hvidmalede murværk. Ikke så godt, vel da.
"Neeej, det var altså ikke meningen." Han ser brødebetynget ud. I et splitsekund. Så lyser hele ansigtet op, antændt af den nu igen funktionelle pære på øverste etage.
"Hey, skulle vi så ikke aftale, at hvis jeg kommer til det igen...så skal jeg selv male væggen?"
Jeg ser hans store interesse for maling for mit indre blik. Maling...i alle dets grupperinger. Mindes hans ildhu, når lærreder, pensler og akrylmaling findes frem. Husker hans cirklen om mit projekt møbelmaling, hvor man ligefrem kunne SE hans fingre krible. Erindrer også hvordan han tilbød sin hjælp, da væggene skulle males i det gamle hus.
"Jeg har en bedre idé", svarer jeg. "Hvis du gør det igen, skal du sidde lisså stille og kigge på, mens JEG maler væggen." En mere passende strafudmåling, i hvert fald i mine øjne.
Trolde så chokeret på mig....og gik hovedrystende sin vej.
Jeg undertrykte et lille smil og smutte ovenpå til vasketøjet igen. Jeg føler mig ganske sikker på, at han IKKE laver flere vægskader.
Ikke decideret larm. Mere sådan en underlig monoton klapre-lyd.
Der plejer ikke at være der.
Den burde ikke være der.
Med et styks lettere fornærmet trold i kælderen kan det kun betyde én ting.
Bølleballadestreger.
Jeg sniger mig nedenunder, uset og stilfærdig som en listetyv om natten.
Den er go´ nok.
Dér står trolden med ryggen lånet op ad den åbne skabslåge. Små vip på fødder resulterer i skabslågens møde med væggen. Igen og igen og igen og....
Hva sørensen har han gang i?
"Ik nowt. Jeg står her bare. Og er trist."
Han har været med bedsteforældrene på en herlig udflugt til mosterens idylliske landsted.
Får med lam, marsvin, grisebasser, kaniner.
En kæææææmpe naturgrund. Med stor legeplads.....og trampolin.
Den bedste dag i hele troldens liv, bedyrer han alvorligt, indtil altså de voksne ødelagde det hele og gjorde det til verdens værste dag.
"Så skulle man bare lige pludselig køre derfra, bare fordi man skulle hentes hjem til sig selv!"
Ja, set med en 6 årigs øjne, så ER det da også uretfærdigt.
Jeg påtager mig i dagens anledning jobbet som DÅÅÅM MOOOOAAAR. I morgen må en anden tage over, men lige nu, kan jeg jo godt følge ham.
Det er sundt nok at blive frustreret, sur, trist og ked. Man skal bare lære at udtrykke det på hensigtsmæssig og konstruktiv vis. Det nytter ikke noget at tale grimt, slå og sparke, smide sig på jorden og skrige....eller som i dette tilfælde ty til en lettere destruktiv måde at få afløb på.
Nu tror jeg ikke han bevidst gjorde noget dumt. Jeg tror mere, der er tale om en tanketorsk. Følelserne har taget over, tankevirksomheden sat i bero. Så sker der nogen gange uheldige ting.
Nå, jeg viser ham det knap så æstetiske grå mærke, som skabsgrebet har lavet på det hvidmalede murværk. Ikke så godt, vel da.
"Neeej, det var altså ikke meningen." Han ser brødebetynget ud. I et splitsekund. Så lyser hele ansigtet op, antændt af den nu igen funktionelle pære på øverste etage.
"Hey, skulle vi så ikke aftale, at hvis jeg kommer til det igen...så skal jeg selv male væggen?"
Jeg ser hans store interesse for maling for mit indre blik. Maling...i alle dets grupperinger. Mindes hans ildhu, når lærreder, pensler og akrylmaling findes frem. Husker hans cirklen om mit projekt møbelmaling, hvor man ligefrem kunne SE hans fingre krible. Erindrer også hvordan han tilbød sin hjælp, da væggene skulle males i det gamle hus.
"Jeg har en bedre idé", svarer jeg. "Hvis du gør det igen, skal du sidde lisså stille og kigge på, mens JEG maler væggen." En mere passende strafudmåling, i hvert fald i mine øjne.
Trolde så chokeret på mig....og gik hovedrystende sin vej.
Jeg undertrykte et lille smil og smutte ovenpå til vasketøjet igen. Jeg føler mig ganske sikker på, at han IKKE laver flere vægskader.
Bager Bro han bager boller...
"Do ka da bae æ kae....eller nåe brøj", sagde veninden min.
Nej, det er så ved den søde grød, jeg ikke kan. Eller rettere: ikke VIL.
For det første vil jeg nødig tage levebrødet fra Bager Bro. Der er i forvejen massiv arbejdsløshed og jeg vil nødig tvinge nogen ud bagest i køen.
For det andet nægter jeg at stoppe mine søde små fingre ned i sådan noget fælt klisterklaster dej. Det er simpelthen for væmmeligt. Næææh tak. Den slags klamheder lader jeg de professionelle om. Og min mor. Hun er en habil amatør-bager og kan fra tid til anden godt lokkes til at forkæle børnebørnene lidt. Så kan man jo napse en bid hjemmebag dér.
Jeg har sagt det før: jeg.....ælter....IKKE....dej!!!!
"Du er da også så sippet!"
Ja, det kan sgu godt være.
Alligevel er det mig, der skifter selv de eksploderede lortebleer. Dem, hvor baby er marineret i eget fæces fra nakkehår til tåspids. Og jeg håndvasker naturligvis tøjet bagefter.
Jeg tørrer bræk op.....uden selv at levere en klat halvfordøjet til samlingen.
Jeg vasker gulvet, når vuffer har ædt endnu et selvdødt ådsel på gåturen.
Jeg har bistået ved egne kæledyrs operationer og lagt drop på mig selv.
Jeg har dissekeret både rotter og kaniner, også selvom der ikke var tale om friske kadavere.
Jeg har haft begge arme helt oppe i luftrøret på et får, for at redde et fastklemt lam ud af fødselskanalen....og jeg aflivede egenhændigt selvsamme får, da hele tarmsystemet fulgtes med lammet ud.
Jeg har bistået social-rengøringer, hvor urin, fækalier og døde mus havde hobet sig op som en gigantisk lagkage og havde opslugt møbler og overtaget hele lejligheden fra kælder til loft.
Jeg har renset maddiker ud af pindsvineungers rygge og plejet dem tilbage til livet og ud i fri natur igen.
Jeg har sågar skrabet selvmord ned fra vægge.
Jooooh, jeg er nok temmelig sippet.
Jeg ælter i hvert fald ikke dej!
Nej, det er så ved den søde grød, jeg ikke kan. Eller rettere: ikke VIL.
For det første vil jeg nødig tage levebrødet fra Bager Bro. Der er i forvejen massiv arbejdsløshed og jeg vil nødig tvinge nogen ud bagest i køen.
For det andet nægter jeg at stoppe mine søde små fingre ned i sådan noget fælt klisterklaster dej. Det er simpelthen for væmmeligt. Næææh tak. Den slags klamheder lader jeg de professionelle om. Og min mor. Hun er en habil amatør-bager og kan fra tid til anden godt lokkes til at forkæle børnebørnene lidt. Så kan man jo napse en bid hjemmebag dér.
Jeg har sagt det før: jeg.....ælter....IKKE....dej!!!!
"Du er da også så sippet!"
Ja, det kan sgu godt være.
Alligevel er det mig, der skifter selv de eksploderede lortebleer. Dem, hvor baby er marineret i eget fæces fra nakkehår til tåspids. Og jeg håndvasker naturligvis tøjet bagefter.
Jeg tørrer bræk op.....uden selv at levere en klat halvfordøjet til samlingen.
Jeg vasker gulvet, når vuffer har ædt endnu et selvdødt ådsel på gåturen.
Jeg har bistået ved egne kæledyrs operationer og lagt drop på mig selv.
Jeg har dissekeret både rotter og kaniner, også selvom der ikke var tale om friske kadavere.
Jeg har haft begge arme helt oppe i luftrøret på et får, for at redde et fastklemt lam ud af fødselskanalen....og jeg aflivede egenhændigt selvsamme får, da hele tarmsystemet fulgtes med lammet ud.
Jeg har bistået social-rengøringer, hvor urin, fækalier og døde mus havde hobet sig op som en gigantisk lagkage og havde opslugt møbler og overtaget hele lejligheden fra kælder til loft.
Jeg har renset maddiker ud af pindsvineungers rygge og plejet dem tilbage til livet og ud i fri natur igen.
Jeg har sågar skrabet selvmord ned fra vægge.
Jooooh, jeg er nok temmelig sippet.
Jeg ælter i hvert fald ikke dej!
Når børnene er ude....
Så skete det endelig.
En børnefri aften.
Drengene skulle hygge med bedsterne. 3 retters menú bestilt af trolden, dækket op som på en restaurant og pyntet med blomster. (Man har vel en trold med sans for god mad og nysselige detaljer.)
Efterfølgende biograf-stemning med Ice Age 4 og lidt velsmagende godter. Det var med overnatning fra lørdag til søndag, og afhentningstidspunktet var sat til ret før middag, så mutter for en gang skyld kunne sove længe.
Prinsessen havde mor-weekend og VI skulle på restaurant med en god ven.
Nøj, hvor skulle det blive skønt.
Nu er det bare sådan, at livet har en sjov mani med at udfoldelse sig mens man lægger planer. Nogen gange sker denne udfoldelse på tværs af nøje tilrettelagt planer.
I dette tilfælde blev aftenen da også noget anderledes end tiltænkt.
Du husker nok skattemusens frygtelige anfald af nærdøds mande-influenza?
Well, det lykkedes ham at kaste dødens skygge af sig og være nogenlunde frisk igen.
Det lykkedes ham også at kaste dødens kolde hånd over på MIN skulder, så jeg i løbet af lørdagen blev tvunget i knæ, stirrende ind i efterlivets kedelige grå, mens snottet løb og dannede søer på trægulvet. Aftenen gik således med at ringe afbud, omdirigere planerne til en anden week end og hoste lungerne ovenud, alt imens snottet blokerede for ilttilførslen og fremdyrkede en fæl hovedpine.
Mens jeg valgte at putte mig i 3 lag uldent tøj, en dyne og diverse puder under nakken, måtte nuslingen underholde sig selv. Han kunne nu godt have vist lidt venlig deltagelse eller bare lidt ærgrelse over min tilstand, men han virkede ganske godt tilfreds med at tilbringe aften og nat i et spil Diablo. Med hørebøfferne klemt godt fast om ørerne hørte han velsagtens ikke min dødsrallen fra sofaens dyb, ej eller blev han forstyrret af snøften og snotten hvert andet sekund.
Jeg selv forsøgte at følge med i en Harry Potter-filmz. Det virkede ikke. Jeg husker reklamerne OP til filmen...og ikke en tåget disse derefter. Det var ellers 21-filmen, så jeg må være væltet ret tidligt.
En jævnt nederen afslutning på børnefri aften.
Jeg havde sådan glædet mig til at sove længe.
Men næææææh nej, dét blev mig også frataget.
Klokken kvart i kvalme (dvs 8:45) vågnede jeg. I et hosteanfald fik jeg hevet så meget efter vejret, at jeg inhalerede et hjørne af dynebetrækket. Ikke ønskværdigt. Når næsen er stoppet bør man ikke også sætte prop i luftrøret med ½ meter stof. Dumt. Meget dumt.
Jeg vågnede altså spruttende og hvæsende, blåviolet i hovedet og med tårer og snot væltende ud til alle sider. Jeg fik kæmpet mig op at sidde, blot for at dunke skalden lige ind i en til-ilende vovse, som med bekymret mine og logrende hale ville tilse mig i mine sidste minutters dødskramper.
Jeg fik skubbet den eneste gæst ved mit dødsleje på gulvet, halet dynebetrækket (nu godt tilsølet af spyt og slim) ud af gabet, stikket en sammenfoldet toiletrulle op i hvert næsebord, tørret øjne i sofaryggen og ømmet mig over den begyndende bule i panden.
Fa´en til måde at vågne på. Det stod IKKE i min plan. Jeg må huske at sende en klage i 3 eksemplarer til de højere magter. Sådan hér skulle min week end slet ikke forløbe. Den er helt gal.
Jeg skulle hygge mig i godt selskab, spise dejlig mad, svælge i jordens største og bedste salat-bar, drikke et glas fortrinlig rødvin, afsluttet med lidt romantisk alene-tid med skatten.....og sove længe dagen efter!!!
Det er ikke meget, jeg beder om. Bare én hyggelig aften, uden børn, men mit livs lys. At vågne næste morgen, af mig selv, frisk og vel udhvilet. Uden barnegråd og brydekampe med usynlige zombier. Og bestemt uden at have en halvslugt sommerdyne forankret i mit svælg!
Hva sker der for dét?
Tilbage til planen, nu, tak.
En børnefri aften.
Drengene skulle hygge med bedsterne. 3 retters menú bestilt af trolden, dækket op som på en restaurant og pyntet med blomster. (Man har vel en trold med sans for god mad og nysselige detaljer.)
Efterfølgende biograf-stemning med Ice Age 4 og lidt velsmagende godter. Det var med overnatning fra lørdag til søndag, og afhentningstidspunktet var sat til ret før middag, så mutter for en gang skyld kunne sove længe.
Prinsessen havde mor-weekend og VI skulle på restaurant med en god ven.
Nøj, hvor skulle det blive skønt.
Nu er det bare sådan, at livet har en sjov mani med at udfoldelse sig mens man lægger planer. Nogen gange sker denne udfoldelse på tværs af nøje tilrettelagt planer.
I dette tilfælde blev aftenen da også noget anderledes end tiltænkt.
Du husker nok skattemusens frygtelige anfald af nærdøds mande-influenza?
Well, det lykkedes ham at kaste dødens skygge af sig og være nogenlunde frisk igen.
Det lykkedes ham også at kaste dødens kolde hånd over på MIN skulder, så jeg i løbet af lørdagen blev tvunget i knæ, stirrende ind i efterlivets kedelige grå, mens snottet løb og dannede søer på trægulvet. Aftenen gik således med at ringe afbud, omdirigere planerne til en anden week end og hoste lungerne ovenud, alt imens snottet blokerede for ilttilførslen og fremdyrkede en fæl hovedpine.
Mens jeg valgte at putte mig i 3 lag uldent tøj, en dyne og diverse puder under nakken, måtte nuslingen underholde sig selv. Han kunne nu godt have vist lidt venlig deltagelse eller bare lidt ærgrelse over min tilstand, men han virkede ganske godt tilfreds med at tilbringe aften og nat i et spil Diablo. Med hørebøfferne klemt godt fast om ørerne hørte han velsagtens ikke min dødsrallen fra sofaens dyb, ej eller blev han forstyrret af snøften og snotten hvert andet sekund.
Jeg selv forsøgte at følge med i en Harry Potter-filmz. Det virkede ikke. Jeg husker reklamerne OP til filmen...og ikke en tåget disse derefter. Det var ellers 21-filmen, så jeg må være væltet ret tidligt.
En jævnt nederen afslutning på børnefri aften.
Jeg havde sådan glædet mig til at sove længe.
Men næææææh nej, dét blev mig også frataget.
Klokken kvart i kvalme (dvs 8:45) vågnede jeg. I et hosteanfald fik jeg hevet så meget efter vejret, at jeg inhalerede et hjørne af dynebetrækket. Ikke ønskværdigt. Når næsen er stoppet bør man ikke også sætte prop i luftrøret med ½ meter stof. Dumt. Meget dumt.
Jeg vågnede altså spruttende og hvæsende, blåviolet i hovedet og med tårer og snot væltende ud til alle sider. Jeg fik kæmpet mig op at sidde, blot for at dunke skalden lige ind i en til-ilende vovse, som med bekymret mine og logrende hale ville tilse mig i mine sidste minutters dødskramper.
Jeg fik skubbet den eneste gæst ved mit dødsleje på gulvet, halet dynebetrækket (nu godt tilsølet af spyt og slim) ud af gabet, stikket en sammenfoldet toiletrulle op i hvert næsebord, tørret øjne i sofaryggen og ømmet mig over den begyndende bule i panden.
Fa´en til måde at vågne på. Det stod IKKE i min plan. Jeg må huske at sende en klage i 3 eksemplarer til de højere magter. Sådan hér skulle min week end slet ikke forløbe. Den er helt gal.
Jeg skulle hygge mig i godt selskab, spise dejlig mad, svælge i jordens største og bedste salat-bar, drikke et glas fortrinlig rødvin, afsluttet med lidt romantisk alene-tid med skatten.....og sove længe dagen efter!!!
Det er ikke meget, jeg beder om. Bare én hyggelig aften, uden børn, men mit livs lys. At vågne næste morgen, af mig selv, frisk og vel udhvilet. Uden barnegråd og brydekampe med usynlige zombier. Og bestemt uden at have en halvslugt sommerdyne forankret i mit svælg!
Hva sker der for dét?
Tilbage til planen, nu, tak.
Jeg er da ikke sensitiv
Eller er jeg?
Jeg har aldrig tænkt over det før. Tværtimod.
Jeg har ofte nok hørt og læst stolpe op og stolpe ned om, at sensitivitet ofte er arvelig. At det nedarves i lige bane fra forældre til barn.
Jeg har ofte nok hørt og læst stolpe op og stolpe ned om, at sensitivitet ofte er arvelig. At det nedarves i lige bane fra forældre til barn.
Arveligt, har jeg tænkt, nej ikke for mine unger. Deres forældre har ikke den slags anlæg. Lettere autistiske træk, måske, men det har alle jo. Haha.
Men....er jeg måske alligevel?
En veninde fik mig til at tænke....og mærke efter.
Jeg har jo altid haft meget let ved at læse og forstå mine drenge. Deres reaktionsmønstre og hvorfor, hvad løsningen kunne være og hvordan. Faktisk kan jeg jo godt genkende noget af deres fintfølende tendenser.
Jeg HADER at stikke fingrene i en brøddej. Det er noget af det KLAMMESTE, jeg ved.
Selvom jeg elsker høj, larmende musik, kan jeg have dage, hvor den mindste lyd giver mig røde knopper.
Jeg er vist rimelig social anlagt.....undtagen de dage, hvor jeg bare vil være i fred. Hvor jeg har nok i mig selv og min lille familie, inden for hyttens trygge vægge.
Min intuition fejler heller ikke noget. Jeg har altid været god til at læse andres sindsstemning. Ja, stemninger i det hele taget. Et hjems indretning, farverne på væggen, helhedsindtrykket...kan på få sekunder gøre mig godt til pas eller rejse de små hår i min nakke. Faktisk kan selv en bygnings facade give mig denne ubændige lyst til at se det indvendigt...eller give mig en fornemmelse af ikke at være velkommen inden for matriklen.
Intellektet ligger trods alt ikke i den laveste ende og min kreative sans er også godt med.
Måske er der alligevel noget dér....jeg har bare lært at abstrahere fra det og undertrykke det, for at passe ind. Med det ville alligevel forklare nogle ting, ganske givet.
Men hvis jeg....og mindstemusen er....hva så med.....
Jeg har aldrig tænkt på trolden som sensitiv.
Før mindstemusen kom til. Han er så usandsynlig tydelig og særdeles ekstrovert, at man ikke er i tvivl. Og jeg kan drage mange paralleller til den store. Han er så bare introvert.
Nu er han heldigvis så stor, at vi kan snakke om tingene. Jaja, jeg taler da også med mindstemusen, men svarene er unægteligt noget vanskeligere at blive klog på. "aDA....aaaAAAAAuuuUa...heiDI....HEJej....adadadadadada a det a det" kan jo betyde så meget.
Nå, nu var kimen til videre hjemmearbejde lagt.
Hvad siger så de kloge hoveder om sensitivitet?
Joooh, de siger såmænd:
- at mellem ca. 15 og 20 % af alle nyfødte danskere er særligt sensitive mennesker, og endnu flere er "bare" sensitive. Dvs at deres nervesystem bearbejder alle stimuli dybere og stærkere end gennemsnittet. Derfor er de ofte kreative, begavede, dybsindige og har stor indlevelsesevne.
Hmmmm, javel ja.
Og så tog jeg testen. Både for mig selv og på drengenes vegne.
Resultatet var slående, omend ikke nogen stor overraskelse.
Dybest set vidste jeg det jo godt. Man kender jo sine små lopper :)
Mere info og selve testen kan findes hér:
http://www.sensitiv.dk
En veninde fik mig til at tænke....og mærke efter.
Jeg har jo altid haft meget let ved at læse og forstå mine drenge. Deres reaktionsmønstre og hvorfor, hvad løsningen kunne være og hvordan. Faktisk kan jeg jo godt genkende noget af deres fintfølende tendenser.
Jeg HADER at stikke fingrene i en brøddej. Det er noget af det KLAMMESTE, jeg ved.
Selvom jeg elsker høj, larmende musik, kan jeg have dage, hvor den mindste lyd giver mig røde knopper.
Jeg er vist rimelig social anlagt.....undtagen de dage, hvor jeg bare vil være i fred. Hvor jeg har nok i mig selv og min lille familie, inden for hyttens trygge vægge.
Min intuition fejler heller ikke noget. Jeg har altid været god til at læse andres sindsstemning. Ja, stemninger i det hele taget. Et hjems indretning, farverne på væggen, helhedsindtrykket...kan på få sekunder gøre mig godt til pas eller rejse de små hår i min nakke. Faktisk kan selv en bygnings facade give mig denne ubændige lyst til at se det indvendigt...eller give mig en fornemmelse af ikke at være velkommen inden for matriklen.
Intellektet ligger trods alt ikke i den laveste ende og min kreative sans er også godt med.
Måske er der alligevel noget dér....jeg har bare lært at abstrahere fra det og undertrykke det, for at passe ind. Med det ville alligevel forklare nogle ting, ganske givet.
Men hvis jeg....og mindstemusen er....hva så med.....
Jeg har aldrig tænkt på trolden som sensitiv.
Før mindstemusen kom til. Han er så usandsynlig tydelig og særdeles ekstrovert, at man ikke er i tvivl. Og jeg kan drage mange paralleller til den store. Han er så bare introvert.
Nu er han heldigvis så stor, at vi kan snakke om tingene. Jaja, jeg taler da også med mindstemusen, men svarene er unægteligt noget vanskeligere at blive klog på. "aDA....aaaAAAAAuuuUa...heiDI....HEJej....adadadadadada a det a det" kan jo betyde så meget.
Nå, nu var kimen til videre hjemmearbejde lagt.
Hvad siger så de kloge hoveder om sensitivitet?
Joooh, de siger såmænd:
- at mellem ca. 15 og 20 % af alle nyfødte danskere er særligt sensitive mennesker, og endnu flere er "bare" sensitive. Dvs at deres nervesystem bearbejder alle stimuli dybere og stærkere end gennemsnittet. Derfor er de ofte kreative, begavede, dybsindige og har stor indlevelsesevne.
Hmmmm, javel ja.
Og så tog jeg testen. Både for mig selv og på drengenes vegne.
Resultatet var slående, omend ikke nogen stor overraskelse.
Dybest set vidste jeg det jo godt. Man kender jo sine små lopper :)
Mere info og selve testen kan findes hér:
http://www.sensitiv.dk
...og så det GRATIS
Så modtog man invitation til årets Dagpleje Dag.
Det bliver fantastisk.
Borgmesteren åbner dagen med tale og andre kedsommeligheder.
Fælles morgengymnahop.
Gratis kaffe og kage.
Formiddagsmad fra den lokale Føtter.
Optræden med sang og musik, en styks fæl klovn og noget amatørligt dukketeater.
Babybandet underholder (gad vide, om det er egne spontane kompositioner?).
Gratis kaffe og kage.
Hoppeborg.
Brandbilerne kommer (håber besøget er planlagt og ikke tilkaldt).
Gratis kaffe og kage.
Rugbrødsmadder fra Kvickly.
1 times planlagt spontan hygge med egen dagplejer.
Gratis kaffe og kage.
Biblioteket åbner dørene, så ungerne kan lege købmand i særligt indrettet hjørne, læse bøger, bygge puslespil eller deltage i den kreative workshop med pap og papir.
Gratis kaffe og kage.
Hos Fætter BR er der sæbebobler og andre sjove lege.
Man bør medbringe cool cash (og masser af dem), da man i Boden kan købe ungernes egne kreative kreationer. (Milde himmel, hva har min lille Dalí mon bedrevet med maling og papir? Sidst fik jeg en fino krusedulle-Karlo med hjem fra dagplejen....mindst et par mill værd på det sorte marked.)
Fik jeg nævnt den gratis kaffe og kage til forældrene?
Jo, det tegner til at blive en fabelagtig dag.
Glæder mig til gratis kaffe og kage.....
Det bliver fantastisk.
Borgmesteren åbner dagen med tale og andre kedsommeligheder.
Fælles morgengymnahop.
Gratis kaffe og kage.
Formiddagsmad fra den lokale Føtter.
Optræden med sang og musik, en styks fæl klovn og noget amatørligt dukketeater.
Babybandet underholder (gad vide, om det er egne spontane kompositioner?).
Gratis kaffe og kage.
Hoppeborg.
Brandbilerne kommer (håber besøget er planlagt og ikke tilkaldt).
Gratis kaffe og kage.
Rugbrødsmadder fra Kvickly.
1 times planlagt spontan hygge med egen dagplejer.
Gratis kaffe og kage.
Biblioteket åbner dørene, så ungerne kan lege købmand i særligt indrettet hjørne, læse bøger, bygge puslespil eller deltage i den kreative workshop med pap og papir.
Gratis kaffe og kage.
Hos Fætter BR er der sæbebobler og andre sjove lege.
Man bør medbringe cool cash (og masser af dem), da man i Boden kan købe ungernes egne kreative kreationer. (Milde himmel, hva har min lille Dalí mon bedrevet med maling og papir? Sidst fik jeg en fino krusedulle-Karlo med hjem fra dagplejen....mindst et par mill værd på det sorte marked.)
Fik jeg nævnt den gratis kaffe og kage til forældrene?
Jo, det tegner til at blive en fabelagtig dag.
Glæder mig til gratis kaffe og kage.....
Bedre end at vinde i lotteriet
Yes.
Så kom den længe ventede mail.
Den, der sikrer mine fremtidsdrømme og gør mig økonomisk uafhængig. Pyt med jobmanglen, jeg klarer mig uden og svælger i luksus og middelhavstogter.
Onkel Butannaziba Holmetoft Maalouf fra den lille ø-gruppe Seychellerne har efterladt mig 15,5 millioner dollars!
I bedste Morten Korch stil kommer denne længe ventede, omend ganske ukendte, onkel susende ind fra sidelinien og redder økonomien. Jaaarmen det æ jo ik te å få armne nee!
Jeg skal bare lige besvare mailen med kopi af pas, bankoplysninger, dna prøve, vellignende foto og min førstefødtes højre arm. Så er arven min.
Barrister Igwe, Solicitor & Advocate at Law vil egenhændigt sørge for transaktionen. Hvis jeg altså liiiiige ringer ham op på et mystefinurligt telefon nummer, lover ikke at afsløre noget om vores mellemværende til nogen (dette for af sikkerhedshensyn og "to avoid eye brow.")
Jeg må sige, at mailen er meget dårligt formuleret. Mage til crappy engelsk skal man lede længe efter. Hver anden sætning mangler stavelser eller ligefrem hele ord, til gengæld er der en heftig overflod af slåfejl. Jeg forestiller mig, at en veluddannet advokat, uanset modersmål, er i besiddelse af nogenlunde fornuftige sprog-kompetencer. Jeg forestiller mig, at især en afrikansk veluddannet advokat er i besiddelse af særdeles glimrende engelsk-kundskaber. (Lidt fornuftigt fik Afrika da ud af kolonisering og apartheid.)
HVIS der endelig fandtes en rig onkel Holmetoft nogen steder i verden, så ville jeg jo slet ikke være først i arverækken. SÅ meget kan jeg da regne ud, helt uden brug af slægforskningsjournalen.
Min far er dog trods alt stadig i live, endda i bedste velgående.
Sagt med andre ord: det lugter langt væk af Nigeria-brev. Selvom det antageligt skulle være sendt fra Seychellerne. Kort sagt: SCAM!
Jeg kontakter naturligvis ikke Mr. Igwe. Hverken via telefon eller fremsendelse af personlige oplysninger. Selvom jeg har den vildeste lyst til at drive ham godt og grundigt rundt i manegen, så lader jeg andre tage mig af den slags. (Sidst jeg mødte en sådan golddigger online, kom jeg til at lokke en kopi af hans pasbillede fra ham. Ellers kunne jeg jo ikke genkende ham, når han som aftalt skulle aflevere millionerne personligt i den verdenskendte Lufthavn, Ejby. Dette billede og al korrespondance sendte jeg fluks til retslig instans. Lad de uddannede fange forbryderne. Så nøjes jeg med at nyde processen fra behørig afstand, mens jeg fortærer et vognlæs pop corn.)
Skulle man have lyst at dykke lidt ned i scam-arkiverne og måske muntre sig med dem, der bliver til grin a la den der ler sidst.....så kan man jo passende lægge vejen forbi http://www.419eater.com .
Godt grin og go lørdag.
Så kom den længe ventede mail.
Den, der sikrer mine fremtidsdrømme og gør mig økonomisk uafhængig. Pyt med jobmanglen, jeg klarer mig uden og svælger i luksus og middelhavstogter.
Onkel Butannaziba Holmetoft Maalouf fra den lille ø-gruppe Seychellerne har efterladt mig 15,5 millioner dollars!
I bedste Morten Korch stil kommer denne længe ventede, omend ganske ukendte, onkel susende ind fra sidelinien og redder økonomien. Jaaarmen det æ jo ik te å få armne nee!
Jeg skal bare lige besvare mailen med kopi af pas, bankoplysninger, dna prøve, vellignende foto og min førstefødtes højre arm. Så er arven min.
Barrister Igwe, Solicitor & Advocate at Law vil egenhændigt sørge for transaktionen. Hvis jeg altså liiiiige ringer ham op på et mystefinurligt telefon nummer, lover ikke at afsløre noget om vores mellemværende til nogen (dette for af sikkerhedshensyn og "to avoid eye brow.")
Jeg må sige, at mailen er meget dårligt formuleret. Mage til crappy engelsk skal man lede længe efter. Hver anden sætning mangler stavelser eller ligefrem hele ord, til gengæld er der en heftig overflod af slåfejl. Jeg forestiller mig, at en veluddannet advokat, uanset modersmål, er i besiddelse af nogenlunde fornuftige sprog-kompetencer. Jeg forestiller mig, at især en afrikansk veluddannet advokat er i besiddelse af særdeles glimrende engelsk-kundskaber. (Lidt fornuftigt fik Afrika da ud af kolonisering og apartheid.)
HVIS der endelig fandtes en rig onkel Holmetoft nogen steder i verden, så ville jeg jo slet ikke være først i arverækken. SÅ meget kan jeg da regne ud, helt uden brug af slægforskningsjournalen.
Min far er dog trods alt stadig i live, endda i bedste velgående.
Sagt med andre ord: det lugter langt væk af Nigeria-brev. Selvom det antageligt skulle være sendt fra Seychellerne. Kort sagt: SCAM!
Jeg kontakter naturligvis ikke Mr. Igwe. Hverken via telefon eller fremsendelse af personlige oplysninger. Selvom jeg har den vildeste lyst til at drive ham godt og grundigt rundt i manegen, så lader jeg andre tage mig af den slags. (Sidst jeg mødte en sådan golddigger online, kom jeg til at lokke en kopi af hans pasbillede fra ham. Ellers kunne jeg jo ikke genkende ham, når han som aftalt skulle aflevere millionerne personligt i den verdenskendte Lufthavn, Ejby. Dette billede og al korrespondance sendte jeg fluks til retslig instans. Lad de uddannede fange forbryderne. Så nøjes jeg med at nyde processen fra behørig afstand, mens jeg fortærer et vognlæs pop corn.)
Skulle man have lyst at dykke lidt ned i scam-arkiverne og måske muntre sig med dem, der bliver til grin a la den der ler sidst.....så kan man jo passende lægge vejen forbi http://www.419eater.com .
Godt grin og go lørdag.
Morgen med møje og besvær
Skønt at vågne til mindstemusens morgenkvad.
"AaaAAaaaaAAAa dadadadaaaaaaaaaaaaaaaa AAAAAAAAAAAAAAaa"
Jeg kunne let genkende hans version af Tryllefløjten. Mageløs musikals mus. Ahem.
(Jaja, det lød i virkeligheden mere som kaldet fra en lille ensom og forladt sælunge ved vadehavet, men man må godt ændre lidt på sandheden for at skyde historien godt fra start. Min skrevne version af dagens begyndelse er unægteligt noget mere idyllisk end sandheden: Musens skingre skrål kunne få en døv til at krympe sig og de hørende til at lede desperat efter høreværn godkendt af lufthavnsvæsenet.)
Et kort blik på uret afslørede, at han havde sovet længe. 8:15.
Resten af familien sov stadig, mens vi kom i tøjet og spiste morgenmad.
De sov også, mens jeg styrtede rundt i fast rutefart mellem løbsk tævehunds pletterier på gulvet, mindstemusens forsøg på at tømme samtlige køkkenskabe, og vasketøjsbunken.
De sov stadig, da jeg løb spidsrod mellem udbryderhundens flugtforsøg gennem døre og vinduer, mindstemusens nyfundne interesse i potteplanter og generel oprydning på førstesalen.
Klokken 11:30 gjorde trolden sit indtog på scenen. Nu skulle jeg oveni strabadserne med hyperaktiv pilfinger og småforstyrret hund også præstere aktiv lytning og morgensmadsfremstilling.
Emnet for dagens forelæsning var magma.....og forskellen på magma og lava. Jovel. Heldigvis forventede han ikke meget andet end et par spredte "aha" og "uhum".
Mens trolden var optaget af at fortælle, øjnede musen en chance til at stjæle halvdelen af storebrors morgenmad og med bævende underlæbe tigge sig til den anden halvdel. Altså måtte moren smøre mere mad. Og skubbe hunden væk fra havedøren. Og fjerne musen fra køkkenskabet. Huske at svare trolden med et "jamen dog". Skubbe hunden ned fra vindueskarmen. Hale musen op af en køkkenskuffe.
På vej tilbage til bordet snublede jeg naturligvis over en puttekasse. Så fik hunden også mad og jeg kunne starte hele seancen forfra.
Klokken nærmer sig 13 og jeg begynder at glæde mig gevaldigt til musens middagslur. Indtil da tester han grænser (gælder husreglerne mon også første lørdag i måneden, eller må små bebser mon så æde en DVDskive eller hamre en træklods gennem fladskærmen...bare sådan i dagens anledning), trolden holder foredrag og hunden vandrer hvileløst rundt, mens hun hyler og piber som en anden desperado.
Lidt har jeg dog nået:
Tre maskiner vasketøj er fiks og færdig, foldet og klar til at blive lagt pænt på plads.
Hunden har været i haven, hvor vi ikke risikerede at møde nogen lystne tæppetissere.
Køkkenet er cleanet og der er tørret støv af i stuen.
Badeværelset er delvist rengjort og jeg har sat en kogevask i gang, mens tørretumbleren tager sig af første læs håndklæder.
Der er bygget en dejlig hule til musen, midt på stuegulvet, med store puder og vamsede tæpper. Han er dog ikke synderligt interesseret, men til gengæld har mit initiativ inspireret trolden til at lege halsbrækkende stuntmand. Han kaster sig rundt som en gal cirkusartist, så puder og tæpper skøjter rundt til alle sider og han selv laver maveplaskere på det bare trægulv.
Jo, jeg glæder mig klart til middagsluren...hvor jeg forhåbentligt kan nå et par huslige pligter og et varmt, afstressende bad UDEN børn og husdyr.
"AaaAAaaaaAAAa dadadadaaaaaaaaaaaaaaaa AAAAAAAAAAAAAAaa"
Jeg kunne let genkende hans version af Tryllefløjten. Mageløs musikals mus. Ahem.
(Jaja, det lød i virkeligheden mere som kaldet fra en lille ensom og forladt sælunge ved vadehavet, men man må godt ændre lidt på sandheden for at skyde historien godt fra start. Min skrevne version af dagens begyndelse er unægteligt noget mere idyllisk end sandheden: Musens skingre skrål kunne få en døv til at krympe sig og de hørende til at lede desperat efter høreværn godkendt af lufthavnsvæsenet.)
Et kort blik på uret afslørede, at han havde sovet længe. 8:15.
Resten af familien sov stadig, mens vi kom i tøjet og spiste morgenmad.
De sov også, mens jeg styrtede rundt i fast rutefart mellem løbsk tævehunds pletterier på gulvet, mindstemusens forsøg på at tømme samtlige køkkenskabe, og vasketøjsbunken.
De sov stadig, da jeg løb spidsrod mellem udbryderhundens flugtforsøg gennem døre og vinduer, mindstemusens nyfundne interesse i potteplanter og generel oprydning på førstesalen.
Klokken 11:30 gjorde trolden sit indtog på scenen. Nu skulle jeg oveni strabadserne med hyperaktiv pilfinger og småforstyrret hund også præstere aktiv lytning og morgensmadsfremstilling.
Emnet for dagens forelæsning var magma.....og forskellen på magma og lava. Jovel. Heldigvis forventede han ikke meget andet end et par spredte "aha" og "uhum".
Mens trolden var optaget af at fortælle, øjnede musen en chance til at stjæle halvdelen af storebrors morgenmad og med bævende underlæbe tigge sig til den anden halvdel. Altså måtte moren smøre mere mad. Og skubbe hunden væk fra havedøren. Og fjerne musen fra køkkenskabet. Huske at svare trolden med et "jamen dog". Skubbe hunden ned fra vindueskarmen. Hale musen op af en køkkenskuffe.
På vej tilbage til bordet snublede jeg naturligvis over en puttekasse. Så fik hunden også mad og jeg kunne starte hele seancen forfra.
Klokken nærmer sig 13 og jeg begynder at glæde mig gevaldigt til musens middagslur. Indtil da tester han grænser (gælder husreglerne mon også første lørdag i måneden, eller må små bebser mon så æde en DVDskive eller hamre en træklods gennem fladskærmen...bare sådan i dagens anledning), trolden holder foredrag og hunden vandrer hvileløst rundt, mens hun hyler og piber som en anden desperado.
Lidt har jeg dog nået:
Tre maskiner vasketøj er fiks og færdig, foldet og klar til at blive lagt pænt på plads.
Hunden har været i haven, hvor vi ikke risikerede at møde nogen lystne tæppetissere.
Køkkenet er cleanet og der er tørret støv af i stuen.
Badeværelset er delvist rengjort og jeg har sat en kogevask i gang, mens tørretumbleren tager sig af første læs håndklæder.
Der er bygget en dejlig hule til musen, midt på stuegulvet, med store puder og vamsede tæpper. Han er dog ikke synderligt interesseret, men til gengæld har mit initiativ inspireret trolden til at lege halsbrækkende stuntmand. Han kaster sig rundt som en gal cirkusartist, så puder og tæpper skøjter rundt til alle sider og han selv laver maveplaskere på det bare trægulv.
Jo, jeg glæder mig klart til middagsluren...hvor jeg forhåbentligt kan nå et par huslige pligter og et varmt, afstressende bad UDEN børn og husdyr.
Fortid, bagtid og tiden midt imellem
Det kan nogen gange være frygteligt svært at lave dansk-lektier.
Især skaber bøjning af udsagnsord ofte forvirring.
Dansk har altid ligget lige til højre benet for mig. Jeg er rimelig ferm til retstavning og grammatik, selvom jeg til tider vælger at bryde alle gængse regler og skabe mine egne ord og gradbøjninger. Jeg gemmer mig naturligvis bagved en filosofi om, at så længe man KENDER de "rigtige" regler, så må man godt lege lidt med sproget. Det er kun fejl, hvis man dybest set ikke véd bedre.
Nå, men jeg leger tit hjemmeundervisning om eftermiddagen. Ungerne har af og til dit eller dat for og jeg giver naturligvis gerne en hånd med. Også selvom det ofte sætter min tålmodighed og pædagogiske evner på prøve. Slutresultatet skulle gerne bære lønnen i sig selv, både i forhold til dagens delmål (dvs de daglige lektier) og slutmålet: selvforsørgende afkom, som kan vælge og vrage mellem deres drømmejobs. (Toldens fremtidsdrømme tenderer klassisk geni, enten indenfor noget astronautisk eller totalt verdens herredømme i stil med Dr. Heinz Doofenshmirtz, hvor imod prinsessen vist svinger mellem kok, dyrlæge eller én der laver meget slik.)
Nå, men lektier før fornøjelser, enten denne fornøjelse så består af at bygge en satellit-bazooka til nedkæmpelse af politiske modstandere eller glæden ved at fabrikere og prøvesmage 12 tons blandet snoller.
I dag stod den på grammatik med prinsessen.
Der skulle igen-igen arbejdes med udsagnsord. Uden at hænge nogen ud, kan jeg vist godt tillade mig at skrive, at dagens lektie skabte lidt udfordring.
Jeg fortalte og forklarede. Skrev eksempler ned. Prøvede med andre ord. Lod hende prøve selv.
I min verden var opgaven såre simpel. Hun befandt sig tydeligvis ikke i min verden, men et sted, hvor dansk var et fremmedsprog på grænsen til det rene volapyk.
Frustrationen var stigende. Hos os begge.
"Jeg forstår jo ikke det dér fortid og bagtid!!!" sukkede ´sessen.
Øh?
Fortid og bagtid, siger du. Jamen, det er der da slet ikke noget, der hedder.
"Jooooh! Du ved nok, det der med, når noget skal ske i morgen, eller når som noget allerede ER sket. Fortid og bagtid!!!!"
Hmmmm. Nja. Njoooo. Meeeeeen.
Det hedder altså ikke fortid og bagtid. Det hedder jo faktisk fremtid og datid.
"Nååå ja, og så er der også dét dér.....øhm....altså tiden midt imellem.....nååååh jo.....ligenutiden....dét kan jeg bedst lide."
Øhm jo. Ææææh. Skal vi måske ikke lige starte med at få begreberne på plads. Så kan vi prøve at bøje et par ord bagefter. Altså senere.
Jeg fortæller og forklare igen. Denne gang om begreberne, både udsagnsord generelt og bøjningerne i nutid, fremtid, datid osv.:
Udsagnsord finder man ved at sætte "at" eller "jeg" foran.
Nutid (præsens): 'jeg leger'
Datid (imperfektum): 'jeg legede'
Førnutid (perfektum): 'jeg har leget' (har + leget)
Førdatid (pluskvamperfektum): 'jeg havde leget' (havde + leget)
Førnutid og førdatid dannes med hjælpeverbet 'have', men nogle enkelte udsagnsord bruger hjælpeverbet 'være' i stedet, feks.:
'Han er forsvundet' - 'han var forsvundet'.
'Toget er kørt' - ' toget var kørt'
Fremtid (futurum): 'jeg vil lege' / 'i morgen leger jeg' (vil / skal + lege, men man kan også godt bruge
nutidsformen til at udtrykke fremtid).
Jeg spørger hende så: "Lige nu bøjer vi udsagnsord. Senere i dag ...... vi udsagnsord. Hvad tid skal det stå i og hvordan vil du bøje ordet?"
Hun tænker, så det knager i det lille hoved. Hun snerper læberne sammen og rynker panden i dyb koncentration.
"Jeg ved det!" Hun springer op og stråler som en lille sol.
"Det er fortid!!!"
Øh? Hvodden nu lige det, hva....hvoffedi tror du det?
"Det er fortid, fordi det er en tid foran den, vi har nu!" Den lille sol lyser op i rummet. Jeg bliver næsten blændet. Ak og ve at skulle slukke for strålekransen.
Aaaarh deeeet øøøøhm. Nja, det hedder altså godt nok fremtid. Fordi det lissom....ligger fremad i tiden i forhold til lige nu. Det hedder altså ikke fortid. Fortid er slet ikke et grammatisk begreb. Og så betegner fortid noget, som allerede ER sket. For eksempel er FORhistoriske dyr nogen, som har levet en gang, men er uddøde nu.
"Hm!"
Stram mund. Stålblik.
"Det BURDE....."
Længere nåede vi heldigvis ikke i diskussionen om, hvordan det danske sprog og grammatik burde eller ikke burde være, idet vi blev afbrudt af troldens lille indskudte sætning på en halv times varighed. Kodeordet var forhistoriske dyr, og han lagde særligt fokus på dinosaurer. Hvilket naturligvis skabte et lille afhop til Dinoen Dario og D´s placering i alfabetet, udtalelyd og eksempler på både blødt D og D med og uden stød.
Da vi endelig fik afbrudt talestrømmen, havde prinsessen glemt alt om sit oprør mod det danske sprognævn, og vi kunne endelig kaste os ud i dagens egentlige lektie.
Især skaber bøjning af udsagnsord ofte forvirring.
Dansk har altid ligget lige til højre benet for mig. Jeg er rimelig ferm til retstavning og grammatik, selvom jeg til tider vælger at bryde alle gængse regler og skabe mine egne ord og gradbøjninger. Jeg gemmer mig naturligvis bagved en filosofi om, at så længe man KENDER de "rigtige" regler, så må man godt lege lidt med sproget. Det er kun fejl, hvis man dybest set ikke véd bedre.
Nå, men jeg leger tit hjemmeundervisning om eftermiddagen. Ungerne har af og til dit eller dat for og jeg giver naturligvis gerne en hånd med. Også selvom det ofte sætter min tålmodighed og pædagogiske evner på prøve. Slutresultatet skulle gerne bære lønnen i sig selv, både i forhold til dagens delmål (dvs de daglige lektier) og slutmålet: selvforsørgende afkom, som kan vælge og vrage mellem deres drømmejobs. (Toldens fremtidsdrømme tenderer klassisk geni, enten indenfor noget astronautisk eller totalt verdens herredømme i stil med Dr. Heinz Doofenshmirtz, hvor imod prinsessen vist svinger mellem kok, dyrlæge eller én der laver meget slik.)
Nå, men lektier før fornøjelser, enten denne fornøjelse så består af at bygge en satellit-bazooka til nedkæmpelse af politiske modstandere eller glæden ved at fabrikere og prøvesmage 12 tons blandet snoller.
I dag stod den på grammatik med prinsessen.
Der skulle igen-igen arbejdes med udsagnsord. Uden at hænge nogen ud, kan jeg vist godt tillade mig at skrive, at dagens lektie skabte lidt udfordring.
Jeg fortalte og forklarede. Skrev eksempler ned. Prøvede med andre ord. Lod hende prøve selv.
I min verden var opgaven såre simpel. Hun befandt sig tydeligvis ikke i min verden, men et sted, hvor dansk var et fremmedsprog på grænsen til det rene volapyk.
Frustrationen var stigende. Hos os begge.
"Jeg forstår jo ikke det dér fortid og bagtid!!!" sukkede ´sessen.
Øh?
Fortid og bagtid, siger du. Jamen, det er der da slet ikke noget, der hedder.
"Jooooh! Du ved nok, det der med, når noget skal ske i morgen, eller når som noget allerede ER sket. Fortid og bagtid!!!!"
Hmmmm. Nja. Njoooo. Meeeeeen.
Det hedder altså ikke fortid og bagtid. Det hedder jo faktisk fremtid og datid.
"Nååå ja, og så er der også dét dér.....øhm....altså tiden midt imellem.....nååååh jo.....ligenutiden....dét kan jeg bedst lide."
Øhm jo. Ææææh. Skal vi måske ikke lige starte med at få begreberne på plads. Så kan vi prøve at bøje et par ord bagefter. Altså senere.
Jeg fortæller og forklare igen. Denne gang om begreberne, både udsagnsord generelt og bøjningerne i nutid, fremtid, datid osv.:
Udsagnsord finder man ved at sætte "at" eller "jeg" foran.
Nutid (præsens): 'jeg leger'
Datid (imperfektum): 'jeg legede'
Førnutid (perfektum): 'jeg har leget' (har + leget)
Førdatid (pluskvamperfektum): 'jeg havde leget' (havde + leget)
Førnutid og førdatid dannes med hjælpeverbet 'have', men nogle enkelte udsagnsord bruger hjælpeverbet 'være' i stedet, feks.:
'Han er forsvundet' - 'han var forsvundet'.
'Toget er kørt' - ' toget var kørt'
Fremtid (futurum): 'jeg vil lege' / 'i morgen leger jeg' (vil / skal + lege, men man kan også godt bruge
nutidsformen til at udtrykke fremtid).
Jeg spørger hende så: "Lige nu bøjer vi udsagnsord. Senere i dag ...... vi udsagnsord. Hvad tid skal det stå i og hvordan vil du bøje ordet?"
Hun tænker, så det knager i det lille hoved. Hun snerper læberne sammen og rynker panden i dyb koncentration.
"Jeg ved det!" Hun springer op og stråler som en lille sol.
"Det er fortid!!!"
Øh? Hvodden nu lige det, hva....hvoffedi tror du det?
"Det er fortid, fordi det er en tid foran den, vi har nu!" Den lille sol lyser op i rummet. Jeg bliver næsten blændet. Ak og ve at skulle slukke for strålekransen.
Aaaarh deeeet øøøøhm. Nja, det hedder altså godt nok fremtid. Fordi det lissom....ligger fremad i tiden i forhold til lige nu. Det hedder altså ikke fortid. Fortid er slet ikke et grammatisk begreb. Og så betegner fortid noget, som allerede ER sket. For eksempel er FORhistoriske dyr nogen, som har levet en gang, men er uddøde nu.
"Hm!"
Stram mund. Stålblik.
"Det BURDE....."
Længere nåede vi heldigvis ikke i diskussionen om, hvordan det danske sprog og grammatik burde eller ikke burde være, idet vi blev afbrudt af troldens lille indskudte sætning på en halv times varighed. Kodeordet var forhistoriske dyr, og han lagde særligt fokus på dinosaurer. Hvilket naturligvis skabte et lille afhop til Dinoen Dario og D´s placering i alfabetet, udtalelyd og eksempler på både blødt D og D med og uden stød.
Da vi endelig fik afbrudt talestrømmen, havde prinsessen glemt alt om sit oprør mod det danske sprognævn, og vi kunne endelig kaste os ud i dagens egentlige lektie.
Om guder og godtfolk
14 dages temaundervisning i skolen er skudt godt i gang og nu halvvejs i forløbet må jeg konstatere, at min lille trold sjældent har været SÅ koncentreret i timerne.
Man får nogle gode lange foredrag ved aftensbordet i disse dage.
Om livets træ, Yggdrasil, som har 3 rødder i henholdsvis Asgård, Jotunheim og Hel....og en krone, som når helt op i himlen. Om de 3 kilder, som udspringer under hver rod. Om Nidhug, slangen, som gnaver af træets rødder. Og naturligvis om Ratatosk, det lille vimse egern, der piler op og ned af træet for at bringe bud mellem top og rødder. Trolden beretter, at Ratatosk er ret god til sprog og således kan tale med både aser, jætter og nonner. Jeg forsøger at forklare ham, at der ikke er tale om nonner, men derimod norner, skæbnegudinder. Han lader sig ikke sådan overtale. Modvilligt opgiver han til sidst at diskutere emnet, men hans blik siger med al tydelighed "mor, du får ret....jeg får fred....men helt overgivet mig har jeg ikke!"
Vi er også sat grundigt ind i Bifrost (regnbuen, stien mellem Asgård og Midgård), og hvordan man bedst foreviger den på et 2x2 meter lærred.
Aller mest entusiasme lægger han i at genfortælle myterne om Odin, Thor og Loke.
Historierne om Odin som asernes overhoved, som var far til Thor og havde blandet blod med jætten Loke har i den grad fanget hans opmærksomhed. Hér kan han kombinere sin vilde drenge-fantasi med vilde eventyr om guder, kæmper, mystefystiske uhyrer, intriger og stridigheder, bloddryppende sagaer og muntre drillerier de 3 hovedpersoner imellem.
Vi har også hørt om de underligste dyr.
Som for eksempel Odins 8-benede hest Sleipner, hans to ulve Gere og Freke, der hjælper ham i krig. Hans ravne, Hugin og Munin, der hver morgen flyver ud i verden og om aftenen vender tilbage til hans skulder og hvisker om alt, hvad de har set.
Så er der Thors to geder, som trækker hans stridsvognen over himmelhvælvingen. Man kan slagte dem, æde dem, og bagefter lægge deres knogler tilbage på skindene....og vupti! Hvis man ikke har brudt nogen knogler, så genopstår de igen lige så gode som nye. (Og dét leder så til fortællingen om Tjalfe og Røskva, de to menneskebørn, som endte som Thors tjenere efter at have knækket en knogle og suget lidt marv. Trolden synes, marv lyder lidt klamt, men han ville altså have spist det alligevel, bare for at komme med Thor på eventyr.)
Vi har haft en lille disputs om Lokes "dyr". Hér tænkes der naturligvis på Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel. Trolden mener på det bestemteste, at der er tale om Lokes kæledyr. JEG mener dog at kunne huske fra bardoms lærdom, at de er hans børn. Wikipedia er enig med mig. Dét er trolden dog ikke. Han mener faktisk, at både jeg og opslagsværk tager grueligt fejl.
"Godt nok er han jætte, men SÅ grimme børn kan man da ikke få!"
(Du skulle bare vide, mit lille uskyldige afkom....)
Og så er der Heidrun, geden, hvis yver flyder af mjød. Hun bor i Valhal og sladrer gevaldigt med Ratatosk. (Hér opstod endnu en lille misforståelse, idet trolden mente, at hun også blev spændt for Thors vogn. Det gør hun faktisk ikke. Øjensynligt fordi, de kære aser ikke vil undvære deres mjød, bare fordi Thor tager på søndagstur.)
Han nyder at dele sin nyerhvervede viden med os. Han genfortæller, han reflekterer og stiller spørgsmål (flere gange har man diskret googlet sig frem til et fagligt korrekt svar) og han digter selv videre på fortællingerne. Han lader sig ikke stoppe af et "naaaah, sådan var det vist ikke helt....", men svarer i stedet prompte "men det KUNNE det da godt have været....og du kan da ikke vide det, når du ikke var der!" (En konstatering, som jeg sætter noget mere pris på end spørgsmålet "er DU nogen sinde blevet kidnappet af en viking?". Tro mig, jeg slog det op. Vikingetiden lå fra ca. 800-1050, altså en sjat år tilbage i tiden. Lige præcis nok til, at jeg følte mig MEGET gammel.)
I morges sluttede trolden endnu en enetale med et dybt, henført suk og ordene:
"Synes du ikke, at vores mindstemus er en lille gud?"
Vi var efterhånden godt og grundigt sent på den. Han havde talt længe, selv i trolde-tid. Morgenmaden stod urørt hen. Tilgengæld var Thors styrkeprøver hos Hymer netop blevet levendegjort både med ord og vilde fagter, herunder en heftig vals med Elle fremført i glidende bevægelser tilsat lidt gumpe-rumpe vrik. Det var lige før, stuen ikke var stor nok til fremførelsen.
Mit svar kunne ikke være meget andet:
"Jeg forguder alle mine børn...og se så at komme i omdrejninger, min lille skjald!"
Man får nogle gode lange foredrag ved aftensbordet i disse dage.
Om livets træ, Yggdrasil, som har 3 rødder i henholdsvis Asgård, Jotunheim og Hel....og en krone, som når helt op i himlen. Om de 3 kilder, som udspringer under hver rod. Om Nidhug, slangen, som gnaver af træets rødder. Og naturligvis om Ratatosk, det lille vimse egern, der piler op og ned af træet for at bringe bud mellem top og rødder. Trolden beretter, at Ratatosk er ret god til sprog og således kan tale med både aser, jætter og nonner. Jeg forsøger at forklare ham, at der ikke er tale om nonner, men derimod norner, skæbnegudinder. Han lader sig ikke sådan overtale. Modvilligt opgiver han til sidst at diskutere emnet, men hans blik siger med al tydelighed "mor, du får ret....jeg får fred....men helt overgivet mig har jeg ikke!"
Vi er også sat grundigt ind i Bifrost (regnbuen, stien mellem Asgård og Midgård), og hvordan man bedst foreviger den på et 2x2 meter lærred.
Aller mest entusiasme lægger han i at genfortælle myterne om Odin, Thor og Loke.
Historierne om Odin som asernes overhoved, som var far til Thor og havde blandet blod med jætten Loke har i den grad fanget hans opmærksomhed. Hér kan han kombinere sin vilde drenge-fantasi med vilde eventyr om guder, kæmper, mystefystiske uhyrer, intriger og stridigheder, bloddryppende sagaer og muntre drillerier de 3 hovedpersoner imellem.
Vi har også hørt om de underligste dyr.
Som for eksempel Odins 8-benede hest Sleipner, hans to ulve Gere og Freke, der hjælper ham i krig. Hans ravne, Hugin og Munin, der hver morgen flyver ud i verden og om aftenen vender tilbage til hans skulder og hvisker om alt, hvad de har set.
Så er der Thors to geder, som trækker hans stridsvognen over himmelhvælvingen. Man kan slagte dem, æde dem, og bagefter lægge deres knogler tilbage på skindene....og vupti! Hvis man ikke har brudt nogen knogler, så genopstår de igen lige så gode som nye. (Og dét leder så til fortællingen om Tjalfe og Røskva, de to menneskebørn, som endte som Thors tjenere efter at have knækket en knogle og suget lidt marv. Trolden synes, marv lyder lidt klamt, men han ville altså have spist det alligevel, bare for at komme med Thor på eventyr.)
Vi har haft en lille disputs om Lokes "dyr". Hér tænkes der naturligvis på Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel. Trolden mener på det bestemteste, at der er tale om Lokes kæledyr. JEG mener dog at kunne huske fra bardoms lærdom, at de er hans børn. Wikipedia er enig med mig. Dét er trolden dog ikke. Han mener faktisk, at både jeg og opslagsværk tager grueligt fejl.
"Godt nok er han jætte, men SÅ grimme børn kan man da ikke få!"
(Du skulle bare vide, mit lille uskyldige afkom....)
Og så er der Heidrun, geden, hvis yver flyder af mjød. Hun bor i Valhal og sladrer gevaldigt med Ratatosk. (Hér opstod endnu en lille misforståelse, idet trolden mente, at hun også blev spændt for Thors vogn. Det gør hun faktisk ikke. Øjensynligt fordi, de kære aser ikke vil undvære deres mjød, bare fordi Thor tager på søndagstur.)
Han nyder at dele sin nyerhvervede viden med os. Han genfortæller, han reflekterer og stiller spørgsmål (flere gange har man diskret googlet sig frem til et fagligt korrekt svar) og han digter selv videre på fortællingerne. Han lader sig ikke stoppe af et "naaaah, sådan var det vist ikke helt....", men svarer i stedet prompte "men det KUNNE det da godt have været....og du kan da ikke vide det, når du ikke var der!" (En konstatering, som jeg sætter noget mere pris på end spørgsmålet "er DU nogen sinde blevet kidnappet af en viking?". Tro mig, jeg slog det op. Vikingetiden lå fra ca. 800-1050, altså en sjat år tilbage i tiden. Lige præcis nok til, at jeg følte mig MEGET gammel.)
I morges sluttede trolden endnu en enetale med et dybt, henført suk og ordene:
"Synes du ikke, at vores mindstemus er en lille gud?"
Vi var efterhånden godt og grundigt sent på den. Han havde talt længe, selv i trolde-tid. Morgenmaden stod urørt hen. Tilgengæld var Thors styrkeprøver hos Hymer netop blevet levendegjort både med ord og vilde fagter, herunder en heftig vals med Elle fremført i glidende bevægelser tilsat lidt gumpe-rumpe vrik. Det var lige før, stuen ikke var stor nok til fremførelsen.
Mit svar kunne ikke være meget andet:
"Jeg forguder alle mine børn...og se så at komme i omdrejninger, min lille skjald!"
Jætter efter aser
Charmetrolden har temadage i skolen. Om nordisk mytologi.
I dag stod den på udeleg i form af udflugt.
Han kom derfor hjem i fuld camouflage som skovbund....og med to blå trekanter i panden. Han var jætte.
Forklaringen lød, at de havde leget "jætter efter aser" nede i skoven. Farlig fint. Faglig undervisning kombineret med idræt og udeliv. Genialt. At mærke ungerne tydeligt, for at holde styr på holddelingen falder i samme kategori: genial. At bruge almindelig blå kuglepen er dog knap så genial.
Efter et timelangt bad er trekanterne der stadig.
Selv forsøg med skurecreme og stålbørste kan ikke fjerne ansigtsmalingen. Dog har panden fået en fin skinnende rød kulør. De blå, opadvendte trekanter spotter mig og generer mit udsyn. Nydeligt.
I morgen må jeg altså sende trolden i skole forklædt som jætte. Et faktum, som bekommer ham ganske vel. Jeg er dog knap så begejstret. Fa´en tag de geniale pædagoger.
I dag stod den på udeleg i form af udflugt.
Han kom derfor hjem i fuld camouflage som skovbund....og med to blå trekanter i panden. Han var jætte.
Forklaringen lød, at de havde leget "jætter efter aser" nede i skoven. Farlig fint. Faglig undervisning kombineret med idræt og udeliv. Genialt. At mærke ungerne tydeligt, for at holde styr på holddelingen falder i samme kategori: genial. At bruge almindelig blå kuglepen er dog knap så genial.
Efter et timelangt bad er trekanterne der stadig.
Selv forsøg med skurecreme og stålbørste kan ikke fjerne ansigtsmalingen. Dog har panden fået en fin skinnende rød kulør. De blå, opadvendte trekanter spotter mig og generer mit udsyn. Nydeligt.
I morgen må jeg altså sende trolden i skole forklædt som jætte. Et faktum, som bekommer ham ganske vel. Jeg er dog knap så begejstret. Fa´en tag de geniale pædagoger.
Abonner på:
Opslag (Atom)