Stående taffel ved puslebordet

Så har jeg prøvet dét med.
Midt i en høm-ble af de helt slemme. Du ved, hvor indholdet er løbet ned i sokkerne og halvfordøjede majskerner skal trækkes ud af nakkehåret. Midt i en stinkedorus. Sådan en som trækker tårer frem i øjenkrogen og hæmmer normal vejrtrækning. Midt i dette.....dukker prinsessen op. Hun holder sig teatralsk for næsen, en luksus jeg ikke selv kan administrere i det mine normalvis hvide gummihandsker har skiftet farve til gyldenbrune.
Hun har brug for hjælp, siger hun.
Lige nu, bedyrer hun.
Eller....det er i hvert fald sådan jeg tolker hendes nasale strubelyde.
Aha. Javel. Så gerne.
Det er bare ligesom om jeg har hænderne fulde lige nu. Så dét er lidt noget lort. Bogstavelig talt.
Ingen problem. Jeg kan sagtens hjælpe fra min plads ved puslebordet. Jeg behøves ikke have hænderne fri. Jeg skal bare gabe op.
Ikke just dét, jeg har aller mest lyst til. Faktisk anstrenger jeg mig MEGET for at lege sæl (eller er det søløve?) og snerpe alle faciale kropsåbninger tæt sammen. Ikke for at undgå vand i karosseriet ved dyk, men for ikke at inhalere flere giftige gasser end højest nødvendigt.
"Biiiiiiiiice" siger hun med bedende øjne. Tydeligvis svært at udtale please med en klemme på tuden.
"Då du død" fortsætter hun. Og jeg vælger den antagelse, at hun naturligvis mener sød og ikke død.....at den uheldige udtale blot skyldes skyldes snudesammenklemningen.
Årh godt så.
Jeg åbner munden og håber ikke at ætse mit indre alt for meget.
En chips bliver stukket ned til drøblen.
En chips med hjemmerørt dip.
"Worden majær dæd?"
Hvordan det smager?
Tjaaa nu hænger lugtesans og smagsløgn unægteligt sammen. Læg en smule kikset situationsfornemmelse oven i. Hvis jeg nu bare siger, at smagsdommeren tenderer retti dårlig dag i masterchef universet....kan du så ikke selv udbryde et par smækre fornærmelse.Så skynder jeg mig at synke og snerpe tud og strube sammen igen.
Ja, det tænkte jeg.....men jeg nænnede naturligvis ikke at sige det.
"Det smager faaaaaabjulez!! Jeg hører englesang og guderne kaster sig for dine fødder." siger jeg.
Prinsessen stråler. Mit svar var tydeligvis det rigtige i hendes optik.
Ærligt aner jeg ikke, hvordan dippen smager. Alle mine sanser er bedøvede. Men bare hun er glad, så er en lille hvid løgn ok. Jeg kan leve med det. Og glæder mig til at smage dippen når mine smagsløg er vendt tilbage.