Der er da ikke noget så skønt, som at ligge fastklistret til lædersofaen, marineret i eget koldsved og med dunkende hovedpine. Febervilde drømme tager glimtvis pladsen fra virkeligheden, mens man hoster lungerne ovenud i småbidder, næsen løber maraton og dynens vægt føles smertefuld mod samtlige ømme led i kroppen.
Det skulle da lige være ovenstående situation tilsat et skvæt 5 årig motormund, som just ser sit snit til at plante sit luksuslegeme direkte på mutters korpus...og holde det ene laaaange foredrag efter det andet. Jeg har nu blod ud af ørerne, men er til gengæld sat vældig godt ind i dolkhalens anatomi, tanks (og andre krigsfartøjer) samt den lidet elegante disciplin at flashe bar bagdel i SFO´en.
Jeg er blevet belært om, at man ikke skal hade nogen, som skubber én ned af gyngestativet, så man får blå mærker på ryggen. Næ nej, man skal hade deres HJERNER, for det er jo lissom folks hjerner, som styrer deres handlinger og bevægelser. (Javel, fessor, men dét skal du så nok IKKE snakke for højt om i en tilspidset situation i SFO´en....med mindre du da vil mobbes de næste 10 år.)
Jeg er blevet klogere på de sidste nye kostråd. Man bliver hvad man spiser og bør derfor afholde sig fra at spise asfalt, for så bliver man kørt ned heeeele tiden. (Nu forekommer asfalt mig heller ikke at være en særlig tillokkende spise, så jeg var nu ikke i fare for at falde i gastronomisk uføre i dén forbindelse.)
Jeg ved, at blækspruttemødre passer familiens mange unger, mens fatteren suser ud efter mad. Er han for længe om at vende tilbage til hulen med føde til den ventende moder, tjaaa, skidt pyt....så spiser hun bare en af sine egne arme. Der er jo nok at tage af og forresten vokser der bare en ny én ud. Meget praktisk. (Dog ville jeg nok blive en ANELSE bitter på min husbond, hvis han lod mig sulte så længe, at jeg skulle fortære mig selv bid for bid....men okay, nu er jeg jo heller ikke blæksprutte og kan meget dårligt undvære en arm. Faktisk har jeg tit tænkt, at jeg har 8 arme for lidt som det er nu!)
Tilstået, jeg døsede vist hen et par gange under vejs (mindstemusen havde længst givet fortabt og var langsomt lullet i søvn af storebrors knævren) men til mit forsvar skal lige siges, at foredraget varede 3 timer. Uden pauser af nogen art, dog blev jeg cirka halvvejs tilbudt en skive ristet rugbrød med jordbærsyltetøj og agurkesalat (næ tak, som byder, venlig tanke, men så vil jeg faktisk hellere lege blækspruttemor og æde min egen arm).
Til sidst lykkedes det mig at stoppe talestrømmen, men kun ved at fylde store mængder føde i ansigstspalten på knægten. Bagefter lavede vi en aftale. Han smuttede på værelset med en is og en film....jeg nød stilheden i stuen og drømte salige drømme om painkillers af højeste kaliber.
Vidste slet ikke, at mande influenza kunne ramme quinder. Ramt er jeg dog og ligger i skrivende stund for døden. Jeg har faktisk slet ikke tid til at opdatere bloggen.
Jeg BURDE lave et par nødvendige ændringer i mit testamente, bede en lille bøn og pakke kufferten til den sidste rejse.
What to bring?
Ja det kommer jo an på, hvilken vej man ryger. Det ene sted er varmt nok til bikini, det andet sted vil en sådan beklædning næppe blive accepteret...men hva, så havner man jo nok det første sted.
Altså bikini.
Lommelygte og graveredskaber (jeg har set nok gyserfilm til ikke at stole på retsmedicinerne) til eventuel flugt fra kiste og uberettiget begravelse.
Privatadressen på diverse klaphatte, som rigeligt har fortjent en smule hjemsøgelse.
Tjek!
Jeg håber naturlig fortsat på at overleve strabadserne og har netop nedsvælget 1 L aspargessuppe med udkogt broccoli. Nå ja, jeg fik lidt uforudset hjælp, idet bonus-princessen meldte sin hjemkomst før tid. Og forresten var ved at DØ af sult (især da hun øjnede min suppe), for fatter havde smurt hendes madpakke og ikke taget højde for, at hun æder som en udsultet ulv for tiden.
Nå, men jeg fik da 2 portioner suppe selv.
Nu står den på koldt vand og glohed the, sådan lidt på skift, mens princessen er på værelset for at "finde sit indre jeg" og reflektere lidt over livet som drama queen omgivet af jævnaldrende ditto. (Bør de underlige monotone, taktfaste bumpelyde bekymre mig?)
Mindstemusen sover snorkende i sin lofthængte kurveseng, trolden er i SFO et par timer endnu og skattemusen leger arbejdssmølf indtil klokken sent.
Nu vil jeg så smide mig på sofaen med et kilo kleenex og afvente dommen: healing eller dødskys....
ACD dråber - sidste nyt!
For et par uger siden stod jeg på apoteket og lignede et spørgsmålstegn. Jeg fik (temmeligt uventet) den melding, at ACD-dråber til babyer,
pludselig var udgået og således ikke længere kunne skaffes.
Min egen mindstemus havde godt nok ikke længere behov for ACD-dråberne, men af ren og skær nysgerrighed indledte jeg alligevel et mindre detektivarbejde.
Jeg er nu kommet i kontakt med en farmakonom, som oplyser følgende:
"Multi-tabs /Pzifer har besluttet at det ikke er rentabelt at fremstille ACD-dråber så de har stoppet produktionen helt. Dråberne kan dog
Min egen mindstemus havde godt nok ikke længere behov for ACD-dråberne, men af ren og skær nysgerrighed indledte jeg alligevel et mindre detektivarbejde.
Jeg er nu kommet i kontakt med en farmakonom, som oplyser følgende:
"Multi-tabs /Pzifer har besluttet at det ikke er rentabelt at fremstille ACD-dråber så de har stoppet produktionen helt. Dråberne kan dog
Tilbage på tasterne
Sikke dog tiden flyver afsted, når man har en knotten mindstemus og en dødelig syg sexysmølf til at holde én beskæftiget.
De sidste 3 uger er simpelthen gået ALT for stærkt og jeg har slet ikke haft tid til at holde dig ordentligt opdateret. Sagen er den, at mit livs lys har været liiiiige ved at gå ud. Sagt med andre ord, skattemusen har ligget for døden og tigget om den sidste salve.
Nu tænker du nok, at der blot er tale om den sædvanlige mande-influenza. Men nej. Manden med leen blev denne gang hidkaldt af et slemt anfald af nyresten.
Det hele startede en meget tidlig morgen klokken 7. Skattemusen vågnede og klagede over ondt i ryggen. (Bare dét, at han var oppe og i stand til at samtale på dette (for ham så9 ukristelige tidspunkt, var kun første tegn på, hvor skidt det stod til.)
Jeg fik ungerne gjort klar, pakkede mindstemusen lunt og godt i klapvognen, fulgte knægten i SFO, vendte hjem og fandt skattemusen liggende i en myste-fystisk position midt på stuegulvet. Jeg vil ikke gå i detaljer, blot nævne, at det første jeg så, var hans bagende som pegede ret mod himmels. Tænderne var begravet dybt i gulvtæppet, hænderne klamrede om telefonen og fusselankerne spjætte underligt.
Yndigt syn at komme hjem til.
Da han ikke engang havde overskud til sure opstød som modspil til mine kække kommentarer, ja, så vidste jeg jo nok, hvad klokken havde slået. Der var kun ét at gøre (for aktiv dødshjælp er som bekendt ulovligt i Dk og forresten er jeg ikke begunstiget i hans testamente). At fragte mandslingen til lægen, som straks ringede efter forstærkning i form af en bahbuh-bil.
Han tilbragte det meste af dagen på sygehuset, som bød på alt lige fra blodprøvetagning, harpunering med smertestillende medikamenter i ballemuskulaturen og CT-scan, uden dog på noget tidspunkt at byde på lidt næring i den ene eller anden form. Nå ja, der skal jo spares alle vegne nu til dags. Skulle patienten komme af dage grundet sultedød i løbet af den lange ventetid, ja, så havde man jo sparet røntgenbilledet.
Jeg fik ham hjem samme eftermiddag, med besked om, at der nu sad en nyyyydelig lille nyresten i hans blære. Den var såmænd ikke større end hovedet på en velvoksen vatpint og skulle derfor selv passere og tisses ud inden for 2-3 uger. Indtil den var ude, skulle han fylde sig med forskellige (temmeligt bekostelige) medikamenter.
Han var selvsagt lidt luren ved, hvor ondt denne "passeren" mon ville gøre.
Det var der ingen grund til, mente sygeplejersken, for stenen var jo så lille.
Hans næste bekymring var så, om han mon så overhovedet ville opdage, at den var kommet ud og dermed kunne stoppe med pillerne i rette tid.
Igen, ingen grund til bekymring. Næææ nej, det ville jo give et ordentligt KLONK i kummen, når stenen blev tisset ud.
Aldrig før har min søde lille skat set SÅ panisk ud. Tanken om at denne "lillebitte" sten, som man SLET ikke ville mærke smutte gennem urinrøret, skulle kunne lave sådan et spektakel, hylede ham HELT ud af den.
Han har derfor frygtet toiletbesøg de sidste par uger. Han har nemlig haft frygteligt ondt og frygtet, at bautastenen ville smadre hele kummen og vælte badeværelsesvæggen, når den endelig "smuttede ud".
De sidste 3 uger er simpelthen gået ALT for stærkt og jeg har slet ikke haft tid til at holde dig ordentligt opdateret. Sagen er den, at mit livs lys har været liiiiige ved at gå ud. Sagt med andre ord, skattemusen har ligget for døden og tigget om den sidste salve.
Nu tænker du nok, at der blot er tale om den sædvanlige mande-influenza. Men nej. Manden med leen blev denne gang hidkaldt af et slemt anfald af nyresten.
Det hele startede en meget tidlig morgen klokken 7. Skattemusen vågnede og klagede over ondt i ryggen. (Bare dét, at han var oppe og i stand til at samtale på dette (for ham så9 ukristelige tidspunkt, var kun første tegn på, hvor skidt det stod til.)
Jeg fik ungerne gjort klar, pakkede mindstemusen lunt og godt i klapvognen, fulgte knægten i SFO, vendte hjem og fandt skattemusen liggende i en myste-fystisk position midt på stuegulvet. Jeg vil ikke gå i detaljer, blot nævne, at det første jeg så, var hans bagende som pegede ret mod himmels. Tænderne var begravet dybt i gulvtæppet, hænderne klamrede om telefonen og fusselankerne spjætte underligt.
Yndigt syn at komme hjem til.
Da han ikke engang havde overskud til sure opstød som modspil til mine kække kommentarer, ja, så vidste jeg jo nok, hvad klokken havde slået. Der var kun ét at gøre (for aktiv dødshjælp er som bekendt ulovligt i Dk og forresten er jeg ikke begunstiget i hans testamente). At fragte mandslingen til lægen, som straks ringede efter forstærkning i form af en bahbuh-bil.
Han tilbragte det meste af dagen på sygehuset, som bød på alt lige fra blodprøvetagning, harpunering med smertestillende medikamenter i ballemuskulaturen og CT-scan, uden dog på noget tidspunkt at byde på lidt næring i den ene eller anden form. Nå ja, der skal jo spares alle vegne nu til dags. Skulle patienten komme af dage grundet sultedød i løbet af den lange ventetid, ja, så havde man jo sparet røntgenbilledet.
Jeg fik ham hjem samme eftermiddag, med besked om, at der nu sad en nyyyydelig lille nyresten i hans blære. Den var såmænd ikke større end hovedet på en velvoksen vatpint og skulle derfor selv passere og tisses ud inden for 2-3 uger. Indtil den var ude, skulle han fylde sig med forskellige (temmeligt bekostelige) medikamenter.
Han var selvsagt lidt luren ved, hvor ondt denne "passeren" mon ville gøre.
Det var der ingen grund til, mente sygeplejersken, for stenen var jo så lille.
Hans næste bekymring var så, om han mon så overhovedet ville opdage, at den var kommet ud og dermed kunne stoppe med pillerne i rette tid.
Igen, ingen grund til bekymring. Næææ nej, det ville jo give et ordentligt KLONK i kummen, når stenen blev tisset ud.
Aldrig før har min søde lille skat set SÅ panisk ud. Tanken om at denne "lillebitte" sten, som man SLET ikke ville mærke smutte gennem urinrøret, skulle kunne lave sådan et spektakel, hylede ham HELT ud af den.
Han har derfor frygtet toiletbesøg de sidste par uger. Han har nemlig haft frygteligt ondt og frygtet, at bautastenen ville smadre hele kummen og vælte badeværelsesvæggen, når den endelig "smuttede ud".
Panik i badet
Ja, så lærte man en vigtig lektie.
Når det bliver lidt farligt, så forvent under ingen omstændigheder hjælp fra personlig He-Man!
I bedste fald må man klare sig selv, i værste fald bliver man med største sandsynlighed skubbet lige lukt i favnen af en horde glubske zombier, mens He-manden selv bruger din uheldige skæbne som afledningsmanøvre og selv flygter.
Og hvordan kan jeg så vide dét, tænker du nok. Eller, det leger jeg i hvert fald lige, at du tænker.
Jo, det skal jeg sige dig.
I dag fik jeg nemlig en øjenåbner af de helt store.
Jeg var i bad, hvilket i sig selv jo ikke er nogen speciel begivenhed. Midt i skønsang og sæbeskum så jeg dog pludselig en fugleedderkop af de helt store dale ned fra loftet og lande på min skulder. Den pustede i den grad til min araknofobi, så med fægtende arme og diskrete skrig sprang jeg for livet. I skyndingen tog jeg mig ikke helt tid til at åbne brusekabinen, før jeg bragede tværs gennem badeværelset og ud på repos´et. Sikke et spektakel, men det KAN man jo ikke tage sig af, når man kæmper for livet.
Jeg lurede ind af døren.
Den var der stadig. Lige dér, midt på gulvet. Stor og svært behåret. Fadaføj, for en led krabat.
Den lå dog musestille. Enten på lur efter min strube, som jeg antager den havde haft et udmærket udsyn til fra sin tidligere placering på min skulder, eller halvdød af skræk efter mit skingre skrig.
Jeg sneg mig nærmere.
Den rørte ikke på sig, men for en sikkerheds skyld bevæbnede jeg mig det første det bedste selvtægtsvåben: skattemusens Gillette Fusion (bemærkede du lige den diskrete reklame dér?).
Netop som jeg stod bøjet over den klar til at høvle den midt over, eller som minimum trimme dens behårede fusser, gik det op for mig.
Det var ikke, og jeg gentager IKKE, en edderkop. Af NOGEN art.
Det var en sammenfnulret tot af mit eget hår. Den så nogenlunde tilforladelig og harmløs ud.
Jeg blev ærlig talt så lettet, at jeg slet ikke nåede at føle mig forlegen.
Ret kort derefter blev jeg så harm, at jeg rent glemte at føle mig små-blond.
Tænk sig, alt dét postyr. Panik-skrig og højlydte rabulder. Og HVEM glimrede ved sit fravær? HVEM var ikke kommer til min redning? HVEM havde faktisk ikke en gang råbt "hva faen laver do?" i irritation over at blive forstyrret i morgenlæsningen af BT?
Ganske rigtigt.
My hero!
Fuldstændig og aldeles ligeglad med mit velbefindende.
Selv da han blev konfronteret med situationens alvor og ved selvsyn så beviset for den overhængende livsfare jeg just havde befundet mig i, så fandt hand et slet ikke på sin plads med en undskyldning. Han gad ikke en gang anstrenge sig for at stille en bekymret mine op. Eller love, at en sådan manglende beskyttertrang ikke vil gentage sig.
Næææ nej, han gloede bare uforstående på mig....og skreg af grin.
Tsk Hrmpfght!!!
Han fejlede helt at se alvoren i situationen. Det handler jo ikke så meget om min lille fadæse (HVEM har ikke med sæbe i øjnene set fejl af et par hårstå og en tarantula, jajegspørgbare!!), men om det meget uheldige faktum, at INGEN skattemus kom til min redning. Det KUNNE jo have været en sort enke, en malaria-myg eller en kloakrotte med sort pest i sit væmmelige bid, som jeg sloges med deroppe på første salen. Alene.
Gad vide, hvad det koster at hyre Secret Service til personlige bodyguards mod 8-benede kryb???
Når det bliver lidt farligt, så forvent under ingen omstændigheder hjælp fra personlig He-Man!
I bedste fald må man klare sig selv, i værste fald bliver man med største sandsynlighed skubbet lige lukt i favnen af en horde glubske zombier, mens He-manden selv bruger din uheldige skæbne som afledningsmanøvre og selv flygter.
Og hvordan kan jeg så vide dét, tænker du nok. Eller, det leger jeg i hvert fald lige, at du tænker.
Jo, det skal jeg sige dig.
I dag fik jeg nemlig en øjenåbner af de helt store.
Jeg var i bad, hvilket i sig selv jo ikke er nogen speciel begivenhed. Midt i skønsang og sæbeskum så jeg dog pludselig en fugleedderkop af de helt store dale ned fra loftet og lande på min skulder. Den pustede i den grad til min araknofobi, så med fægtende arme og diskrete skrig sprang jeg for livet. I skyndingen tog jeg mig ikke helt tid til at åbne brusekabinen, før jeg bragede tværs gennem badeværelset og ud på repos´et. Sikke et spektakel, men det KAN man jo ikke tage sig af, når man kæmper for livet.
Jeg lurede ind af døren.
Den var der stadig. Lige dér, midt på gulvet. Stor og svært behåret. Fadaføj, for en led krabat.
Den lå dog musestille. Enten på lur efter min strube, som jeg antager den havde haft et udmærket udsyn til fra sin tidligere placering på min skulder, eller halvdød af skræk efter mit skingre skrig.
Jeg sneg mig nærmere.
Den rørte ikke på sig, men for en sikkerheds skyld bevæbnede jeg mig det første det bedste selvtægtsvåben: skattemusens Gillette Fusion (bemærkede du lige den diskrete reklame dér?).
Netop som jeg stod bøjet over den klar til at høvle den midt over, eller som minimum trimme dens behårede fusser, gik det op for mig.
Det var ikke, og jeg gentager IKKE, en edderkop. Af NOGEN art.
Det var en sammenfnulret tot af mit eget hår. Den så nogenlunde tilforladelig og harmløs ud.
Jeg blev ærlig talt så lettet, at jeg slet ikke nåede at føle mig forlegen.
Ret kort derefter blev jeg så harm, at jeg rent glemte at føle mig små-blond.
Tænk sig, alt dét postyr. Panik-skrig og højlydte rabulder. Og HVEM glimrede ved sit fravær? HVEM var ikke kommer til min redning? HVEM havde faktisk ikke en gang råbt "hva faen laver do?" i irritation over at blive forstyrret i morgenlæsningen af BT?
Ganske rigtigt.
My hero!
Fuldstændig og aldeles ligeglad med mit velbefindende.
Selv da han blev konfronteret med situationens alvor og ved selvsyn så beviset for den overhængende livsfare jeg just havde befundet mig i, så fandt hand et slet ikke på sin plads med en undskyldning. Han gad ikke en gang anstrenge sig for at stille en bekymret mine op. Eller love, at en sådan manglende beskyttertrang ikke vil gentage sig.
Næææ nej, han gloede bare uforstående på mig....og skreg af grin.
Tsk Hrmpfght!!!
Han fejlede helt at se alvoren i situationen. Det handler jo ikke så meget om min lille fadæse (HVEM har ikke med sæbe i øjnene set fejl af et par hårstå og en tarantula, jajegspørgbare!!), men om det meget uheldige faktum, at INGEN skattemus kom til min redning. Det KUNNE jo have været en sort enke, en malaria-myg eller en kloakrotte med sort pest i sit væmmelige bid, som jeg sloges med deroppe på første salen. Alene.
Gad vide, hvad det koster at hyre Secret Service til personlige bodyguards mod 8-benede kryb???
Jagten på en toyota
Nej, vi skal ikke have ny bil.
Jeg har dog denne fabelagtigt gode idé om at omdanne mine kreative billeder på nethinden til brugbare beklædningsdele. Sagt med andre ord, jeg må lære at sy.
Jaja, nu griner du højt og inderligt, men det er IKKE en joke.
Jovist er jeg lettere hæmmet i forhold til håndarbejde, især når brugen af motoriserede elementer indgår. Jeg har såmænd taget livet af op til flere ganske glimrende Singere, men dét skal vel ikke afholde én fra at prøve igen (og igen-igen-igen-IGEN). Jeg kan vel til sidst oparbejde en hel samling af afdøde maskiner, kanske til en lille kunstnerisk udstilling.
Nå, men jeg har altså en pokkers masse idéer i skalden. Jeg kan SE de færdige resultater for mig. Hvordan jeg kommer fra at have nul maskine, minus ekspertise, ingen mønstre og zero materialer til et færdigt og nogenlunde anvendeligt resultat, er straks en HELT anden snak.
Jeg har i første inddraget noget af ungernes tøj. Jeg er primært gået efter noget, som ser delvist hæderligt ud og som nærmer sig den lille side. Det kan vel sagtens omdannes til mindstemusen.
Jeg har tegnet mine egne mønstre. Jeg ved dog ikke endnu, om jeg er sluppet fra det i god stil, da jeg endnu ikke har fabrikeret ét eneste færdigt resultat. Den absolut vigttigste ingrediens mangler nemlig fortsat.
Maskinen.
Det stakkels offer, som (med dødsdommen svævende ret over hovedet) hakker sig igennem mine forsøg på egen produktion af børneklæder.
Jeg har set mig vældigt lun på denne Toyota-maskine.
http://www.bl-trading.dk/shop/symaskiner-toyota-symaskine-1567p.html
Antageligt er den idiotsikret, let anvendelig med simpel brugsforvirring, kraftig nok til at suse hen over dobbelt-sømme på selv de bedste jeans og visuelt i balance med skattemusens stilrene sort/hvide indretning. Ja, man må jo sælge idéen på alle planer og han må da også tilstå, at dens tilstedeværelse i hjemmet på ingen måde skæmmer det stilbevidste øje. Dog virker han ikke just overbevist om, at investeringen vil vise sig pengene værd.
Jeg har ellers hold mange lange foredrag om udbyttet af en sådan anskaffelse. Nyt, figursyet tøj til ungerne. Ikke flere problemer med at finde bukser, som er lange nok i benene uden at gabe en halv meter i livvidden. Mulighed for at sætte sit eget individuelle præg på mønster og farver. Unikum-tøj til den kommende teenager. Pengebesparelser i forhold til mindstemusens tøjbudget.
Jeg løber dog hele tiden panden mod muren, når modargumentet lyder "jojo, det er klart...men er 1600 bobs ikke lidt vel meget for sådan et styks en-gangs-maskineri?"
Som ooooooooom jeg smadrer en maskine per kreation. Tsk og hrmpfgt!!!!
Kort historie gjort lidt længere: jeg må skimme brugt-vogns-markedet i jagten på en billig, brugt model. Jeg må bevise en discount-maskinen berettigelse på budgettet, før jeg opgraderer til drømmen.
Jeg har dog denne fabelagtigt gode idé om at omdanne mine kreative billeder på nethinden til brugbare beklædningsdele. Sagt med andre ord, jeg må lære at sy.
Jaja, nu griner du højt og inderligt, men det er IKKE en joke.
Jovist er jeg lettere hæmmet i forhold til håndarbejde, især når brugen af motoriserede elementer indgår. Jeg har såmænd taget livet af op til flere ganske glimrende Singere, men dét skal vel ikke afholde én fra at prøve igen (og igen-igen-igen-IGEN). Jeg kan vel til sidst oparbejde en hel samling af afdøde maskiner, kanske til en lille kunstnerisk udstilling.
Nå, men jeg har altså en pokkers masse idéer i skalden. Jeg kan SE de færdige resultater for mig. Hvordan jeg kommer fra at have nul maskine, minus ekspertise, ingen mønstre og zero materialer til et færdigt og nogenlunde anvendeligt resultat, er straks en HELT anden snak.
Jeg har i første inddraget noget af ungernes tøj. Jeg er primært gået efter noget, som ser delvist hæderligt ud og som nærmer sig den lille side. Det kan vel sagtens omdannes til mindstemusen.
Jeg har tegnet mine egne mønstre. Jeg ved dog ikke endnu, om jeg er sluppet fra det i god stil, da jeg endnu ikke har fabrikeret ét eneste færdigt resultat. Den absolut vigttigste ingrediens mangler nemlig fortsat.
Maskinen.
Det stakkels offer, som (med dødsdommen svævende ret over hovedet) hakker sig igennem mine forsøg på egen produktion af børneklæder.
Jeg har set mig vældigt lun på denne Toyota-maskine.
http://www.bl-trading.dk/shop/symaskiner-toyota-symaskine-1567p.html
Antageligt er den idiotsikret, let anvendelig med simpel brugsforvirring, kraftig nok til at suse hen over dobbelt-sømme på selv de bedste jeans og visuelt i balance med skattemusens stilrene sort/hvide indretning. Ja, man må jo sælge idéen på alle planer og han må da også tilstå, at dens tilstedeværelse i hjemmet på ingen måde skæmmer det stilbevidste øje. Dog virker han ikke just overbevist om, at investeringen vil vise sig pengene værd.
Jeg har ellers hold mange lange foredrag om udbyttet af en sådan anskaffelse. Nyt, figursyet tøj til ungerne. Ikke flere problemer med at finde bukser, som er lange nok i benene uden at gabe en halv meter i livvidden. Mulighed for at sætte sit eget individuelle præg på mønster og farver. Unikum-tøj til den kommende teenager. Pengebesparelser i forhold til mindstemusens tøjbudget.
Jeg løber dog hele tiden panden mod muren, når modargumentet lyder "jojo, det er klart...men er 1600 bobs ikke lidt vel meget for sådan et styks en-gangs-maskineri?"
Som ooooooooom jeg smadrer en maskine per kreation. Tsk og hrmpfgt!!!!
Kort historie gjort lidt længere: jeg må skimme brugt-vogns-markedet i jagten på en billig, brugt model. Jeg må bevise en discount-maskinen berettigelse på budgettet, før jeg opgraderer til drømmen.
Little Angels by Medine og Spruttegruppen
Sikke en herlig overraskelse.
To af mine absolutte yndlinger har slået sig sammen i et fantastisk samarbejde.
Den ene part er min hjertesag, Sprutter til for tidligt fødte, hvor frivillige hækler blæksprutter til landets neonatal afdelinger. Sprutterne udleveres som fødselsgave til for tidligt fødte. Teorien er at de lange arme skaber tryghed for de små pus, idet deres lange arme minder om navlestrengen og tiden i mors mave. Armene er lette for de små hænder at gribe om og sprutterne er måske eneste selskab og trøst, hvis den lille ny ligger i kuvøse. Oveni er det en dejlig tanke og støtte for forældrene i en ofte meget svær tid.
(Som tidligere skrevet har min egen mindstemus været så heldig at modtage en Sprutte med posten, kreeret af hans helt egen lyslevende engel. Jeg kan forsikre dig for, at den er et stort hit!!)
Den anden part i den gode sags tjeneste er min favorit baby-fotograf Little Angels by Medine. Hendes billeder oser af tålmodighed og ro, hjertevarme og en brandvarm ildsjæl bag linsen. Hun formår gang på gang at skabe rendyrkede kunstværker som rammer én lige dér, hvor hjertet slår og tiden står stille.
Nu har disse to enheder slået sig sammen og det er allerede blevet til det første himmelske billede i den gode sags navn. Se resultatetet hér:
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=499204803479580&set=pb.140153816051349.-2207520000.1367911833.&type=3&theater
JEG støtter Sprutterne....gør du?
Støt sprutterne her:
Spruttegruppen.dk
http://www.spruttegruppen.dk (hér kan du også finde opskriften)
Sprutteindsamlingen på facebook
https://www.facebook.com/pages/Sprutte-Indsamling/428646157220155
Alle kan gøre en forskel.
Hjælp med at hækle, donér dine garnrester (dog skal det være bomuld, som kan vaskes) eller kontakt en ambassadør og spørg, hvordan netop DU kan gøre en forskel.
Jeg tilbyder stadig at samle garnrester ind og donere samlet til én af de frivillige. Skriv en mail til mig for nærmere indformation.
To af mine absolutte yndlinger har slået sig sammen i et fantastisk samarbejde.
Den ene part er min hjertesag, Sprutter til for tidligt fødte, hvor frivillige hækler blæksprutter til landets neonatal afdelinger. Sprutterne udleveres som fødselsgave til for tidligt fødte. Teorien er at de lange arme skaber tryghed for de små pus, idet deres lange arme minder om navlestrengen og tiden i mors mave. Armene er lette for de små hænder at gribe om og sprutterne er måske eneste selskab og trøst, hvis den lille ny ligger i kuvøse. Oveni er det en dejlig tanke og støtte for forældrene i en ofte meget svær tid.
(Som tidligere skrevet har min egen mindstemus været så heldig at modtage en Sprutte med posten, kreeret af hans helt egen lyslevende engel. Jeg kan forsikre dig for, at den er et stort hit!!)
Den anden part i den gode sags tjeneste er min favorit baby-fotograf Little Angels by Medine. Hendes billeder oser af tålmodighed og ro, hjertevarme og en brandvarm ildsjæl bag linsen. Hun formår gang på gang at skabe rendyrkede kunstværker som rammer én lige dér, hvor hjertet slår og tiden står stille.
Nu har disse to enheder slået sig sammen og det er allerede blevet til det første himmelske billede i den gode sags navn. Se resultatetet hér:
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=499204803479580&set=pb.140153816051349.-2207520000.1367911833.&type=3&theater
JEG støtter Sprutterne....gør du?
Støt sprutterne her:
Spruttegruppen.dk
http://www.spruttegruppen.dk (hér kan du også finde opskriften)
Sprutteindsamlingen på facebook
https://www.facebook.com/pages/Sprutte-Indsamling/428646157220155
Alle kan gøre en forskel.
Hjælp med at hækle, donér dine garnrester (dog skal det være bomuld, som kan vaskes) eller kontakt en ambassadør og spørg, hvordan netop DU kan gøre en forskel.
Jeg tilbyder stadig at samle garnrester ind og donere samlet til én af de frivillige. Skriv en mail til mig for nærmere indformation.
Little Angels by Medine
Jeg sidder i skrivende stund og rå-savler over den ene lækkermås efter den anden.
(Jeg snakker om babyer, ikke handyr!)
Findes der noget mere livsbekræftende end baby-billeder?
Alle babyer er som udgangspunkt dejlige. Tilsæt en kanon dygtig og tålmodig fotograf med sans for detaljer og den enkelte nyfødtes personlighed. Resultatet er rendyrket poesi i billedform. Kunst, som er skabt med hjertet og taler til hjertet.
Når man har pudset næsen, tørret øjnene og sunket den sentimentale klump i halsen, føler man sig født på ny. Dét er mental-hygiejne, der vil noget!
Ærligt, jeg misunder talentet.
Tænk sig at have et job, hvor man hver dag får lov til at pusle om små nye babys og samtidig glæde andre mennesker med så smukke minder.
Jeg er tilgengæld vanvittig taknemmelig for, at jeg så mange tillader offentliggørelsen af deres små vidundere. Jeg glæder mig i den grad over at kunne følge med på Facebook. Hver dag, når jeg logger ind, ser jeg nye små spvende skønheder. SÅ kan dagen ikke starte ret meget bedre!
Jeg kan kun opfordre alle til at se med (links neders på siden) og for dem, der ønsker en fotosession:
BESTIL I GOD TID!!
:)
Tak til Little Angels by Medine for de fantastiske billeder.
Tak til de forældre, som lader os nyde deres nye små.
Little Angels by Medine´s hjemmeside:
http://www.littleangelsbymedine.dk/
Følg Little Angels by Medine på Facebook:
https://www.facebook.com/littleangelsbymedine.dk?hc_location=stream
(Jeg snakker om babyer, ikke handyr!)
Findes der noget mere livsbekræftende end baby-billeder?
Alle babyer er som udgangspunkt dejlige. Tilsæt en kanon dygtig og tålmodig fotograf med sans for detaljer og den enkelte nyfødtes personlighed. Resultatet er rendyrket poesi i billedform. Kunst, som er skabt med hjertet og taler til hjertet.
Når man har pudset næsen, tørret øjnene og sunket den sentimentale klump i halsen, føler man sig født på ny. Dét er mental-hygiejne, der vil noget!
Ærligt, jeg misunder talentet.
Tænk sig at have et job, hvor man hver dag får lov til at pusle om små nye babys og samtidig glæde andre mennesker med så smukke minder.
Jeg er tilgengæld vanvittig taknemmelig for, at jeg så mange tillader offentliggørelsen af deres små vidundere. Jeg glæder mig i den grad over at kunne følge med på Facebook. Hver dag, når jeg logger ind, ser jeg nye små spvende skønheder. SÅ kan dagen ikke starte ret meget bedre!
Jeg kan kun opfordre alle til at se med (links neders på siden) og for dem, der ønsker en fotosession:
BESTIL I GOD TID!!
:)
Tak til Little Angels by Medine for de fantastiske billeder.
Tak til de forældre, som lader os nyde deres nye små.
Little Angels by Medine´s hjemmeside:
http://www.littleangelsbymedine.dk/
Følg Little Angels by Medine på Facebook:
https://www.facebook.com/littleangelsbymedine.dk?hc_location=stream
Abonner på:
Opslag (Atom)