Trolden har netop ytret ønske om at starte i skolens skakklub.
Nu
ved jeg så godt som absolut intet om skak, bortset fra at det i min
skoletid var en disciplin forbeholdt hankøns nørder, men da aktiviteten
foregår i SFO-tiden, er der umiddelbart intet til hinder for hans
deltagelse.
Jeg tænker, at det vel kan være et udmærket sted at
skabe sociale relationer eller ligefrem forme venskaber på tværs af
alder og klassetrin.
Ikke, at trolden på nogen måde står uden for.
Tværtimod har han en gudsbenådet evne til at komme godt ud af det med
alt og alle. Han er altid fordybet i leg og omgivet af en mindre skare
af følgesvend(inder), når jeg henter ham i skole/SFO. Dog har han ikke
knyttet de stærke venskabsbånd, som nogen børn gør.
Trolden
vil ellers hjertens gerne lege med nogen efter skole. Jeg spørger, hvem
han gerne vil lege med. Svaret er "ham som havde en gul trøje på i
går".
Bo-bob.
Nu kan jeg ikke slå fætter-gul-trøje op på klasselisten, men måske har knægten et rigtigt navn?
Trolden
stirrer ufravendt på mig. Han har ingen idé om, hvad drengen hedder. De
har bare leget sammen i frikvartererne, og det var noget så fantastisk
hyggeligt.
Nå, måske er der én, som du KAN huske navnet på....så kan mor da lige ringe og lave en legeaftale.
Tomt
blik stirrer tilbage på mig. "Er du da vimmer, mor, det VRIMLER jo med
unger omme på skolen. Du KAN da ikke mene, at jeg skal kunne huske ALLE
de navne?"
Nå nej, måske ikke alle sammen, men bare et par særligt udvalgte.
Enden
på historien blev, at han ville prøve at finde frem til navne på nogen
af dem, som han leger godt med og gerne vil se uden for skolen. Det er
nu 5-6 uger siden, og det er stadig ikke lykkedes.
Jeg har tilgengæld set ham forsøge sig med fodbold, som vist er det helt store blå blandt klassen drenge.
Jeg
tager hatten af for hans entusiasme og gåpåmod og han fortjener ros for
forsøget. Meeeen jeg er ikke blind for eget barns fejl og mangler. Han
har tydeligvis arvet min lidet heldige boldøje kombineret med min
manglende forståelse for holdsport. Kort fortalt hopper han i bedste
sprællemandsstil rundt på banen og svinger sine tynde stylter
ukoordineret i modsat retning af boldens bane...når han da ikke forsøger
at gribe den med begge hænder og i stedet planter en upper cut i eget
ansigt. Ingen af delene så ud til at begrejstre blandt holdkammeraterne,
hvorimod modspillerne fra paralelklassen uddelte thumbs up og
skulderklap. Jeg hørte også en spag pigestemme (nok nærmere en halvblind
og ganske uforstående tilskuer end en cheerleader) pippe "godt
forsøgt!"
Heldigvis lader min knægt sig ikke vippe af pinden så let.
Han kæmpede videre og gjorde sit bedste (som selv en kærlig mor måtte
tilstå ikke var ret godt) og lod sig på ingen måde gå på af sure miner
og divergerende tilråb.
Som han senere sagde til mig, så spillede han
med, fordi han syns det var sjovt. Så var han faktisk pænt ligeglad
med, om de andre synes det samme.
Nå, men lad os ikke trampe rundt i
dén fadæse, men blot konstatere, at hans evner ikke lige just involverer
runde bolde. Måske ville han bedre mestre en halvflad en af slagsen,
som ikke accelererer helt så hurtigt?! Nej, nok heller ikke.
Nu vil
den årvågne læser måske mene, at skattemusen burde træde ind på scenen
og coache trolden til succes. Han har dog med stor succes båret
fritidsklubbens varierende hold til tops på fritidsklubbernes årlige
fodboldstævne. Han har som regel minimum et guld-hold med hjem igen.
Jeg
tvivler bare på, at hans pædagogiske tilgang og tålmodighed ville
krakelere gevaldigt og forrette uoprettelig skade på deres indbyrdes
forhold. Nogle gange skal man bare acceptere egne og andres
begrænsninger.
Derfor lyder optagelse i skakklubben jo som et kærkomment alternativ til fodbold.
Jeg spørger jo så naturligvis lidt til, hvad hans forventninger er...og hvor meget han egentligt kender til skak.
"Ooooork
jeg har spillet MASSER af skak. Med min far. Og i SFOen. Jeg har også
prøvet at vinde nogen gange. Jeg er SUPER god til at slå 6ere!!"
Øøøhm jovel....aha....slå 6ere???
"Ja! Med terningen jo!"
6ere....med terningen......
Aaaah nok er jeg ikke nogen haj til skak....men der indgår da ikke nogen terning!?!?!
"Jojo, hvordan tror du ellers man vinder?"
Øøøøh
jaaaa altså.....det er jo noget med at være skak.....eller
skakmat....eller noget....men man bruger altså ikke nogen terning.
"Nå. På DIN måde, mor, hvodden ved man så, hvor langt man må flytte sine brikker?"
Njaaaa
altså det er jo noget med, at hver slags brik har sine egne regler.
Nogen må bevæge sig lige ud, til siden, på skrå....og så er det vist
også forskelligt, hvor mange felter, de forskellige brikker må flytte
sig.
Jeg fortæller.....og forklarer.....og tegner sågar på et stykke papir.
"Nå. Hm. Sig mig mor, har du tit vundet i skak?"
Nææææ jeg har aldrig rigtigt spillet skak, så jeg har jo heller aldrig vundet....
"Det er nok fordi, du glemmer at bruge TER-NIN-GEN!!!"
Åh suk.
Måske er skakklubben ikke en fantastisk god idé alligevel....
Jul på slottet...med hyggemus og bøllefrø
Mindstemusen har været hjemme i dag. Hans dejlige dagplejemor skulle afsted på tema-tur og en tur i gæstepleje ville lægge hans verden i ruiner.
I stedet har han hygget herhjemme med lige dele bøllestreger og direkte sabotage. Humøret har været strålende højt, fuldt med glædespludren og babylatter. Skøøøønt.
Knap så skønt at man selv er blevet smittet af skattemusen og mildest talt LIDER. Bare fordi, man var flink at lege sygeplejerske i week enden. Typisk.
Nu er krydderen fyldt med snot, som truer med at flække kraniet, når det da ikke drypper ned i theen. Der sidder en grande kaktus på tværs i svælget, og de spontane hosteanfald får den til at hoppe op og ned og flå mandlerne i småstykker. Jeg skiftevis sveder som en helstegt pattegris på spyd over livlige luer og fryser så tænderne klaprer i takt med mindstemusens grineanfald.
Jeg ville ærlig talt helst smide mig halvdød på sofaen. Men mindstemusen har ingenlunde tænkt sig at gøre det nemt og bekvemt at være syg. NOGEN har fået den gode idé, at babys skal lære at KRAVLE. De skal til enhver tid lægges på maven så de motiveres til at fragte sig selv rundt. Dét har han også lært. Altså ikke just at kravle, men at fragte sig selv rundt. Han haler sig frem i armene ("man skulle tro, han gik til judo" siger bonus-princessen stolt) og der er i dén grad kommet fart over feltet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil prise mig lykkelig for hans nyfundne mobilitet, når han nærmer sig 18 år og vejer 67 kilo. Men lige præcis i dag ville et LIDT mindre aktivitetsniveau være at foretrække. Jeg ville mægtig gerne skrue tiden bare en måned tilbage. Til en tid, hvor man lagde bettemusen til rette på et aktivitetstæppe.....og dér blev han liggende og kiggede nok så betaget på en hæklet bil, mens rummet emmede af lutter idyl. (Jajajaja, jeg fordrejer muligvis sandheden en anelse. Det lyder på én eller anden måde bedre end "så lå baby dér og vrælede som en olm tyr, indtil nogen reddede ham fra hans eget selskab"....og at man forresten måtte slentre op og ned af stuegulvet i timevis med en utrøstelig lille mus på armen. Jeg foretrækker faktisk at fortrænge disse skrigeturene og i stedet tænke tilbage på et mere ønskværdigt glansbillede. Så altså lå han lige så fornøjet på sit tæppe, og han hyggede sig, detgjordehanihvertfald. BASTA!)
Sådan er det ikke længere.
Nu duer eget legetøj så absolut ikke mere, især har han set sig gal på de hæklede og meget babyvenlige dele i legetøjskassen. Tilgengæld har han en højnet interesse for iphones, ledninger, stikkontakter, akvariepumper og andre livsfarlige dingenoter. Som før nævnt er han tilmed blevet mægtig ferm til at suse hen over gulvet som en antændt lynkineser. Man kan lige nå at sige "nejnejnejFYslembaby" og franarre ham hundens kødben, før han befinder sig i den anden ende af hytten med det seneste nummer af Illustreret Videnskab i halsen.
Man kaster kødbenet fra sig, rammer egen tå, og humper så hurtigt som skaden nu tillader det efter bøllespirren. Redder de sørgelige og lettere opblødte rester af bladet, tilser den dunkende tå...og springer så ud i køkkenet, hvor mindstemusen nu forsøger at svinge hunden rundt i halen.
Løslader tilfangetagen og meget forskrækket hund, mens baby mosler sig videre ud i baggangen.
BANG SLAM KRASCH.
Herligt. En gastronomisk interesseret lille mand har væltet de fleste af mutters kogebøger på gulvet og er i færd med at fortære et hjørne af "Italienske Specialiteter".
Jeg kunne blive ved.
Dagen har budt på lige dele spændende udfordringer, forhindringsløb, nytænkning indenfor børnesikring af hus og hjem samt
Mindstemusen har sørget for, at mutter hér har motioneret både fysikken og de små grå. Faaaanragende.
Lige har jeg kapituleret til et anfald af svimmelhed. Baby er indfanget og al kampgejst neutraliseret (han er groft sagt interneret i egen kravlegård). Julemusikken breder sig i det lille hjem og maner til afslapning og sjælefred. Mor sukker tungt og nyder et øjebliks fred og ro på sofaen, mens terroristen kapitulerer til julens toner og kramme-kæler sin dino-bamse. Bonus-datteren har med panikken malet i ansigtet oplyst mig, at jeg er dybt gakgak og at NU cykler hun hjem til sin egen mor. Hun mente ingenlunde at julemusik hørte hjemme i september, men så ganske bestyrtet ud, da jeg som modsvar truede med KUN at servere risengrød i december. Dét har åbenbart ikke noget med hinanden at gøre. Haha.
Nå, men groft sagt er der dømt hygge over hele linien (så længe det varer).
I stedet har han hygget herhjemme med lige dele bøllestreger og direkte sabotage. Humøret har været strålende højt, fuldt med glædespludren og babylatter. Skøøøønt.
Knap så skønt at man selv er blevet smittet af skattemusen og mildest talt LIDER. Bare fordi, man var flink at lege sygeplejerske i week enden. Typisk.
Nu er krydderen fyldt med snot, som truer med at flække kraniet, når det da ikke drypper ned i theen. Der sidder en grande kaktus på tværs i svælget, og de spontane hosteanfald får den til at hoppe op og ned og flå mandlerne i småstykker. Jeg skiftevis sveder som en helstegt pattegris på spyd over livlige luer og fryser så tænderne klaprer i takt med mindstemusens grineanfald.
Jeg ville ærlig talt helst smide mig halvdød på sofaen. Men mindstemusen har ingenlunde tænkt sig at gøre det nemt og bekvemt at være syg. NOGEN har fået den gode idé, at babys skal lære at KRAVLE. De skal til enhver tid lægges på maven så de motiveres til at fragte sig selv rundt. Dét har han også lært. Altså ikke just at kravle, men at fragte sig selv rundt. Han haler sig frem i armene ("man skulle tro, han gik til judo" siger bonus-princessen stolt) og der er i dén grad kommet fart over feltet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil prise mig lykkelig for hans nyfundne mobilitet, når han nærmer sig 18 år og vejer 67 kilo. Men lige præcis i dag ville et LIDT mindre aktivitetsniveau være at foretrække. Jeg ville mægtig gerne skrue tiden bare en måned tilbage. Til en tid, hvor man lagde bettemusen til rette på et aktivitetstæppe.....og dér blev han liggende og kiggede nok så betaget på en hæklet bil, mens rummet emmede af lutter idyl. (Jajajaja, jeg fordrejer muligvis sandheden en anelse. Det lyder på én eller anden måde bedre end "så lå baby dér og vrælede som en olm tyr, indtil nogen reddede ham fra hans eget selskab"....og at man forresten måtte slentre op og ned af stuegulvet i timevis med en utrøstelig lille mus på armen. Jeg foretrækker faktisk at fortrænge disse skrigeturene og i stedet tænke tilbage på et mere ønskværdigt glansbillede. Så altså lå han lige så fornøjet på sit tæppe, og han hyggede sig, detgjordehanihvertfald. BASTA!)
Sådan er det ikke længere.
Nu duer eget legetøj så absolut ikke mere, især har han set sig gal på de hæklede og meget babyvenlige dele i legetøjskassen. Tilgengæld har han en højnet interesse for iphones, ledninger, stikkontakter, akvariepumper og andre livsfarlige dingenoter. Som før nævnt er han tilmed blevet mægtig ferm til at suse hen over gulvet som en antændt lynkineser. Man kan lige nå at sige "nejnejnejFYslembaby" og franarre ham hundens kødben, før han befinder sig i den anden ende af hytten med det seneste nummer af Illustreret Videnskab i halsen.
Man kaster kødbenet fra sig, rammer egen tå, og humper så hurtigt som skaden nu tillader det efter bøllespirren. Redder de sørgelige og lettere opblødte rester af bladet, tilser den dunkende tå...og springer så ud i køkkenet, hvor mindstemusen nu forsøger at svinge hunden rundt i halen.
Løslader tilfangetagen og meget forskrækket hund, mens baby mosler sig videre ud i baggangen.
BANG SLAM KRASCH.
Herligt. En gastronomisk interesseret lille mand har væltet de fleste af mutters kogebøger på gulvet og er i færd med at fortære et hjørne af "Italienske Specialiteter".
Jeg kunne blive ved.
Dagen har budt på lige dele spændende udfordringer, forhindringsløb, nytænkning indenfor børnesikring af hus og hjem samt
Mindstemusen har sørget for, at mutter hér har motioneret både fysikken og de små grå. Faaaanragende.
Lige har jeg kapituleret til et anfald af svimmelhed. Baby er indfanget og al kampgejst neutraliseret (han er groft sagt interneret i egen kravlegård). Julemusikken breder sig i det lille hjem og maner til afslapning og sjælefred. Mor sukker tungt og nyder et øjebliks fred og ro på sofaen, mens terroristen kapitulerer til julens toner og kramme-kæler sin dino-bamse. Bonus-datteren har med panikken malet i ansigtet oplyst mig, at jeg er dybt gakgak og at NU cykler hun hjem til sin egen mor. Hun mente ingenlunde at julemusik hørte hjemme i september, men så ganske bestyrtet ud, da jeg som modsvar truede med KUN at servere risengrød i december. Dét har åbenbart ikke noget med hinanden at gøre. Haha.
Nå, men groft sagt er der dømt hygge over hele linien (så længe det varer).
ipotty
Ja, det måtte jo ske før eller senere.
Vi har iphones.
Vi har ipads.
Så skal vi da også have en ipotty.
Eller hva?
Når det handler om at lære børn basale IT-færdigheder og teknologiske færdigheder, så er jeg all in. Det er den verden, de skal begå sig i, så de kan lige så godt lære det fra starten.
Når dét så er sagt, så synes jeg jo ikke nødvendigvis, at børn skal underholdes af kunstig intelligens i døgndrift. Bevares, sådan en i-fidus kan måske nok være mere spændende samvær end mutter, men så må man op på beatet og redefinere måden, man omgås sine børn. Klappe-kage kan måske godt blive en kende kedsommeligt, hvis det foregår 2 timer dagligt....især hvis man nærmer sig teenage-årene.
Nu vælger jeg at tro, at de fleste forældre ejer lidt mere opfindsomhed en dét. I så fald burde det ikke være noget problem at tilkæmpe sig (spæd-)barnets opmærksomhed. ISÆR da under pottetræning, hvor der normalvis ikke er særligt meget andet at give sig til end finde sig i mutters skønsang og fagtelege.
Altså.....indtil nu...hvor ipotty gør sin entre på scenen.
Jaaaaarmen for pokker.
Ikke nok med, at vi er ved at lære vores børn, at de skal underholdes af teknologiske vidundere og sociale medier 24/7. Nu skal det allerhelligste, toiletbesøget, altså også invaderes af informationsteknologien.
Jeg har svært ved at se ipottys berettigelse.
Ja, det skulle da lige være at sikre far og mor lidt alene tid.
"Så, nu sidder du hér, lille Suleima, prøv om du kan lave en lille pølle. Og bare roligt, selvom far og mor måske liiiiige glemmer at kigge til dig de næste, hmmmm, 5-10 timer, ja så kommer du ikke til at kede dig. Vi har købt en ipottyyyyy!"
Faaaaantastisk (stupidt).
VI skal ihvertfald ikke have sådan en fidus inden for dørene - i hvert fald ikke til mindstemusen.
Jeg kan altså godt overskue pottetræning helt uden brug af i-noget-som-helst. Det lykkedes fint med den store, så mon ikke vi klarer os igennem én gang til, helt uden brug af moderne teknologi.
Jeg er faktisk mere bekymret for farmanden, som jo helst skal eje ALT med et i smid foran ordet (jeps, jeg arbejder pt på patent til en isnowshovel) og han er jo allerede tilhænger af teknologisk underholdning på toiletttet.
Hey, gad vide om ipotty fås i HANS størrelse?
Ååååh mareridtsagtig koldsved ned af min ryg.....suk
ps
link til galskaben:
http://www.amazon.com/CTA-Digital-iPotty-Activity-Seat/dp/B00B3G8UGQ
Vi har iphones.
Vi har ipads.
Så skal vi da også have en ipotty.
Eller hva?
Når det handler om at lære børn basale IT-færdigheder og teknologiske færdigheder, så er jeg all in. Det er den verden, de skal begå sig i, så de kan lige så godt lære det fra starten.
Når dét så er sagt, så synes jeg jo ikke nødvendigvis, at børn skal underholdes af kunstig intelligens i døgndrift. Bevares, sådan en i-fidus kan måske nok være mere spændende samvær end mutter, men så må man op på beatet og redefinere måden, man omgås sine børn. Klappe-kage kan måske godt blive en kende kedsommeligt, hvis det foregår 2 timer dagligt....især hvis man nærmer sig teenage-årene.
Nu vælger jeg at tro, at de fleste forældre ejer lidt mere opfindsomhed en dét. I så fald burde det ikke være noget problem at tilkæmpe sig (spæd-)barnets opmærksomhed. ISÆR da under pottetræning, hvor der normalvis ikke er særligt meget andet at give sig til end finde sig i mutters skønsang og fagtelege.
Altså.....indtil nu...hvor ipotty gør sin entre på scenen.
Jaaaaarmen for pokker.
Ikke nok med, at vi er ved at lære vores børn, at de skal underholdes af teknologiske vidundere og sociale medier 24/7. Nu skal det allerhelligste, toiletbesøget, altså også invaderes af informationsteknologien.
Jeg har svært ved at se ipottys berettigelse.
Ja, det skulle da lige være at sikre far og mor lidt alene tid.
"Så, nu sidder du hér, lille Suleima, prøv om du kan lave en lille pølle. Og bare roligt, selvom far og mor måske liiiiige glemmer at kigge til dig de næste, hmmmm, 5-10 timer, ja så kommer du ikke til at kede dig. Vi har købt en ipottyyyyy!"
Faaaaantastisk (stupidt).
VI skal ihvertfald ikke have sådan en fidus inden for dørene - i hvert fald ikke til mindstemusen.
Jeg kan altså godt overskue pottetræning helt uden brug af i-noget-som-helst. Det lykkedes fint med den store, så mon ikke vi klarer os igennem én gang til, helt uden brug af moderne teknologi.
Jeg er faktisk mere bekymret for farmanden, som jo helst skal eje ALT med et i smid foran ordet (jeps, jeg arbejder pt på patent til en isnowshovel) og han er jo allerede tilhænger af teknologisk underholdning på toiletttet.
Hey, gad vide om ipotty fås i HANS størrelse?
Ååååh mareridtsagtig koldsved ned af min ryg.....suk
ps
link til galskaben:
http://www.amazon.com/CTA-Digital-iPotty-Activity-Seat/dp/B00B3G8UGQ
Inklusion og gråzoner
De store børn er sendt i skole, mindstemusen hygger sig foran akvariet og jeg nyder en kop velfortjent the, mens jeg suser rundt på informationernes højborg (internettet).
Jeg er faldet over en række artikler om inklusionspædagogik og inklusion i skole- fritidsregi. Der er videre links til uddannelsen som inklusionsvejleder og online inklusion. Jow jow.
Det leder mine tanker hen på en forgangen samtale med en veninde, som var kaldt til krisemøde på skolen. Der skulle lægges en handlingsplan for hendes lille Einsteins inklusion i klassens fællesskab med særligt fokus på hans indtræden på den sociale scene. Al ære og respekt for en skole, som er opmærksomme på sådanne ting, tager ansvar og tør handle. Der var bare ikke nogen, der havde taget sig tid til at spørge Einstein Jr., om han ØNSKEDE at være en del af dette sociale fællesskab. Han var da lige så pinligt klar over forskellighederne ham selv og klassen imellem, som de andre unger var. Han følte sig fejlmatchet og utilpas blandt fodboldtosser og hestepiger, når han nu selv var en førsteklasses bogorm.
Det være sagt, så have han en fantastisk favnende mor, som forstod og accepterede mangfoldighed og forskelligheder. Hun havde lært ham ikke at se skævt til andre, ikke at lade sig påvirke af andres meninger. At turde stå ved egne holdninger og ikke bare følge the mainstream. Hun havde guidet ham til en større forståelse af eget selv og hans rolle i klassen. Han var den, de andre søgte lektiehjælp hos, men han deltog ikke i de sociale og meget sportslige frikvarters- og fritidsaktiviteter. Og han savnede det ikke. Han havde fundet sit eget sociale holdepunkt i bibliotekets læsegruppe, ligesom han gjorde sin gang i den lokale skakklub for juniorer. Hér følte han sig hjemme og veltilpas, hér var han blandt ligesindede og kunne lyde nørdet og gammelklog, uden at blive set skævt til. Tværtimod fandt han personlige venskaber ad denne vej.
På mødet blev det besluttet, at han skulle inddrages klassens leg i frikvartererne. Gårdvagten skulle sikre, at han blev inkluderet i boldspil og således indlemret i klassens sociale virke.
Hmmmm.....ja....godt så.
En ærværdig tanke. Megen fin teori.
Jeg prøver at forestille mig scenariet.
Den lille nørd, klassens professer. På boldbanen.
En lille splejset og meget bleg knægt, som dukker sig for fodbolden, for ikke at få de tykke colabundsbriller skudt af snuden.
Ham, der vælges sidst til rundbold, ikke fordi nogen af holdene egentligt ønsker ham, men fordi de er blevet tvunget af en gårdvagt til at være inkluderende.....også selvom læsehesten altid kaster boldtræet fra sig i sidste øjeblik og kaster sig sidelæns i et ukoordineret rullefald, fordi han ikke kan fokusere på tennisbolden gennem de tommetykke brilleglas og derfor altid bliver ramt på låret.
NU er han inkluderet. Men er han blevet et lykkeligere barn af den grund?
Før blev han ikke drillet. Han var ikke en aktiv del af klassens frie leg, han passede sig selv i periferien, kanske med næsen begravet i en spændende fagbog.
NU bliver han drillet og lagt for had. Resten af klassen presses til at føle afsky mod at have ham med i tvungen baghånd. Det hold, som ender med bogormen, bebrejder ham for tabte vinderchancer. Klassen ved det. Og han ved.
Han oplever nu daglige nederlag. Og møder pludselig modstand mod hans person. Det starter i frikvartererne, på boldbanen, men arbejder sig stille og roligt med ind i klasselokalet...gruppearbejdet...og videre til fritiden. Turen hjem fra skole.
Nej, måske går det ham ikke så galt. Måske lærer han med tiden at være sportslig. Måske vil resten af klassen elske at have fumle-tumler-drengen med på banen. Måske de finder stor personlig tilfredsstillelse ved at kunne inkludere en totalt boldmongol, klassens sociale outsider, i deres elskede sport.
Men jeg tvivler.
Og ja, jeg puster til ilden i en tid, hvor vi alle skal være politisk og pædagogisk korrekt.
Og nej, jeg er ikke fagperson. Jeg har ikke været på kursus i inklusionfremmende pædagogik.
Jeg VAR tilgengæld klassens bogorm.
Jeg VAR nørden, som ingen ville være på hold med.
Jeg VAR det totalt kiksede, meget lidt vellidt offerlam i skolegårdens daglige mobberier.
Når jeg ser tilbage på min skolegang, hænger der altid en sort sky over årene i folkeskolen.
Jeg var dansk lærerens kæledægge.
Jeg scorede 13 i alle sproglige fag (yes yes, så gammel er jeg).
Jeg gik i det forkerte tøj...og så var jeg genert.
Det er ikke starten på et ørehængerhit, men derimod min hverdag i mange lange år.
Og det bredte sig stille og roligt fra klasselokalet, til skolegården, til den privat sfære i fritiden.
Det startede med udelukkelse fra gruppen, de smarte, lederne.
Der voksede følere ud i frikvarteret og videre til cykelturen hjem fra skole.
Det kulminerede med flere års rendyrket mobning både fysisk og psykisk.
Når jeg tænker tilbage, ville jeg da ønske, at meget var anderledes.
Jeg ville ønske, at nogen havde lært mine bødler helt almindelige sociale spilleregler som tolerance og respekt. Om samarbejde. Live and let live. At nogen havde belært dem om mangfoldighed, at ikke alle kan eller skal være ens....og det er okay. ALLE behøves ikke være bedste venner, men ALLE skal behandle hinanden rimeligt.
Jeg ville ønske, at nogen havde guidet mig til et mere passende socialt fællesskab. Et sted, hvor jeg kunne mødes med ligesindede. Andre børn, som foretrak en god bog frem for frikvarterernes tvungne tortur med svingtovs-bondage og bold-idioti. For ja, jeg klottede jo over den skide snor hele tiden, jeg blev viklet ind og måtte bede om hjælp til at komme fri igen. Jeg forsinkede de andres leg i flere minutter, så ikke alle nåede deres tur til at hoppe, inden frikvarteret var omme.
Og ja, jeg glemte at gribe bolden, fordi jeg havde travlt med at lukke øjnene og dukke mig.....bolden susede hen over hovedet på mig, så de andre måtte bruge resten af frikvarteret på at finde den igen.
Joooh, jeg var også den, der smed boldtræet til højre og selv kastede mig mod venstre, for jeg var pisseræd for den skide tennisbold, som ALTID ramte mig på låret med 140 km/t og lammede min evne til at løbe banen rundt.
Men jeg var god til nogle andre ting, som bare ikke blev værdsat i netop min klasse.
Jeg kunne skrive en 25 sider lang stil på et par timer....og hive endnu et 13-tal hjem.
Jeg var ferm til solo-sport.
Jeg læste fagbøger om indiansk-kultur kaldt hjem fra KBh universitetsbibliotek. Og allerede i 4 klasse måtte min mor skrive en skriftlig tilladelse til biblioteket, at jeg godt måtte låne voksen-bøger (Leon Uris lå da højt på listen).
Jeg var usædvanlig hurtig til at lære nye sprog. (Til dem der kender mig lidt bedre: nej, ikke lige tysk, men det ER jo heller ikke et rigtigt sprog men nærmere en halssygdom. No disrespect intended.)
Men nej.....sådanne egenskaber var bare ikke i høj kurs og jeg høstede ikke mange point på dén konto.
Det var bare et dårligt match, dem og jeg. Det udviklede sig, det voksede, det blev stort og grimt. For mig, men sikkert også for dem, som følte sig presset. Først til at have mig med og senere til at mobbe for at få afløb fra de frustrationer, som de ganske givet følte i forhold til førnævnte.
Ville jeg gerne have været drillerierne foruden?
JA da.
Ville jeg gerne have haft et bedre socialt netværk i fritiden?
Naturligvis!
Ville jeg gerne inkluderes i klassens kammeratskab?
HELL NO!
Jeg passede ikke ind dér. Det vidste DE....og det vidste JEG.
Vi skal ikke alle være ens...men vi skal alle accepteres, for den vi nu en gang er.
Vi skal ikke alle have de samme interesser eller være gode til de samme ting og dele de samme interesser....men vi skal finde et ståsted, hvor vores evner og talenter kommer til deres ret sammen med ligesindede.
Vi skal ikke alle inkluderes i de samme sammenhænge.
Der skal være plads og rummelighed til alle....vi skal lære at favne bredt.
Der skal være accept og tolerance.....på tværs af forskellighederne.
Der skal være samarbejde i klasselokalet, selvom man måske ikke går så godt i spænd ret personligt.
Men fritiden og herunder frikvartererne, må være børnenes egne.
Jeg vil da heller ikke tvinges til at være sammen med mine kolleger i fritiden. Jeg skal nok samarbejde og behandle alle ordentligt på arbejdspladsen, men når jeg har fri, bestemmer jeg selv. Så omgiver jeg mig med folk, som jeg klikker med. Og det synes jeg også, børn skal have lov til.
Det handler for mig om at finde det rette match til ens børn, et sted hvor de kan opbygge personlige sociale relationer i fritiden....og sikre, at de i skoleregi opfører sig socialt ansvarligt, dvs behandler alle med respekt og træder ind i klasselokalet med et ønske om at samarbejde på tværs af fritidens interesser og sociale relationer.
Jeg er faldet over en række artikler om inklusionspædagogik og inklusion i skole- fritidsregi. Der er videre links til uddannelsen som inklusionsvejleder og online inklusion. Jow jow.
Det leder mine tanker hen på en forgangen samtale med en veninde, som var kaldt til krisemøde på skolen. Der skulle lægges en handlingsplan for hendes lille Einsteins inklusion i klassens fællesskab med særligt fokus på hans indtræden på den sociale scene. Al ære og respekt for en skole, som er opmærksomme på sådanne ting, tager ansvar og tør handle. Der var bare ikke nogen, der havde taget sig tid til at spørge Einstein Jr., om han ØNSKEDE at være en del af dette sociale fællesskab. Han var da lige så pinligt klar over forskellighederne ham selv og klassen imellem, som de andre unger var. Han følte sig fejlmatchet og utilpas blandt fodboldtosser og hestepiger, når han nu selv var en førsteklasses bogorm.
Det være sagt, så have han en fantastisk favnende mor, som forstod og accepterede mangfoldighed og forskelligheder. Hun havde lært ham ikke at se skævt til andre, ikke at lade sig påvirke af andres meninger. At turde stå ved egne holdninger og ikke bare følge the mainstream. Hun havde guidet ham til en større forståelse af eget selv og hans rolle i klassen. Han var den, de andre søgte lektiehjælp hos, men han deltog ikke i de sociale og meget sportslige frikvarters- og fritidsaktiviteter. Og han savnede det ikke. Han havde fundet sit eget sociale holdepunkt i bibliotekets læsegruppe, ligesom han gjorde sin gang i den lokale skakklub for juniorer. Hér følte han sig hjemme og veltilpas, hér var han blandt ligesindede og kunne lyde nørdet og gammelklog, uden at blive set skævt til. Tværtimod fandt han personlige venskaber ad denne vej.
På mødet blev det besluttet, at han skulle inddrages klassens leg i frikvartererne. Gårdvagten skulle sikre, at han blev inkluderet i boldspil og således indlemret i klassens sociale virke.
Hmmmm.....ja....godt så.
En ærværdig tanke. Megen fin teori.
Jeg prøver at forestille mig scenariet.
Den lille nørd, klassens professer. På boldbanen.
En lille splejset og meget bleg knægt, som dukker sig for fodbolden, for ikke at få de tykke colabundsbriller skudt af snuden.
Ham, der vælges sidst til rundbold, ikke fordi nogen af holdene egentligt ønsker ham, men fordi de er blevet tvunget af en gårdvagt til at være inkluderende.....også selvom læsehesten altid kaster boldtræet fra sig i sidste øjeblik og kaster sig sidelæns i et ukoordineret rullefald, fordi han ikke kan fokusere på tennisbolden gennem de tommetykke brilleglas og derfor altid bliver ramt på låret.
NU er han inkluderet. Men er han blevet et lykkeligere barn af den grund?
Før blev han ikke drillet. Han var ikke en aktiv del af klassens frie leg, han passede sig selv i periferien, kanske med næsen begravet i en spændende fagbog.
NU bliver han drillet og lagt for had. Resten af klassen presses til at føle afsky mod at have ham med i tvungen baghånd. Det hold, som ender med bogormen, bebrejder ham for tabte vinderchancer. Klassen ved det. Og han ved.
Han oplever nu daglige nederlag. Og møder pludselig modstand mod hans person. Det starter i frikvartererne, på boldbanen, men arbejder sig stille og roligt med ind i klasselokalet...gruppearbejdet...og videre til fritiden. Turen hjem fra skole.
Nej, måske går det ham ikke så galt. Måske lærer han med tiden at være sportslig. Måske vil resten af klassen elske at have fumle-tumler-drengen med på banen. Måske de finder stor personlig tilfredsstillelse ved at kunne inkludere en totalt boldmongol, klassens sociale outsider, i deres elskede sport.
Men jeg tvivler.
Og ja, jeg puster til ilden i en tid, hvor vi alle skal være politisk og pædagogisk korrekt.
Og nej, jeg er ikke fagperson. Jeg har ikke været på kursus i inklusionfremmende pædagogik.
Jeg VAR tilgengæld klassens bogorm.
Jeg VAR nørden, som ingen ville være på hold med.
Jeg VAR det totalt kiksede, meget lidt vellidt offerlam i skolegårdens daglige mobberier.
Når jeg ser tilbage på min skolegang, hænger der altid en sort sky over årene i folkeskolen.
Jeg var dansk lærerens kæledægge.
Jeg scorede 13 i alle sproglige fag (yes yes, så gammel er jeg).
Jeg gik i det forkerte tøj...og så var jeg genert.
Det er ikke starten på et ørehængerhit, men derimod min hverdag i mange lange år.
Og det bredte sig stille og roligt fra klasselokalet, til skolegården, til den privat sfære i fritiden.
Det startede med udelukkelse fra gruppen, de smarte, lederne.
Der voksede følere ud i frikvarteret og videre til cykelturen hjem fra skole.
Det kulminerede med flere års rendyrket mobning både fysisk og psykisk.
Når jeg tænker tilbage, ville jeg da ønske, at meget var anderledes.
Jeg ville ønske, at nogen havde lært mine bødler helt almindelige sociale spilleregler som tolerance og respekt. Om samarbejde. Live and let live. At nogen havde belært dem om mangfoldighed, at ikke alle kan eller skal være ens....og det er okay. ALLE behøves ikke være bedste venner, men ALLE skal behandle hinanden rimeligt.
Jeg ville ønske, at nogen havde guidet mig til et mere passende socialt fællesskab. Et sted, hvor jeg kunne mødes med ligesindede. Andre børn, som foretrak en god bog frem for frikvarterernes tvungne tortur med svingtovs-bondage og bold-idioti. For ja, jeg klottede jo over den skide snor hele tiden, jeg blev viklet ind og måtte bede om hjælp til at komme fri igen. Jeg forsinkede de andres leg i flere minutter, så ikke alle nåede deres tur til at hoppe, inden frikvarteret var omme.
Og ja, jeg glemte at gribe bolden, fordi jeg havde travlt med at lukke øjnene og dukke mig.....bolden susede hen over hovedet på mig, så de andre måtte bruge resten af frikvarteret på at finde den igen.
Joooh, jeg var også den, der smed boldtræet til højre og selv kastede mig mod venstre, for jeg var pisseræd for den skide tennisbold, som ALTID ramte mig på låret med 140 km/t og lammede min evne til at løbe banen rundt.
Men jeg var god til nogle andre ting, som bare ikke blev værdsat i netop min klasse.
Jeg kunne skrive en 25 sider lang stil på et par timer....og hive endnu et 13-tal hjem.
Jeg var ferm til solo-sport.
Jeg læste fagbøger om indiansk-kultur kaldt hjem fra KBh universitetsbibliotek. Og allerede i 4 klasse måtte min mor skrive en skriftlig tilladelse til biblioteket, at jeg godt måtte låne voksen-bøger (Leon Uris lå da højt på listen).
Jeg var usædvanlig hurtig til at lære nye sprog. (Til dem der kender mig lidt bedre: nej, ikke lige tysk, men det ER jo heller ikke et rigtigt sprog men nærmere en halssygdom. No disrespect intended.)
Men nej.....sådanne egenskaber var bare ikke i høj kurs og jeg høstede ikke mange point på dén konto.
Det var bare et dårligt match, dem og jeg. Det udviklede sig, det voksede, det blev stort og grimt. For mig, men sikkert også for dem, som følte sig presset. Først til at have mig med og senere til at mobbe for at få afløb fra de frustrationer, som de ganske givet følte i forhold til førnævnte.
Ville jeg gerne have været drillerierne foruden?
JA da.
Ville jeg gerne have haft et bedre socialt netværk i fritiden?
Naturligvis!
Ville jeg gerne inkluderes i klassens kammeratskab?
HELL NO!
Jeg passede ikke ind dér. Det vidste DE....og det vidste JEG.
Vi skal ikke alle være ens...men vi skal alle accepteres, for den vi nu en gang er.
Vi skal ikke alle have de samme interesser eller være gode til de samme ting og dele de samme interesser....men vi skal finde et ståsted, hvor vores evner og talenter kommer til deres ret sammen med ligesindede.
Vi skal ikke alle inkluderes i de samme sammenhænge.
Der skal være plads og rummelighed til alle....vi skal lære at favne bredt.
Der skal være accept og tolerance.....på tværs af forskellighederne.
Der skal være samarbejde i klasselokalet, selvom man måske ikke går så godt i spænd ret personligt.
Men fritiden og herunder frikvartererne, må være børnenes egne.
Jeg vil da heller ikke tvinges til at være sammen med mine kolleger i fritiden. Jeg skal nok samarbejde og behandle alle ordentligt på arbejdspladsen, men når jeg har fri, bestemmer jeg selv. Så omgiver jeg mig med folk, som jeg klikker med. Og det synes jeg også, børn skal have lov til.
Det handler for mig om at finde det rette match til ens børn, et sted hvor de kan opbygge personlige sociale relationer i fritiden....og sikre, at de i skoleregi opfører sig socialt ansvarligt, dvs behandler alle med respekt og træder ind i klasselokalet med et ønske om at samarbejde på tværs af fritidens interesser og sociale relationer.
Fra børn og fulde folk
Ugens rappe replikker:
---------------------
Trolden: kan du ik lige stoppe en sut i lillebror?
Mig: øøøøh.... ?
Trolden: ja, jeg syns det er et relevant spørgsmål!
(suk! igen!)
---------------------
Trolden: skal vi ikke snart besøge din veninde og ham den lille søde dreng?
Mig: Nej, det kan vi ikke...min veninde er på arbejde i dag.
Trolden: jamen, kunne vi så ikke lige suse over til hendes lille dreng?
Mig: nej, han er jo ikke ovre hos hende, imens hun er på job....det er jo ikke HENDES dreng.....det er en dreng, hun passer.....
Trolden: Nånå, skulle hun så ikke tage at gøre det ordentligt, i stedet for at rende på arbejde hele tiden?
(dobbelt suk)
---------------------
---------------------
Trolden: kan du ik lige stoppe en sut i lillebror?
Mig: øøøøh.... ?
Trolden: ja, jeg syns det er et relevant spørgsmål!
(suk! igen!)
---------------------
Trolden: skal vi ikke snart besøge din veninde og ham den lille søde dreng?
Mig: Nej, det kan vi ikke...min veninde er på arbejde i dag.
Trolden: jamen, kunne vi så ikke lige suse over til hendes lille dreng?
Mig: nej, han er jo ikke ovre hos hende, imens hun er på job....det er jo ikke HENDES dreng.....det er en dreng, hun passer.....
Trolden: Nånå, skulle hun så ikke tage at gøre det ordentligt, i stedet for at rende på arbejde hele tiden?
(dobbelt suk)
---------------------
Bleskift a la hulabye....eller....byebye hyggestund, hello tvangsindlæggelse....eller....gale opfindere er der åbenbart nok af...
Ærligt, det kan godt være lidt en udfordring at skifte et aktivt lille kravlebarn. Først skal man jo indfange den løbske tumling på stuegulvet. Det er faktisk sin sag, når nu mindstemusen har lært at krybe i ekspresfart. Endnu sværere bliver det, idet han også har lært at sno sig som en glat ål. Når man samtidigt grundet slemme lugtgener skal holde sig for næsen, ja, så har man jo kun én ledig hånd at gøre godt med.
Man kan dog ved at kaste sig ind fra sidelinien gribe om tumlings mavse med en velanrettet højrearm. Et lille snuptag senere er samme tumling slynget ret op og ind mod babyfangers brystkasse, hvor han fikseres med et fast klem.
En yndefuld ballet uden om diverse lysende legetøj og talende bamser garanterer en nogenlunde sikker rute tværs over stuegulvet. Babymus placeres vandret i rygleje på dertil indrettet pusleplads og et-hånds-bleskift påbegyndes (bemærk at den anden hånd grundet risiko for gasudslip fortsat er beskæftiget omkring eget snueparti).
Baby vrider og drejer sig for at modarbejde ethvert forsøg på at holde indholdet af brugt ble indenborde. Man indser, at man har minimum én arm for lidt.
Klemme om egen tud, fastholde babykrop, af- og påmontere bleer.....og kun to hænder....no can do.
Men frygt ej, hjælpen er nær.
De kloge hoveder har endnu en gang opfundet en gal-genial dingenot til netop denne situation.
En baby-fikserings-harness til den livlige tumling på puslebordet.
I kid you not!
Den FINDES virkelig.
Hulabye, som ses herover, kan blandt andet bestilles via amazon.com.
Jamen, det er jo ikke til at få armene ned. Hvordan klarede jeg mig nogensinde gennem talrige bleskift af min ældste uden denne fantastiske opfindelse?
Misforstå mig ikke.
Jeg går all in når det handler om at skære genvej til succes. Jeg kravler som oftest igennem gærderet, hvor hullet er størst. Meeeen jeg synes altså alligevel, at NU er toppen af idiotien da nået. At skulle iføre sit barn spændetrøje inden hvert bleskift dræber i mine øjne lidt den hyggelige puslestund.
Det er vist ikke den længste ål i rusen som bestod Georg Gearløs-skolen med denne opfindelse.
Bedre held næste gang....i mellem tiden vil jeg så vikle min egen mindstemus ud af de 5 1/2 meter gaffatape, som pt muliggør et hyggeligt mellemmåltid i ro og fordragelighed, med masser af øjenkontakt og lærerig socialisering mellem mor og baby.
Marineret bonus-datter
Jeg sidder hér med snotnæsen dryppende ned i min allerede noget tynde og halvkolde the, da bonus-princessen vender hjem efter træning.
Hun snakker. Hun fortæller. Hun svinger med venstre arm som en anden vindmølle på speed.
Jeg får hende gelejdet ud i køkkenet til en bid sen aftensmad.
Hun smører mad. Hun fortæller livlige anekdoter fra 5. klasse. Hun svinger fortsat med venstre arm.
Jeg søber min nu meget kolde the. Eneste fordel er vist, at jeg ikke brænder tungen. Jeg konstaterer undrende, at jeg pludselig har fri passage i mine luftveje. Jeg kan trække vejret ganske ubesværet. Alligevel imponerende hvad sådan en kop the kan udrette....og så endda en kold the. Fantastisk.
Princessen imponerer med sin store viden udi tweenie intriger. Og svinger med venstre arm.
Jeg mister for en stund koncentrationen. Mine sanser spiller mig klart et puds. Jeg kan nu ligefrem snuse den lindrende pebermyntethe. Ret imponerende, da jeg faktisk har tilberet en temmelig kedelig earl grey.
Mens jeg bliver sat godt og grundigt ind i tøsefnidderens forunderlige verden, begynder den dér svingende arm at irritere mit åsyn. Jeg må til sidst spørge direkte, om hun er gået i selvsving. Er der tale om en forbigående OCD? Eller forsøger hun blot at holde sig vågen længe nok til at konsumere lidt efter-trænings-mad?
Næææ nej, men hun har været til judo træning.
Joh tak, det ved jeg skam godt. Men hva har det med svingarmen at gøre?
Hun havde fået ondt i venstre albue.
Sagt, som om dén information forklarer alverdens spasmer. Jeg ser stadig lige uforstående ud og nærmere forklaring følger da også modvilligt.
I træningslokalet står sådan noget Tigerbalsam. Til fri afbenyttelse. Det skulle jo være så godt mod ledsmerter. Så princessen havde altså vovet forsøget og smurt et ordentligt tykt lag på hele venstre arm. Det har ganske rigtigt taget smerten i albueleddet. Tilgengæld er der opstået en brændende fornemmelse a la Sankt Hans-bål i stort set hele armen. Hvorfor hun altså svinger den, for at dulme branden. Og, nå ja, det faktum at hun har marineret sig selv i rå mængder Tigerbalsam forklarer både den liflige duft (for ikke at sige stærkt tiltagende stank) af mynte samt min pludselige evne til igen at trække vejret ubesværet.
Herligt herligt.
Hun snakker. Hun fortæller. Hun svinger med venstre arm som en anden vindmølle på speed.
Jeg får hende gelejdet ud i køkkenet til en bid sen aftensmad.
Hun smører mad. Hun fortæller livlige anekdoter fra 5. klasse. Hun svinger fortsat med venstre arm.
Jeg søber min nu meget kolde the. Eneste fordel er vist, at jeg ikke brænder tungen. Jeg konstaterer undrende, at jeg pludselig har fri passage i mine luftveje. Jeg kan trække vejret ganske ubesværet. Alligevel imponerende hvad sådan en kop the kan udrette....og så endda en kold the. Fantastisk.
Princessen imponerer med sin store viden udi tweenie intriger. Og svinger med venstre arm.
Jeg mister for en stund koncentrationen. Mine sanser spiller mig klart et puds. Jeg kan nu ligefrem snuse den lindrende pebermyntethe. Ret imponerende, da jeg faktisk har tilberet en temmelig kedelig earl grey.
Mens jeg bliver sat godt og grundigt ind i tøsefnidderens forunderlige verden, begynder den dér svingende arm at irritere mit åsyn. Jeg må til sidst spørge direkte, om hun er gået i selvsving. Er der tale om en forbigående OCD? Eller forsøger hun blot at holde sig vågen længe nok til at konsumere lidt efter-trænings-mad?
Næææ nej, men hun har været til judo træning.
Joh tak, det ved jeg skam godt. Men hva har det med svingarmen at gøre?
Hun havde fået ondt i venstre albue.
Sagt, som om dén information forklarer alverdens spasmer. Jeg ser stadig lige uforstående ud og nærmere forklaring følger da også modvilligt.
I træningslokalet står sådan noget Tigerbalsam. Til fri afbenyttelse. Det skulle jo være så godt mod ledsmerter. Så princessen havde altså vovet forsøget og smurt et ordentligt tykt lag på hele venstre arm. Det har ganske rigtigt taget smerten i albueleddet. Tilgengæld er der opstået en brændende fornemmelse a la Sankt Hans-bål i stort set hele armen. Hvorfor hun altså svinger den, for at dulme branden. Og, nå ja, det faktum at hun har marineret sig selv i rå mængder Tigerbalsam forklarer både den liflige duft (for ikke at sige stærkt tiltagende stank) af mynte samt min pludselige evne til igen at trække vejret ubesværet.
Herligt herligt.
Skal lige dampe af......
Troede ikke min frustration kunne blive større...slet ikke efter de gode nyheder fra DPmor i sidste uge. Meldingen lød, at den nye DPpædagog tydeligt så mindstemusen som FTF og sansesart og derfor gerne ville have et fælles møde.
Men men men....
Mødet med DPmor og DPpædagog er nu overstået.
Nu skal jeg så lige vikle mig fri af den lilla stofble og kyle en stiv whisky gennem halsen for at dræbe smagen af frugtte. (Ingen generalisering eller fornærmelse mod pædagog-branchen som helhed, blot en konstatering af at førnævnte fagpersonel ikke just anskuer verden HELT så realistisk, som visse andre.)
I bund og grund har hun jo læst mindstemusen helt rigtigt.
Hendes handlingsplan og strategier giver umiddelbart god mening.
Jeg bryder mig bare ikke om at blive talt ned til. "Talt ned til" er måske ikke en helt fair beskrivelse. Talt til som var jeg et 2 1/2 års vuggestuebarn er nok mere korrekt.
"....jeg kan godt høre din bekymring, men jeg tænker jo....jeg forstår, din frustration, men jeg mener jo....vi skal sammen tilgodese....vi skal skabe fælles struktur....vi bør....vi skal skærme ham....vi skal tage hensyn...vi skal skabe pusterum.....tænker du ikke også?...."
Jo, jeg tænker skam også.
Jeg tænker, at det alt sammen lyder meget fint.
Jeg tænker, at bedst som jeg er enig, hører jeg ting som:
"...mor SKAL aflevere kl 8 hver dag, hverken før eller senere, for så hænger DPmors formiddagsrutiner bedst sammen.....hjemmet skal sikre en god nattesøvn, så han møder veludhvilet og veloplagt.......hjemmet skal skærme ham fra lyde og indtryk....hjemmet skal sikre, at han skærmes fra TV....hjemmet skal sikre, at han skærmes fra større søskende.....hjemme skal sikre, at han skærmes fra forstyrrende besøg....hjemmet skal sikre, at han.....mor skal hver dag medbringe kugledyne til DP....mor skal hver dag tage barnevognen med hjem og i en periode lade ham sove dér om natten.....bla bla"
Vi SKÆRMER allerede, så meget som muligt. Men jeg KAN ikke skille mig af med de to store børn. De har været i mit liv længe, og jeg er kommet til at se dem som en del af familien. Jeg KUNNE måske få et betragteligt antal kameler for min 11-årige og meget blonde bonus datter, men ærlig talt ved jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med dem. Min egen knægt får jeg noget sværere ved at afhænde, idet han taler som et vandfald og æder som en mindre hest
Jeg finder det umådeligt svært at skærme musen fra TV, lyde, indtryk og gæstevisitter. Det ville betyde en svær tilbagegang i den øvrige families sociale sfære og dagligdag. JA, naturligvis KUNNE mindstemus og jeg flytte ned i den mørke kælder, men det er ikke en løsning, som ligger lige til højrebenet.
Sikre nattesøvn...jo tak, gerne....også til mig! Jeg har bare ikke knækket koden endnu. At sove i barnevognen hver nat ER jo prøvet af og virkede under ingen omstændigheder. Tværtimod sover han ENDNU mere uroligt i dén. Vi SKAL vel ikke prøve alle de gamle strategier af igen, blot fordi HUN er ny spiller på banen.
Møde kl 8 hver dag, jojo....den er fin...så længe jeg går hjemme og er nogenlunde herre over egen tid. Men jeg HAR 2 andre børn, som også skal hældes ud af døren hver morgen. Og på et tidspunkt får jeg vel forhåbentligt job igen, men det kan da blive svært, hvis arbejdstider skal tilpasses DPs behov for at mindstemusen afleveres kl 8 sharp hver dag.
Kugledynen medbringer jeg allerede hver dag. Men tak for det belærende tonefald.
Forstå mig ret, jeg er VILD med DPmor. Hun er det varmeste, mest favnende væsen. Jeg kunne ikke have fundet en bedre selv! Og jeg sætter umådelig står pris på, at der endelig er fagpersonel, som ser mindstemusens sarte jeg og behov. Jeg havde måske bare håbet på noget mere brugbart. Ikke de samme gamle fejlslagne forsøg igen-igen, ikke den belærende bedrevidende tone som om VI har gjort ham sansesart eller ligefrem gør ondt værre. Tiltag, som rent faktisk kan fungere i praksis i en almindelig familie med 3 børn i alle aldersgrupper. Ikke fuldstændig utopiske forslag, som aldrig kan implementeres i et familieliv.
Jeg har brug for NYE input. Som er overskuelige og som virker i det daglige. Som kan implementeres, uden at den øvrige familie skal lide alt for store afsavn.
Jeg føler tilgengæld ikke det mindste behov for at gå tilbage til square 1 og gentage fortidens forfejlede strategier. Ikke flere fiaskoer, takellersmangegangetak!
Giv mig nu nogle værktøjer, som virker, be pænt om. Jeg får SPUNK.
SUK.
Men men men....
Mødet med DPmor og DPpædagog er nu overstået.
Nu skal jeg så lige vikle mig fri af den lilla stofble og kyle en stiv whisky gennem halsen for at dræbe smagen af frugtte. (Ingen generalisering eller fornærmelse mod pædagog-branchen som helhed, blot en konstatering af at førnævnte fagpersonel ikke just anskuer verden HELT så realistisk, som visse andre.)
I bund og grund har hun jo læst mindstemusen helt rigtigt.
Hendes handlingsplan og strategier giver umiddelbart god mening.
Jeg bryder mig bare ikke om at blive talt ned til. "Talt ned til" er måske ikke en helt fair beskrivelse. Talt til som var jeg et 2 1/2 års vuggestuebarn er nok mere korrekt.
"....jeg kan godt høre din bekymring, men jeg tænker jo....jeg forstår, din frustration, men jeg mener jo....vi skal sammen tilgodese....vi skal skabe fælles struktur....vi bør....vi skal skærme ham....vi skal tage hensyn...vi skal skabe pusterum.....tænker du ikke også?...."
Jo, jeg tænker skam også.
Jeg tænker, at det alt sammen lyder meget fint.
Jeg tænker, at bedst som jeg er enig, hører jeg ting som:
"...mor SKAL aflevere kl 8 hver dag, hverken før eller senere, for så hænger DPmors formiddagsrutiner bedst sammen.....hjemmet skal sikre en god nattesøvn, så han møder veludhvilet og veloplagt.......hjemmet skal skærme ham fra lyde og indtryk....hjemmet skal sikre, at han skærmes fra TV....hjemmet skal sikre, at han skærmes fra større søskende.....hjemme skal sikre, at han skærmes fra forstyrrende besøg....hjemmet skal sikre, at han.....mor skal hver dag medbringe kugledyne til DP....mor skal hver dag tage barnevognen med hjem og i en periode lade ham sove dér om natten.....bla bla"
Vi SKÆRMER allerede, så meget som muligt. Men jeg KAN ikke skille mig af med de to store børn. De har været i mit liv længe, og jeg er kommet til at se dem som en del af familien. Jeg KUNNE måske få et betragteligt antal kameler for min 11-årige og meget blonde bonus datter, men ærlig talt ved jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med dem. Min egen knægt får jeg noget sværere ved at afhænde, idet han taler som et vandfald og æder som en mindre hest
Jeg finder det umådeligt svært at skærme musen fra TV, lyde, indtryk og gæstevisitter. Det ville betyde en svær tilbagegang i den øvrige families sociale sfære og dagligdag. JA, naturligvis KUNNE mindstemus og jeg flytte ned i den mørke kælder, men det er ikke en løsning, som ligger lige til højrebenet.
Sikre nattesøvn...jo tak, gerne....også til mig! Jeg har bare ikke knækket koden endnu. At sove i barnevognen hver nat ER jo prøvet af og virkede under ingen omstændigheder. Tværtimod sover han ENDNU mere uroligt i dén. Vi SKAL vel ikke prøve alle de gamle strategier af igen, blot fordi HUN er ny spiller på banen.
Møde kl 8 hver dag, jojo....den er fin...så længe jeg går hjemme og er nogenlunde herre over egen tid. Men jeg HAR 2 andre børn, som også skal hældes ud af døren hver morgen. Og på et tidspunkt får jeg vel forhåbentligt job igen, men det kan da blive svært, hvis arbejdstider skal tilpasses DPs behov for at mindstemusen afleveres kl 8 sharp hver dag.
Kugledynen medbringer jeg allerede hver dag. Men tak for det belærende tonefald.
Forstå mig ret, jeg er VILD med DPmor. Hun er det varmeste, mest favnende væsen. Jeg kunne ikke have fundet en bedre selv! Og jeg sætter umådelig står pris på, at der endelig er fagpersonel, som ser mindstemusens sarte jeg og behov. Jeg havde måske bare håbet på noget mere brugbart. Ikke de samme gamle fejlslagne forsøg igen-igen, ikke den belærende bedrevidende tone som om VI har gjort ham sansesart eller ligefrem gør ondt værre. Tiltag, som rent faktisk kan fungere i praksis i en almindelig familie med 3 børn i alle aldersgrupper. Ikke fuldstændig utopiske forslag, som aldrig kan implementeres i et familieliv.
Jeg har brug for NYE input. Som er overskuelige og som virker i det daglige. Som kan implementeres, uden at den øvrige familie skal lide alt for store afsavn.
Jeg føler tilgengæld ikke det mindste behov for at gå tilbage til square 1 og gentage fortidens forfejlede strategier. Ikke flere fiaskoer, takellersmangegangetak!
Giv mig nu nogle værktøjer, som virker, be pænt om. Jeg får SPUNK.
SUK.
Words for Kids app
Jeg bliver nødt til lige at gøre lidt reklame for denne fantastiske app.
Words for Kids er intet mindre end genial.
Man lægger et billede ind.
Skriver ordet, som passer til.
Indtaler ordet.
Gentager processen, indtil man har x antal forskellige ord.
Planter sit lille skolebarn med mors iphone og voila. Stavetræning (med kendte ord) kan nu påbegyndes.
Man kan undervejs bytte ord ud, lægge nye til, slette nogen og derved øge sværhedsgraden. Clever!
Appen fås som gratis version og betalingsversion (13 kr).
Eneste forskel er, at man i gratis versionen er begrænset til 15 ord ad gangen og at man ikke kan oprette ord-grupper.
Words for Kids er intet mindre end genial.
Man lægger et billede ind.
Skriver ordet, som passer til.
Indtaler ordet.
Gentager processen, indtil man har x antal forskellige ord.
Planter sit lille skolebarn med mors iphone og voila. Stavetræning (med kendte ord) kan nu påbegyndes.
Man kan undervejs bytte ord ud, lægge nye til, slette nogen og derved øge sværhedsgraden. Clever!
Appen fås som gratis version og betalingsversion (13 kr).
Eneste forskel er, at man i gratis versionen er begrænset til 15 ord ad gangen og at man ikke kan oprette ord-grupper.
Om skolebørn og totemdyr
Åååh gud, klukker af grin.
Trolden på 5 år har netop med gravalvorlig mine proklameret: "jeg kyndgør hermed, at mit to-tal er en laks!!" hvorefter han med næsen i vejret forlod stuen.
Efter et par minutters måben genvandt jeg fatningen og indhentede ham på trappen til førstesalen. "Hvad mener du med, at dit to-tal er en laks?"
Himmelvendte øjne.
Mødre er tiltider ret fatsvage og forstår stort set intet.
"Jeg mener det, jeg siger. Mit....to-tal....er....en laks!"
"Øøøøøh aha....og hvodden ved du det?"
Armene over kårs, en meget lidt overbærende men tilgengæld lettere spottende mine.
"Det har jeg lært af Bjørne Brødre. Der er lissom en test på dvden.....så kan man se, hvad ens to-tal er....og mit to-tal er altså en LAKS."
At kvæle latteren i halsen og anlægge en lige så seriøs mine som trolden.
"Ikke to-tal, skattebarn, men TO-TEM. Og dit totemdyr er så en laks? Hvad vil det så sige?"
Svaret kom prompte: "At jeg minder meget om en laks, saføli."
Ja, jo, godt så.
"Jamen altså....hvad KAN sådan en laks da?"
"Aner det VIRkelig ik. Ik en pind, tror jeg....ud over at stinke enormt meget af rådne fisk!!!"
Jeg måtte simpelthen skynde mig at haste nedenunder igen, hvor jeg mildest talt knækkede sammen i de vildeste latterkramper med tårer ned af kinderne.
Da jeg havde sundet mig, googlede jeg det lige for sjov.
En søgning på "totemdyr laks" gav følgende resultat:
"Laks.
Evnen til visdom.
Laks rejser til sit endelige mål mod alle forhindringer i sin søgen efter at blive genforenet med det guddommelige. Dette dyrs energi hjælper os med at udvikle visdom til at finde meningen og formålet med vores liv, og bevæge os med ihærdighed på vores spirituelle vej. Bevidstgørelse af at livet er en rejse tilbage til det guddommelige. Hjælper én til at finde den spirituelle mening med livet og formålet med det. Får én til at se og forstå sin spirituelle vej, og at kunne bevæge sig ud af den med styrke og i tillid."
(Må tilstå, at det lyder bedre end "evnen til at stinke enormt meget af rådne fisk" hehe)
Trolden på 5 år har netop med gravalvorlig mine proklameret: "jeg kyndgør hermed, at mit to-tal er en laks!!" hvorefter han med næsen i vejret forlod stuen.
Efter et par minutters måben genvandt jeg fatningen og indhentede ham på trappen til førstesalen. "Hvad mener du med, at dit to-tal er en laks?"
Himmelvendte øjne.
Mødre er tiltider ret fatsvage og forstår stort set intet.
"Jeg mener det, jeg siger. Mit....to-tal....er....en laks!"
"Øøøøøh aha....og hvodden ved du det?"
Armene over kårs, en meget lidt overbærende men tilgengæld lettere spottende mine.
"Det har jeg lært af Bjørne Brødre. Der er lissom en test på dvden.....så kan man se, hvad ens to-tal er....og mit to-tal er altså en LAKS."
At kvæle latteren i halsen og anlægge en lige så seriøs mine som trolden.
"Ikke to-tal, skattebarn, men TO-TEM. Og dit totemdyr er så en laks? Hvad vil det så sige?"
Svaret kom prompte: "At jeg minder meget om en laks, saføli."
Ja, jo, godt så.
"Jamen altså....hvad KAN sådan en laks da?"
"Aner det VIRkelig ik. Ik en pind, tror jeg....ud over at stinke enormt meget af rådne fisk!!!"
Jeg måtte simpelthen skynde mig at haste nedenunder igen, hvor jeg mildest talt knækkede sammen i de vildeste latterkramper med tårer ned af kinderne.
Da jeg havde sundet mig, googlede jeg det lige for sjov.
En søgning på "totemdyr laks" gav følgende resultat:
"Laks.
Evnen til visdom.
Laks rejser til sit endelige mål mod alle forhindringer i sin søgen efter at blive genforenet med det guddommelige. Dette dyrs energi hjælper os med at udvikle visdom til at finde meningen og formålet med vores liv, og bevæge os med ihærdighed på vores spirituelle vej. Bevidstgørelse af at livet er en rejse tilbage til det guddommelige. Hjælper én til at finde den spirituelle mening med livet og formålet med det. Får én til at se og forstå sin spirituelle vej, og at kunne bevæge sig ud af den med styrke og i tillid."
(Må tilstå, at det lyder bedre end "evnen til at stinke enormt meget af rådne fisk" hehe)
Dagens tilbud i Lidl
Måske man skulle smide en uopfordret ansøgning ind af døren hos den lokale Lidl.
Jeg har just i dag foretaget mine sædvanlige småindkøb i min yndlings diskountbiks. Turen gennem butikken forløb uden de store udfordringen, hvilket den halvsovende ekspedient ved kassen tilsyneladende havde en del af. Store udfordringer, altså.
Da jeg skal til at betale faldt jeg nærmest bagover. Beløbsstørrelsen kunne på ingen måde anerkendes. Jeg svingede dog mit mastercard med en nonchalant armbevægelse for ikke at forsinke hele køen og bad om at få udleveret bonnen. Jeg trak mig pænt tilbage til pakkebordet og gjorde klar til at gennemgå den minutiøst. Dét var dog ikke nødvendigt. Fejlen var simpelthen så iøjnefaldende, at jeg straks bemærkede den.
Jeg sprang tilbage til kassedamen (som i dagens anledning var en ung fyr, hvis skostørrelse oversteg hans IQ med et tocifret decimaltal) og anfægtede fejlen: 15 stk æg til den nette sum af 220 danske kroner.
Jeg forventede jo nok, at han uden videre bevisfremførelse ville anerkende fejlen og fluks udbetale differencen. Men nej. I bedste Fakta stil (vi-vil-så-gerne-have-at-du-bliver-lidt-længere) kaldte han nu en leder til kassen. Bevares, tænkte den naive, der skal nok bruges to nøgler for at udbetale kontanter fra kassen. Det viste sig dog IKKE at være den primære årsag for tilkaldelse af støttepersonel. Næ nej.
"Øøøøøh kunden mener, at æggene er slået forkert ind...kan det være rigtigt, at der er sket en fejl, så hun skal have penge tilbage?"
KATJIIIING. Lederens dobbelthage ramte linoleumsgulvet med 420 kilometer i timen. Han sagde ikke noget. Han stirrede bare ufravendt på kassedame-fyren. Ja, faktisk måbede hele kødannelsen bag mig og jeg selv glippede vantro med øjnene.
Det føltes som en evighed, før lederen rømmede sig og kvækkede: "ja altsåååååå.....der er vist lige kommet et 2-tal for meget....vil du slå 200 kr ud."
20 minutter senere hastede jeg ud i bilen. Køreturen hjem foregik hensunket i egen tankerække. Uopfordret ansøgning til Lidl. Enten har de hårdt brug for en ny kassemedarbejder.....eller også mangler de blot en støttepædagog.
Jeg har just i dag foretaget mine sædvanlige småindkøb i min yndlings diskountbiks. Turen gennem butikken forløb uden de store udfordringen, hvilket den halvsovende ekspedient ved kassen tilsyneladende havde en del af. Store udfordringer, altså.
Da jeg skal til at betale faldt jeg nærmest bagover. Beløbsstørrelsen kunne på ingen måde anerkendes. Jeg svingede dog mit mastercard med en nonchalant armbevægelse for ikke at forsinke hele køen og bad om at få udleveret bonnen. Jeg trak mig pænt tilbage til pakkebordet og gjorde klar til at gennemgå den minutiøst. Dét var dog ikke nødvendigt. Fejlen var simpelthen så iøjnefaldende, at jeg straks bemærkede den.
Jeg sprang tilbage til kassedamen (som i dagens anledning var en ung fyr, hvis skostørrelse oversteg hans IQ med et tocifret decimaltal) og anfægtede fejlen: 15 stk æg til den nette sum af 220 danske kroner.
Jeg forventede jo nok, at han uden videre bevisfremførelse ville anerkende fejlen og fluks udbetale differencen. Men nej. I bedste Fakta stil (vi-vil-så-gerne-have-at-du-bliver-lidt-længere) kaldte han nu en leder til kassen. Bevares, tænkte den naive, der skal nok bruges to nøgler for at udbetale kontanter fra kassen. Det viste sig dog IKKE at være den primære årsag for tilkaldelse af støttepersonel. Næ nej.
"Øøøøøh kunden mener, at æggene er slået forkert ind...kan det være rigtigt, at der er sket en fejl, så hun skal have penge tilbage?"
KATJIIIING. Lederens dobbelthage ramte linoleumsgulvet med 420 kilometer i timen. Han sagde ikke noget. Han stirrede bare ufravendt på kassedame-fyren. Ja, faktisk måbede hele kødannelsen bag mig og jeg selv glippede vantro med øjnene.
Det føltes som en evighed, før lederen rømmede sig og kvækkede: "ja altsåååååå.....der er vist lige kommet et 2-tal for meget....vil du slå 200 kr ud."
20 minutter senere hastede jeg ud i bilen. Køreturen hjem foregik hensunket i egen tankerække. Uopfordret ansøgning til Lidl. Enten har de hårdt brug for en ny kassemedarbejder.....eller også mangler de blot en støttepædagog.
Om syge børn og telefonsælgere
Så kom den længe ventede fysiske reaktion på opstart i dagplejen. (Og nej, dagplejemor er IKKE gået ned med stress ej heller sprunget en trommehinde eller to!)
Mindstemusen er blevet snottet!!! Jojo, han er nu i besiddelse af den klassiske institutionssnude med et fiiiint klistret 11-tal hængende under ud og tiltider i guirlander over til mors Gina Tricot trøje.
ER børn dog ikke vidunderlige.
Nå, men nu kommer en glæde jo særligt alene, så naturligvis har han da også udviklet sig til en lille brækfontæne af halvfortærede madrester, lige dele af rugbrød med smørreost og kiwi-puré. Nydelig farve, en skam det pletter af H til. Jaja, det er jo ikke noget, der ikke kan afhjælpes ved at mose en brunsæbe opvreden klud i halsen på baby....eller var det mod pletten???! Åh, hvem kan dog også holde styr på alle de gode gamle husråd.....
Prikken over det berømte i var dog, at han midt under et bleskift valgte at lege springvand. Tro mig, det er en mor til drengebørn, der har fået den oprindelige inspiration til alle disse søøøøde små springvand udformet som tissende småpoder. I virkeligheden har hun nok i sit stille sind ønsket, at hendes lille umuligus kunne stå SÅ pænt stille og forrette sin nødtørft helt uden at strinte ved siden af. For virkeligheden er skisme ikke så idyllisk. Tværtom, må jeg side. Mens baby ligger dér nok så fint på ryggen, åbner man bleen og fjerner denne med et snuptag. Man fjerner i 2 sekunder blikket fra baby for at folde den nye ble ud og........mærker så den lidet ønskværdige våde fornemmelse ned af eget ben. (Nej, det handler IKKE om min alder, jeg lider IKKE af inkontinens og velmenende, lettere spydige bekendte bedes afholde sig fra at fremsende Tena Lady.) Baby har tisset. I en meget æstetisk bue henover puslepude og bordkant og ud på mutters lårbasse. Idet mutter er iklædt smarte og meget blanke nylonstrymper, løber tisstrømmen nu sagte ned af stænglerne og samler sig i en lille sø forneden. Det vil sige, at mutters sko nu er et mindre (og meget ildelugtende) friluftsbad.
Tak for det min dreng.
Mens man forsøger at påspænde babys ble med den ene hånd forsøger den anden hånd nu at tørre gulvtæppet samtidig med at kroppen vrider sig ud af tøjet. Hjernen er på nuværende tidspunkt stået helt af og alle motoriske funktioner kører på ren rutine.
Naturligvis vælger Jyllandsposten netop dette øjeblik til en lille salgstale. Ja, per ren refleks griber man jo fonen, når den bimler. Dumt. MEGET dumt.
I den anden ende befinder sig nemlig en særligt ihærdig sælger. Han kan tydeligt se, at jeg i 2008-2009 abonnerede på deres regnskovsmisbrug. Jeg tvivler. Han insisterer. Min hjerne vågner langsomt op til dåd og indsparker et svagt minde. Min ex holdt avisen på et tidspunkt. Sælger giver ikke så let op. Abonnementet har stået i mit navn og kan nu gentegnes for en mindre formue og min førstefødtes sjæl. Næ tak, ellersmangegangeNEJtak. Jeg kan få en kniv med i købet. Jotak men nejtak, jeg mangler ikke skarpe genstande.
Hvad med en vejrstation. Næ nej, jeg pudsede vinduer for et års tid siden, så jeg kan stadig skimte ud og ved selvsyn registrere vejrliget.
Hvad så med en skridttæller, det er jo blevet så moderne. Javeljajo, men det har jeg slet ikke interesse i. Jeg har rimeligt godt styr på mit skridt, så hvis du nu vil have mig undskyldt, vil jeg svømme ud af denne sø af tis, som jeg pt træder vande i.
Jamen hvad så med en.... NEEEEEEJ hvad end faen i pokker du nu vil kaste i nakken af mig, så er jeg ikke interesseret. Og nu farvel!
Samtidig med at jeg fjerner telefonen fra øret for at klappe røret på, hører jeg gudhjælpemig sælgeren ævle videre i sin salgstale. Enten har jeg fået en båndet stemme i røret eller også er vedkommende bare ikke den længste lort i kummen. Jarmen arltså!!!
I skrivende stund er jeg netop blevet færdig med at gøre rent og smukkesere mig. Jeg er dog ingenlunde færdig med at undre mig over visse menneskers mangel på pli og situationsfornemmelse.
Jeg afventer nu den øvrige families hjemkomst og irriterer mig faktisk lidt over at alle spor fra min overmåde kiksede dag er bortskaffet. HMPFGHT!!!
Mindstemusen er blevet snottet!!! Jojo, han er nu i besiddelse af den klassiske institutionssnude med et fiiiint klistret 11-tal hængende under ud og tiltider i guirlander over til mors Gina Tricot trøje.
ER børn dog ikke vidunderlige.
Nå, men nu kommer en glæde jo særligt alene, så naturligvis har han da også udviklet sig til en lille brækfontæne af halvfortærede madrester, lige dele af rugbrød med smørreost og kiwi-puré. Nydelig farve, en skam det pletter af H til. Jaja, det er jo ikke noget, der ikke kan afhjælpes ved at mose en brunsæbe opvreden klud i halsen på baby....eller var det mod pletten???! Åh, hvem kan dog også holde styr på alle de gode gamle husråd.....
Prikken over det berømte i var dog, at han midt under et bleskift valgte at lege springvand. Tro mig, det er en mor til drengebørn, der har fået den oprindelige inspiration til alle disse søøøøde små springvand udformet som tissende småpoder. I virkeligheden har hun nok i sit stille sind ønsket, at hendes lille umuligus kunne stå SÅ pænt stille og forrette sin nødtørft helt uden at strinte ved siden af. For virkeligheden er skisme ikke så idyllisk. Tværtom, må jeg side. Mens baby ligger dér nok så fint på ryggen, åbner man bleen og fjerner denne med et snuptag. Man fjerner i 2 sekunder blikket fra baby for at folde den nye ble ud og........mærker så den lidet ønskværdige våde fornemmelse ned af eget ben. (Nej, det handler IKKE om min alder, jeg lider IKKE af inkontinens og velmenende, lettere spydige bekendte bedes afholde sig fra at fremsende Tena Lady.) Baby har tisset. I en meget æstetisk bue henover puslepude og bordkant og ud på mutters lårbasse. Idet mutter er iklædt smarte og meget blanke nylonstrymper, løber tisstrømmen nu sagte ned af stænglerne og samler sig i en lille sø forneden. Det vil sige, at mutters sko nu er et mindre (og meget ildelugtende) friluftsbad.
Tak for det min dreng.
Mens man forsøger at påspænde babys ble med den ene hånd forsøger den anden hånd nu at tørre gulvtæppet samtidig med at kroppen vrider sig ud af tøjet. Hjernen er på nuværende tidspunkt stået helt af og alle motoriske funktioner kører på ren rutine.
Naturligvis vælger Jyllandsposten netop dette øjeblik til en lille salgstale. Ja, per ren refleks griber man jo fonen, når den bimler. Dumt. MEGET dumt.
I den anden ende befinder sig nemlig en særligt ihærdig sælger. Han kan tydeligt se, at jeg i 2008-2009 abonnerede på deres regnskovsmisbrug. Jeg tvivler. Han insisterer. Min hjerne vågner langsomt op til dåd og indsparker et svagt minde. Min ex holdt avisen på et tidspunkt. Sælger giver ikke så let op. Abonnementet har stået i mit navn og kan nu gentegnes for en mindre formue og min førstefødtes sjæl. Næ tak, ellersmangegangeNEJtak. Jeg kan få en kniv med i købet. Jotak men nejtak, jeg mangler ikke skarpe genstande.
Hvad med en vejrstation. Næ nej, jeg pudsede vinduer for et års tid siden, så jeg kan stadig skimte ud og ved selvsyn registrere vejrliget.
Hvad så med en skridttæller, det er jo blevet så moderne. Javeljajo, men det har jeg slet ikke interesse i. Jeg har rimeligt godt styr på mit skridt, så hvis du nu vil have mig undskyldt, vil jeg svømme ud af denne sø af tis, som jeg pt træder vande i.
Jamen hvad så med en.... NEEEEEEJ hvad end faen i pokker du nu vil kaste i nakken af mig, så er jeg ikke interesseret. Og nu farvel!
Samtidig med at jeg fjerner telefonen fra øret for at klappe røret på, hører jeg gudhjælpemig sælgeren ævle videre i sin salgstale. Enten har jeg fået en båndet stemme i røret eller også er vedkommende bare ikke den længste lort i kummen. Jarmen arltså!!!
I skrivende stund er jeg netop blevet færdig med at gøre rent og smukkesere mig. Jeg er dog ingenlunde færdig med at undre mig over visse menneskers mangel på pli og situationsfornemmelse.
Jeg afventer nu den øvrige families hjemkomst og irriterer mig faktisk lidt over at alle spor fra min overmåde kiksede dag er bortskaffet. HMPFGHT!!!
Abonner på:
Opslag (Atom)