Mindstemusen har været hjemme i dag. Hans dejlige dagplejemor skulle afsted på tema-tur og en tur i gæstepleje ville lægge hans verden i ruiner.
I stedet har han hygget herhjemme med lige dele bøllestreger og direkte sabotage. Humøret har været strålende højt, fuldt med glædespludren og babylatter. Skøøøønt.
Knap så skønt at man selv er blevet smittet af skattemusen og mildest talt LIDER. Bare fordi, man var flink at lege sygeplejerske i week enden. Typisk.
Nu er krydderen fyldt med snot, som truer med at flække kraniet, når det da ikke drypper ned i theen. Der sidder en grande kaktus på tværs i svælget, og de spontane hosteanfald får den til at hoppe op og ned og flå mandlerne i småstykker. Jeg skiftevis sveder som en helstegt pattegris på spyd over livlige luer og fryser så tænderne klaprer i takt med mindstemusens grineanfald.
Jeg ville ærlig talt helst smide mig halvdød på sofaen. Men mindstemusen har ingenlunde tænkt sig at gøre det nemt og bekvemt at være syg. NOGEN har fået den gode idé, at babys skal lære at KRAVLE. De skal til enhver tid lægges på maven så de motiveres til at fragte sig selv rundt. Dét har han også lært. Altså ikke just at kravle, men at fragte sig selv rundt. Han haler sig frem i armene ("man skulle tro, han gik til judo" siger bonus-princessen stolt) og der er i dén grad kommet fart over feltet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil prise mig lykkelig for hans nyfundne mobilitet, når han nærmer sig 18 år og vejer 67 kilo. Men lige præcis i dag ville et LIDT mindre aktivitetsniveau være at foretrække. Jeg ville mægtig gerne skrue tiden bare en måned tilbage. Til en tid, hvor man lagde bettemusen til rette på et aktivitetstæppe.....og dér blev han liggende og kiggede nok så betaget på en hæklet bil, mens rummet emmede af lutter idyl. (Jajajaja, jeg fordrejer muligvis sandheden en anelse. Det lyder på én eller anden måde bedre end "så lå baby dér og vrælede som en olm tyr, indtil nogen reddede ham fra hans eget selskab"....og at man forresten måtte slentre op og ned af stuegulvet i timevis med en utrøstelig lille mus på armen. Jeg foretrækker faktisk at fortrænge disse skrigeturene og i stedet tænke tilbage på et mere ønskværdigt glansbillede. Så altså lå han lige så fornøjet på sit tæppe, og han hyggede sig, detgjordehanihvertfald. BASTA!)
Sådan er det ikke længere.
Nu duer eget legetøj så absolut ikke mere, især har han set sig gal på de hæklede og meget babyvenlige dele i legetøjskassen. Tilgengæld har han en højnet interesse for iphones, ledninger, stikkontakter, akvariepumper og andre livsfarlige dingenoter. Som før nævnt er han tilmed blevet mægtig ferm til at suse hen over gulvet som en antændt lynkineser. Man kan lige nå at sige "nejnejnejFYslembaby" og franarre ham hundens kødben, før han befinder sig i den anden ende af hytten med det seneste nummer af Illustreret Videnskab i halsen.
Man kaster kødbenet fra sig, rammer egen tå, og humper så hurtigt som skaden nu tillader det efter bøllespirren. Redder de sørgelige og lettere opblødte rester af bladet, tilser den dunkende tå...og springer så ud i køkkenet, hvor mindstemusen nu forsøger at svinge hunden rundt i halen.
Løslader tilfangetagen og meget forskrækket hund, mens baby mosler sig videre ud i baggangen.
BANG SLAM KRASCH.
Herligt. En gastronomisk interesseret lille mand har væltet de fleste af mutters kogebøger på gulvet og er i færd med at fortære et hjørne af "Italienske Specialiteter".
Jeg kunne blive ved.
Dagen har budt på lige dele spændende udfordringer, forhindringsløb, nytænkning indenfor børnesikring af hus og hjem samt
Mindstemusen har sørget for, at mutter hér har motioneret både fysikken og de små grå. Faaaanragende.
Lige har jeg kapituleret til et anfald af svimmelhed. Baby er indfanget og al kampgejst neutraliseret (han er groft sagt interneret i egen kravlegård). Julemusikken breder sig i det lille hjem og maner til afslapning og sjælefred. Mor sukker tungt og nyder et øjebliks fred og ro på sofaen, mens terroristen kapitulerer til julens toner og kramme-kæler sin dino-bamse. Bonus-datteren har med panikken malet i ansigtet oplyst mig, at jeg er dybt gakgak og at NU cykler hun hjem til sin egen mor. Hun mente ingenlunde at julemusik hørte hjemme i september, men så ganske bestyrtet ud, da jeg som modsvar truede med KUN at servere risengrød i december. Dét har åbenbart ikke noget med hinanden at gøre. Haha.
Nå, men groft sagt er der dømt hygge over hele linien (så længe det varer).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar