Jeg har en ynkelig lille musling liggende på sofaen.
Næsen løber ned i pyntepuden og sofabordet er dækket af et tykt lag snotpapir. Han hoster og harker som en gammel nimbus på en kold efterårsdag, mens tårerne sprøjter ud af ham og bestøver de nærmeste stueplanter. Bleg med blanke øjne og cirka 500 grader varm at røre ved.
Den er god nok.
The man flu has claimed yet an other victim....again.
Han har det tydeligvis ganske rædsomt. Jeg overvejer seriøst at tage jagttegn og udfri ham af hans lidelser. Ikke kun fordi jeg nu er blevet begunstiget i hans testamentet, men fordi min næstekærlighed bobler over af medlidende og smider et par ekstra points på min i forvejen positive holdning til værdig dødshjælp.
Mens jeg læser op på jagtteori og kalibre, trænger et par undrende spørgsmål sig på.
Hvordan pokker manden min kan slæbe den ene gang influenza efter den anden til huse, er mig en evig gåde. Selv nystartede vuggestuebørn er ikke SÅ syge SÅ tit.
Og hvad der er endnu mere mærkværdigt: hvordan kan nogen, som ser så død ud, pludselig lyse op og grinende slynge vitser af sig, når ungdomsvennerne ringer for at ønske ham alt vel på den anden side af lystunnelen?
Mercedes, mindstemus og myldermås
Nej, vi har ikke fået ny bil.
Vi har været i byen.
For få dage siden valgte skattemusens chef nemlig at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og nyde sit otium i det jyske. I den anledning troppede hele familien naturligvis op til reception og anden festivitas for at vinke behørigt farvel til byens bedste chef.
Normalvis har mindstemusen en veludviklet appetit, men trods en bugnende buffet nægtede han pure at indtage noget som helst.
Før han smagte suppen.
Ikke en hvilken som helst suppe, mind you. Men SUPPEN. En tyrkisk specialitet, tilberedt af Mercedes hin skønne, og som smagte, så englekoret brød ud i flerstemmig skønsang.
Krydret uden at være stærk. Serveret med det mest fantastisk lækre tyrkiske brød som tilbehør.
Slurp og smovs, siger jeg bare.
Mindstemusen var også straks solgt. Intet andet end SUPPEN duede. Han slugte skefuld efter skefuld efter liter. Nej, naturligvis kom den onde mor i vejen for hans plan om at æde sig en strutvom til i suppe. Efter første portion blev han tilbudt stort set alt, hvad hjertet kan begære. Dog ikke mere suppe, som åbenbart var det eneste, hans smagsløg begærede dén dag.
Jeg kan godt garantere dig for, at han blev gal i skralden.
Violetfarvet-pink i ansigtet, knyttede næver, en krop som vred sig i 8 taller på mors skød. Og en stemmekraft som en operasanger, dog en anelse mere skinger og falsk.
Mutters stålvilje vaklede lidt.
Barnet skulle jo dog have mad. Og gerne blive mæt nok til at sikre både ham selv og os forældre en fornuftig nattesøvn. Skulle man bøje lidt af og mod egne principper give efter for hans skiftevis bedende øjne og raserianfald....NEJ. Stop nu lige en halv. Et nej er et nej er et nej....i hvert fald indtil søde far laver det om til et ja.
Desværre for mindstemusen var farmanden grillmester og altså for langt væk fra optrinnet til at blive blød i knæ og hjerte. Så ikke mere suppe, bette ven, i dag bestemmer mor. Men spis endelig lidt ostegriller.....eller hva med en luns hjemmebagt brød?
Nøj, hvor blev han sur.
Forståeligt nok, for hold nu magle en god suppe. Jeg må skrive mig bag øret, at jeg skal have fat i opskriften snarest muligt. For hunne da, den smager himmelsk.
Nu, 3 dage senere, forsøger jeg at viske huskesedlen bag øret ud.
Jeg skal ikke have nogen opskrift på nogen velsmagende tyrkisk suppe foreløbigt.
Faktisk ikke før, mindstemusen er i stand til selv at forrette sin nødtørft.
Jeg har nemlig haft den lidet ønskværdige fornøjelse at skifte mindstemusen cirka 10 gange dagligt siden indtagelse af SUPPEN. Den har ikke rigtigt gjort noget godt for hans lille mavse. Myldermåsen vil tilsyneladende ingen ende tage og stort set alle bleer siden fredag har været med sidegevinst.
Sådan noget lårt.
Bogstaveligt talt.
Mercedes...tusind tak for suppe. Den smagte vidunderligt. Og jeg glæder mig umådeligt til at smage den igen om 4-5 år.
Vi har været i byen.
For få dage siden valgte skattemusens chef nemlig at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og nyde sit otium i det jyske. I den anledning troppede hele familien naturligvis op til reception og anden festivitas for at vinke behørigt farvel til byens bedste chef.
Normalvis har mindstemusen en veludviklet appetit, men trods en bugnende buffet nægtede han pure at indtage noget som helst.
Før han smagte suppen.
Ikke en hvilken som helst suppe, mind you. Men SUPPEN. En tyrkisk specialitet, tilberedt af Mercedes hin skønne, og som smagte, så englekoret brød ud i flerstemmig skønsang.
Krydret uden at være stærk. Serveret med det mest fantastisk lækre tyrkiske brød som tilbehør.
Slurp og smovs, siger jeg bare.
Mindstemusen var også straks solgt. Intet andet end SUPPEN duede. Han slugte skefuld efter skefuld efter liter. Nej, naturligvis kom den onde mor i vejen for hans plan om at æde sig en strutvom til i suppe. Efter første portion blev han tilbudt stort set alt, hvad hjertet kan begære. Dog ikke mere suppe, som åbenbart var det eneste, hans smagsløg begærede dén dag.
Jeg kan godt garantere dig for, at han blev gal i skralden.
Violetfarvet-pink i ansigtet, knyttede næver, en krop som vred sig i 8 taller på mors skød. Og en stemmekraft som en operasanger, dog en anelse mere skinger og falsk.
Mutters stålvilje vaklede lidt.
Barnet skulle jo dog have mad. Og gerne blive mæt nok til at sikre både ham selv og os forældre en fornuftig nattesøvn. Skulle man bøje lidt af og mod egne principper give efter for hans skiftevis bedende øjne og raserianfald....NEJ. Stop nu lige en halv. Et nej er et nej er et nej....i hvert fald indtil søde far laver det om til et ja.
Desværre for mindstemusen var farmanden grillmester og altså for langt væk fra optrinnet til at blive blød i knæ og hjerte. Så ikke mere suppe, bette ven, i dag bestemmer mor. Men spis endelig lidt ostegriller.....eller hva med en luns hjemmebagt brød?
Nøj, hvor blev han sur.
Forståeligt nok, for hold nu magle en god suppe. Jeg må skrive mig bag øret, at jeg skal have fat i opskriften snarest muligt. For hunne da, den smager himmelsk.
Nu, 3 dage senere, forsøger jeg at viske huskesedlen bag øret ud.
Jeg skal ikke have nogen opskrift på nogen velsmagende tyrkisk suppe foreløbigt.
Faktisk ikke før, mindstemusen er i stand til selv at forrette sin nødtørft.
Jeg har nemlig haft den lidet ønskværdige fornøjelse at skifte mindstemusen cirka 10 gange dagligt siden indtagelse af SUPPEN. Den har ikke rigtigt gjort noget godt for hans lille mavse. Myldermåsen vil tilsyneladende ingen ende tage og stort set alle bleer siden fredag har været med sidegevinst.
Sådan noget lårt.
Bogstaveligt talt.
Mercedes...tusind tak for suppe. Den smagte vidunderligt. Og jeg glæder mig umådeligt til at smage den igen om 4-5 år.
Blæsten kan man ikke få at se....
Storm vil jeg ikke kalde det, men det blæste da en frisk brise.
Så frisk, at tosse-hunden nægtede at gå i modvind, hvilket kom noget på tværs af mine planer om hjemkomst efter end aftenvandring.
Turen ud gik fint. Vinden i ryggen sørgede for stabil fremdrift og regnvåd mås, noget som jeg personligt helst ville have været foruden. Vufferen derimod blev vældig kåd og sprang afsted som et forårslam. Som sagt: tosse-hund.
Efter at være blæst til modsatte ende af byen, det vil sige cirka en kilometer, ville jeg gerne hjem i tørvejr og varmen fra brændeovnen. Vi vendte om. Og så tog fanden ved firbenet. Brat omkring igen og SÅ afsted. Modvind var ikke en succes!
Med linen viklet fire gange stramt om mine ankler, voblede jeg afsted efter hende som en skævbenet pingvin.
Jeg nåede heldigvis at slippe fri, INDEN vi ramte Lillebælt (ikke for det, jeg kunne umuligt blive mere våd, end jeg allerede var) og fik omdirigeret vovse til en hjemadgående kurs.
Det satte en brat stopper for kådhed og gedekids-hop, skal jeg lige love for.
Sjældent har hun set så slukøret ud eller skævet så harmt i min retning. Flere gange forsøgte hun sig med en 180 graders vending eller simpelthen at plante bagperronen i asfalten. Hun nærede et synligt had til modvinden.
Ærligt....jeg nød det heller ikke ligefrem, men hjem ville jeg altså!
Vel hjemme igen, efter at være blevet frotteret med et håndklæde, liggende på mit plaid-svøbte korpus, har hun vist tilgivet mig igen.
Professionel perlepladeafspritter
Nej, det er ikke et nytilkommet vers i den go´e gamle danske vise "hva skal det hedde, hva skal det hedde...", men der burde der måske.
Der er imidlertid tale om den ganske skinbarlige sandhed om virkeligheden for Danmarks ledige, det vil blandt andet sige moi i egen skønne person.
Jojo, du læste rigtigt. Trods min fantrolige personlighed, mit strålende humør og tårnhøje faglighed er jeg altså ledig. Det er jo ikke til at forstå, vel da?
Det skorter ellers ikke på søgte stillinger. Jeg har en liste så lang som midgårdsormen og en stadigt voksende samling af afslag. Til tider er jeg faktisk ved at miste overblikket og har så ledes præsteret at søge samme stilling to gange (lige lidt hjalp det dog, begge ansøgninger fik afslag).
Allerhelst ville jeg gerne læse videre til lægesekretær, men dét kræver jo en elevplads. Ergo skal jeg rykke teltpælene op og flytte til landet Utopia, for med 500+ ansøgere per stilling, er sandsynligheden for at komme ind op studiet i Dk forbavsende lille. Job-jagten har heller ikke givet afkast og de sidste 14 dages forsøg på at hale en erhvervspraktik i land er også slået fejl. Virksomhederne svømmer i uopfordrede henvendelse fra ledige, som med tiggerskålen i hånden sluger deres stolthed og anmoder om lov til at arbejde gratis. At få afslag på et sådant tilbud er mildest talt ikke skide sundt for éns selvværd.
Hvad værre er, så er eneste tilbageværende mulighed jo efterhånden nyttejobs. Sådan set en udmærket idé, som harmonerer fint med min filosofi at alle bør bidrage til samfundet, dér hvor de bedst kan. Især, hvis samfundet skal forsørge dem. Ja, tredje person. Dem. Det gør simpelthen for ondt at regne sig selv med i gruppen. For JEG har jo mange evner og talenter, JEG prøver jo ihærdigt at få job. JEG havner da IKKE i den gruppe. Men det gjorde jeg så alligevel.
Spændt mødte jeg til møde på jobcenteret. Hvad havde de mon i ærmet af spændende tiltag.
Hvilken fantastisk funktion havde det ganske danske samfund brug for netop MIN kostbare erhversvserfaring for at løfte? Hvor kunne mine mangeartede talenter bedst gøre en forskel?
Jeg sad på nåle, mens jeg blev præsenteret for begrebet nyttejob. Kort forklaret: et job, hvor man gør nytte, uden dog at udføre et lønnet stykke arbejde.
Interessant.
Så hva´kan jeg blive?
Hvad må jeg prøve?
Hvordan kan jeg bidrage?
"Do ka dærfå komm u å afsprit sårn nown perlpla´er i kommunens institutioner"
A hva kan jeg?
"Jaaah dæ æ jo æ funktion som ingen va´etar som lønnet beskæftigelse"
Nej, det tror da fanden. Det er jo ikke på nogen måde en nyttig funktion. Man kan da ikke afspritte perleplader på fuld tid. Så mange perleplader findes der da ikke i kommunen, ej heller i hele nationen.
Sæt mig dog til noget meningsfyldt. Ikke en gang fordummende abe-arbejde. Dét styrker bestemt ikke mit selvværd eller troen på egne evner og værdi, tværtimod kan det da drive den største humørbombe lukt ned i dyb depression.
Hér fulgte en længere gang indlært propaganda om, hvordan den blotte udsigt til nyttejob skaffede million-milliarder af job-jægere i arbejde. Over night, tilmed.
Øh, jo, javel.
Jeg har skisme svært ved at se, hvordan dette tiltag på nogen måde skal overbevise virksomhederne om min uundværlighed hos netop deres biks. Hm.
Politikkerne er mig bekendt ikke guder. Der opstår ikke spontant flere jobs end ledige, bare fordi de modsiger samtlige statistikker og påstår, at der er arbejde nok. Virksomhederne ansætter ikke med ét flere hænder, end de har brug for, bare fordi Christiansborg påstår, at nu kommer alle i job.
Det hele virker mig en kende kunstigt og surrealistisk. Lidt satirisk grænsende til græsk tragi-komik.
Jeg valgte, at fokusere på den komiske del.
Man må jo trods alt bevare sin (sorte) humor og strø lidt sukker på skeen.
Og SÅ kom jeg til at tænke på sangen:
Malkepigerne har dannet fagforening
nu skal de ikke hedde malkepiger mér´
Malkepigerne har dannet fagforening
nu skal de ikke hedde malkepiger mér´
Hvad skal de hedde nu ?
Hvad skal de hedde nu ?
Ko-patte-hiv-og-træk-og-slippe assistent.
Hvad skal de hedde nu ?
Hvad skal de hedde nu ?
Ko-patte-hiv-og-træk-og-slippe assistent.
Nu har bønderkarle dannet fagforening
nu vil de ikke hedde bønderkarle mer´
Nu har bønderkarle dannet fagforening
nu vil de ikke hedde bønderkarle mer
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde:
gylletank-bestyrer-sukkerroe-hakkedreng.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
GYLLETANK-BESTYRER-SUKKERROE-HAKKEDRENG.
Nu har fodermestre dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde fodermestre mer´
Nu har fodermestre dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde fodermestre mer´
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde:
KREATUR-BESPISNINGS-OVER-DAVRE-INSPEKTØR.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
KREATUR-BESPISNINGS-OVER-DAVRE-INSPEKTØR.
Nu har barnepiger dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde barnepiger mer´.
Nu har barnepiger dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde barnepiger mer´.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
TRILLE-LILLE-TULLE-VISSELULLE-ASSISTENT.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
TRILLE-LILLE-TULLE-VISSELULLE-ASSISTENT.
Nogen burde fabrikere et nyt vers. Med tanke på udsigten til mit nye nyttejob, kunne det jo passende lyde:
Nu har de arbejdsløse dannet en forening
nu vi de ikke kaldes arbejdsløse mer
Nu har de arbejdsløse dannet en forening
nu vi de ikke kaldes arbejdsløse mer
så hvad vil de hedde
hvad vil de hedde
perle-plade-pudse-og-afspritnings-assistent
så hvad vil de hedde
hvad vil de hedde
perle-plade-pudse-og-afspritnings-assistent
(Oprindelig tekst og musik:
Komponist: Gl. folkemelodi "Længe nok har jeg bondepige været", Tekst: Ukendt)
Der er imidlertid tale om den ganske skinbarlige sandhed om virkeligheden for Danmarks ledige, det vil blandt andet sige moi i egen skønne person.
Jojo, du læste rigtigt. Trods min fantrolige personlighed, mit strålende humør og tårnhøje faglighed er jeg altså ledig. Det er jo ikke til at forstå, vel da?
Det skorter ellers ikke på søgte stillinger. Jeg har en liste så lang som midgårdsormen og en stadigt voksende samling af afslag. Til tider er jeg faktisk ved at miste overblikket og har så ledes præsteret at søge samme stilling to gange (lige lidt hjalp det dog, begge ansøgninger fik afslag).
Allerhelst ville jeg gerne læse videre til lægesekretær, men dét kræver jo en elevplads. Ergo skal jeg rykke teltpælene op og flytte til landet Utopia, for med 500+ ansøgere per stilling, er sandsynligheden for at komme ind op studiet i Dk forbavsende lille. Job-jagten har heller ikke givet afkast og de sidste 14 dages forsøg på at hale en erhvervspraktik i land er også slået fejl. Virksomhederne svømmer i uopfordrede henvendelse fra ledige, som med tiggerskålen i hånden sluger deres stolthed og anmoder om lov til at arbejde gratis. At få afslag på et sådant tilbud er mildest talt ikke skide sundt for éns selvværd.
Hvad værre er, så er eneste tilbageværende mulighed jo efterhånden nyttejobs. Sådan set en udmærket idé, som harmonerer fint med min filosofi at alle bør bidrage til samfundet, dér hvor de bedst kan. Især, hvis samfundet skal forsørge dem. Ja, tredje person. Dem. Det gør simpelthen for ondt at regne sig selv med i gruppen. For JEG har jo mange evner og talenter, JEG prøver jo ihærdigt at få job. JEG havner da IKKE i den gruppe. Men det gjorde jeg så alligevel.
Spændt mødte jeg til møde på jobcenteret. Hvad havde de mon i ærmet af spændende tiltag.
Hvilken fantastisk funktion havde det ganske danske samfund brug for netop MIN kostbare erhversvserfaring for at løfte? Hvor kunne mine mangeartede talenter bedst gøre en forskel?
Jeg sad på nåle, mens jeg blev præsenteret for begrebet nyttejob. Kort forklaret: et job, hvor man gør nytte, uden dog at udføre et lønnet stykke arbejde.
Interessant.
Så hva´kan jeg blive?
Hvad må jeg prøve?
Hvordan kan jeg bidrage?
"Do ka dærfå komm u å afsprit sårn nown perlpla´er i kommunens institutioner"
A hva kan jeg?
"Jaaah dæ æ jo æ funktion som ingen va´etar som lønnet beskæftigelse"
Nej, det tror da fanden. Det er jo ikke på nogen måde en nyttig funktion. Man kan da ikke afspritte perleplader på fuld tid. Så mange perleplader findes der da ikke i kommunen, ej heller i hele nationen.
Sæt mig dog til noget meningsfyldt. Ikke en gang fordummende abe-arbejde. Dét styrker bestemt ikke mit selvværd eller troen på egne evner og værdi, tværtimod kan det da drive den største humørbombe lukt ned i dyb depression.
Hér fulgte en længere gang indlært propaganda om, hvordan den blotte udsigt til nyttejob skaffede million-milliarder af job-jægere i arbejde. Over night, tilmed.
Øh, jo, javel.
Jeg har skisme svært ved at se, hvordan dette tiltag på nogen måde skal overbevise virksomhederne om min uundværlighed hos netop deres biks. Hm.
Politikkerne er mig bekendt ikke guder. Der opstår ikke spontant flere jobs end ledige, bare fordi de modsiger samtlige statistikker og påstår, at der er arbejde nok. Virksomhederne ansætter ikke med ét flere hænder, end de har brug for, bare fordi Christiansborg påstår, at nu kommer alle i job.
Det hele virker mig en kende kunstigt og surrealistisk. Lidt satirisk grænsende til græsk tragi-komik.
Jeg valgte, at fokusere på den komiske del.
Man må jo trods alt bevare sin (sorte) humor og strø lidt sukker på skeen.
Og SÅ kom jeg til at tænke på sangen:
Malkepigerne har dannet fagforening
nu skal de ikke hedde malkepiger mér´
Malkepigerne har dannet fagforening
nu skal de ikke hedde malkepiger mér´
Hvad skal de hedde nu ?
Hvad skal de hedde nu ?
Ko-patte-hiv-og-træk-og-slippe assistent.
Hvad skal de hedde nu ?
Hvad skal de hedde nu ?
Ko-patte-hiv-og-træk-og-slippe assistent.
Nu har bønderkarle dannet fagforening
nu vil de ikke hedde bønderkarle mer´
Nu har bønderkarle dannet fagforening
nu vil de ikke hedde bønderkarle mer
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde:
gylletank-bestyrer-sukkerroe-hakkedreng.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
GYLLETANK-BESTYRER-SUKKERROE-HAKKEDRENG.
Nu har fodermestre dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde fodermestre mer´
Nu har fodermestre dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde fodermestre mer´
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde:
KREATUR-BESPISNINGS-OVER-DAVRE-INSPEKTØR.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
KREATUR-BESPISNINGS-OVER-DAVRE-INSPEKTØR.
Nu har barnepiger dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde barnepiger mer´.
Nu har barnepiger dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde barnepiger mer´.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
TRILLE-LILLE-TULLE-VISSELULLE-ASSISTENT.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
TRILLE-LILLE-TULLE-VISSELULLE-ASSISTENT.
Nogen burde fabrikere et nyt vers. Med tanke på udsigten til mit nye nyttejob, kunne det jo passende lyde:
Nu har de arbejdsløse dannet en forening
nu vi de ikke kaldes arbejdsløse mer
Nu har de arbejdsløse dannet en forening
nu vi de ikke kaldes arbejdsløse mer
så hvad vil de hedde
hvad vil de hedde
perle-plade-pudse-og-afspritnings-assistent
så hvad vil de hedde
hvad vil de hedde
perle-plade-pudse-og-afspritnings-assistent
(Oprindelig tekst og musik:
Komponist: Gl. folkemelodi "Længe nok har jeg bondepige været", Tekst: Ukendt)
Finders keepers
Utroligt, hvad en husmor kan finde i vasketøjsbunken.
Efter at have onduleret 4 maskiner vasketøj er dagens høst således:
1 lighter
4 plus-plus brikker
½ mariekiks
5 rosiner
2 sæt nøgler
4 kr og 50 ører
1 hårspænde
3 bælter
1/4 fortygget figenstang
Nu er det store spørgsmål:
Er der så tale om finders keepers princippet eller skal jeg beslaglægge guldgruben og i stedet opkræve findeløn/løsesum?
Nu er det jo oven i købet fastedag (jo, Gud bedre det om ikke mit livs lys har lokket mig ud i hidtil ukendt farvand....5:2 kuren....jøsses kineser), så lige nu ser den halve mariekiks og den fortyggede, tilsavlede stump figenstang faktisk meget tillokkende ud. Det har indtil nu krævet umenneskelig stor viljestyrke ikke at gnave en arm af et vilkårligt barn i flokken.
På den anden side kunne man måske afpresse kærlingen en gang massage eller bytte lidt hårpynt for en gulvvask.
Argh, den er svær.
I sidste ende ender det nok, som det plejer: Jeg holder for 118 gang dundertale for mandsling og samlet børneflok om vigtigheden af at tømme ALLE lommer for ALT tingeltangel, inden man kaster noget til vask. Samtidig kan man med fordel vende tøjet rigtigt, folde de sammenrullede sokker ud og eventuelt spraye lidt pletfjerner på de værste ketchup-plamager. Imens ruller ungerne med øjnene, mens deres ansigter afspejler deres trang til at hidkalde den blå vogn. Manden lover naturligvis stolpe op og stolpe ned (uden forresten at have hørt mere end hvert tiende ord af min talestrøm, hvorfor jeg i næste vasketøjsbunke nok vil finde hans tøj krøllet sammen og oversprayet med ketchup) mens mindstemusen bider hunden i halen.
And so it really is a circle of life....al ting gentager sig igen...og igen...og.....
Efter at have onduleret 4 maskiner vasketøj er dagens høst således:
1 lighter
4 plus-plus brikker
½ mariekiks
5 rosiner
2 sæt nøgler
4 kr og 50 ører
1 hårspænde
3 bælter
1/4 fortygget figenstang
Nu er det store spørgsmål:
Er der så tale om finders keepers princippet eller skal jeg beslaglægge guldgruben og i stedet opkræve findeløn/løsesum?
Nu er det jo oven i købet fastedag (jo, Gud bedre det om ikke mit livs lys har lokket mig ud i hidtil ukendt farvand....5:2 kuren....jøsses kineser), så lige nu ser den halve mariekiks og den fortyggede, tilsavlede stump figenstang faktisk meget tillokkende ud. Det har indtil nu krævet umenneskelig stor viljestyrke ikke at gnave en arm af et vilkårligt barn i flokken.
På den anden side kunne man måske afpresse kærlingen en gang massage eller bytte lidt hårpynt for en gulvvask.
Argh, den er svær.
I sidste ende ender det nok, som det plejer: Jeg holder for 118 gang dundertale for mandsling og samlet børneflok om vigtigheden af at tømme ALLE lommer for ALT tingeltangel, inden man kaster noget til vask. Samtidig kan man med fordel vende tøjet rigtigt, folde de sammenrullede sokker ud og eventuelt spraye lidt pletfjerner på de værste ketchup-plamager. Imens ruller ungerne med øjnene, mens deres ansigter afspejler deres trang til at hidkalde den blå vogn. Manden lover naturligvis stolpe op og stolpe ned (uden forresten at have hørt mere end hvert tiende ord af min talestrøm, hvorfor jeg i næste vasketøjsbunke nok vil finde hans tøj krøllet sammen og oversprayet med ketchup) mens mindstemusen bider hunden i halen.
And so it really is a circle of life....al ting gentager sig igen...og igen...og.....
PC-panik
"MIN COMPUTER VIRKER IKKEEEEEE!!!!"
Jeg kunne næsten høre gråden i stemmen, kun let camoufleret af den stigende panik og en sjat frustration, som var kraftigt tiltagende.
Jamen dog, søde barn, det var da pudsigt. Den virkede da lige før.
"DEN GIK UUUUUD OG NU KAN DEN IKKE TÆÆÆÆNDEEEEEE!!!!"
Mystikken bredte sig. Den samme gjorde lyden af undertrykt raseri-gråd.
Har du prøvet...JA.
Har du også...JAAAA.
Hva med....JAJAJAJAJA.
Jeg kunne forstå, at computeren havde virket....før, for ikke så længe siden....at den pludselig var gået ud og nu ikke gad samarbejde.
Nå, ja så måtte man jo trække i arbejdstøjet på en højt hellig søndag. Skattemusen havde vovet sig på bi-job, så en anden én var alene med den samlede børneflok.
Mindstemusen er den seneste tid blevet overordentlig mobil og særdeles eventyrlysten, for ikke at sige en direkte livsfarlig vovehals. Intet er for højt til at blive bekravlet, intet for farligt at stikke pilfingrene i.
Således har han seneste dages farefulde færd kostet ham op til flere blå mærker, ridser og skrammer....og os en flaske udmærket rødvin.
Jeg turde groft sagt ikke fjerne blikket fra hans høj-energiske korpus i bare 1 sekund, hvorfor jeg måtte hanke op i yngstesønnen og begive os ned i kælderen til nærmere inspektion af drilsk teknologisk vidunder.
Jeg frygtede lidt at komme til kort.
Nok er jeg ikke IT-mongol, men det ER lissom bare skattemandens gebet. Det er ham, der kan alt det dér elektroniske førstehjælps-pjat. Men i mangel af privat h.s. nørdius majorus var jeg jo nødsaget til minimum at gøre et ihærdigt forsøg...og muligvis miste et par stjerner i barnets bog, såfremt jeg fejlede opgaven som alvidende forældrerolle.
Med rystende knæ og bævende hjerte gjorde jeg min entré på åstedet. Maskinen var ganske rigtigt død. Lyden af min egen puls gav genlyd i min øregang og koldsveden piblede frem på panden. Jeg sank dybt, et forsøg på at få hjertet i halsen tilbage på rette sted, lukkede øjnene og krydsede tæerne. Prøvende trykkede jeg på on-knappen.
Og så skete det: absolut nada hatfis reaktion fra maskinens side, men tilgengæld et øresønderrivende skrål fra barnet.
"JEG SAGDE DET JO!"
Næææ nej, bette ven, tillad mig at korrigere.
Du SAGDE så absolut ikke noget.
Du RÅBTE.
Jeg vil resten af mine dage længes tilbage til en tid, hvor jeg stadig kunne høre, en tid inden du sprang mit indre øre til atomer. Og skulle vi så lige spænde hjelmen og gribe situationen lidt mere behersket an.
Jeg konstaterede med et halvt øje, at der skam heller ikke var liv i modemmet.
Aha.
And the plot sickens.
Som der/die/das deutchen ville have sagt. (Jaja, jeg har aller fattet tysk grammatik, og det har tyskerne vist heller ikke selv, så shoot me og get over it.)
Tilbage til sagen.
Sådan lige på stående fod kunne jeg kun komme på én eneste lille spidsfindig finurlighed, som kunne forklare sammenfaldet af BEGGE elektroniske enheders strejke. Meeeeeen kunne forklaringen dog virkelig være så såre simpelt? Kunne løsningen blot at være at.....hmmmm.....
Jo. Den var go nok.
Der var slukket for strømtilførslen.
Både PC og model var tilsluttet en forlænger-fidums. Denne fidums havde sin helt egen power-knap. Som vel at mærke var slukket. Uden maden og drikke, duer helten ikke.....og uden strøm og spænding, ingen elektrisk tænding.
Så snart mutter hér aktiverede den magiske knap, var der sjovt nok liv i hele menageriet igen. Selv lava-lampen vågnede op og kastede et eventyr-agtigt lysskær over min heltegerning.
Problem solved og jeg tror da nok lige min status som über-sej all-knowing mor-agtigt hunkønsvæsen er bevaret en rum tid endnu.
Takketalen udeblev, idet barnet straks kastede sig frådende udi virtual reality. I skrivende stund afventer jeg derfor fortsat min guldmedalje og et kilo førsteklasses chokolade-smovs. Dét må da være det mindste, barnlillen kan finde på som fyldestgørende tak....også selvom barnlillen tiltider er yderst blond.
Jeg kunne næsten høre gråden i stemmen, kun let camoufleret af den stigende panik og en sjat frustration, som var kraftigt tiltagende.
Jamen dog, søde barn, det var da pudsigt. Den virkede da lige før.
"DEN GIK UUUUUD OG NU KAN DEN IKKE TÆÆÆÆNDEEEEEE!!!!"
Mystikken bredte sig. Den samme gjorde lyden af undertrykt raseri-gråd.
Har du prøvet...JA.
Har du også...JAAAA.
Hva med....JAJAJAJAJA.
Jeg kunne forstå, at computeren havde virket....før, for ikke så længe siden....at den pludselig var gået ud og nu ikke gad samarbejde.
Nå, ja så måtte man jo trække i arbejdstøjet på en højt hellig søndag. Skattemusen havde vovet sig på bi-job, så en anden én var alene med den samlede børneflok.
Mindstemusen er den seneste tid blevet overordentlig mobil og særdeles eventyrlysten, for ikke at sige en direkte livsfarlig vovehals. Intet er for højt til at blive bekravlet, intet for farligt at stikke pilfingrene i.
Således har han seneste dages farefulde færd kostet ham op til flere blå mærker, ridser og skrammer....og os en flaske udmærket rødvin.
Jeg turde groft sagt ikke fjerne blikket fra hans høj-energiske korpus i bare 1 sekund, hvorfor jeg måtte hanke op i yngstesønnen og begive os ned i kælderen til nærmere inspektion af drilsk teknologisk vidunder.
Jeg frygtede lidt at komme til kort.
Nok er jeg ikke IT-mongol, men det ER lissom bare skattemandens gebet. Det er ham, der kan alt det dér elektroniske førstehjælps-pjat. Men i mangel af privat h.s. nørdius majorus var jeg jo nødsaget til minimum at gøre et ihærdigt forsøg...og muligvis miste et par stjerner i barnets bog, såfremt jeg fejlede opgaven som alvidende forældrerolle.
Med rystende knæ og bævende hjerte gjorde jeg min entré på åstedet. Maskinen var ganske rigtigt død. Lyden af min egen puls gav genlyd i min øregang og koldsveden piblede frem på panden. Jeg sank dybt, et forsøg på at få hjertet i halsen tilbage på rette sted, lukkede øjnene og krydsede tæerne. Prøvende trykkede jeg på on-knappen.
Og så skete det: absolut nada hatfis reaktion fra maskinens side, men tilgengæld et øresønderrivende skrål fra barnet.
"JEG SAGDE DET JO!"
Næææ nej, bette ven, tillad mig at korrigere.
Du SAGDE så absolut ikke noget.
Du RÅBTE.
Jeg vil resten af mine dage længes tilbage til en tid, hvor jeg stadig kunne høre, en tid inden du sprang mit indre øre til atomer. Og skulle vi så lige spænde hjelmen og gribe situationen lidt mere behersket an.
Jeg konstaterede med et halvt øje, at der skam heller ikke var liv i modemmet.
Aha.
And the plot sickens.
Som der/die/das deutchen ville have sagt. (Jaja, jeg har aller fattet tysk grammatik, og det har tyskerne vist heller ikke selv, så shoot me og get over it.)
Tilbage til sagen.
Sådan lige på stående fod kunne jeg kun komme på én eneste lille spidsfindig finurlighed, som kunne forklare sammenfaldet af BEGGE elektroniske enheders strejke. Meeeeeen kunne forklaringen dog virkelig være så såre simpelt? Kunne løsningen blot at være at.....hmmmm.....
Jo. Den var go nok.
Der var slukket for strømtilførslen.
Både PC og model var tilsluttet en forlænger-fidums. Denne fidums havde sin helt egen power-knap. Som vel at mærke var slukket. Uden maden og drikke, duer helten ikke.....og uden strøm og spænding, ingen elektrisk tænding.
Så snart mutter hér aktiverede den magiske knap, var der sjovt nok liv i hele menageriet igen. Selv lava-lampen vågnede op og kastede et eventyr-agtigt lysskær over min heltegerning.
Problem solved og jeg tror da nok lige min status som über-sej all-knowing mor-agtigt hunkønsvæsen er bevaret en rum tid endnu.
Takketalen udeblev, idet barnet straks kastede sig frådende udi virtual reality. I skrivende stund afventer jeg derfor fortsat min guldmedalje og et kilo førsteklasses chokolade-smovs. Dét må da være det mindste, barnlillen kan finde på som fyldestgørende tak....også selvom barnlillen tiltider er yderst blond.
Dagens trolde-citat
"Vaske hår? Nej tak. Jeg er ikke rigtigt beregnet til sæbe!"
Øøøøh....jamen så må vi bruge ståluld og skurecreme for vaskes skal du, min lille skovbund!
Øøøøh....jamen så må vi bruge ståluld og skurecreme for vaskes skal du, min lille skovbund!
Intim-koncert i kælderen
For snart en menneskealder siden fik trolden et keyboard af sin farmor.
Sådan et vaskeægte ét med en milliard-million boom-box lyde og et utal af andre mere eller mindre musiske indslag. Dertil hørende en mikrofon. Jow jow.
Sættet har været fremme sådan lidt on/off.
Mest off.
Trolden har hidtil ikke været helt stor nok til at værdsætte dets værdi. Og resten af verden har ikke været helt klar til at værdsætte troldens talent.
Nå, men trolden jo med tiden blevet gamlere og mere moden og ansvarlig (host host host).
6 år, tiden går.
Tillige med har han nu fået et ordentligt sygt værelse på størrelse med en mellemstor polsk landsby, så det skorter heller ikke på plads. Denne balsal er at finde i kælderen, som nææææææsten er full-proof lydisoleret, i hvert fald så længe døren derned til er forsvarligt lukket.
Derfor er keyboardet naturligvis fundet frem fra gemmerne og har fået hæderspladsen på værelset. Herfra ynder rytme-blomsten nu at berige verden med den ene fantastiske komposition efter den anden. "Varulvens kamp med Diablo" er det seneste mesterværk udtænkt i netop MIN kælder. Således også "Vampyren, som forelskede sig i en Dæmon", en bette trille som unægteligt har mange lighedspunkter med førnævnte musikstykke, men som dog udmærker sig ved også at involvere brugen af den berygtede mikrofon. Dog som slagværktøj, hvilket i starten bekymrede mig en anelse, indtil jeg erindrede fordums rockstjerners totalskadede guitarer. Skal man frem som musiker, må man have sig et genkendeligt og lettere outreret varemærke, enten det er at smadre instrumenter eller gnaske et flagermusehoved. Af disse muligheder kan jeg faktisk bedst forlige mig med tanken om en mikrofon som taktfast trommestik.
Så sent som i dag havde vi snakken og han forekom mig faktisk delvist lyttende og modtagelig for råd. Han valgte da også (måske kun til ære for mig) at lade mikrofon være i fred og i stedet mishandle et ridder-sværd i en heftig rytme. Der blev headbanget. Trampet rytme i gulvet. I et mellemspil varetaget af boom-boksen nåede han lige at rive en luftguitarsolo.
En bekendt af familien forsøgte i bedste mening at rådgive lidt om akkorder og muligheden for at læse at spille efter noder.
"Prøv at se...sådan hér....det er et C...og hvis du nu gør sådan og sådan og sådan...kan du høre, det var den lille kattekilling. Man gør normalvis sådan hér...."
Trolden gloede overbærende på hende og skubbede blidt men bestemt hendes hænder væk.
"Ikke i MIN sang!!!" lød svaret tørt, og så slog stilen om fra velklingende børnesang til abstrakt spontan-komoposition a la Jean Michel Jarre. Dog med den lille forskel, at den ene musiker er et rent geni og den anden stadig genius in spe, som forsøger at finpudse sin helt egen musiske stil.
Jeg har også forsøgt at sælge idéen om musik-skolen til knejten.
Et kort øjeblik lyste han op. Han ville nemlig gerne synge. Solo-undervisning.
Han fandt det dog ikke bydende nødvendigt at gå til keyboard, for som han selv siger "jeg spiller jo allerede...man skal bare trykke på knapperne, indtil det lyder godt!"
Elementært.
Hvem har brug for undervisning, når learning by doing er så meget sjovere....
Alle familiemedlemmer, venner og gæster har efterhånden været til intimkoncert i kælderen.
Entusiasmen er muligvis en anelse større end talentet, men jeg overvejer nu alligevel at tage entré. Ikke kun for at finansiere hans studietid på konservatoriet (som med største sandsynlighed allerede har hørt rygter om hans talent eller mangel på samme og derfor snarest kontakter os med baggrund i enten/eller), men også for at få råd til nye ørepropper.
Musiker-Mogens i kælderen har nemlig ytret et nyt ønske: et elektronisk trommesæt (Gud bedre det)!
Sådan et vaskeægte ét med en milliard-million boom-box lyde og et utal af andre mere eller mindre musiske indslag. Dertil hørende en mikrofon. Jow jow.
Sættet har været fremme sådan lidt on/off.
Mest off.
Trolden har hidtil ikke været helt stor nok til at værdsætte dets værdi. Og resten af verden har ikke været helt klar til at værdsætte troldens talent.
Nå, men trolden jo med tiden blevet gamlere og mere moden og ansvarlig (host host host).
6 år, tiden går.
Tillige med har han nu fået et ordentligt sygt værelse på størrelse med en mellemstor polsk landsby, så det skorter heller ikke på plads. Denne balsal er at finde i kælderen, som nææææææsten er full-proof lydisoleret, i hvert fald så længe døren derned til er forsvarligt lukket.
Derfor er keyboardet naturligvis fundet frem fra gemmerne og har fået hæderspladsen på værelset. Herfra ynder rytme-blomsten nu at berige verden med den ene fantastiske komposition efter den anden. "Varulvens kamp med Diablo" er det seneste mesterværk udtænkt i netop MIN kælder. Således også "Vampyren, som forelskede sig i en Dæmon", en bette trille som unægteligt har mange lighedspunkter med førnævnte musikstykke, men som dog udmærker sig ved også at involvere brugen af den berygtede mikrofon. Dog som slagværktøj, hvilket i starten bekymrede mig en anelse, indtil jeg erindrede fordums rockstjerners totalskadede guitarer. Skal man frem som musiker, må man have sig et genkendeligt og lettere outreret varemærke, enten det er at smadre instrumenter eller gnaske et flagermusehoved. Af disse muligheder kan jeg faktisk bedst forlige mig med tanken om en mikrofon som taktfast trommestik.
Så sent som i dag havde vi snakken og han forekom mig faktisk delvist lyttende og modtagelig for råd. Han valgte da også (måske kun til ære for mig) at lade mikrofon være i fred og i stedet mishandle et ridder-sværd i en heftig rytme. Der blev headbanget. Trampet rytme i gulvet. I et mellemspil varetaget af boom-boksen nåede han lige at rive en luftguitarsolo.
En bekendt af familien forsøgte i bedste mening at rådgive lidt om akkorder og muligheden for at læse at spille efter noder.
"Prøv at se...sådan hér....det er et C...og hvis du nu gør sådan og sådan og sådan...kan du høre, det var den lille kattekilling. Man gør normalvis sådan hér...."
Trolden gloede overbærende på hende og skubbede blidt men bestemt hendes hænder væk.
"Ikke i MIN sang!!!" lød svaret tørt, og så slog stilen om fra velklingende børnesang til abstrakt spontan-komoposition a la Jean Michel Jarre. Dog med den lille forskel, at den ene musiker er et rent geni og den anden stadig genius in spe, som forsøger at finpudse sin helt egen musiske stil.
Jeg har også forsøgt at sælge idéen om musik-skolen til knejten.
Et kort øjeblik lyste han op. Han ville nemlig gerne synge. Solo-undervisning.
Han fandt det dog ikke bydende nødvendigt at gå til keyboard, for som han selv siger "jeg spiller jo allerede...man skal bare trykke på knapperne, indtil det lyder godt!"
Elementært.
Hvem har brug for undervisning, når learning by doing er så meget sjovere....
Alle familiemedlemmer, venner og gæster har efterhånden været til intimkoncert i kælderen.
Entusiasmen er muligvis en anelse større end talentet, men jeg overvejer nu alligevel at tage entré. Ikke kun for at finansiere hans studietid på konservatoriet (som med største sandsynlighed allerede har hørt rygter om hans talent eller mangel på samme og derfor snarest kontakter os med baggrund i enten/eller), men også for at få råd til nye ørepropper.
Musiker-Mogens i kælderen har nemlig ytret et nyt ønske: et elektronisk trommesæt (Gud bedre det)!
Mysteriet om den forsvundne indesko
For 1 uges tid siden var farmor på visit.
Som altid super hyggeligt, dog bød besøget denne gang på et stort mysterium.
Mindstemusen mistede sin ene indesko under mystiske omstændigheder. Det ene øjeblik havde han på behørig vis en skindefutte på hver fod, det næste øjeblik var den ene sporløst forsvundet. (Altså, den ene indesko, ikke den ene fod.)
Straks gik jagten i gang. Der blev ledt oppe og nede, ude og inde. Der blev søgt i skuffer og skabe, i kasser og andre spændende gemmesteder. Møbler blev løftet og der blev lyst i hver en krog. Kort sagt, hele hytten blev endevendt og hundens gab behørigt nærstuderet for eventuelle tyvekoster, men lige lidt hjalp det. Selv en udlovet dusør (1 chokoladebar) havde ingen effekt.
Skoen var og blev borte.
Jeg måtte i gemmerne efter de "gamle" futtefutteraler. De er sådan lidt skrantende mod den lille side, men i nødstilfælde måtte de jo skrabe an.
Planen var, at jeg i morgen måtte pakke min amatør detektiv i maven godt og grundigt sammen, indrømme nederlaget til Le Grand Mystére og forvilde mig ud i byens butikker efter nye tøffere til musen.
Det huede mig ikke helt.
For det første havde jeg jo haft en glorværdig forestilling om, at de nuværende godt kunne holde et halvt års tid endnu, da de var indkøbt et godt nummers penge store i størrelsen. For det andet ser jeg jo mig selv som lidt af en mesterdetektiv. Jeg er jo dog vokset op med den cigarrygende Columbo, den evigt mord-omspændte Jessica Fletcher og den søde gamle besse Miss Marple. En hårdtslående trio som nok har lært mig ét og andet om at gennemskue et plot og løse selv de mest kringlede gåder uden nogen videre ledetråde, eller så mange selvsamme, at sagen faktisk drukner i spor. (Til Skattemusen og andre amatør-humorister: eneste lighed er naturligvis vores overmåde logiske tænkning og CSI-evner, så må jeg på forhånd frabede mig enhver flabet hentydning til alder, rynkeguirlander og grånende paryk.)
Heldigvis bliver det heller ikke nødvendigt.
På bedste crime time-vis har jeg naturligvis knækket nødden i 11. time.
Jaaah, nu lurer du nok på hvordan.
Jeg er ikke meget for at afsløre mine metoder. Jeg vil dog gå så langt som til at afsløre, at opklaringen beror på forberedelse af børneflokkens aftensdiné i en fladbundet wok, som til daglig opbevares i et underskab i køkkenet.
Mere siger jeg ikke.
Intet om, hvor forbavset jeg selv blev over opdagelsen af en indesko I min fladbundede wok i mit underskab i køkkenet.
Blot vil jeg påpege, at JEG egenhændigt tilvejebragte den på mystisk vis forsvundne indesko!!!
Som altid super hyggeligt, dog bød besøget denne gang på et stort mysterium.
Mindstemusen mistede sin ene indesko under mystiske omstændigheder. Det ene øjeblik havde han på behørig vis en skindefutte på hver fod, det næste øjeblik var den ene sporløst forsvundet. (Altså, den ene indesko, ikke den ene fod.)
Straks gik jagten i gang. Der blev ledt oppe og nede, ude og inde. Der blev søgt i skuffer og skabe, i kasser og andre spændende gemmesteder. Møbler blev løftet og der blev lyst i hver en krog. Kort sagt, hele hytten blev endevendt og hundens gab behørigt nærstuderet for eventuelle tyvekoster, men lige lidt hjalp det. Selv en udlovet dusør (1 chokoladebar) havde ingen effekt.
Skoen var og blev borte.
Jeg måtte i gemmerne efter de "gamle" futtefutteraler. De er sådan lidt skrantende mod den lille side, men i nødstilfælde måtte de jo skrabe an.
Planen var, at jeg i morgen måtte pakke min amatør detektiv i maven godt og grundigt sammen, indrømme nederlaget til Le Grand Mystére og forvilde mig ud i byens butikker efter nye tøffere til musen.
Det huede mig ikke helt.
For det første havde jeg jo haft en glorværdig forestilling om, at de nuværende godt kunne holde et halvt års tid endnu, da de var indkøbt et godt nummers penge store i størrelsen. For det andet ser jeg jo mig selv som lidt af en mesterdetektiv. Jeg er jo dog vokset op med den cigarrygende Columbo, den evigt mord-omspændte Jessica Fletcher og den søde gamle besse Miss Marple. En hårdtslående trio som nok har lært mig ét og andet om at gennemskue et plot og løse selv de mest kringlede gåder uden nogen videre ledetråde, eller så mange selvsamme, at sagen faktisk drukner i spor. (Til Skattemusen og andre amatør-humorister: eneste lighed er naturligvis vores overmåde logiske tænkning og CSI-evner, så må jeg på forhånd frabede mig enhver flabet hentydning til alder, rynkeguirlander og grånende paryk.)
Heldigvis bliver det heller ikke nødvendigt.
På bedste crime time-vis har jeg naturligvis knækket nødden i 11. time.
Jaaah, nu lurer du nok på hvordan.
Jeg er ikke meget for at afsløre mine metoder. Jeg vil dog gå så langt som til at afsløre, at opklaringen beror på forberedelse af børneflokkens aftensdiné i en fladbundet wok, som til daglig opbevares i et underskab i køkkenet.
Mere siger jeg ikke.
Intet om, hvor forbavset jeg selv blev over opdagelsen af en indesko I min fladbundede wok i mit underskab i køkkenet.
Blot vil jeg påpege, at JEG egenhændigt tilvejebragte den på mystisk vis forsvundne indesko!!!
I sommersol tralalalalaaaaa
Småfuglene kvidrer fra toppen af hasselnøddetræet, som forresten har fået fine nye knopper, mens jeg pusler med en potte ukrudt eller hva det nu er.
Jeg har absolut ingen idé om, hvad jeg laver. Jeg mindes at have plantet en grøn tingest af en art. Nu er der imidlertid op til flere forskellige grønne strittejavertusser i min potte. Noget af det må luges væk. Dog aner jeg ikke, hvad der er blomsten...og hvad der er uønsket ukrudt.
Jeg har derfor besluttet at beholde de længste blade og flå resten af beplantningen op med rode.
Når jeg selv skal sige det, så er resultatet blevet yderst nydeligt, hvorfor jeg da også liiiige tog et bette billede til min kære veninde. Bare lige for at prale lidt og modbevise hendes teori.
HUN er nemlig sådan en havenisse med grønne fingre og mos mellem tæerne. Hvorimod jeg er sådan én, som kan dræbe selv den mest hårdføre kaktus på under en uge.
I årevis er jeg blevet hånet for min manglende viden og evne udi floraens forunderlige verden. Gentagne gange har hun underholdt med historier om mine mange fiaskoer.
Som da min fine kaktus døde af overvanding. Eller da det lykkedes mig at drukne en sumpplante. Om da jeg i et forsøg på forårsklargøring af et bed fejlagtigt nedlagde samtlige tulipanerspirrer, som hun just havde sat for mig 14 dage forinden. Der er også historien om den udtørrede potte jord i min vindueskarm....som forresten ikke indeholdt nogen form for plante. For ikke at glemme den gang, min plæneklipper løb løbsk og pluveriserede min helt nye og særdeles bekostelige stokrose.
Nå, men jeg sendte altså stolt billedet af sted og afventede så et opkald med rosende ord og skulderklap. Opkaldet udeblev ikke. 20 sekunder, så var hun i røret.
Men ak og ve.
Ingen rosende ord. Ingen lovprisning. Ingen skulderklap.
I stedet en fæl skogerlatter, hulken af grin, halvkvalte gisp efter luft.
Endelig faldt hun så meget til ro, at fik fremstammet en nogenlunde fornuftig forklaring på hendes totale sammenbrud. Hun påstår, at de fine langbladede blomster er ukrudt. Og at de halvkedelige stængler i bunken er øøøøndige små blomster.
HM!
Nå, men jeg synes altså stadig, at jeg har bevaret de pæneste planter og dræbt de mest afskyelige af slagsen....og naboerne får nok noget at more sig over, når de i morgen beskuer min fine potte fuglegræs (som tilsyneladende er lige så uønsket i prydhaven som infame mælkebøtter) ved siden af postkassen...mens der i ukrudtsbunken ligger fine forårsblomster klar til videre bortskaffelse.
Jeg har absolut ingen idé om, hvad jeg laver. Jeg mindes at have plantet en grøn tingest af en art. Nu er der imidlertid op til flere forskellige grønne strittejavertusser i min potte. Noget af det må luges væk. Dog aner jeg ikke, hvad der er blomsten...og hvad der er uønsket ukrudt.
Jeg har derfor besluttet at beholde de længste blade og flå resten af beplantningen op med rode.
Når jeg selv skal sige det, så er resultatet blevet yderst nydeligt, hvorfor jeg da også liiiige tog et bette billede til min kære veninde. Bare lige for at prale lidt og modbevise hendes teori.
HUN er nemlig sådan en havenisse med grønne fingre og mos mellem tæerne. Hvorimod jeg er sådan én, som kan dræbe selv den mest hårdføre kaktus på under en uge.
I årevis er jeg blevet hånet for min manglende viden og evne udi floraens forunderlige verden. Gentagne gange har hun underholdt med historier om mine mange fiaskoer.
Som da min fine kaktus døde af overvanding. Eller da det lykkedes mig at drukne en sumpplante. Om da jeg i et forsøg på forårsklargøring af et bed fejlagtigt nedlagde samtlige tulipanerspirrer, som hun just havde sat for mig 14 dage forinden. Der er også historien om den udtørrede potte jord i min vindueskarm....som forresten ikke indeholdt nogen form for plante. For ikke at glemme den gang, min plæneklipper løb løbsk og pluveriserede min helt nye og særdeles bekostelige stokrose.
Nå, men jeg sendte altså stolt billedet af sted og afventede så et opkald med rosende ord og skulderklap. Opkaldet udeblev ikke. 20 sekunder, så var hun i røret.
Men ak og ve.
Ingen rosende ord. Ingen lovprisning. Ingen skulderklap.
I stedet en fæl skogerlatter, hulken af grin, halvkvalte gisp efter luft.
Endelig faldt hun så meget til ro, at fik fremstammet en nogenlunde fornuftig forklaring på hendes totale sammenbrud. Hun påstår, at de fine langbladede blomster er ukrudt. Og at de halvkedelige stængler i bunken er øøøøndige små blomster.
HM!
Nå, men jeg synes altså stadig, at jeg har bevaret de pæneste planter og dræbt de mest afskyelige af slagsen....og naboerne får nok noget at more sig over, når de i morgen beskuer min fine potte fuglegræs (som tilsyneladende er lige så uønsket i prydhaven som infame mælkebøtter) ved siden af postkassen...mens der i ukrudtsbunken ligger fine forårsblomster klar til videre bortskaffelse.
Konflikthåndtering 1.0.1
Prinsessen har just afsluttet en skriftlig opgave om konflikthåndtering og -mægling.
Med udgangspunkt i egne erfaringer fra skole, fritid og typisk tøsefnidder, hvor små ubetydelige skidt-pyt situationer eskalerer til stormstyrke Katharina, har hun kastet sig over opgaven med en sjælden ildhu.
Hun har skrevet side op og side ned.
Om konflikter generelt.
Om egen rolle i sådanne konflikter.
Om de små uheldige kommentarer, som kan puste til ilden og få en lille bagatel til at blusse op til en grande konflikt (hvilket hun havde meget godt styr på).
Om den pædagogisk korrekte fremgangsmåde med hv-spørgsmål for at nedtone eller ligefrem helt undgå en konflikt (som lå hende en anelse mere fjernt).
Med en ny-funden stolthed afsluttede hun en 4 sider lang, maskinskrevet opgave med ordene: "...og for at undgå konflikter i fremtiden, kan vi alle sammen bare lade være med at tale mere sammen!"
Sådan.
Se, dét er dæleme konfliktløsning på højeste plan. Kort og enkelt.
Kanske man skulle komponere en lille skriv til den gode Putin.........
Med udgangspunkt i egne erfaringer fra skole, fritid og typisk tøsefnidder, hvor små ubetydelige skidt-pyt situationer eskalerer til stormstyrke Katharina, har hun kastet sig over opgaven med en sjælden ildhu.
Hun har skrevet side op og side ned.
Om konflikter generelt.
Om egen rolle i sådanne konflikter.
Om de små uheldige kommentarer, som kan puste til ilden og få en lille bagatel til at blusse op til en grande konflikt (hvilket hun havde meget godt styr på).
Om den pædagogisk korrekte fremgangsmåde med hv-spørgsmål for at nedtone eller ligefrem helt undgå en konflikt (som lå hende en anelse mere fjernt).
Med en ny-funden stolthed afsluttede hun en 4 sider lang, maskinskrevet opgave med ordene: "...og for at undgå konflikter i fremtiden, kan vi alle sammen bare lade være med at tale mere sammen!"
Sådan.
Se, dét er dæleme konfliktløsning på højeste plan. Kort og enkelt.
Kanske man skulle komponere en lille skriv til den gode Putin.........
5 unger i huset
Midt i alle mine små flytteprojekter, restaurering og maling af møbler, hovedrengøring og højløbsk tævehunds lettere belastende adfærd besluttede jeg at lege overskudsagtig barnepige.
2 ekstra unger ankom således i går efter middag til spisning, hygge og overnatning. Altså i alt 5 unger i hytten.
Sikke der kom liv og glade dage.
På et tidspunkt sendte vi alle "de store" ud i haven. Pludselig hører jeg det ene week end barn kalde.
Hun ville lige fortælle mig, at trolden havde trådt godt og grundigt i en hunde-hømmer, men jeg behøvede ikke bekymre mig. Hun havde nemlig, hjælpsomt nok, bedt ham tørre hømmeren af...i dørmåtten.
Jeg kan satme godt sige dig, at jeg fik travlt med at afværge katastrofen. I sidste sekund kastede jeg mig ind mellem løftet støvle og dørmåtte, svingede knægten rundt i en yndefuld pirouette og sparkede dørmåtten laaaaangt væk. Stadig med ben og støvle svævende i luften blev han ekspederet hen på græsplænen med besked om VENLIGST at gnide støvlen ren i en tot høj græs, aller helst en tot høj græs heeeeeelt inde ved hækken.
Senere bedyrede trolden sin store kærlighed til, ja, sit livs store kærlighed.
Erklæringen blev modtaget med en tør besked om aldersforskellen. Hun fandt det ganske naturligt, at han var faldet for så smækker-lækker en pige som hun selv, meeeen havde dog satset på en LIDT ældre bejler. Trolden er trods alt kun 6 år.
Med tilbedende øjne lovede han hende at blive 7 år til sin næste fødselsdag (jov jov, hva gør man ikke for at glæde sit hjertes udkårne), men hun så stadig ikke helt tilfreds ud. Selv hans tilbud om, at hun da bare kunne bruge ham som stol og sidde på ham, lod ikke til at formilde hendes høje (alders-)krav.
Heldigvis giver trolden ikke op så let. I hans verden ER de allerede kærester, selvom hun ikke véd det. På den måde kan hun jo ikke slå op, som han siger.
Ved uddelegering af praktisk hjælp med borddækningen tildelte troldens veninde den ultimative opgave til sig selv: at trone ved bordet og se lækker ud, mens pøblen tog sig af de mere håndfaste arbejdsopgaver.
Jeg må sige, at hun klarede opgaven til UG.
At dømme ud fra troldens stjålne øjekast, var han vist også godt tilfreds med hendes indsats.
Jeg lærte, at små søde piger kan høvle håndværker-prutter af til stor morskab for dem selv.
Jeg blev belært om løbetid + menstruation og fik rettet et par mindre misforståelser.
Alt i alt et ganske fornøjeligt døgn med massiv hygge, komiske bemærkninger og disko-dasko i kælderen.
2 ekstra unger ankom således i går efter middag til spisning, hygge og overnatning. Altså i alt 5 unger i hytten.
Sikke der kom liv og glade dage.
På et tidspunkt sendte vi alle "de store" ud i haven. Pludselig hører jeg det ene week end barn kalde.
Hun ville lige fortælle mig, at trolden havde trådt godt og grundigt i en hunde-hømmer, men jeg behøvede ikke bekymre mig. Hun havde nemlig, hjælpsomt nok, bedt ham tørre hømmeren af...i dørmåtten.
Jeg kan satme godt sige dig, at jeg fik travlt med at afværge katastrofen. I sidste sekund kastede jeg mig ind mellem løftet støvle og dørmåtte, svingede knægten rundt i en yndefuld pirouette og sparkede dørmåtten laaaaangt væk. Stadig med ben og støvle svævende i luften blev han ekspederet hen på græsplænen med besked om VENLIGST at gnide støvlen ren i en tot høj græs, aller helst en tot høj græs heeeeeelt inde ved hækken.
Senere bedyrede trolden sin store kærlighed til, ja, sit livs store kærlighed.
Erklæringen blev modtaget med en tør besked om aldersforskellen. Hun fandt det ganske naturligt, at han var faldet for så smækker-lækker en pige som hun selv, meeeen havde dog satset på en LIDT ældre bejler. Trolden er trods alt kun 6 år.
Med tilbedende øjne lovede han hende at blive 7 år til sin næste fødselsdag (jov jov, hva gør man ikke for at glæde sit hjertes udkårne), men hun så stadig ikke helt tilfreds ud. Selv hans tilbud om, at hun da bare kunne bruge ham som stol og sidde på ham, lod ikke til at formilde hendes høje (alders-)krav.
Heldigvis giver trolden ikke op så let. I hans verden ER de allerede kærester, selvom hun ikke véd det. På den måde kan hun jo ikke slå op, som han siger.
Ved uddelegering af praktisk hjælp med borddækningen tildelte troldens veninde den ultimative opgave til sig selv: at trone ved bordet og se lækker ud, mens pøblen tog sig af de mere håndfaste arbejdsopgaver.
Jeg må sige, at hun klarede opgaven til UG.
At dømme ud fra troldens stjålne øjekast, var han vist også godt tilfreds med hendes indsats.
Jeg lærte, at små søde piger kan høvle håndværker-prutter af til stor morskab for dem selv.
Jeg blev belært om løbetid + menstruation og fik rettet et par mindre misforståelser.
Alt i alt et ganske fornøjeligt døgn med massiv hygge, komiske bemærkninger og disko-dasko i kælderen.
...og skibet er ladet med L
Læser prinsessens referat fra dagens læse-session.
Vi øver i øjeblikket ord betydning, dobbeltbetydning og andre små spidsfindigheder.
Jeg falder over ordet "lud".
Jeg tænker, at det ikke længere er et alment brugt ord og at en pre-teen nok ikke er bekendt med dets betydning.
Jeg spørger hende, om hun mon véd, hvad lud er.
Overraskende nok er svaret ja. Selvfølgelig ved hun da dét.
Kan hun mon forklare betydningen for mig?
Jooooh deeeet kan hun da godt. Men hun synes ikke, det er SÅ pænt at tale om.
Øh???
Jo altså.....en luder, ik, det er jo sådan en pige, som er kæreste med en anden pige.....ligesom familiens trofaste barnepige L.
ØH? NEJ stop stand wait nu lige lidt. ENDELIG ikke sig til nogen. Hun er lesbisk, for dælen da. Der er STOR forskel.
Nå. Hm. Jamen hvad er en luder da SÅ for én?
Forklarer hurtigt begrebet. Prinsessen ser en anelse mystificeret ud.
Forsøger at forklare med andre ord. Hun ser nu direkte blank ud.
Det går op for mig, at hun prøver at passe begrebet ind i læse/referat-situationen.
Og SÅ er vi tilbage lud, som jo er en ganske anden sag.
Lud = ætsende opløsningsmiddel
Luder = selvstændig sexsælger
Lesbisk = pige dater pige
Håber, det lettede forståelsen, så vi fremover kan holde de 3 begreber kraftigt adskilt.
Vi øver i øjeblikket ord betydning, dobbeltbetydning og andre små spidsfindigheder.
Jeg falder over ordet "lud".
Jeg tænker, at det ikke længere er et alment brugt ord og at en pre-teen nok ikke er bekendt med dets betydning.
Jeg spørger hende, om hun mon véd, hvad lud er.
Overraskende nok er svaret ja. Selvfølgelig ved hun da dét.
Kan hun mon forklare betydningen for mig?
Jooooh deeeet kan hun da godt. Men hun synes ikke, det er SÅ pænt at tale om.
Øh???
Jo altså.....en luder, ik, det er jo sådan en pige, som er kæreste med en anden pige.....ligesom familiens trofaste barnepige L.
ØH? NEJ stop stand wait nu lige lidt. ENDELIG ikke sig til nogen. Hun er lesbisk, for dælen da. Der er STOR forskel.
Nå. Hm. Jamen hvad er en luder da SÅ for én?
Forklarer hurtigt begrebet. Prinsessen ser en anelse mystificeret ud.
Forsøger at forklare med andre ord. Hun ser nu direkte blank ud.
Det går op for mig, at hun prøver at passe begrebet ind i læse/referat-situationen.
Og SÅ er vi tilbage lud, som jo er en ganske anden sag.
Lud = ætsende opløsningsmiddel
Luder = selvstændig sexsælger
Lesbisk = pige dater pige
Håber, det lettede forståelsen, så vi fremover kan holde de 3 begreber kraftigt adskilt.
Løbsk hund på afveje
Nå, så fandt man da ud af, hvordan geni-hunden nu for fjerde gang er stukket af.
Denne gang var alle døre hermetisk lukkede og låst indefra, så flugtforsøget skyldtes altså ikke hendes fænomenale evne til at åbne døre. INGEN havde været ud og ind af døren, så Houdini-tricket kunne heller ikke skyldes, at hun var smuttet med ud i et uopmærksomt øjeblik.
Alligevel bankede det pludseligt på havedøren og dér stod en venlig dame fra modsatte ende af vejen....med Gaia logrende ved siden af sig.
Hun havde mødt Gaia oppe i krydset. MIDT i krydset, vel at mærke. Og ja, det betyder kørebanen. Hun havde ikke kunnet kalde vovse til sig, men kunne heldigvis huske, hvor hun boede. Da hun gik mod vores hus for at slå alarm, fulgte vufling med i sikker afstand for eventuel indfangelse af blækspruttearme. Og da damen bankede på døren, satte kræet sig pænt på plads og ventede på at komme ind.
ALT blev tjekket, dobbelttjekket og så lige tjekket igen. Eneste tilbageværende mulighed er, at møjhunden er sprunget ud af soveværelsesvinduet.....et elegant lille spring fra seng til vindueskarm afsluttet med et fald på 2-2½ meters penge.
Jaja, hvor upraktisk det end er og hvor meget hundemor end knurrede i skægget, så må man på det positive plan sige, at hundi ikke er helt tabt bag en vogn.
Denne gang var alle døre hermetisk lukkede og låst indefra, så flugtforsøget skyldtes altså ikke hendes fænomenale evne til at åbne døre. INGEN havde været ud og ind af døren, så Houdini-tricket kunne heller ikke skyldes, at hun var smuttet med ud i et uopmærksomt øjeblik.
Alligevel bankede det pludseligt på havedøren og dér stod en venlig dame fra modsatte ende af vejen....med Gaia logrende ved siden af sig.
Hun havde mødt Gaia oppe i krydset. MIDT i krydset, vel at mærke. Og ja, det betyder kørebanen. Hun havde ikke kunnet kalde vovse til sig, men kunne heldigvis huske, hvor hun boede. Da hun gik mod vores hus for at slå alarm, fulgte vufling med i sikker afstand for eventuel indfangelse af blækspruttearme. Og da damen bankede på døren, satte kræet sig pænt på plads og ventede på at komme ind.
ALT blev tjekket, dobbelttjekket og så lige tjekket igen. Eneste tilbageværende mulighed er, at møjhunden er sprunget ud af soveværelsesvinduet.....et elegant lille spring fra seng til vindueskarm afsluttet med et fald på 2-2½ meters penge.
Jaja, hvor upraktisk det end er og hvor meget hundemor end knurrede i skægget, så må man på det positive plan sige, at hundi ikke er helt tabt bag en vogn.
Det er forår....og frost !!???
Står op til fuglesang og mindstemusens kontaktskræl.
Solen skinner fra en skyfri himmel og ungerne diskuterer toilet-rettigheder.
Alle mine små forårsblomster er tittet frem af mosplænen og jeg skimter vist et enkelt bette blad på mit nøddetræ.
Diskussionen fortsætter, de er nu nået til emnerne fjernbetjening, morgenTV og rettighederne til at dele morgenmad med mindstemusen.
Ren idyl....og så allerede kl 6:54.
Det er jo fantastisk.
I et anfald af totalt lalleglad munterhed får jeg alle unger spist af, i tøjet og sparket rettidigt ud af døren. Ja, altså lige på nær mindstemusen, som ikke helt formår at finde vej til dagplejen på egen hånd.
Jeg får ham stoppet i en lun køredragt og vimser nynnende ("sooooolen højt på hiiiimlen tralalala") ud til bilen med bebs på armen. Og hvad ser jeg så?
IS!!!
På min frontrude!!
Krafthelvede da også.
Vi nærmer os midten af marts, der er små søde erantisser og krokusser og what-not i hele forhaven, vintergækker og hvide fiduser i baghaven, så HVA SKAL VI MED NATTEFROST NU?
Naij, det kan næsten smadre éns muntre morgenhumør.
Går i gang med at skrabe is af bilen, naturligvis iført forårsfrakken samt rim i bryn og vipper.
Inden jeg er færdig, er min skønne forårssang langsomt gået over i eder og forbandelser, mine stakkels små fingre har skiftet kulør til blå-violet og min snottud er frosset til en fino is-skulptur.
Jeg skal SÅ meget have en kop dampende varm kaffe senere....og et alvorsord eller ti med vejrguderne!
Solen skinner fra en skyfri himmel og ungerne diskuterer toilet-rettigheder.
Alle mine små forårsblomster er tittet frem af mosplænen og jeg skimter vist et enkelt bette blad på mit nøddetræ.
Diskussionen fortsætter, de er nu nået til emnerne fjernbetjening, morgenTV og rettighederne til at dele morgenmad med mindstemusen.
Ren idyl....og så allerede kl 6:54.
Det er jo fantastisk.
I et anfald af totalt lalleglad munterhed får jeg alle unger spist af, i tøjet og sparket rettidigt ud af døren. Ja, altså lige på nær mindstemusen, som ikke helt formår at finde vej til dagplejen på egen hånd.
Jeg får ham stoppet i en lun køredragt og vimser nynnende ("sooooolen højt på hiiiimlen tralalala") ud til bilen med bebs på armen. Og hvad ser jeg så?
IS!!!
På min frontrude!!
Krafthelvede da også.
Vi nærmer os midten af marts, der er små søde erantisser og krokusser og what-not i hele forhaven, vintergækker og hvide fiduser i baghaven, så HVA SKAL VI MED NATTEFROST NU?
Naij, det kan næsten smadre éns muntre morgenhumør.
Går i gang med at skrabe is af bilen, naturligvis iført forårsfrakken samt rim i bryn og vipper.
Inden jeg er færdig, er min skønne forårssang langsomt gået over i eder og forbandelser, mine stakkels små fingre har skiftet kulør til blå-violet og min snottud er frosset til en fino is-skulptur.
Jeg skal SÅ meget have en kop dampende varm kaffe senere....og et alvorsord eller ti med vejrguderne!
Handy Manny...and the honour goes to.....
Jeg har simpelthen brugt den sparsomme aftenbelysning på at designe en krydderihylde.
Nu mangler jeg så bare en Handy-Henning til at føre arbejdstegningen et skidt videre og rent faktisk bygge skidtet.
Misforstå mig nu rigtigt. Al ære og respekt for min dejlige skattemus og hans snilde udi computerens forunderlige verden. Intet problem er for besværligt, ingen forhindring for stor. Om det drejer sig om at sammensætte hardwaren eller de mere tekniske kringlerier på programsiden, er sådan set underordnet. Fikset bliver det. MEN. Når dét så er sagt, så kan man jo ikke være god til alt. Lige så god, han er til at vedligeholde maskinparken....lige så lidt rækker talenderne til alt andet håndværk.
Det har kostet blod, sved, tårer og en pokkers masse ødelagt værktøj at nå til dén erkendelse.
Jeg vil ikke minde nogen om den episode, hvor en sølle fastelavnstønde forårsagede ugers halten og en halvt oversavet finger. Dog vil jeg sige, at tønden var alternativt pyntet: fingermaling med eget blod.
Jeg vil heller ikke bringe den uheldige sag med stiksaven på banen, selv om dét projekt endte med et ødelagt tørrestativ, en knækket sag og en blødende hånd.
Og naturligvis skal vi ikke vade mere i sagen om den vildtforvoksede rose, som grundet stormvarsel skulle beskæres lidt med en hæksaks. En hæksaks, som undertegnede har brugt flittigt i forbindelse med nedkæmpelse af efeu-muren ind mod naboen, ganske uden problemer. (Og nej, jeg har ikke slidt den op eller mørnet de metalliske med mine massive muskelmasse.) Jeg vil afholde mig fra nærmere detaljer og blot konstatere, at rosen overlevede, men hæksaksen knækkede og kvæstede i processen en knæskal og en lilletå.
Jeg vil heller ikke udpensle den drabelige duel mellem mand og skruetrækker, som kostede det meste af en tommel og efterlod et grande hak i væggen.
Det er således ikke uden grund, at min værktøjskasse indeholder langt mere og i høj grad bedre værktøj, end skattebassens like-wise. Det er også ganske berettiget, at jeg har nedlagt veto mod udlån af min maskinpark. Dels grundet frygt for massiv personskade, dels på grundet skræk for mistet materiel.
Så når jeg nu står midt i et spændende byg-selv-projekt, så har jeg kun to muligheder: byg det hele selv eller kidnap en Handy Manny. Hvem skal have æren? Dubbi dubbi....hmmm...and the honour goes toooooo.......
(fortsættelse følger)
Nu mangler jeg så bare en Handy-Henning til at føre arbejdstegningen et skidt videre og rent faktisk bygge skidtet.
Misforstå mig nu rigtigt. Al ære og respekt for min dejlige skattemus og hans snilde udi computerens forunderlige verden. Intet problem er for besværligt, ingen forhindring for stor. Om det drejer sig om at sammensætte hardwaren eller de mere tekniske kringlerier på programsiden, er sådan set underordnet. Fikset bliver det. MEN. Når dét så er sagt, så kan man jo ikke være god til alt. Lige så god, han er til at vedligeholde maskinparken....lige så lidt rækker talenderne til alt andet håndværk.
Det har kostet blod, sved, tårer og en pokkers masse ødelagt værktøj at nå til dén erkendelse.
Jeg vil ikke minde nogen om den episode, hvor en sølle fastelavnstønde forårsagede ugers halten og en halvt oversavet finger. Dog vil jeg sige, at tønden var alternativt pyntet: fingermaling med eget blod.
Jeg vil heller ikke bringe den uheldige sag med stiksaven på banen, selv om dét projekt endte med et ødelagt tørrestativ, en knækket sag og en blødende hånd.
Og naturligvis skal vi ikke vade mere i sagen om den vildtforvoksede rose, som grundet stormvarsel skulle beskæres lidt med en hæksaks. En hæksaks, som undertegnede har brugt flittigt i forbindelse med nedkæmpelse af efeu-muren ind mod naboen, ganske uden problemer. (Og nej, jeg har ikke slidt den op eller mørnet de metalliske med mine massive muskelmasse.) Jeg vil afholde mig fra nærmere detaljer og blot konstatere, at rosen overlevede, men hæksaksen knækkede og kvæstede i processen en knæskal og en lilletå.
Jeg vil heller ikke udpensle den drabelige duel mellem mand og skruetrækker, som kostede det meste af en tommel og efterlod et grande hak i væggen.
Det er således ikke uden grund, at min værktøjskasse indeholder langt mere og i høj grad bedre værktøj, end skattebassens like-wise. Det er også ganske berettiget, at jeg har nedlagt veto mod udlån af min maskinpark. Dels grundet frygt for massiv personskade, dels på grundet skræk for mistet materiel.
Så når jeg nu står midt i et spændende byg-selv-projekt, så har jeg kun to muligheder: byg det hele selv eller kidnap en Handy Manny. Hvem skal have æren? Dubbi dubbi....hmmm...and the honour goes toooooo.......
(fortsættelse følger)
Gode gaming råd
Er der noget mere underholdende, end skattemandens ihærdige forsøg på at vinde ét eller andet virtuelt racerløb?
Edder og forbandelser, nogle endda af egen opfindelse, fylder rummet.
Der trampes af vane hårdt på speederen, som slet ikke er der (i stedet vokser et fælt fodaftryk frem på de bonede gulve).
I hvert svinger kaster manden sig sidelæns i kontorstolen og hænger som et væltet C ud over armlænet i et desperat forsøg på at krænge Audi´en rundt i et håbløst hårnålesving uden at miste fremdrift og geare ned.
Svaret er JA. Der findes faktisk noget meget sjovere.
Langt mere underholdende er det nemlig at observere manden i færd med førnævnte fritidssyssel.....når den 6 årige trold har slæbt en stol hen på sidelinien og plantet sig i co-pilot-sædet.
Hér sidder han så og gnasker gulerødder med et køligt overblik, mens han meget hjælpsomt slynger om sig med gode råd.
"Du ville nok kunne komme banen rundt uden uheld....hvis du ikke hele tiden kørte ind i barrieren" lyder det tørt. Der kvitteres med et olmt blik fra ratholderen.
"Måske skulle du ikke sådan ramme de andre biler så tit" fortsætter han. Chaufførens ansigtsfarve skifter til pink og de første ansigsttrækninger viser sig.
"Jeg er sikker på, at du godt kan vinde......hvis du bare kører hurtigere og bedre" konkluderer han. Ingen målbar reaktion, blot indædt stirren frem for sig.
På nuværende tidspunkt nyder jeg showet fra sofaen. Ganske underholdende.
"Måske skulle du prøve med en anden bil....eller et andet spil!"
Tag dén og bliv liggende. Tiltroen til sejrens sødme er svært dalende hos de yngre publikum.
Jeg hører sure lyde....minder lidt om en brummende motor, men JEG ved bedre.
"Er der nogen øve-baner?"
En kollision forårsager mindre pænt sprogbrug, som der naturligvis også kommenteres på:
"Ja, det nytter nok ikke noget at blive sur. Det er slet ikke godt for blodtrykket. Og hvis du virkelig er så træt af dét spil, så skulle du måske spille noget andet. Hey, du må godt låne mit Pixeline!!"
(Sagt med andre ord: dine evner ligger nok ikke højere end dét.)
Jeg aner himmelvendte øjne hos ungdommen og dunkende blodårer i den ældre generations tindinger.
Modig dreng, dét vil jeg give ham. Det kan blive fatalt, ingen tvivl om dét.
Jeg tør ikke være vidne til mere og gemmer mig med hovedet i en flyttekasse.
En halv times tid senere spiller skattemusen fortsat bil-spil....og charmetrolden har for en sjælden gang skyld fået lov til at spille lidt på den dyrebare iphone, mod at han altså forføjede sig til soveværelset og afholdt sig fra yderligere rådgivning.
Edder og forbandelser, nogle endda af egen opfindelse, fylder rummet.
Der trampes af vane hårdt på speederen, som slet ikke er der (i stedet vokser et fælt fodaftryk frem på de bonede gulve).
I hvert svinger kaster manden sig sidelæns i kontorstolen og hænger som et væltet C ud over armlænet i et desperat forsøg på at krænge Audi´en rundt i et håbløst hårnålesving uden at miste fremdrift og geare ned.
Svaret er JA. Der findes faktisk noget meget sjovere.
Langt mere underholdende er det nemlig at observere manden i færd med førnævnte fritidssyssel.....når den 6 årige trold har slæbt en stol hen på sidelinien og plantet sig i co-pilot-sædet.
Hér sidder han så og gnasker gulerødder med et køligt overblik, mens han meget hjælpsomt slynger om sig med gode råd.
"Du ville nok kunne komme banen rundt uden uheld....hvis du ikke hele tiden kørte ind i barrieren" lyder det tørt. Der kvitteres med et olmt blik fra ratholderen.
"Måske skulle du ikke sådan ramme de andre biler så tit" fortsætter han. Chaufførens ansigtsfarve skifter til pink og de første ansigsttrækninger viser sig.
"Jeg er sikker på, at du godt kan vinde......hvis du bare kører hurtigere og bedre" konkluderer han. Ingen målbar reaktion, blot indædt stirren frem for sig.
På nuværende tidspunkt nyder jeg showet fra sofaen. Ganske underholdende.
"Måske skulle du prøve med en anden bil....eller et andet spil!"
Tag dén og bliv liggende. Tiltroen til sejrens sødme er svært dalende hos de yngre publikum.
Jeg hører sure lyde....minder lidt om en brummende motor, men JEG ved bedre.
"Er der nogen øve-baner?"
En kollision forårsager mindre pænt sprogbrug, som der naturligvis også kommenteres på:
"Ja, det nytter nok ikke noget at blive sur. Det er slet ikke godt for blodtrykket. Og hvis du virkelig er så træt af dét spil, så skulle du måske spille noget andet. Hey, du må godt låne mit Pixeline!!"
(Sagt med andre ord: dine evner ligger nok ikke højere end dét.)
Jeg aner himmelvendte øjne hos ungdommen og dunkende blodårer i den ældre generations tindinger.
Modig dreng, dét vil jeg give ham. Det kan blive fatalt, ingen tvivl om dét.
Jeg tør ikke være vidne til mere og gemmer mig med hovedet i en flyttekasse.
En halv times tid senere spiller skattemusen fortsat bil-spil....og charmetrolden har for en sjælden gang skyld fået lov til at spille lidt på den dyrebare iphone, mod at han altså forføjede sig til soveværelset og afholdt sig fra yderligere rådgivning.
Mindstemusens status
I januar slap børnambulatoriet endelig Mindstemusen helt.
For det første lukkede mave-tarm-specialisten hans sag og anerkendte min teori om, at han (til trods for en negativ test for laktoseintolerans ) kun tåler minimale doser aktiv mælk i døgnet. Så længe dette hensyn tages, er hans fordøjelsessystem nu alderssvarende.
For det andet viste dagens ekkokardiografi, at frygten for en hjertesygdom kunne manes i jorden. Hans før lidt umodne hjerte havde indhentet det forsømte og hans ASF havde lukket sig helt af sig selv.
Jubiiiiii ikke flere kontroller på børneamb
Vel hjemme erfarede jeg, at musen efter endt scanning var marineret i glidecreme. Lad mig især fremhæve den strittende nakkehårsfrits a la punk-rock. Dét var smart!
Her i slutningen af februar blev han igen iagttaget og vurderet af dagplejepædagogen. Hans dobbeltplads blev forlænget, men hun fremhævede hans store fremskridt den sidste tid og roste hans skønne temperament.
Dejligt med lidt ros....vi er jo også helt vilde med ham og kan kun give ret: hans temperament fejler bestemt ikke noget ;) hæhæ
For det første lukkede mave-tarm-specialisten hans sag og anerkendte min teori om, at han (til trods for en negativ test for laktoseintolerans ) kun tåler minimale doser aktiv mælk i døgnet. Så længe dette hensyn tages, er hans fordøjelsessystem nu alderssvarende.
For det andet viste dagens ekkokardiografi, at frygten for en hjertesygdom kunne manes i jorden. Hans før lidt umodne hjerte havde indhentet det forsømte og hans ASF havde lukket sig helt af sig selv.
Jubiiiiii ikke flere kontroller på børneamb
Vel hjemme erfarede jeg, at musen efter endt scanning var marineret i glidecreme. Lad mig især fremhæve den strittende nakkehårsfrits a la punk-rock. Dét var smart!
Her i slutningen af februar blev han igen iagttaget og vurderet af dagplejepædagogen. Hans dobbeltplads blev forlænget, men hun fremhævede hans store fremskridt den sidste tid og roste hans skønne temperament.
Dejligt med lidt ros....vi er jo også helt vilde med ham og kan kun give ret: hans temperament fejler bestemt ikke noget ;) hæhæ
M. Crusoe
Mindstemusen tester mors nerver!
Èn ting er hans iphone-fetish. Dét var næsten uundgåeligt, farmanden taget i betragtning.
Noget ganske andet er hans besættelse af Ralle Seebach og i særdeleshed øde øer.
Så snart mindstemusen øjner chancen til at tyve en æblefon, ja, så sætter han R. Seebachs nye wonderhit "Øde Ø" på repeat.
Nu har jeg mit helt eget anti-parti for mandens musik. Muligvis en arbejdsskade fra tiden i byens fritidscenter, hvor tøsebørnene datta hans første skive på repeat dag efter dag efter uge efter måned. Fyddeføj.
På min personlige hitliste befinder han sig kun en halv oktav højere end Deutche Slager Parade, og jeg har tit ønsket, at hans engel ville snupse ham og flyve laaaaangt væk.
Nå, jeg har desværre ikke tid til at kaste mig ud i en indre filosofisk diskussion af problematikken lige nu. Mindstemusen skal puttes og der skal vel synges en bette sang eller nowt. Jeg tænker, at en "Øde Ø" vil falde i god jord og sjovt nok har jeg memoreret teksten!
Èn ting er hans iphone-fetish. Dét var næsten uundgåeligt, farmanden taget i betragtning.
Noget ganske andet er hans besættelse af Ralle Seebach og i særdeleshed øde øer.
Så snart mindstemusen øjner chancen til at tyve en æblefon, ja, så sætter han R. Seebachs nye wonderhit "Øde Ø" på repeat.
Nu har jeg mit helt eget anti-parti for mandens musik. Muligvis en arbejdsskade fra tiden i byens fritidscenter, hvor tøsebørnene datta hans første skive på repeat dag efter dag efter uge efter måned. Fyddeføj.
På min personlige hitliste befinder han sig kun en halv oktav højere end Deutche Slager Parade, og jeg har tit ønsket, at hans engel ville snupse ham og flyve laaaaangt væk.
Det skurrer i mine ører og skærer i mit hjerte, når yngstebarnet favoriserer hans popperier i SÅ stor stil.
"Hvis jeg bliver smidt af på en øde øøøøøø" - joh tak, dét kunne kanske sætter en brat stopper for denne evindelige spytten skiver ud i en lind strøm.
Nå, men det er min personlige holdning. Der er et marked for hans musik og lad nu endelig manden opfylde massernes behov. Bare jeg dog kan slippe....i det mindste i eget hjem. Og det plejer jeg for så vidt at kunne. Men med en spirrende Ralle-fan i huset, er det ikke let.
Jeg håber naturligvis, at musens fascination af netop dette nummer skyldes eventyrlyst og udlængsel. At der ikke er tale om musisk præference, men drømmen om at lege Robinson Crusoe i et års tid eller tyve. Dét ville dog være til at bære for moderen.
Jeg véd jo ærligt godt, hvor skoen trykker.
"Hvis jeg bliver smidt af på en øde øøøøøø" - joh tak, dét kunne kanske sætter en brat stopper for denne evindelige spytten skiver ud i en lind strøm.
Nå, men det er min personlige holdning. Der er et marked for hans musik og lad nu endelig manden opfylde massernes behov. Bare jeg dog kan slippe....i det mindste i eget hjem. Og det plejer jeg for så vidt at kunne. Men med en spirrende Ralle-fan i huset, er det ikke let.
Jeg håber naturligvis, at musens fascination af netop dette nummer skyldes eventyrlyst og udlængsel. At der ikke er tale om musisk præference, men drømmen om at lege Robinson Crusoe i et års tid eller tyve. Dét ville dog være til at bære for moderen.
Jeg véd jo ærligt godt, hvor skoen trykker.
Jeg har aldrig været poptøs.
Jeg nærer intet ønske om at blive det på mine "gamle" dage.
Alligevel tager jeg mig selv i at skråle med på endnu én af Seebachs utallige ørehængere. Heldigvis har der sjældent været vidner til pinligheden, da det dels ville smadre mit image som inkarneret Ralle-modstander og samtidig afsløre min totale mangel på takt og tone (altså den rent musiske slags, ikke Emma Gads gode opdragelse....dén del har jeg HELT styr på...jeg har immervæk set samtlige afsnit af Mrs Bucket´s "Fint skal det være" og tilmed mere end én gang).
Det irriterer mig grænseløst, at musikken alligevel har sneget sig under huden på mig og invaderet mine øregange i en sådan grad, at jeg tripper med på rytmen og gudhjælpemig kan teksten udenad. Hvad sker der for det?
Jeg kan jo ikke en gang LIDE nummeret.
Hvordan kan den slags infame hjernevask lade sig gøre og er det overhovedet lovligt at udføre den slags jedi mind tricks mod sagesløse?
Jeg kan jo ikke en gang LIDE nummeret.
Hvordan kan den slags infame hjernevask lade sig gøre og er det overhovedet lovligt at udføre den slags jedi mind tricks mod sagesløse?
Nå, jeg har desværre ikke tid til at kaste mig ud i en indre filosofisk diskussion af problematikken lige nu. Mindstemusen skal puttes og der skal vel synges en bette sang eller nowt. Jeg tænker, at en "Øde Ø" vil falde i god jord og sjovt nok har jeg memoreret teksten!
Den 4benede Lykkepille vs The Killer Rabbit
Vi har hund.
Vi har tilmed brugshund.
En farlig fin schæfertæve, som har udnævnt sig selv til husets vagthund og derfor lyder som en sand dræber, hvis nogen nærmer sig hoveddøren endsige arriverer gennem den.
Til tider kan det dog være svært at holde masken, for lige så fint-udviklet hendes snudeparti er, lige så fabelragende dygtig hun er til næsearbejde af enhver slags....lige så småtbegavet er hun i andre sammenhænge.
Tag endelig ikke fejl. Hele familien elsker den 4benede lykkepille, som på daglig basis er skyld i sunde latteranfald og langtrukne putte-hygge-kæle-ritualer.
Det er intet mindre end fantastisk at observere hende i samspil med ungerne.
Nå trolden træner alverdens mere eller mindre seriøse lydighedsøvelser.
Når prinsesse og hund krammer tæt og der hviskes hemmeligheder fra det spirende teenageliv.
Når musen deler sin mad eller vovses kødben...vel at mærke ved at stoppe hele hånden ned i hundehalsen.
Så kan man jo ikke andet end smile og prise sig lykkelig for, at hun er så tålmodig og kærlig anlagt.....selvom hørelsen og almenlydigheden nogle gange forsvinder i et akut opstået tilfælde af senildement civilbetjent.
Nå, roser til side og videre til sagens kerne.
Forleden aften joskede hund og jeg en bette aftentur i "vores" nye villakvarter.
Der var selvsagt mange nye dufte, som skulle inhaleres........mange nye lygtepæle, som skulle markeres. Særligt én hæk virkede interessant. Med magnetisk tiltrækning ligefrem sugede den hundens snuseapparat til sig. De to blev som én. Hund og hæk sammenvokset i en symbiotisk stase. Selv efter 10 minutter!! Det var umuligt at adskille de to poler (ligusterhæk og næseparti), selvom jeg halede til af alle kræfter. Min tålmodighed var brugt op, min næse løb, mine fingre var blå....kort sagt, jeg frøs og ville hjem.
Fast greb i snoren og så bare liiiige læne sig bagud med hele kroppen.....ganske uden nogen effekt på hunden, dog lykkedes det mig at forskrække en forputtet hare på den anden side af stien. Op sprang den, af sted fór den....lige ret igennem hundens perifere syn.
Dét virkede.
Et sådant snigangreb fra en killer rabbit kunne nok få dræberhundens opmærksomhed.
"Så", tænkte jeg. "Nu dør den bette pelstot!"
Ligusterhækkens magiske tiltrækning blev brat ophævet.
Haren sprang i flyverskjul bag en carport.
Hunden styrtede hovedkulds af sted.
Tovholderen (det vil sige mig) på slæb ret bag hunden.
"Stakkels lille kræ", tænkte jeg.
Hastighed: 250 km/t.
Kurs: hoveddøren.
Jeg ved ærligt ikke, hvem der ville have vundet opgøret.
Ét eller andet sted vil jeg gerne bevare forestillingen om, at min store schæfer ville være stærkt overlegen. Men sandt at sige, finder jeg aldrig ud af det.
Det viste sig nemlig, at min dræberhund overhovedet ikke var sat efter haren for at pelse den og flette en ny hundekurv. Nææææ nej, hundi stak af. Løb for livet. Skræmt fra vid og sans.
HUN FLYGTEDE.
Fra haremissen.
Mage til krysterhund!
Men hjem kom vi da!!!!
Vi har tilmed brugshund.
En farlig fin schæfertæve, som har udnævnt sig selv til husets vagthund og derfor lyder som en sand dræber, hvis nogen nærmer sig hoveddøren endsige arriverer gennem den.
Til tider kan det dog være svært at holde masken, for lige så fint-udviklet hendes snudeparti er, lige så fabelragende dygtig hun er til næsearbejde af enhver slags....lige så småtbegavet er hun i andre sammenhænge.
Tag endelig ikke fejl. Hele familien elsker den 4benede lykkepille, som på daglig basis er skyld i sunde latteranfald og langtrukne putte-hygge-kæle-ritualer.
Det er intet mindre end fantastisk at observere hende i samspil med ungerne.
Nå trolden træner alverdens mere eller mindre seriøse lydighedsøvelser.
Når prinsesse og hund krammer tæt og der hviskes hemmeligheder fra det spirende teenageliv.
Når musen deler sin mad eller vovses kødben...vel at mærke ved at stoppe hele hånden ned i hundehalsen.
Så kan man jo ikke andet end smile og prise sig lykkelig for, at hun er så tålmodig og kærlig anlagt.....selvom hørelsen og almenlydigheden nogle gange forsvinder i et akut opstået tilfælde af senildement civilbetjent.
Nå, roser til side og videre til sagens kerne.
Forleden aften joskede hund og jeg en bette aftentur i "vores" nye villakvarter.
Der var selvsagt mange nye dufte, som skulle inhaleres........mange nye lygtepæle, som skulle markeres. Særligt én hæk virkede interessant. Med magnetisk tiltrækning ligefrem sugede den hundens snuseapparat til sig. De to blev som én. Hund og hæk sammenvokset i en symbiotisk stase. Selv efter 10 minutter!! Det var umuligt at adskille de to poler (ligusterhæk og næseparti), selvom jeg halede til af alle kræfter. Min tålmodighed var brugt op, min næse løb, mine fingre var blå....kort sagt, jeg frøs og ville hjem.
Fast greb i snoren og så bare liiiige læne sig bagud med hele kroppen.....ganske uden nogen effekt på hunden, dog lykkedes det mig at forskrække en forputtet hare på den anden side af stien. Op sprang den, af sted fór den....lige ret igennem hundens perifere syn.
Dét virkede.
Et sådant snigangreb fra en killer rabbit kunne nok få dræberhundens opmærksomhed.
"Så", tænkte jeg. "Nu dør den bette pelstot!"
Ligusterhækkens magiske tiltrækning blev brat ophævet.
Haren sprang i flyverskjul bag en carport.
Hunden styrtede hovedkulds af sted.
Tovholderen (det vil sige mig) på slæb ret bag hunden.
"Stakkels lille kræ", tænkte jeg.
Hastighed: 250 km/t.
Kurs: hoveddøren.
Jeg ved ærligt ikke, hvem der ville have vundet opgøret.
Ét eller andet sted vil jeg gerne bevare forestillingen om, at min store schæfer ville være stærkt overlegen. Men sandt at sige, finder jeg aldrig ud af det.
Det viste sig nemlig, at min dræberhund overhovedet ikke var sat efter haren for at pelse den og flette en ny hundekurv. Nææææ nej, hundi stak af. Løb for livet. Skræmt fra vid og sans.
HUN FLYGTEDE.
Fra haremissen.
Mage til krysterhund!
Men hjem kom vi da!!!!
Genopstandelsen fra de døde
Er der noget så skønt, som at bruge 3uger på sygdom.
Først lagde mindstemusen sig med mellemørebetændelse og astmatisk bronkitis med 40,5 i feber.
Nægtede fuldstændigt at spise og levede derfor af mutters heksebryg (æblejuice kogt op med citronsaft, lidt hvidløg og masser af friskhøvlet ingefær). Han hostede som en gammel Nimbus en kold oktober-morgen og udgød kaskader af snot til alle sider.
Han sov 22 timer i døgnet, naturligvis trygt og godt på mor eller far. Gudnådeogtrøste den, som i et uforvarent øjeblik forsøgte at lirke ham ned i sin egen seng. Sådanne forsøg udløste straks højlydt, hæs gråd på grænsen af direkte skrig. Hans få vågne øjeblikke gik med at se ynkelig ud og pjevse.
Den er god nok. Babys kan også få man-flu.
Idet musen tilbragte størstedelen af sine 14 sygedage med at ligge på mors eller fars brystkasse og halvsovende hoste baciller lige ind i deres ansigter, ja, så endte vi altså også med at ligge på langs.
Babymusen var stadig ikke helt frisk, selvom pencillinkuren nu sørgede for, at han var meget mere vågen.....og meget mere sur og grædende.
Farmusen lå med det ene ben i graven og underholdt med sine nærdødsoplevelser.
Morlillen måtte altså sørge for de to store ungers fortsatte trivsel, pleje mindstemusen og overhælde skattemusen med den sidste olie, vel at mærke samtidig med at jeg forsøgte at vriste mig fri af den Kutteklædtes dødsgreb.
Det lykkedes.
Alt i alt tog det kun 3 uger at bekæmpe Manden med Leen og komme sygdommen til livs.
3 uger, som burde have stået i flyttekassernes tegn.
3 uger, som nu skulle indhentes på blot 1 uge.
Alt blev godt nok (med en smule stress) pakket og flyttet i tide, men jeg er noget spændt på projekt udpakning!
Jeg har således just denne morgen pakket en kasse køkkengrej ud....og en pose med husholdningsaffald. Heldigvis ikke noget let-fordærveligt indhold, meeeeen alligevel. Jeg kunne måske nok have været dén überraschung foruden.
Hvilke andre skatte og uforudsigeligheder gemmer der sig mon i resten af flyttelæsset?
Dubdubdub.......
Først lagde mindstemusen sig med mellemørebetændelse og astmatisk bronkitis med 40,5 i feber.
Nægtede fuldstændigt at spise og levede derfor af mutters heksebryg (æblejuice kogt op med citronsaft, lidt hvidløg og masser af friskhøvlet ingefær). Han hostede som en gammel Nimbus en kold oktober-morgen og udgød kaskader af snot til alle sider.
Han sov 22 timer i døgnet, naturligvis trygt og godt på mor eller far. Gudnådeogtrøste den, som i et uforvarent øjeblik forsøgte at lirke ham ned i sin egen seng. Sådanne forsøg udløste straks højlydt, hæs gråd på grænsen af direkte skrig. Hans få vågne øjeblikke gik med at se ynkelig ud og pjevse.
Den er god nok. Babys kan også få man-flu.
Idet musen tilbragte størstedelen af sine 14 sygedage med at ligge på mors eller fars brystkasse og halvsovende hoste baciller lige ind i deres ansigter, ja, så endte vi altså også med at ligge på langs.
Babymusen var stadig ikke helt frisk, selvom pencillinkuren nu sørgede for, at han var meget mere vågen.....og meget mere sur og grædende.
Farmusen lå med det ene ben i graven og underholdt med sine nærdødsoplevelser.
Morlillen måtte altså sørge for de to store ungers fortsatte trivsel, pleje mindstemusen og overhælde skattemusen med den sidste olie, vel at mærke samtidig med at jeg forsøgte at vriste mig fri af den Kutteklædtes dødsgreb.
Det lykkedes.
Alt i alt tog det kun 3 uger at bekæmpe Manden med Leen og komme sygdommen til livs.
3 uger, som burde have stået i flyttekassernes tegn.
3 uger, som nu skulle indhentes på blot 1 uge.
Alt blev godt nok (med en smule stress) pakket og flyttet i tide, men jeg er noget spændt på projekt udpakning!
Jeg har således just denne morgen pakket en kasse køkkengrej ud....og en pose med husholdningsaffald. Heldigvis ikke noget let-fordærveligt indhold, meeeeen alligevel. Jeg kunne måske nok have været dén überraschung foruden.
Hvilke andre skatte og uforudsigeligheder gemmer der sig mon i resten af flyttelæsset?
Dubdubdub.......
Angry Birds Day
Trolden har netop sendt en bette video-hilsen til en kær veninde.
Mens jeg stod dér med kameraet og agerede Peter Jackson, lod jeg tankerne vandre til fordums minder. Især husker jeg, da jeg sidste år havde liiiidt svært ved at holde masken, da han skulle sende en videohilsen MED skønsang i anledning af en fødselsdag og valgte den engelske version.....nemlig "Angry Birds Day toooo yoooou".
Mens jeg stod dér med kameraet og agerede Peter Jackson, lod jeg tankerne vandre til fordums minder. Især husker jeg, da jeg sidste år havde liiiidt svært ved at holde masken, da han skulle sende en videohilsen MED skønsang i anledning af en fødselsdag og valgte den engelske version.....nemlig "Angry Birds Day toooo yoooou".
Hilsen til alle mødre
Hej dejlige dig.
Husk på, at selvom du er blevet mor, så er du også stadig meget mere.
Du er nogens kæreste.
Du er nogens veninde.
Du er nogens familie.
Du er nogens kollega.
Og aller vigtigst....du er DIG. Hel vidunderlig unik.
Husk også at bruge tid på dig selv.
Husk at pleje dit netværk.
Gør det, uden at guldklumpen altid er med.
Tag ud at spise med dit livs kærlighed. Smut i biffen med din søster. Grib chancen for en shoppingtur med veninderne. Dans på bordene til personalefesten.
Kort sagt: sug ny energi, så du kan være den bedste version af dig.....dermed verdens bedste mor for din guldklump.
Husk på, at selvom du er blevet mor, så er du også stadig meget mere.
Du er nogens kæreste.
Du er nogens veninde.
Du er nogens familie.
Du er nogens kollega.
Og aller vigtigst....du er DIG. Hel vidunderlig unik.
Husk også at bruge tid på dig selv.
Husk at pleje dit netværk.
Gør det, uden at guldklumpen altid er med.
Tag ud at spise med dit livs kærlighed. Smut i biffen med din søster. Grib chancen for en shoppingtur med veninderne. Dans på bordene til personalefesten.
Kort sagt: sug ny energi, så du kan være den bedste version af dig.....dermed verdens bedste mor for din guldklump.
Milepæl d. 26/11 2013
Trolden jubler: "den allerførste rokketand i heeeeeele mit lange liv!!!"
Det tog lidt tid at forklare ham, at måden man fjerner en rokketand og lokke Tandfeen frem fra sit skjul, IKKE er ved at slå sig selv med knytnæveslag på munden
Det tog lidt tid at forklare ham, at måden man fjerner en rokketand og lokke Tandfeen frem fra sit skjul, IKKE er ved at slå sig selv med knytnæveslag på munden
Baby og babser
Mindstemusen har været i det vrantne hjørne i dag. Faktisk har han været lodret umulig.
Gnavne gamle mænd når ham ikke til anklerne. INTET dur. ALT er ham imod...og udløser højlydt raseri anfald.
Jeg følte mig derfor lidt lusket, da jeg uden protester, advarsler eller gode råd overlod ham til storesøsterens varetægt, da hun netop hjemvendt tilbød at hygge med ham på hendes værelse.
"God idé, du dejlige pige, hér har du ham og nu farvel".
Sjældent har jeg løbet så hurtigt ud med bleposen. Blot 5 minutters stilhed, før hun returnerer ham, tænkte jeg.
Men hun kom ikke ilende med desperation i øjnene og lillebror i armene. Næææ.
Faktisk synes jeg at høre babylatter fra værelset.
Jeg listede nærmere og lyttede. Den var god nok. Han morede sig højlydt. Så højlydt, at han totalt overdøvede hende. Jeg var nødt til at åbne døren på klem, for at lure hendes tricks.
Hun sang. Hm Det havde jeg da ellers prøvet. Men sig mig nu hvaderdetdogdetyndigepigebarnsynger?
"Jeg kan godt li babseeeer, kæææææmpestoooooore babseeeeer"
LUSKETRICK afsløret....så tror da pokker, at den lille mand morer sig!
Gnavne gamle mænd når ham ikke til anklerne. INTET dur. ALT er ham imod...og udløser højlydt raseri anfald.
Jeg følte mig derfor lidt lusket, da jeg uden protester, advarsler eller gode råd overlod ham til storesøsterens varetægt, da hun netop hjemvendt tilbød at hygge med ham på hendes værelse.
"God idé, du dejlige pige, hér har du ham og nu farvel".
Sjældent har jeg løbet så hurtigt ud med bleposen. Blot 5 minutters stilhed, før hun returnerer ham, tænkte jeg.
Men hun kom ikke ilende med desperation i øjnene og lillebror i armene. Næææ.
Faktisk synes jeg at høre babylatter fra værelset.
Jeg listede nærmere og lyttede. Den var god nok. Han morede sig højlydt. Så højlydt, at han totalt overdøvede hende. Jeg var nødt til at åbne døren på klem, for at lure hendes tricks.
Hun sang. Hm Det havde jeg da ellers prøvet. Men sig mig nu hvaderdetdogdetyndigepigebarnsynger?
"Jeg kan godt li babseeeer, kæææææmpestoooooore babseeeeer"
LUSKETRICK afsløret....så tror da pokker, at den lille mand morer sig!
Pakke ud og pakke ind og pakke op og ned....
Netop som man endelig er færdig med at pakke ned og flytte flyttekasser....kan man begynde at pakke ud igen!
Hvor er det dog en kedsommelig proces fyldt med fristende overspringshandlinger. Lige nu virker selv støvsugning som en langt sjovere beskæftigelse, end at vende bunden på tøjsække for at etablere et fornuftigt garderobeskab.
Lige nu er sengen dækket af et tykt tæppe af kjoler og jeans i alverdens farver og faconer. Og det fylder pludselig meget mere, end før.
Hvordan har jeg mon nogensinde haft det hele mast ind i et mikromantisk 2-fløjet skab?
Hvordan får jeg nogensinde mast hele baduljen ind i det nye lillebitte skab med kun 5 sektioner i bredden?
Der må og skal ryddes op og smides ud.
Jeg må straks i gang med en større gennemgang og finsortering. Jeg føler mig ganske overbevist om, at jeg nok skal finde en masse gamle laser og umoderne påhit, som snildt kan lade livet for mine nye fikse julegaver. Jeg vil derfor straks kigge nærmere på skattemusens hylder. Når jeg er færdig, har han med garanti ikke brug for 6 hylder længere, men kan let nøjes med det halve. Jeg føler mig overbevist om, at han gerne ofrer lidt, for at kan bibeholde min nuværende tøjsamling. Skulle jeg tage fejl og det modsatte være tilfældet, så er han i skrivende stund ikke hjemme til at nedlægge veto.
Let the fun begin ;)
Muahahahahaaaaaaaaaaaaa.
Hvor er det dog en kedsommelig proces fyldt med fristende overspringshandlinger. Lige nu virker selv støvsugning som en langt sjovere beskæftigelse, end at vende bunden på tøjsække for at etablere et fornuftigt garderobeskab.
Lige nu er sengen dækket af et tykt tæppe af kjoler og jeans i alverdens farver og faconer. Og det fylder pludselig meget mere, end før.
Hvordan har jeg mon nogensinde haft det hele mast ind i et mikromantisk 2-fløjet skab?
Hvordan får jeg nogensinde mast hele baduljen ind i det nye lillebitte skab med kun 5 sektioner i bredden?
Der må og skal ryddes op og smides ud.
Jeg må straks i gang med en større gennemgang og finsortering. Jeg føler mig ganske overbevist om, at jeg nok skal finde en masse gamle laser og umoderne påhit, som snildt kan lade livet for mine nye fikse julegaver. Jeg vil derfor straks kigge nærmere på skattemusens hylder. Når jeg er færdig, har han med garanti ikke brug for 6 hylder længere, men kan let nøjes med det halve. Jeg føler mig overbevist om, at han gerne ofrer lidt, for at kan bibeholde min nuværende tøjsamling. Skulle jeg tage fejl og det modsatte være tilfældet, så er han i skrivende stund ikke hjemme til at nedlægge veto.
Let the fun begin ;)
Muahahahahaaaaaaaaaaaaa.
...et til dig, mit fodboldstævnemøde...tralalala....
Dagens citat fra trolden:
"Mor, du kender mig da...du VÉD nok, at jeg haaaaader fodboldstævnemøder!!!"
(So sorry, kiddo. Nu var dét altså dagens program i SFO´en )
Efter en længere svada om ulemperne ved holdsport og i særdeleshed fodbold må jeg konstatere, at sønnike ikke bliver den nye Messi. Eller for den sags skyld kommer til at udøve nogen anden holdsport, SLET IKKE hvis runde eller ovale flyvende objekter indgår. Hans boldøje er ikke rigtigt til det.
For nyligt testede skolens sundhedsplejerske klassens motorik. Eleverne blev sat sammen i mere eller mindre umage par og blev så bedt om at kaste en bold frem og tilbage. Resultatet af testen foreligger ikke endnu, men da jeg til tider er en smule nysgerrig og måske en lille bitte smule utålmodig, udsatte jeg eget barn for et mindre krydsforhør. Hvordan foregik testen, hvordan var det gået, hva sagde hun dog?
Det ærlige svar kom promte: "det gik zuuuuper godt, min partner ramte mig hele tiden med bolden og jeg var rigtig god til at kaste den laaaaangt væk, så han skulle løbe lidt efter den!"
(Hmmmm....jooooh jaaaaah MEN var hele idéen ikke at kaste pænt til hinanden?)
"Jojo, men det er jo umuligt at gribe en bold...den er faktisk helt rund!"
(Javist, lad nu det ligge.....hvad sagde hende sundhedsapostlen men så til det hele?)
"Hun sagde, at jeg var rigtig god til at gøre det forkert!!!"
(Godt så....en alternativ måde at give konstruktiv kritik, men i det mindste virker trolden ikke specielt traumatiseret. Faktisk kunne han vist ikke være mere ligeglad med hendes mening eller boldspillets forunderlige verden generelt.)
Han har det jo nok ikke fra fremmede. Det kan til dato undre mig lidt, hvordan jeg overlevede 2 hele sæsoner som håndboldspiller. De fleste af mine kampe, træning såvel som stævner, foregik mig bekendt med lukkede øjne. Jeg var nemlig uhyre bekendt med smerten forårsaget af sådan en rund fætter midt i ansigtet og var direkte ræd for yderligere sammenstød. Dertil kommer en god portion antiparti i forhold til holdsport. Om jeg dog begriber formålet. Få en bold hver og lad så være med at råbe kommandoer til mig i én strid strøm. "DÆKGRIBPASSKYYYYYYYD" mig et vist sted.
Næ, så foretrækker jeg jo helt klart solo-træning. Så skal jeg trods alt kun forhold mig til min egen indre stemme og parere en enkelt overspringshandling eller to.
Jeg tænker, at trolden har det på samme måde. Tricket er så at finde en træningsform, som inspirerer ham til vedholdenhed.
"Mor, du kender mig da...du VÉD nok, at jeg haaaaader fodboldstævnemøder!!!"
(So sorry, kiddo. Nu var dét altså dagens program i SFO´en )
Efter en længere svada om ulemperne ved holdsport og i særdeleshed fodbold må jeg konstatere, at sønnike ikke bliver den nye Messi. Eller for den sags skyld kommer til at udøve nogen anden holdsport, SLET IKKE hvis runde eller ovale flyvende objekter indgår. Hans boldøje er ikke rigtigt til det.
For nyligt testede skolens sundhedsplejerske klassens motorik. Eleverne blev sat sammen i mere eller mindre umage par og blev så bedt om at kaste en bold frem og tilbage. Resultatet af testen foreligger ikke endnu, men da jeg til tider er en smule nysgerrig og måske en lille bitte smule utålmodig, udsatte jeg eget barn for et mindre krydsforhør. Hvordan foregik testen, hvordan var det gået, hva sagde hun dog?
Det ærlige svar kom promte: "det gik zuuuuper godt, min partner ramte mig hele tiden med bolden og jeg var rigtig god til at kaste den laaaaangt væk, så han skulle løbe lidt efter den!"
(Hmmmm....jooooh jaaaaah MEN var hele idéen ikke at kaste pænt til hinanden?)
"Jojo, men det er jo umuligt at gribe en bold...den er faktisk helt rund!"
(Javist, lad nu det ligge.....hvad sagde hende sundhedsapostlen men så til det hele?)
"Hun sagde, at jeg var rigtig god til at gøre det forkert!!!"
(Godt så....en alternativ måde at give konstruktiv kritik, men i det mindste virker trolden ikke specielt traumatiseret. Faktisk kunne han vist ikke være mere ligeglad med hendes mening eller boldspillets forunderlige verden generelt.)
Han har det jo nok ikke fra fremmede. Det kan til dato undre mig lidt, hvordan jeg overlevede 2 hele sæsoner som håndboldspiller. De fleste af mine kampe, træning såvel som stævner, foregik mig bekendt med lukkede øjne. Jeg var nemlig uhyre bekendt med smerten forårsaget af sådan en rund fætter midt i ansigtet og var direkte ræd for yderligere sammenstød. Dertil kommer en god portion antiparti i forhold til holdsport. Om jeg dog begriber formålet. Få en bold hver og lad så være med at råbe kommandoer til mig i én strid strøm. "DÆKGRIBPASSKYYYYYYYD" mig et vist sted.
Næ, så foretrækker jeg jo helt klart solo-træning. Så skal jeg trods alt kun forhold mig til min egen indre stemme og parere en enkelt overspringshandling eller to.
Jeg tænker, at trolden har det på samme måde. Tricket er så at finde en træningsform, som inspirerer ham til vedholdenhed.
Gammeldags musik fra 80erne
Trolden har i dag hørt gammeldags musik i skolen.
Du ved, Gnagsnumre fra 80erne og sårn. Heeeeelt vildt gammeldags musik!
Trolden delagtiggør mig i et lille potpouri.
"Det er de vilde pingviner med meget lange kløer"
"Yip yip yipYauuuuu, yip yip yipYauuuuu, hør et forkølet ulvehyl"
Trolden meddeler, at han altså bedre kan lide rock musik og gerne vil lære at spille rock guitar og synge rock sange. Sådan nogle rigtig vilde nogen.
Han lægger ud med en prøve på et vaskeægte heavy metal nummer....med Shaggy
"Mmmmmm mister låva låva ahuuuum laaaa lala bombastik elefantastisk lalalalalaaaaa bombastik eller plomplastik"
Jojo, med lidt stemmetræning og genreindlæring er drømmen bestemt ikke uopnåelig. Han synger højt og tydeligt med en sjælden entusiasme og tekstdøvhed, som kun overfås af "hva faaaaen synger de". Og han gør det med charme, selvtillid og lækkert hår. Når Axl Rose kunne nå toppen af poppen med sin skærebrænderstemme og sukkersøde rock n roll, så kan Trolden med garanti også nå uanede højder.
Du ved, Gnagsnumre fra 80erne og sårn. Heeeeelt vildt gammeldags musik!
Trolden delagtiggør mig i et lille potpouri.
"Det er de vilde pingviner med meget lange kløer"
"Yip yip yipYauuuuu, yip yip yipYauuuuu, hør et forkølet ulvehyl"
Trolden meddeler, at han altså bedre kan lide rock musik og gerne vil lære at spille rock guitar og synge rock sange. Sådan nogle rigtig vilde nogen.
Han lægger ud med en prøve på et vaskeægte heavy metal nummer....med Shaggy
"Mmmmmm mister låva låva ahuuuum laaaa lala bombastik elefantastisk lalalalalaaaaa bombastik eller plomplastik"
Jojo, med lidt stemmetræning og genreindlæring er drømmen bestemt ikke uopnåelig. Han synger højt og tydeligt med en sjælden entusiasme og tekstdøvhed, som kun overfås af "hva faaaaen synger de". Og han gør det med charme, selvtillid og lækkert hår. Når Axl Rose kunne nå toppen af poppen med sin skærebrænderstemme og sukkersøde rock n roll, så kan Trolden med garanti også nå uanede højder.
Græsenke for en aften
Findes der noget mere skønt, end en kreativ baby, som dekorerer sofabordet med fingermaling i eget snot?
Jeg tror det næppe.
Det skulle da lige være en hund, som med bagerste ende sprøjtelakerer mosplænen i baghaven. Fra lys grøn til karrygul hurtigere end man kan sige "myldermås".
Nogen må løbe i fast rutefart mellem lommeklude og bæposer. Og denne nogen er morlillen, som netop denne fortryllende aften er eneste voksne i hjemmet. Faaaaantastisk.
Mens jeg således forsøger at holde nogenlunde styr på mindstemusens snudeskaft og hundens bagdel på samme tid, hører jeg det ene tørre, velmenende råd efter det andet fra trolden....som vel at mærke ligger mageligt henslængt Al Bundy-style på sofaen: én hånd i bukselindingen, den anden griber kærligt om fjernkontrollen til familiens fladskærm.
"Hvis du tørrer hans næse, så drypper den ikke på hans kiks" (no shit, Sherlock)
"Hvis du tog rulleskøjter på, kunne du lufte hunden meeeega hurtigt" (rulleskøjter...på en græsplæne....nej tak, du)
"Hvis du nu IKKE tørrer mindstemusens næse hele tiden, så kan han nok ikke lugte hundeprutterne....dét kan jeg...men jeg ville SANDELIG ønske, jeg også var snottet" (you and me both, son, you and me both)
I talestrømmen af mere eller mindre alternativ rådgivning hører jeg foredrag om halshugning (som er lidt klamt, men til gengæld giver masser af kød at spise), kastration af geder (som åbenbart har kuglerne siddende UDEN på pungen, de arme kræ) og Vandmanden Vera (det nye dyr, som er flyttet ind i klasselokalet).
Da jeg jo æææælsgar udfordringer, vil jeg nu føje en ekstra dimension til det hektiske liv græsenke for the evening. Jeg vil forsøge også at udfolde mig kreativt i mit nye køkken, mens jeg naturligvis fortsat varetager snotnæse, spratmås og talestrøm. Dagens kulinariske højdepunkt er derfor rugbrødsmadder med frikadeller og gnavegrønt. Tadaaaaaaaaaaaaa.
Jeg tror det næppe.
Det skulle da lige være en hund, som med bagerste ende sprøjtelakerer mosplænen i baghaven. Fra lys grøn til karrygul hurtigere end man kan sige "myldermås".
Nogen må løbe i fast rutefart mellem lommeklude og bæposer. Og denne nogen er morlillen, som netop denne fortryllende aften er eneste voksne i hjemmet. Faaaaantastisk.
Mens jeg således forsøger at holde nogenlunde styr på mindstemusens snudeskaft og hundens bagdel på samme tid, hører jeg det ene tørre, velmenende råd efter det andet fra trolden....som vel at mærke ligger mageligt henslængt Al Bundy-style på sofaen: én hånd i bukselindingen, den anden griber kærligt om fjernkontrollen til familiens fladskærm.
"Hvis du tørrer hans næse, så drypper den ikke på hans kiks" (no shit, Sherlock)
"Hvis du tog rulleskøjter på, kunne du lufte hunden meeeega hurtigt" (rulleskøjter...på en græsplæne....nej tak, du)
"Hvis du nu IKKE tørrer mindstemusens næse hele tiden, så kan han nok ikke lugte hundeprutterne....dét kan jeg...men jeg ville SANDELIG ønske, jeg også var snottet" (you and me both, son, you and me both)
I talestrømmen af mere eller mindre alternativ rådgivning hører jeg foredrag om halshugning (som er lidt klamt, men til gengæld giver masser af kød at spise), kastration af geder (som åbenbart har kuglerne siddende UDEN på pungen, de arme kræ) og Vandmanden Vera (det nye dyr, som er flyttet ind i klasselokalet).
Da jeg jo æææælsgar udfordringer, vil jeg nu føje en ekstra dimension til det hektiske liv græsenke for the evening. Jeg vil forsøge også at udfolde mig kreativt i mit nye køkken, mens jeg naturligvis fortsat varetager snotnæse, spratmås og talestrøm. Dagens kulinariske højdepunkt er derfor rugbrødsmadder med frikadeller og gnavegrønt. Tadaaaaaaaaaaaaa.
STORMEN KOMMER!!!!
De vigtigste huskeregler:
- Bind børnene fast til trampolinen, så finder du begge dele samlet.
- Skriv navn, adresse osv på de ting, som du regner med flyver væk. Skriv det også gerne på russisk, polsk, lettisk, litauisk og estisk, da tingene sandsynligvis ender derovre.
- Fjern samtlige tagsten....på den måde undgår du at diskutere med forsikringen, hvorfor fanden de blæste af.
- Læg bunken med visne blade strategisk rigtig, så de blæser over til naboen.
- Fæld samtlige træer i haven, på den måde styrer du selv hvor de vælter hen ad.
- Introducer svigermor for 'kite-surfing'....hun ender dermed også i Østeuropa (hende skal du dog IKKE skrive returadresse på).
- er du single uden børn, hæv så 10.000 kr kontant, og kast dem ud i stormen og se dem forsvinde i den blå luft, uden at få noget for dem. Så ved du, hvordan det føles at være gift og have børn.
RIGTIG GOD STORM TIL JER ALLE!!
(Author unknown)
YouSee or not to see reason
Har just erfaret, at bonus-princessen har taget navneforandring og nu hedder John A. Han/hun er bosat i Kbh og har netop tilmeldt sig sms-service hos YouSee.
Hm.
Ikke mig bekendt, hvorfor jeg naturligvis kontakter YouSee. Dels fordi disse service-beskeder tikker ind i tide og utide og stresser et bette barn uhensigtsmæssigt midt i skoletiden, dels fordi den RIGTIGE John A. kanske savner sine beskeder.
Det er dog ikke sådan lige til at få YouSee til at anerkende almindelig sund fornuft. Er jeg nu sikker...sådan HELT sikker på, at det er en fejl. JA for dælen da. Vi har ikke YouSee, vi bor ikke i Kbh, mobilnummeret tilhører os og dermed IKKE John A. OGHVISDOIKSNARTFATTERDETSÅSLÅDOGNUMMERETOPOGTJEEEEEEEEEEEEEEEK hulk snøft mine nerver magter ikke mere. Mage til amøbehjerne i et kundeservicecenter skal man da lede længe efter. Og tænk, man har været på standby i 35 minutter med "It must have been love" på repeat, for ENDELIG at komme igennem til dette geni.
Nå, men det tog da kun det meste af en halv time af løse problemet, så det gik jo i virkeligheden let som en leg (himmelvendte øjne kan forekomme).
Hm.
Ikke mig bekendt, hvorfor jeg naturligvis kontakter YouSee. Dels fordi disse service-beskeder tikker ind i tide og utide og stresser et bette barn uhensigtsmæssigt midt i skoletiden, dels fordi den RIGTIGE John A. kanske savner sine beskeder.
Det er dog ikke sådan lige til at få YouSee til at anerkende almindelig sund fornuft. Er jeg nu sikker...sådan HELT sikker på, at det er en fejl. JA for dælen da. Vi har ikke YouSee, vi bor ikke i Kbh, mobilnummeret tilhører os og dermed IKKE John A. OGHVISDOIKSNARTFATTERDETSÅSLÅDOGNUMMERETOPOGTJEEEEEEEEEEEEEEEK hulk snøft mine nerver magter ikke mere. Mage til amøbehjerne i et kundeservicecenter skal man da lede længe efter. Og tænk, man har været på standby i 35 minutter med "It must have been love" på repeat, for ENDELIG at komme igennem til dette geni.
Nå, men det tog da kun det meste af en halv time af løse problemet, så det gik jo i virkeligheden let som en leg (himmelvendte øjne kan forekomme).
Forhandling på højeste plan
Dialog mellem 2 af husets yngre generation (ingen navne nævnes), da de skulle forhandle sig frem til en fælles leg.
Barn A: Skulle vi ikke lige skole? Så kan jeg være læreren, og lære dig lidt om seksunonalanvisning.
Barn B: Hva er dét?
Barn A: Det er sådan hvor man lissom lærer noget om kroppen og hvor babyer kommer fra.
Barn B: Nåååh, hvordan man boller! Jamen dét ved jeg faktisk allerede en hel del om, så dét gider jeg ikke. Jeg vil hellere lege, at jeg er en brændende vandrende pind!
Barn A: ...... (lydløs måben)
(og dér døde forhandlingerne FULDstændigt)
Barn A: Skulle vi ikke lige skole? Så kan jeg være læreren, og lære dig lidt om seksunonalanvisning.
Barn B: Hva er dét?
Barn A: Det er sådan hvor man lissom lærer noget om kroppen og hvor babyer kommer fra.
Barn B: Nåååh, hvordan man boller! Jamen dét ved jeg faktisk allerede en hel del om, så dét gider jeg ikke. Jeg vil hellere lege, at jeg er en brændende vandrende pind!
Barn A: ...... (lydløs måben)
(og dér døde forhandlingerne FULDstændigt)
Tekniske problemer
Hvor ER det dog bare irriterende, pludseligt at falde over 10 indlæg, som ikke er udgivet korrekt. De er således kun gemt som kladder. ØJ.
Der ligger nu kladder helt tilbage fra december, som BURDE være delt offentligt...men bare ikke er det. Skulle man overveje at investere i sit eget domæne eller kanske søge sig en sponsor. Det hér klamp er jo ikke til at arbejde med i længden!
Nå, det var dagens sure opstød, som forhåbentligt ender ud i spændende kreativ ny-tænkning senere på ugen :D
Der ligger nu kladder helt tilbage fra december, som BURDE være delt offentligt...men bare ikke er det. Skulle man overveje at investere i sit eget domæne eller kanske søge sig en sponsor. Det hér klamp er jo ikke til at arbejde med i længden!
Nå, det var dagens sure opstød, som forhåbentligt ender ud i spændende kreativ ny-tænkning senere på ugen :D
Morgenvandring med udfordringer
Så fik man lige den totalt tåbelige idé at fragte mindstemus til fastelavnsfest i legestuen på gåben. Naturligvis skubbende mindstemusens tungtlæssede pragtgalaj foran sig. I sig selv en dum idé, når man er seriøst ude af form. Ekstra dum idé, når alle muskler og led stadig værker efter flytning og massiv Tour de Vestfyn med ungdomsveninden (og nej, det var ikke HELT planlagt, at touren skulle vare knap 3 timer, men man kan faktisk godt fare en smule vild i sådan en skov....alle træerne ligner jo unægteligt hinanden).
Tilmed valgte barnevognshjulet at afmontere sig selv ganske spontant....midt i et sving. Efter en storstilet jagt fik man det dog indhentet og med megen møje og besvær påmonteret igen.(Til den klodshans, som har opfundet disse mega smarte click-on hjul....idéen er god nok, men den praktiske udførelse halter altså lidt. Klart en ommer. Det er de færreste mødre, som render rundt med WD40 i inderlommen, så skidtet kan smøres inden påmontering....eller har 20 minutter i en hektisk morgenrutine til at voldmase hjulet på plads.)
Imens måtte mindstemusen sidde midt på cykelstien, så han fordrev tiden med at æde en forårsblomst, gumle lidt græs og stikke eget øje ud med en pind. Han var mildest talt mellemfornøjet, da jeg igen spændte ham forsvarligt fast i køretøjet og susede afsted.
Herlig morgen....NOT. Sidste gang, jeg vil lege overskudsmor SÅ tidligt på dagen!!
Tilmed valgte barnevognshjulet at afmontere sig selv ganske spontant....midt i et sving. Efter en storstilet jagt fik man det dog indhentet og med megen møje og besvær påmonteret igen.(Til den klodshans, som har opfundet disse mega smarte click-on hjul....idéen er god nok, men den praktiske udførelse halter altså lidt. Klart en ommer. Det er de færreste mødre, som render rundt med WD40 i inderlommen, så skidtet kan smøres inden påmontering....eller har 20 minutter i en hektisk morgenrutine til at voldmase hjulet på plads.)
Imens måtte mindstemusen sidde midt på cykelstien, så han fordrev tiden med at æde en forårsblomst, gumle lidt græs og stikke eget øje ud med en pind. Han var mildest talt mellemfornøjet, da jeg igen spændte ham forsvarligt fast i køretøjet og susede afsted.
Herlig morgen....NOT. Sidste gang, jeg vil lege overskudsmor SÅ tidligt på dagen!!
Om at slå katten ned.
Har netop hentet trolden fra fastelavnsfest i SFOen.
Sikke en lille tordensky.
Han BURDE have været katteprins!!!
Sikke en lille tordensky.
Han BURDE have været katteprins!!!
Han slog nemlig HELE katten ned....og toppen faldt af og slikket faldt ud.
Men fordi der ikke var hul i bunden, puttede de det tilbage i tønden og hang den op igen.
Hvorfor får man "noget" for sidste brædt, men ik det første, hva?
Der BURDE være en katteprins!!!!
Og det BURDE klart være trolden!!!!!
Og det BURDE klart være trolden!!!!!
Snot-gejseren
Så har snot-gejseren (meget mod sin vilje) indtaget første portion pencillin.
"Det er så leeeet" sagde farmakologen og rakte mig en engangssprøjte til dosering.
Og jo tak, selve doseringen er leeeet. Men at administrere musens indtag af den mælkevide, stærkt ildelugtende herlighed, er dog en ganske anden sag.
Trin ét er naturligvis at fastholde musen med venstre hånd, mens højre hånd anbringer sprøjten i gabet. I sig selv en prøvelse, da man først skal undvige de afværgende hænder, undgå heftige selvforsvarsspark mod eget abdominal-område og samtidig holde det virrende hoved i ro.
Trin to er så at vriste læberne fra hinanden, lirke sprøjten ind i munden uden at beskadige de sammenbidte fortænder.
Trin tre lyder måske såre simpelt, men næææ nej. Nu skal man nemlig administrere pencillin indtaget, det vil sige sørge for at det løber rimelig hurtigt, inden musen kæmper sig fri....dog ikke FOR hurtigt, da musen så ikke når at synke og det hele i stedet løber ovenud og ned i ørerne. (Godt nok er det mod mellemørebetændelse, men det skal ikke hældes i øregangene, men indtages oralt....det står der på flasken).
Just som man er færdig med dagens første udfordring, træder trin fire ind. Grundet hosteanfald må man nu skrabe det klæbrige stads af eget ansigt og beklædning, musen, sofaen og loftet. Skønno.
Jeg er nu delvist marineret i flydende pencillin, musen har mere i håret end indvortes og jeg overvejer seriøst, hvorvidt yderligere rengøring kan betale sig. Hele seancen skal trods alt gentages igen inden sengetid.
"Det er så leeeet" sagde farmakologen og rakte mig en engangssprøjte til dosering.
Og jo tak, selve doseringen er leeeet. Men at administrere musens indtag af den mælkevide, stærkt ildelugtende herlighed, er dog en ganske anden sag.
Trin ét er naturligvis at fastholde musen med venstre hånd, mens højre hånd anbringer sprøjten i gabet. I sig selv en prøvelse, da man først skal undvige de afværgende hænder, undgå heftige selvforsvarsspark mod eget abdominal-område og samtidig holde det virrende hoved i ro.
Trin to er så at vriste læberne fra hinanden, lirke sprøjten ind i munden uden at beskadige de sammenbidte fortænder.
Trin tre lyder måske såre simpelt, men næææ nej. Nu skal man nemlig administrere pencillin indtaget, det vil sige sørge for at det løber rimelig hurtigt, inden musen kæmper sig fri....dog ikke FOR hurtigt, da musen så ikke når at synke og det hele i stedet løber ovenud og ned i ørerne. (Godt nok er det mod mellemørebetændelse, men det skal ikke hældes i øregangene, men indtages oralt....det står der på flasken).
Just som man er færdig med dagens første udfordring, træder trin fire ind. Grundet hosteanfald må man nu skrabe det klæbrige stads af eget ansigt og beklædning, musen, sofaen og loftet. Skønno.
Jeg er nu delvist marineret i flydende pencillin, musen har mere i håret end indvortes og jeg overvejer seriøst, hvorvidt yderligere rengøring kan betale sig. Hele seancen skal trods alt gentages igen inden sengetid.
Abonner på:
Opslag (Atom)