Blæsten kan man ikke få at se....

Storm vil jeg ikke kalde det, men det blæste da en frisk brise.

Så frisk, at tosse-hunden nægtede at gå i modvind, hvilket kom noget på tværs af mine planer om hjemkomst efter end aftenvandring.

Turen ud gik fint. Vinden i ryggen sørgede for stabil fremdrift og regnvåd mås, noget som jeg personligt helst ville have været foruden. Vufferen derimod blev vældig kåd og sprang afsted som et forårslam. Som sagt: tosse-hund.

Efter at være blæst til modsatte ende af byen, det vil sige cirka en kilometer, ville jeg gerne hjem i tørvejr og varmen fra brændeovnen. Vi vendte om. Og så tog fanden ved firbenet. Brat omkring igen og SÅ afsted. Modvind var ikke en succes!

Med linen viklet fire gange stramt om mine ankler, voblede jeg afsted efter hende som en skævbenet pingvin. 

Jeg nåede heldigvis at slippe fri, INDEN vi ramte Lillebælt (ikke for det, jeg kunne umuligt blive mere våd, end jeg allerede var) og fik omdirigeret vovse til en hjemadgående kurs. 

Det satte en brat stopper for kådhed og gedekids-hop, skal jeg lige love for. 

Sjældent har hun set så slukøret ud eller skævet så harmt i min retning. Flere gange forsøgte hun sig med en 180 graders vending eller simpelthen at plante bagperronen i asfalten. Hun nærede et synligt had til modvinden. 

Ærligt....jeg nød det heller ikke ligefrem, men hjem ville jeg altså!

Vel hjemme igen, efter at være blevet frotteret med et håndklæde, liggende på mit plaid-svøbte korpus, har hun vist tilgivet mig igen.