Trolden er ved at indvi mig i livets store emner.
Vi har talt om rokketænder og ironien i at vente spændt på at få den første....for blot at opdage smerter forbundet med sådan én.
Han har afsløret sin drøm om en togskinne tværs gennem kæften, for en sådan skulle dog nok kunne holde rokketænder solidt på plads, så man kan spise uden smerter og andre gener.
Vi har talt om kærlighed. At han ønsker sig et slips, som han kan tage på, når han suser over til genboens datter med en dusk blomster. SÅ vil hun endelig forstå, hvor højt han elsker hende. (Slipset synes at være af vital vigtighed i denne sammenhæng.)
Han har også fortalt mig, at han faktisk allerede ER blevet kærester med selvsamme pige.
Jeg spuegte naturligvis, hvornår han har spurgt hende (og undres i mit stille sind over, at den meget bestemt dame har sagt ja). Det viser sig, at han IKKE har spurgt hende. Overhovedet.
Jeg blev lidt nysgerrig (det er en mor-ting). Hvodden er de dog så blevet kærester?
"Det har jeg lissom bare besluttet!" lød svaret.
Hmmmm.
Kan man dét?
I så fald har jeg et årelangt forhold til en hvis Mr. Depp, dét er helt sikkert.
Nå, jeg spurgte forsigtigt, om han har tænkt sig at indvie den udkårne i deres forhold.
Svaret var himmelvendte øjne.
"Nej, er du da TOSSET, mor. Hun bliver garanteret bare helt åndssvag i hovedet og slår op!"
Javel ja. Joooh vist kan jeg med mit kendskab til hendes stålvilje godt se et sådan scenarie for mig. Og hvad hun ikke ved, har hun selvsagt ikke ondt af. Meeeen jeg synes jo alligevel, der må findes en bedre løsning.
Trolden fortalte ufortørnet videre.
"Min anden kæreste, hun er altså vanskelig. Hun er mig nemlig utro med sin anden kæreste og derfor ser jeg hende næsten aldrig."
Ja, så er første-nævnte forhold måske alligevel bedre. Hvis pigen ikke kender noget til deres forhold, så kan du da ikke gøre en ende på det. Hvem ved, de ender måske med at være kærester resten af livet?!
Smølfer og andet godtfolk
Egentligt havde jeg absolut ikke tid.
Jeg skulle lave lektier, lege husalf, passe syg baby og forresten gøre klar til børnefødselsdag.
Heldigvis var mindstemusen godt gal i skralden, så der var ikke andet for, end at smide sig på sofaen.
Trolden syntes så, at når jeg alligevel bare lå dér og flød, så kunne jeg jo meget passende se Smølferne sammen med ham.
Nu ER Smølferne heldigvis ikke det værste børneprogram at blive tvunget til at se. Der er ligesom noget nostalgisk over dem, som leder tankerne hen på barndommens kassettebånd med Johnny Reimer og et lidet musikalsk børne-smølfekor som sang om hindbærsaft og astrosmølfer (ja, så gammel er jeg. Jeg véd godt, at jeg ingen lunde ser så aldrende ud, men stadig ligner en uskyldig ungmø. Tag dog ikke fejl af dét, jeg ER ikke 20 år længere. Og så snakker vi forresten ikke mere om dén sag.)
Nå, men vi så smølfe små og blå smølfe rundt i skoven efter smølfebær, mens Gargamel og hans mølædte kat som altid lagde skumle planer. Der blev bygget smølfefælder som smølferne ikke smølfede i. Og katten.... (jeg kan skisme ikke huske hva det grimme gespenst hedder, men det er noget med A....Azrael, måske).....nå, men altså katten A gik i én af fælderne og var nær blevet dræbt, spist og lavet til guld (muligvis ikke i dén rækkefælge, men Gargamels planer skifter jo lidt).
Trolden var helt væk. Det samme var mindstemusen, som faktisk kun reagere lidt, når intromusikken (du ved nok, tralalalalalaaaaaaaaaa tralalalalaaaaaaaaaa) rungede ud af højtalerne. Så hoppede han tilgengæld også op og ned på måsen som en anden løbsk rytmeboks. Jo, der var dømt spontan hygge på højeste plan.
Jeg nød freden. Ingen pjevsende mindstemus. Ingen knævrende motormund. Kun idylliske smølfestemmer og munter muzaq.
Jeg må være døset hen. Jeg vågnede i hvert fald ret brat til spørgsmål et "...og kan du så gætte, hvorfor jeg syns det er synd for Smølfine, at hun sådan er den eneste pige blandt alle de mænner, hmmmm?"
Øøøøh, nej. Jeg kunne godt komme på et par interessante svarmuligheder, men de er næppe børnevenlige.
"Det er da saføli fordi som at hun slet ik har nåen til at sætte sit hår"" Se bare hvordan det ligner hø!!"
Nå. Ja. Joooh. Dét kan der måske nok være noget om.
"Det ligner jo fuldstændigt dig, mor, bortset fra at dit da ikke er så pænt lyst!"
Ja tak, fætter rapkæftet. Var der flere komplimenter, du lige ville af med?
Det var der åbenbart.....
"....mumle mumle mumle....men hun har da trods alt meget pæne sko! Ku du ikke tænke dig sådan nåen mor?"
Jeg måtte lige finde en grimasse, der ku passe, inden jeg endnu en gang gjorde trolden arveløs.
Tænk, at man sætter børn i verden for at blive fornærmet af dem gang på gang.
Dét sad jeg og reflekterede lidt over. Faktisk nåede jeg frem til, at mindstemusen ikke behøves lære at tale. Så kan vi i stedet bruge lidt ekstra krudt på at lære ham at gå, for nøj jeg er ved at være godt skæv i rygsøjlen af at slæbe rundt på ham.
"....og så ER smølfer jo meget ligesom zombier.....bortset fra at de kan løbe meget hurtigere.....og zombier er ikke blå.......og smølfer er nok også meget mindre end zombier....men de er lige nøjagtigt ens alligevel, for hverken smølfer eller zombier findes!.....men mooooaaaaar....tror du, der findes smølfe-zombier?"
Ih guder nej, det tror jeg ikke. Og heldigvis for dét.
Så skulle man vandre rundt i skoven og sparke paddehatte omkuld af frygt for at få anklerne snigløbet af en blå zombie på størrelse med et agern. Næææ du. Ikke et ønsværdigt scenarie.
Før jeg havde set mig om, havde vi været heeeele vejen fra smølfer, til zombier, hobbitter og Buzz Lightyear. Spørg mig ikke hvordan. Min kæde hoppede af efter zombie-smølferne.
Jeg skulle lave lektier, lege husalf, passe syg baby og forresten gøre klar til børnefødselsdag.
Heldigvis var mindstemusen godt gal i skralden, så der var ikke andet for, end at smide sig på sofaen.
Trolden syntes så, at når jeg alligevel bare lå dér og flød, så kunne jeg jo meget passende se Smølferne sammen med ham.
Nu ER Smølferne heldigvis ikke det værste børneprogram at blive tvunget til at se. Der er ligesom noget nostalgisk over dem, som leder tankerne hen på barndommens kassettebånd med Johnny Reimer og et lidet musikalsk børne-smølfekor som sang om hindbærsaft og astrosmølfer (ja, så gammel er jeg. Jeg véd godt, at jeg ingen lunde ser så aldrende ud, men stadig ligner en uskyldig ungmø. Tag dog ikke fejl af dét, jeg ER ikke 20 år længere. Og så snakker vi forresten ikke mere om dén sag.)
Nå, men vi så smølfe små og blå smølfe rundt i skoven efter smølfebær, mens Gargamel og hans mølædte kat som altid lagde skumle planer. Der blev bygget smølfefælder som smølferne ikke smølfede i. Og katten.... (jeg kan skisme ikke huske hva det grimme gespenst hedder, men det er noget med A....Azrael, måske).....nå, men altså katten A gik i én af fælderne og var nær blevet dræbt, spist og lavet til guld (muligvis ikke i dén rækkefælge, men Gargamels planer skifter jo lidt).
Trolden var helt væk. Det samme var mindstemusen, som faktisk kun reagere lidt, når intromusikken (du ved nok, tralalalalalaaaaaaaaaa tralalalalaaaaaaaaaa) rungede ud af højtalerne. Så hoppede han tilgengæld også op og ned på måsen som en anden løbsk rytmeboks. Jo, der var dømt spontan hygge på højeste plan.
Jeg nød freden. Ingen pjevsende mindstemus. Ingen knævrende motormund. Kun idylliske smølfestemmer og munter muzaq.
Jeg må være døset hen. Jeg vågnede i hvert fald ret brat til spørgsmål et "...og kan du så gætte, hvorfor jeg syns det er synd for Smølfine, at hun sådan er den eneste pige blandt alle de mænner, hmmmm?"
Øøøøh, nej. Jeg kunne godt komme på et par interessante svarmuligheder, men de er næppe børnevenlige.
"Det er da saføli fordi som at hun slet ik har nåen til at sætte sit hår"" Se bare hvordan det ligner hø!!"
Nå. Ja. Joooh. Dét kan der måske nok være noget om.
"Det ligner jo fuldstændigt dig, mor, bortset fra at dit da ikke er så pænt lyst!"
Ja tak, fætter rapkæftet. Var der flere komplimenter, du lige ville af med?
Det var der åbenbart.....
"....mumle mumle mumle....men hun har da trods alt meget pæne sko! Ku du ikke tænke dig sådan nåen mor?"
Jeg måtte lige finde en grimasse, der ku passe, inden jeg endnu en gang gjorde trolden arveløs.
Tænk, at man sætter børn i verden for at blive fornærmet af dem gang på gang.
Dét sad jeg og reflekterede lidt over. Faktisk nåede jeg frem til, at mindstemusen ikke behøves lære at tale. Så kan vi i stedet bruge lidt ekstra krudt på at lære ham at gå, for nøj jeg er ved at være godt skæv i rygsøjlen af at slæbe rundt på ham.
"....og så ER smølfer jo meget ligesom zombier.....bortset fra at de kan løbe meget hurtigere.....og zombier er ikke blå.......og smølfer er nok også meget mindre end zombier....men de er lige nøjagtigt ens alligevel, for hverken smølfer eller zombier findes!.....men mooooaaaaar....tror du, der findes smølfe-zombier?"
Ih guder nej, det tror jeg ikke. Og heldigvis for dét.
Så skulle man vandre rundt i skoven og sparke paddehatte omkuld af frygt for at få anklerne snigløbet af en blå zombie på størrelse med et agern. Næææ du. Ikke et ønsværdigt scenarie.
Før jeg havde set mig om, havde vi været heeeele vejen fra smølfer, til zombier, hobbitter og Buzz Lightyear. Spørg mig ikke hvordan. Min kæde hoppede af efter zombie-smølferne.
Movember
Hold nu kaje.
Vi er ikke en gang midtvejs i måneden endnu, og jeg er allerede en aaaanelse træt af denne stil (eller skulle jeg sige mangel på samme).
Sjældent har min FB været oversvømmet af så mange ynkelige forsøg på skægvækst eller så mange komiske indslag, hvor projektet tydeligvis er løbet en anelse løbsk.
Indse det nu bare, skæg hører til på personer, som kan bære det. (Jeg fristes til at citere wulfmorgenthaler....."skær gør sig bedst på STORE personligheder...som BS, Hitler og Marianne Jelved". kilde: http://heltnormalt.dk/dolph/2013/11/08 )
Det passer sig ligesom ikke til de helt unge knejte, som kun kan gro et enkelt lille dun på en hel måned. Det er down right forkert til en ældre sofistikeret herre at anlægge goatee, eller for den nydelige bankdirektør at flette hagedusken. Skovsneglen på overlæben kan muligvis være praktisk i forbindelse med efterårets snue-epidemi....kan ske den kan opsamle det værste snot, inden det dryppet på slipset...men specielt fiks er den altså ikke.
Daggamle skægstubbe klæder ganske vist nogen....men når manden tydeligvis har brugt flere timer på at fremtvinge sirlige pressefolder i sine benklæder og forresten render rundt med en fino herre-skuldertasker, ja, så virker det en kende påtaget og kikset. Brug lidt mindre tid på pressefolderne og tag dig i stedet tid til at shave ordentligt.
Iiih guuuuder.
Selv er jeg jo beriget med en mand, som ikke lader sig diktere af et modelune eller andre skøre ideer. Han har har altid mere skæg og daggamle stubbe i hele 5-øren. Nogle vil muligvis kalde det nødvendig kamouflage, men personligt synes jeg faktisk, at det klæder ham ganske godt.
Derfor véd jeg også, hvordan det BØR se ud. Og kan også tydeligt se, når det er gået helt galt. Skæg formet som batmans logo....come nu lige on. Det er da meget morsomt. I sådan cirka 3 minutter. Men så når jeg ærlig talt også et punkt, hvor jeg har lyst til at ætse skidtet af med en god gang perchlorsyre.
Vi er ikke en gang midtvejs i måneden endnu, og jeg er allerede en aaaanelse træt af denne stil (eller skulle jeg sige mangel på samme).
Sjældent har min FB været oversvømmet af så mange ynkelige forsøg på skægvækst eller så mange komiske indslag, hvor projektet tydeligvis er løbet en anelse løbsk.
Indse det nu bare, skæg hører til på personer, som kan bære det. (Jeg fristes til at citere wulfmorgenthaler....."skær gør sig bedst på STORE personligheder...som BS, Hitler og Marianne Jelved". kilde: http://heltnormalt.dk/dolph/2013/11/08 )
Det passer sig ligesom ikke til de helt unge knejte, som kun kan gro et enkelt lille dun på en hel måned. Det er down right forkert til en ældre sofistikeret herre at anlægge goatee, eller for den nydelige bankdirektør at flette hagedusken. Skovsneglen på overlæben kan muligvis være praktisk i forbindelse med efterårets snue-epidemi....kan ske den kan opsamle det værste snot, inden det dryppet på slipset...men specielt fiks er den altså ikke.
Daggamle skægstubbe klæder ganske vist nogen....men når manden tydeligvis har brugt flere timer på at fremtvinge sirlige pressefolder i sine benklæder og forresten render rundt med en fino herre-skuldertasker, ja, så virker det en kende påtaget og kikset. Brug lidt mindre tid på pressefolderne og tag dig i stedet tid til at shave ordentligt.
Iiih guuuuder.
Selv er jeg jo beriget med en mand, som ikke lader sig diktere af et modelune eller andre skøre ideer. Han har har altid mere skæg og daggamle stubbe i hele 5-øren. Nogle vil muligvis kalde det nødvendig kamouflage, men personligt synes jeg faktisk, at det klæder ham ganske godt.
Derfor véd jeg også, hvordan det BØR se ud. Og kan også tydeligt se, når det er gået helt galt. Skæg formet som batmans logo....come nu lige on. Det er da meget morsomt. I sådan cirka 3 minutter. Men så når jeg ærlig talt også et punkt, hvor jeg har lyst til at ætse skidtet af med en god gang perchlorsyre.
Mindstemus og iphone
2 dage i træk har jeg pludselig opdaget 7-8 ubesvarede opkald....og diverse indgåede sms´er.
Jeg har overhovedet ikke hørt fonen til trods for, at den har ligget lige ved siden af mig.
Jeg har været MEGET mystificeret.
Især da jeg sad med telefonen i hånden og læste en af de mange sms´er....og telefonen pludselig, uden en lyd, smed en besked om et ubesvaret opkald i skalden af mig.
UDEN en eneste lyd.
UDEN en eneste lille bitte vibration.
Den var ikke sat på lydløs.
Flyfunktionen var ikke aktiveret.
Den havde ikke "glemt" mine indstillinger for ringetone og styrke i den seneste opdatering.
Men hov.
Hva var nu dét for en lille underlig måne ved siden af mit batteriforbrug?
Tilbage til indstillinger. Sørme så. Der var et lille måne-ikon...og fanebladet hed "Forstyr ikke". Denne indstilling var slået til...men hvorfor og hvordan var dét nu sket?
Nåååå jo.
Familiens yngste medlem er jo OGSÅ en lille nørdius med en tiltagende forkærlighed for iphones.
Han fik vist ganske rigtigt lov til at pille lidt forleden, da jeg skulle aflede ham fra et begyndende hys-anfald af de helt store. Du ved, dem der er målbare på Richterskalaen.
Nå, javel ja.
Dejligt at have en fremmelig mindstemus med teknisk snilde i huset. Det kan vi tids nok få gavn af.
Jeg ser det jo næsten ikke som et personligt nederlag, at skulle bruge flere dages fejlfinding på at indstille min egen fon til mine indstillinger. Nogen gange er børn er altså LIDT for dygtige.
Jeg har overhovedet ikke hørt fonen til trods for, at den har ligget lige ved siden af mig.
Jeg har været MEGET mystificeret.
Især da jeg sad med telefonen i hånden og læste en af de mange sms´er....og telefonen pludselig, uden en lyd, smed en besked om et ubesvaret opkald i skalden af mig.
UDEN en eneste lyd.
UDEN en eneste lille bitte vibration.
Den var ikke sat på lydløs.
Flyfunktionen var ikke aktiveret.
Den havde ikke "glemt" mine indstillinger for ringetone og styrke i den seneste opdatering.
Men hov.
Hva var nu dét for en lille underlig måne ved siden af mit batteriforbrug?
Tilbage til indstillinger. Sørme så. Der var et lille måne-ikon...og fanebladet hed "Forstyr ikke". Denne indstilling var slået til...men hvorfor og hvordan var dét nu sket?
Nåååå jo.
Familiens yngste medlem er jo OGSÅ en lille nørdius med en tiltagende forkærlighed for iphones.
Han fik vist ganske rigtigt lov til at pille lidt forleden, da jeg skulle aflede ham fra et begyndende hys-anfald af de helt store. Du ved, dem der er målbare på Richterskalaen.
Nå, javel ja.
Dejligt at have en fremmelig mindstemus med teknisk snilde i huset. Det kan vi tids nok få gavn af.
Jeg ser det jo næsten ikke som et personligt nederlag, at skulle bruge flere dages fejlfinding på at indstille min egen fon til mine indstillinger. Nogen gange er børn er altså LIDT for dygtige.
Julegaven til de små
Micki er en herlig drage med sansestimulerende bolde i maven.
Dragen er 100 x 35 x 35 cm og har 60 legebolde i maven. Grundet størrelsen kan man med fordel investere i yderligere 50-100 bolde. Det er der rigeligt plads til. Dragen Micki er et bærbart boldhav der tåler hård behandling og som også kan bruges som siddeplads eller kæmpe krammebamse.
Dragen kan lynes op på ryggen - hér kan den lille sidde trygt og godt og lege i sit bærbare boldbad.
Der er ikke sparret på detaljerne - Micki er fyldt med små stimulerende finurligheder som knitrende påsyninger og farverige detaljer.Kvaliteten er i top og det er sikkerheden så sandelig også. Hér er ingen middelmådige løsninger ved lynlåse oa.
Den fås i lyserød og lyseblå.
Anbefales fra 6 måneder og op.
Set hos www.ellos.dk 549 kr. ex levering.
http://www.ellos.dk/search?Ntk=All&Ntt=micki+drage
Dragen er 100 x 35 x 35 cm og har 60 legebolde i maven. Grundet størrelsen kan man med fordel investere i yderligere 50-100 bolde. Det er der rigeligt plads til. Dragen Micki er et bærbart boldhav der tåler hård behandling og som også kan bruges som siddeplads eller kæmpe krammebamse.
Dragen kan lynes op på ryggen - hér kan den lille sidde trygt og godt og lege i sit bærbare boldbad.
Der er ikke sparret på detaljerne - Micki er fyldt med små stimulerende finurligheder som knitrende påsyninger og farverige detaljer.Kvaliteten er i top og det er sikkerheden så sandelig også. Hér er ingen middelmådige løsninger ved lynlåse oa.
Anbefales fra 6 måneder og op.
Set hos www.ellos.dk 549 kr. ex levering.
http://www.ellos.dk/search?Ntk=All&Ntt=micki+drage
Innovativt dansk design: Nabby babyalarm til iphone og ipad
Det er sin sag at finde den helt rigtige babyalarm i den stadigt
voksende jungle af skrattende elektronik, lavprisprodukter med for højt
strålingsniveau, signalforstyrrede tilbudsvarer og kilometer lange
brugsforvirringer på kinesisk.
Nu har en helt ny alarm set dagens lys, nemlig Nabby Babyalarm.
Nabby Babyalarm er et dansk produkt udviklet i tæt samarbejde med forældre specifikt fremstillet til iphone/ipad og android.
Designmæssigt slår den alle konkurrenter af banen. Ikke noget med store mursten og lange antenner hér, men et sirligt hvidt og meget stilfuldt design. Lille, let og elegant.
De tekniske data er bestemt også i topklasse.
Rækkevidde er 340 meter i fugleflugt.
Gennemsnitsstråling ved standby er kun 0,08mW, hvilket pt er den nye laveste verdensrekord.
Signalforstyrrelser er nu en saga blot. Nabby sørger selv for at skifte kanal, så man ikke længere er tvangsindlagt til naboernes småskænderier eller genboens gurglen hals.
Nabby kan holde strømmen 3 gange så lang tid end de fleste andre babyalarmer, og kan således klare 70 timer på blot én opladning. Strømniveauet kan hele tiden følges på den tilhørende app. Denne app sørger også for at sende en reminder i god tid, så man kan nå at genoplade.
Når nu vi er ved app´en, så eliminerer den fuldstændig brugen af forvirrende manualer.
Nabby er udstyret med én knap!! Tænd den...hent app´en...også er man allerede i gang.
Nabby app´en indeholder nemlig alle de vigtigste features fra starten, men der er mulighed for at hente flere tilbygningsmoduler, så appén kan skræddersyes til den enkeltes behov. Man kan f.eks. købe rumtemperaturmåler, søvntæller eller lyttefunktion.
Da alle børn jo unægteligt er forskellige og bestemt ikke græder med samme styrke, kan lydfølsomheden i Nabby indstilles særskilt.
For mere information: http://www.nabby.dk
Nu har en helt ny alarm set dagens lys, nemlig Nabby Babyalarm.
Nabby Babyalarm er et dansk produkt udviklet i tæt samarbejde med forældre specifikt fremstillet til iphone/ipad og android.
Designmæssigt slår den alle konkurrenter af banen. Ikke noget med store mursten og lange antenner hér, men et sirligt hvidt og meget stilfuldt design. Lille, let og elegant.
De tekniske data er bestemt også i topklasse.
Rækkevidde er 340 meter i fugleflugt.
Gennemsnitsstråling ved standby er kun 0,08mW, hvilket pt er den nye laveste verdensrekord.
Signalforstyrrelser er nu en saga blot. Nabby sørger selv for at skifte kanal, så man ikke længere er tvangsindlagt til naboernes småskænderier eller genboens gurglen hals.
Nabby kan holde strømmen 3 gange så lang tid end de fleste andre babyalarmer, og kan således klare 70 timer på blot én opladning. Strømniveauet kan hele tiden følges på den tilhørende app. Denne app sørger også for at sende en reminder i god tid, så man kan nå at genoplade.
Når nu vi er ved app´en, så eliminerer den fuldstændig brugen af forvirrende manualer.
Nabby er udstyret med én knap!! Tænd den...hent app´en...også er man allerede i gang.
Nabby app´en indeholder nemlig alle de vigtigste features fra starten, men der er mulighed for at hente flere tilbygningsmoduler, så appén kan skræddersyes til den enkeltes behov. Man kan f.eks. købe rumtemperaturmåler, søvntæller eller lyttefunktion.
Da alle børn jo unægteligt er forskellige og bestemt ikke græder med samme styrke, kan lydfølsomheden i Nabby indstilles særskilt.
For mere information: http://www.nabby.dk
Lillenørd
Nej, dette indlæg handler ikke om DRs børneprogram men om trolden min.
Det er nu officielt.
Han ER en lille nørd.
Han har nu droppet karate for at hellige sig skakklubben.
I virkeligheden nok et meget fornuftigt valg.
Hans Sensei og Senpei var nogenlunde enige om, at trolden var så absolut den eneste, på begynder holdet, som kunne tælle til 10 på japansk efter kun et par ganges officiel træning. De fandt også fælles fodslag i det faktum, at trolden var meget motorisk aktiv og med lethed suste op i toppen af ribber og reb. Som med én mund forklarede de også, hvor veltalende altid han er...men at det måske ikke helt er en nødvendighed i forhold til karate-træning. Faktisk er det ikke meningen, at børnene skal debate dagens valgte træningsøvelser med Sensei...de skal bare parere ordre. I stilhed.
Sagt med andre ord: Knægten har krudt i røven og svært ved at holde sig i ro rent fysisk, mens der mediteres og forklares øvelser. Han har lige så svært ved at holde munden i ro under træningen, hvilket virker jævnt forstyrrende for alle andre.
Det blev foreslået, at "man jo kunne vente et år med at melde ham ind som aktivt medlem og så spare udgiften til kontingent, tøj og udstyr".
Jeg forelagde idéen for trolden på vejen hjem.
Han var ikke umiddelbart indstillet på at droppe karate. Så han og jeg aftalte, at han fik 3 gange til at vise, at han kunne gøre som Sensei bad om...uden at argumentere for sine egne meget bedre forslag til træningen.
Da næste træningsdag oprandt gad han dog ikke afsted.
Det regnede. Han var træt i benene. Hans øjne gjorde ondt. Han ville gerne slappe af. Undskyldningerne var mange.
Jeg mindede ham om vores aftale.
Svaret kom med vanlig trolde-logik "den gang var det jo DEM, som ville bestemme, om jeg skulle gå til karate....men nu er det MIG der bestemmer, at jeg ikke gider!!"
Stor forskel for en egenrådig dreng på 5 år. Ingen skal da diktere, om han kan gå til karate. Han skal nok selv vurdere, om han GIDER.
Så.
Jeg må se det i øjnene.
Min dejlige dreng bliver aldrig sportsmand med en millionkontrakt i baglommen. Mor må droppe drømmen om en Mazzaratti. Knægten er en lille nørd, færdig slut. Meeeen han er en herlig lille nørd, om monstro dog ikke en skak-stormester kan hale en ok årsløn i land. Især hvis han beholder sin store interesse for at opfinde nye spændende gadgets (hans fjernbetjente hoover-græsslåmaskine til allergikere kan KUN blive en bestseller på den internationale nørd-konvention).
Jo, jeg er fortrøstningsfuld. Han skal nok komme godt gennem livet uden den store interesse for sportslige udfoldelser.
Det er nu officielt.
Han ER en lille nørd.
Han har nu droppet karate for at hellige sig skakklubben.
I virkeligheden nok et meget fornuftigt valg.
Hans Sensei og Senpei var nogenlunde enige om, at trolden var så absolut den eneste, på begynder holdet, som kunne tælle til 10 på japansk efter kun et par ganges officiel træning. De fandt også fælles fodslag i det faktum, at trolden var meget motorisk aktiv og med lethed suste op i toppen af ribber og reb. Som med én mund forklarede de også, hvor veltalende altid han er...men at det måske ikke helt er en nødvendighed i forhold til karate-træning. Faktisk er det ikke meningen, at børnene skal debate dagens valgte træningsøvelser med Sensei...de skal bare parere ordre. I stilhed.
Sagt med andre ord: Knægten har krudt i røven og svært ved at holde sig i ro rent fysisk, mens der mediteres og forklares øvelser. Han har lige så svært ved at holde munden i ro under træningen, hvilket virker jævnt forstyrrende for alle andre.
Det blev foreslået, at "man jo kunne vente et år med at melde ham ind som aktivt medlem og så spare udgiften til kontingent, tøj og udstyr".
Jeg forelagde idéen for trolden på vejen hjem.
Han var ikke umiddelbart indstillet på at droppe karate. Så han og jeg aftalte, at han fik 3 gange til at vise, at han kunne gøre som Sensei bad om...uden at argumentere for sine egne meget bedre forslag til træningen.
Da næste træningsdag oprandt gad han dog ikke afsted.
Det regnede. Han var træt i benene. Hans øjne gjorde ondt. Han ville gerne slappe af. Undskyldningerne var mange.
Jeg mindede ham om vores aftale.
Svaret kom med vanlig trolde-logik "den gang var det jo DEM, som ville bestemme, om jeg skulle gå til karate....men nu er det MIG der bestemmer, at jeg ikke gider!!"
Stor forskel for en egenrådig dreng på 5 år. Ingen skal da diktere, om han kan gå til karate. Han skal nok selv vurdere, om han GIDER.
Så.
Jeg må se det i øjnene.
Min dejlige dreng bliver aldrig sportsmand med en millionkontrakt i baglommen. Mor må droppe drømmen om en Mazzaratti. Knægten er en lille nørd, færdig slut. Meeeen han er en herlig lille nørd, om monstro dog ikke en skak-stormester kan hale en ok årsløn i land. Især hvis han beholder sin store interesse for at opfinde nye spændende gadgets (hans fjernbetjente hoover-græsslåmaskine til allergikere kan KUN blive en bestseller på den internationale nørd-konvention).
Jo, jeg er fortrøstningsfuld. Han skal nok komme godt gennem livet uden den store interesse for sportslige udfoldelser.
Fynsmesterskaber i skoleskak....eller....den dag mutters morskab blev gjort til skamme
Forleden aften efter 21 blev jeg ringet op, af en tydeligvis desillusioneret herre, som mente trolden var "skrap til skak" og derfor skulle tilbydes en plads op turneringsholdet ved dette års Fynsmesterskaber.
Nu havde jeg jo allerede hørt knægten forklare sine egne noget alternative regler, som både indebar terning og bortkastelse af Kongen for at undgå skakmat. Han havde da godt nok forsøgsvist deltaget til 2 gange skoleskak, men jeg følte mig ikke helt overbevist om, at han efter så få gange havde accepteret de mere almindeligt kendte skakregler. Hans egne ord var da også, at han "altid taber".
Som mor glædede det mig naturligvis, at høre hans talenter rost. Jeg kunne dog ikke helt bilægge den lille stemme i baghovedet, som nok mente, at tilbuddet om en plads i turneringen nok nærmere skyldtes et ulige deltagerantal end troldens unikke evner.
Knægten ville dog gerne med og der var en plads, hvis han ville have den. Så tilmeldt blev han.
Jeg tænkte i mit stille sind, at det nok var meget godt, at der var mulighed for at deltage i en enkelt gang skoleskaktræning inden den store dag.
Det blev lørdag.
Pludselig ønskede trolden absolut ikke at deltage i noget som helst. vi hade en meget pædagogisk snak om, at når man HAR sagt ja, så kan man ikke sådan svigte sine holdkammerater.
Jeg fulgte ham til skolen, hvor han skulle mødes med skakklubben og samkøre med en kammerat til Nørre Aaby.
Dårlig var vi ankommet, før trolden så sigende på mig og udbrød "mor, skulle du så ik se at smutte hjem igen?"
Bevares, det skulle jeg vel nok.
Vi havde nemlig en aftale om fællesspisning og hygge hos bonus-familie i Odense senere på dagen, hvorfor jeg i løbet af formiddagen skulle klargøre lidt lækkerier og pakke bilen.
Så hjem og lege madtalent, mens mindstemusen øvede sig på i bedste ninjastil at gå i et med gulvet, til stor fare for mesterkokkens ve og vel.
Ved middagstid blev bilen pakket og af sted gik det mod Fynsmesterskaberne i Skoleskak anno 2013.
Vi ankom i tide til at overvære sidste spil og præmieoverrækkelsen.
Ja, først skulle vi lige lokalisere trolden, som møjhamrende beskidt sprang rundt på en legeplads. Lettere svimmel var han blevet af en udendørs snurretop, så han formåede at gå sidelæns og vælte en 3-4 gange på vejen hen til os. Hans første ord var "jeg vil hjem!!"
Han mente selv, at det gik frygteligt dårligt. Han tabte bare hele tiden. (Nærmere research viste dog, at han havde vundet 1, tabt 3 og 1 uafgjort...ud af 5 foreløbige spil.)
Vi snakkede igen om, at man ikke bare kan svingte sine teammates. Og at det ikke handler om at vinde, men om at være med og have det sjovt. At det i virkeligheden var rigtig flot klaret efter kun 3 træningsgange. Og at der kun er én måde at blive bedre til noget på, og det er ikke ved at give op, men ved at blive ved med at øve sig.
Han virkede ikke rigtig overbevist, men han gik dog modvilligt med ind i salen.
Ventetiden var lang. Han ville gerne til Odense. NU. Tålmodighed var et fremmedord.
Det lykkedes heldigvis at lokke ham hen til et skakspil og ridse reglerne lidt groft op for mutter. Jeg kunne på Skoleskak-lederen forstå, at trolden endnu ikke havde 100 % fat i alle de små nuancer i spillet. Dog glædede det mig, at terningen ikke blev nævnt én eneste gang.
Endelig blev det tid til sidste runde. Computeren arbejdede på højtryk og spyttede så spil-listerne ud.
Trolden fandt sit bord og gav pænt hånd til sin modspiller.
Det var LIDT svært at følge med i starten. Ingen af de to ved bordet overvejede deres træk i så meget som et halvt sekund. Dok-dok-dok-dok-dok. Brikkerne blev flyttet i en meget hurtig men tilgengæld taktfast rytme.
På et tidspunkt havde trolden erobret 9 af modstanderens brikker. Selv havde han mistet 4. Det så pludselig lovende ud. Nu begyndte begge drenge også at koncentrere sig væsentligt mere mellem hvert træk. Det blev tænkt, så det knagede. Overvejet. Tilkaldt instruktør til godkendelse af træk, før de blev udført. Fascinerende.
Fra min plads langs tilskuervæggen var det lidt svært, at følge ordentligt med.
Pludselig var matchen da også overstået.
Jeg hørte dommeren spørge ind til noget med gratis point og trolden oplyse, at det havde han ikke benyttet sig af endnu. Hvordan spillet endte, ved jeg ikke helt. Noget siger mig, at trolden tabte.
Han fik dog et point alligevel, da han vitterligt ikke havde benyttet sig af den mulighed før.
Han endte således med 2,5 point ud af 6 mulige. Det gav ham en samlet 32. plads ud af 41 tilmeldte.
SÅ var han altså også klar til at planke den og sætte kursen mod Odense. Det kunne KUN gå for langsomt. Vi fik ham dog overtalt til at blive til præmieoverrækkelse, hvilket nok var meget fornuftigt. Den første fine skak-pokal kom nemlig i hus. En ny stormester er tydeligvis ved at arbejde sig op gennem rækkerne.
På vejen ud til bilen slog Skoleskak-lederen følge med os. Han mente, at der var potentiale i trolden. Hvis han vel at mærke gad holde ved trods lidt nederlag undervejs. Faktisk anbefalede han, at vi allerede nu gik i gang med at bygge et pokal-skab.
Alt i alt en dejlig dag med et positivt udfald.
Alligevel bliver jeg nødt til at melde knægten ud af den skakklub....jeg har simpelthen ikke evner til at bygge pokal-skabe ej heller kvadratmeter nok til at huse sådanne monstrummer.
Nu havde jeg jo allerede hørt knægten forklare sine egne noget alternative regler, som både indebar terning og bortkastelse af Kongen for at undgå skakmat. Han havde da godt nok forsøgsvist deltaget til 2 gange skoleskak, men jeg følte mig ikke helt overbevist om, at han efter så få gange havde accepteret de mere almindeligt kendte skakregler. Hans egne ord var da også, at han "altid taber".
Som mor glædede det mig naturligvis, at høre hans talenter rost. Jeg kunne dog ikke helt bilægge den lille stemme i baghovedet, som nok mente, at tilbuddet om en plads i turneringen nok nærmere skyldtes et ulige deltagerantal end troldens unikke evner.
Knægten ville dog gerne med og der var en plads, hvis han ville have den. Så tilmeldt blev han.
Jeg tænkte i mit stille sind, at det nok var meget godt, at der var mulighed for at deltage i en enkelt gang skoleskaktræning inden den store dag.
Det blev lørdag.
Pludselig ønskede trolden absolut ikke at deltage i noget som helst. vi hade en meget pædagogisk snak om, at når man HAR sagt ja, så kan man ikke sådan svigte sine holdkammerater.
Jeg fulgte ham til skolen, hvor han skulle mødes med skakklubben og samkøre med en kammerat til Nørre Aaby.
Dårlig var vi ankommet, før trolden så sigende på mig og udbrød "mor, skulle du så ik se at smutte hjem igen?"
Bevares, det skulle jeg vel nok.
Vi havde nemlig en aftale om fællesspisning og hygge hos bonus-familie i Odense senere på dagen, hvorfor jeg i løbet af formiddagen skulle klargøre lidt lækkerier og pakke bilen.
Så hjem og lege madtalent, mens mindstemusen øvede sig på i bedste ninjastil at gå i et med gulvet, til stor fare for mesterkokkens ve og vel.
Ved middagstid blev bilen pakket og af sted gik det mod Fynsmesterskaberne i Skoleskak anno 2013.
Vi ankom i tide til at overvære sidste spil og præmieoverrækkelsen.
Ja, først skulle vi lige lokalisere trolden, som møjhamrende beskidt sprang rundt på en legeplads. Lettere svimmel var han blevet af en udendørs snurretop, så han formåede at gå sidelæns og vælte en 3-4 gange på vejen hen til os. Hans første ord var "jeg vil hjem!!"
Han mente selv, at det gik frygteligt dårligt. Han tabte bare hele tiden. (Nærmere research viste dog, at han havde vundet 1, tabt 3 og 1 uafgjort...ud af 5 foreløbige spil.)
Vi snakkede igen om, at man ikke bare kan svingte sine teammates. Og at det ikke handler om at vinde, men om at være med og have det sjovt. At det i virkeligheden var rigtig flot klaret efter kun 3 træningsgange. Og at der kun er én måde at blive bedre til noget på, og det er ikke ved at give op, men ved at blive ved med at øve sig.
Han virkede ikke rigtig overbevist, men han gik dog modvilligt med ind i salen.
Ventetiden var lang. Han ville gerne til Odense. NU. Tålmodighed var et fremmedord.
Det lykkedes heldigvis at lokke ham hen til et skakspil og ridse reglerne lidt groft op for mutter. Jeg kunne på Skoleskak-lederen forstå, at trolden endnu ikke havde 100 % fat i alle de små nuancer i spillet. Dog glædede det mig, at terningen ikke blev nævnt én eneste gang.
Endelig blev det tid til sidste runde. Computeren arbejdede på højtryk og spyttede så spil-listerne ud.
Trolden fandt sit bord og gav pænt hånd til sin modspiller.
Det var LIDT svært at følge med i starten. Ingen af de to ved bordet overvejede deres træk i så meget som et halvt sekund. Dok-dok-dok-dok-dok. Brikkerne blev flyttet i en meget hurtig men tilgengæld taktfast rytme.
På et tidspunkt havde trolden erobret 9 af modstanderens brikker. Selv havde han mistet 4. Det så pludselig lovende ud. Nu begyndte begge drenge også at koncentrere sig væsentligt mere mellem hvert træk. Det blev tænkt, så det knagede. Overvejet. Tilkaldt instruktør til godkendelse af træk, før de blev udført. Fascinerende.
Fra min plads langs tilskuervæggen var det lidt svært, at følge ordentligt med.
Pludselig var matchen da også overstået.
Jeg hørte dommeren spørge ind til noget med gratis point og trolden oplyse, at det havde han ikke benyttet sig af endnu. Hvordan spillet endte, ved jeg ikke helt. Noget siger mig, at trolden tabte.
Han fik dog et point alligevel, da han vitterligt ikke havde benyttet sig af den mulighed før.
Han endte således med 2,5 point ud af 6 mulige. Det gav ham en samlet 32. plads ud af 41 tilmeldte.
SÅ var han altså også klar til at planke den og sætte kursen mod Odense. Det kunne KUN gå for langsomt. Vi fik ham dog overtalt til at blive til præmieoverrækkelse, hvilket nok var meget fornuftigt. Den første fine skak-pokal kom nemlig i hus. En ny stormester er tydeligvis ved at arbejde sig op gennem rækkerne.
På vejen ud til bilen slog Skoleskak-lederen følge med os. Han mente, at der var potentiale i trolden. Hvis han vel at mærke gad holde ved trods lidt nederlag undervejs. Faktisk anbefalede han, at vi allerede nu gik i gang med at bygge et pokal-skab.
Alt i alt en dejlig dag med et positivt udfald.
Alligevel bliver jeg nødt til at melde knægten ud af den skakklub....jeg har simpelthen ikke evner til at bygge pokal-skabe ej heller kvadratmeter nok til at huse sådanne monstrummer.
Parfume-princesse
"Snuser jeg ikke bare godt? Jeg har lige taget min dekorant på!"
Ja, noget har du da helt sikkert sprøjtet dig ind i. Noget meget stærkt-lugtende. Et kort øjeblik var jeg faktisk lidt i tvivl om, hvor denne liflige duft af sprit dog kom fra. Måske fra en DØD dekorant? Nu forstår jeg, at der blot er tale om din parfumerede deo.
Med sviende øjne og en underlig alkoholiseret smag bagerst i munden søger jeg desperat efter de rigtige ord. Dem, der roste hendes initiativ og interesse i personlig hygiejne, men samtidig afholdt hende fra nogen sinde at bruge netop dén parfume igen. Dem, der kunne inspirere hende til at smide nuværende ejendel ud og i stedet investere (med mine penge, most likely) i en mere....mild og menneskevenlig udgave.
"Joooh, dén kan jeg godt snuse" (er du da SINDSYG, jeg kan snuse den!) "jeg har aldrig snust noget magen til!" (og jeg håber ved den søde grød heller ikke at komme til det!) ".....men den er meget kraftig, synes du ikke?"
Mine øjne mødes af et tomt, uforstående blik. Tilsyneladende deler hun ikke min fintfølende lugtesans.
Lidt snakken frem og tilbage minder mig om, at der er tale om en gave. Tænk, dén havde jeg fuldstændig fortrængt. Jeg er simpelthen ikke vild med lugten. SLET ikke i SÅ store mængder, som en tweenie pige på 11 mener at skulle bade sig i.
Jeg finder det bydende nødvendigt at tage en moderlig snak om brugen og ikke mindst doseringen af parfume. Min hukommelse spiller mig muligvis et puds, men jeg mener nu altså at have haft en lignende samtale for et års tid siden. Den gang hun i bedste stil pøste parfume ud i håndfladerne og æltede det ind i kinder og hals, for "sådan gør far". Dengang havde vi (mig bekendt) en lille snak om forskellen på mænd og kvinder (og jeg mener ikke sådan rent exteriør-mæssigt, men helt konkret parfume contra after shave).
Jeg vrister mig fri af deja vú fornemmelsen og prøver at virke nærværende i samtalen. Det er lidt svært. Mine øjne klør og min hals svier. En dunkende hovedpine melder langsomt sin indmarch og jeg kan ligefrem se små grønne giftskyer stige op fra hendes lille spinkle person.
"Jamen nu har du jo fået den dér roll on....anti-sveds-fidusen.....er den ikke meeeeeget bedre, og letter, at bruge?" spørger man i håb om at sælge dén idé.
Princessen forklarer mig, at den bruger hun jo også hver dag. Men nu havde hun altså lige gen-fundet den anden bagerst i badeværelsesskabet.
Åh ja, nu husker jeg. Det var dér, jeg kom til at stille den efter vores sidste parfume-snak. Mindet stiger langsomt frem af en giftig grøn tåge. Om det skyldes almindelig alzheimers eller påvirkning fra indåndede gift-de-toilette vides ikke.
Jeg finder det nødvendigt at tage en lille veninde snak om parfumens brug. Og dosering. IGEN.
Da princessen 20 minutter senere smutter op på værelset, føler jeg mig rimelig forvisset om, at meningen i grove træk er trængt ind. Uden at skræmme hende fra personlig hygiejne generelt set eller skabe grobund for et mindre teenage oprør udspillet med parfume.
Der går yderligere en halv time, før de sidste duftspor også forføjer sig op i de højere luftlag og jeg igen kan trække vejret ubekymret. Tjekker for en sikkerheds skyld, om mindstemusen har lidt overlast i kravlegården. Han virker lidt døsig, men forhåbentligt er der tale om almindelig træthed før middagsluren og ikke en decideret bedøvelsestilstand.
Netop som jeg har erklæret stuen passende til beboelse igen, hører jeg nogen kom trampende....og SÅ rammer den skrappe dunst endnu en gang mine næsebor.
Jeg vender mig om, men mod forventning er det ikke princessen, men derimod min 5 årige knægt, som stinker langt væk af parfumeri.
"Mooooooaaaaaaar....nu snuser jeg OGSÅ dejligt, for jeg har fået lov til at låne en dekorant!" erklærer han stolt.
Neeeeeeeeeiiiiiij vil mine pinsler dog ingen ende tage i dag!
Ja, noget har du da helt sikkert sprøjtet dig ind i. Noget meget stærkt-lugtende. Et kort øjeblik var jeg faktisk lidt i tvivl om, hvor denne liflige duft af sprit dog kom fra. Måske fra en DØD dekorant? Nu forstår jeg, at der blot er tale om din parfumerede deo.
Med sviende øjne og en underlig alkoholiseret smag bagerst i munden søger jeg desperat efter de rigtige ord. Dem, der roste hendes initiativ og interesse i personlig hygiejne, men samtidig afholdt hende fra nogen sinde at bruge netop dén parfume igen. Dem, der kunne inspirere hende til at smide nuværende ejendel ud og i stedet investere (med mine penge, most likely) i en mere....mild og menneskevenlig udgave.
"Joooh, dén kan jeg godt snuse" (er du da SINDSYG, jeg kan snuse den!) "jeg har aldrig snust noget magen til!" (og jeg håber ved den søde grød heller ikke at komme til det!) ".....men den er meget kraftig, synes du ikke?"
Mine øjne mødes af et tomt, uforstående blik. Tilsyneladende deler hun ikke min fintfølende lugtesans.
Lidt snakken frem og tilbage minder mig om, at der er tale om en gave. Tænk, dén havde jeg fuldstændig fortrængt. Jeg er simpelthen ikke vild med lugten. SLET ikke i SÅ store mængder, som en tweenie pige på 11 mener at skulle bade sig i.
Jeg finder det bydende nødvendigt at tage en moderlig snak om brugen og ikke mindst doseringen af parfume. Min hukommelse spiller mig muligvis et puds, men jeg mener nu altså at have haft en lignende samtale for et års tid siden. Den gang hun i bedste stil pøste parfume ud i håndfladerne og æltede det ind i kinder og hals, for "sådan gør far". Dengang havde vi (mig bekendt) en lille snak om forskellen på mænd og kvinder (og jeg mener ikke sådan rent exteriør-mæssigt, men helt konkret parfume contra after shave).
Jeg vrister mig fri af deja vú fornemmelsen og prøver at virke nærværende i samtalen. Det er lidt svært. Mine øjne klør og min hals svier. En dunkende hovedpine melder langsomt sin indmarch og jeg kan ligefrem se små grønne giftskyer stige op fra hendes lille spinkle person.
"Jamen nu har du jo fået den dér roll on....anti-sveds-fidusen.....er den ikke meeeeeget bedre, og letter, at bruge?" spørger man i håb om at sælge dén idé.
Princessen forklarer mig, at den bruger hun jo også hver dag. Men nu havde hun altså lige gen-fundet den anden bagerst i badeværelsesskabet.
Åh ja, nu husker jeg. Det var dér, jeg kom til at stille den efter vores sidste parfume-snak. Mindet stiger langsomt frem af en giftig grøn tåge. Om det skyldes almindelig alzheimers eller påvirkning fra indåndede gift-de-toilette vides ikke.
Jeg finder det nødvendigt at tage en lille veninde snak om parfumens brug. Og dosering. IGEN.
Da princessen 20 minutter senere smutter op på værelset, føler jeg mig rimelig forvisset om, at meningen i grove træk er trængt ind. Uden at skræmme hende fra personlig hygiejne generelt set eller skabe grobund for et mindre teenage oprør udspillet med parfume.
Der går yderligere en halv time, før de sidste duftspor også forføjer sig op i de højere luftlag og jeg igen kan trække vejret ubekymret. Tjekker for en sikkerheds skyld, om mindstemusen har lidt overlast i kravlegården. Han virker lidt døsig, men forhåbentligt er der tale om almindelig træthed før middagsluren og ikke en decideret bedøvelsestilstand.
Netop som jeg har erklæret stuen passende til beboelse igen, hører jeg nogen kom trampende....og SÅ rammer den skrappe dunst endnu en gang mine næsebor.
Jeg vender mig om, men mod forventning er det ikke princessen, men derimod min 5 årige knægt, som stinker langt væk af parfumeri.
"Mooooooaaaaaaar....nu snuser jeg OGSÅ dejligt, for jeg har fået lov til at låne en dekorant!" erklærer han stolt.
Neeeeeeeeeiiiiiij vil mine pinsler dog ingen ende tage i dag!
Ups... "nye" gamle indlæg på bloggen
Ja, så fandt man da lige ud af, at de sidst 10-20 indlæg på bloggen, aldrig er gjort offentlige.
Tilsyneladende er hele problemet opstået, efter Google+ pjat kom ind i billedet.
Rent praktisk betyder det, at de sidste mange indlæg slet ikke har været synlige for andre end mig selv. Juble. Eller nowt.
Nu kan jeg så sidder og ændre indstillingerne på hvert enkelt indlæg (som om jeg ikke havde andet at se til med syg mindstemus hjemme fra dagplejen) og udgive IGEN.
På den positive sider bliver der spyttet en del nye indlæg ud inden for de næste par dage. Kronologisk set er det hele lidt noget rod, meeeeen bedre sent end aldrig.
Tilsyneladende er hele problemet opstået, efter Google+ pjat kom ind i billedet.
Rent praktisk betyder det, at de sidste mange indlæg slet ikke har været synlige for andre end mig selv. Juble. Eller nowt.
Nu kan jeg så sidder og ændre indstillingerne på hvert enkelt indlæg (som om jeg ikke havde andet at se til med syg mindstemus hjemme fra dagplejen) og udgive IGEN.
På den positive sider bliver der spyttet en del nye indlæg ud inden for de næste par dage. Kronologisk set er det hele lidt noget rod, meeeeen bedre sent end aldrig.
AAARGH
Jeg kan lige så godt sige det, som det er: jeg GIDER ikke mere sygdom!!
SÅ skønt er det heller ikke med syge børn, der marinerer deres mor i lige dele snot og bræk.
Jeg bryder mig slet ikke om omvandrende snot-tsunamier og jeg finder heller ikke megen morskab i de flydende prutter, som mindstemusen i disse dage leverer. Eneste fordel er, at han nu kan bruges som glødende natlampe, da hans bagport i denne spirende juletid er selvlysende rød.
Sexy-smølfen er knap så sexy som normalt, når han hoster og harker sig gennem natten, mens han i febervildelser ævler løs om hans nye interesse for indkøb af smågrise. (Jojo, den er god nok. Jeg troede også først, at jeg havde hørt forkert, da jeg sandt at sige ikke var helt i hopla dér klokken kvart i kvalme om natten. Efter at have plantet en albue mellem hans tredje og fjerde ribben og spurgt, hva han dog snakkede om, fik jeg en længere forklaring. Jeg husker ikke alle de mindre detaljer, men summasummarum var altså, at "vi tager grisen med...og vi kalder den Gretha!" Jovel.)
Jeg kan kun udlede, at hans årelange pædagogiske virke har vakt hans interesse for svinebrug og en ny karriere som lajnmajn. Jaja, kartoffel / tomat, som man jo siger. Forskellen er kanske ikke så stor eller også er lighederne mange...hva ved jeg. Hvordan planerne om karriereskiftet er blevet til, er mig uendeligt ligegyldigt. Hvor vi skal indlogere Gretha Gris er mig tilgengæld en større gåde, som sandt at sige ligger mig væsentligt på sinde. Jeg har i forvejen rigeligt at gøre med at muge ud efter 3 børn, 1 hund og mandsling. For ikke at nævne mit besvær med at tilkæmpe mig et lille diskret hjørne af madrassen og en flig af dynen, efter at mit livs lys og dovendyret (hér hentydes til mand og hund....gæt selv, hvem der er hvem) har erobret 95 % af snorkekassen. Et kræ mere i fodenden vil ganske givet tvinge mig til at sove UNDER sengen, hvilket NOGEN nok vil finde mere underholdende end jeg.
Nå, det var vist en afstikker.
Jeg selv ser naturligvis skie godt u, også med skinnende feberøjne, glinsende 11-tal under snuden og med en lunge hostet ud af det ene øre. Og jeg kan jo spare en hel del på rougen, når kinderne gløder grundet en indvendigt temperatur omkring de 40 grader C. Det er heller ingen sag at sætte håret, når det stritter ud til alle sider i bedste Madam Mim-stil, efter endnu en gang at have vendt og drejet sig hvileløst hele natten på grund af dunkende hovedpine og en hoste, som mest af alt kan sammenlignes med en døende hvalros sidste åndedrag.
Faktum er, at sygdom har okkuperet denne familie og besat det ene familiemedlem efter det andet, on and off i en rædsom spiral, hvor man konstant smitter og gen-smitter hinanden. De sidste 3 måneder har nærmest budt på kronisk sygdom. Lægens bud er, at det nok skyldes det faktum, at vi blev udsat for og boede i skimmelsvamp for knap 2 år siden. Vores luftveje og slimhinder er simpelthen ikke kommet sig endnu og er derfor ekstra udsatte. Groft sagt: luftvejsinfektioner af enhver kendt og ukendt karakter ELSKER os.
Det er naturligvis en plausibel forklaring, men det er stadigvæk knaldhamrende frustrerende.
Når man ikke selv er syg, så har man barn syg....har man ikke barn syg, ja, så er man selv syg.
Men nu har jeg altså fået nok!
Jeg afmelder hermed mit abonnement på efterårs-skavanker! Og slet mig venligst af medlemslisten for bestandigt!
SÅ skønt er det heller ikke med syge børn, der marinerer deres mor i lige dele snot og bræk.
Jeg bryder mig slet ikke om omvandrende snot-tsunamier og jeg finder heller ikke megen morskab i de flydende prutter, som mindstemusen i disse dage leverer. Eneste fordel er, at han nu kan bruges som glødende natlampe, da hans bagport i denne spirende juletid er selvlysende rød.
Sexy-smølfen er knap så sexy som normalt, når han hoster og harker sig gennem natten, mens han i febervildelser ævler løs om hans nye interesse for indkøb af smågrise. (Jojo, den er god nok. Jeg troede også først, at jeg havde hørt forkert, da jeg sandt at sige ikke var helt i hopla dér klokken kvart i kvalme om natten. Efter at have plantet en albue mellem hans tredje og fjerde ribben og spurgt, hva han dog snakkede om, fik jeg en længere forklaring. Jeg husker ikke alle de mindre detaljer, men summasummarum var altså, at "vi tager grisen med...og vi kalder den Gretha!" Jovel.)
Jeg kan kun udlede, at hans årelange pædagogiske virke har vakt hans interesse for svinebrug og en ny karriere som lajnmajn. Jaja, kartoffel / tomat, som man jo siger. Forskellen er kanske ikke så stor eller også er lighederne mange...hva ved jeg. Hvordan planerne om karriereskiftet er blevet til, er mig uendeligt ligegyldigt. Hvor vi skal indlogere Gretha Gris er mig tilgengæld en større gåde, som sandt at sige ligger mig væsentligt på sinde. Jeg har i forvejen rigeligt at gøre med at muge ud efter 3 børn, 1 hund og mandsling. For ikke at nævne mit besvær med at tilkæmpe mig et lille diskret hjørne af madrassen og en flig af dynen, efter at mit livs lys og dovendyret (hér hentydes til mand og hund....gæt selv, hvem der er hvem) har erobret 95 % af snorkekassen. Et kræ mere i fodenden vil ganske givet tvinge mig til at sove UNDER sengen, hvilket NOGEN nok vil finde mere underholdende end jeg.
Nå, det var vist en afstikker.
Jeg selv ser naturligvis skie godt u, også med skinnende feberøjne, glinsende 11-tal under snuden og med en lunge hostet ud af det ene øre. Og jeg kan jo spare en hel del på rougen, når kinderne gløder grundet en indvendigt temperatur omkring de 40 grader C. Det er heller ingen sag at sætte håret, når det stritter ud til alle sider i bedste Madam Mim-stil, efter endnu en gang at have vendt og drejet sig hvileløst hele natten på grund af dunkende hovedpine og en hoste, som mest af alt kan sammenlignes med en døende hvalros sidste åndedrag.
Faktum er, at sygdom har okkuperet denne familie og besat det ene familiemedlem efter det andet, on and off i en rædsom spiral, hvor man konstant smitter og gen-smitter hinanden. De sidste 3 måneder har nærmest budt på kronisk sygdom. Lægens bud er, at det nok skyldes det faktum, at vi blev udsat for og boede i skimmelsvamp for knap 2 år siden. Vores luftveje og slimhinder er simpelthen ikke kommet sig endnu og er derfor ekstra udsatte. Groft sagt: luftvejsinfektioner af enhver kendt og ukendt karakter ELSKER os.
Det er naturligvis en plausibel forklaring, men det er stadigvæk knaldhamrende frustrerende.
Når man ikke selv er syg, så har man barn syg....har man ikke barn syg, ja, så er man selv syg.
Men nu har jeg altså fået nok!
Jeg afmelder hermed mit abonnement på efterårs-skavanker! Og slet mig venligst af medlemslisten for bestandigt!
Når moderne teknik driller
Trolden havde en veninde på besøg og de hyggede sig fortrinligt på værelset.
Hen under aften var dampen dog ved at få lidt af ballonen, så jeg foreslog at slappe af til en film.
Jeg synes jo selv, at det var et fantastisk forslag, da vi voksne stenede med en gang poker....og loftlamperne trængte til en pause fra de sidste par timers svingen faretruende frem og tilbage grundet hoppen og trampen fra førstesalen.
Ungerne blev forbavsende hurtigt enige og valget faldt på Disneys Helte, et herligt samsurium af Herkules, Tarzan og Buzz Lightyear.
De tøffede ovenpå, men kom lige så hurtigt retur.
Der var noget galt.
Den virkede ikke.
Hmmm.....var kontakten på væggen mon tændt?
Jeps.
DVDafspilleren tændt?
Nææææ.....det mente de godt nok ikke. Af sted op af trapperne og ned igen et par minutter efter.
Den virkede stadig ikke.
Hmmm....vender skiven rigtigt?
De troede nok at ja, måske og eventuelt vendte den korrekt. De lød ikke vanvittigt overbevisende og blev derfor sendt ovenpå igen.
Den virkede stadig ikke.
Nå. Var fjernsynet tændt?
De gloede åndssvagt på mig.
Nej, det var de helt enige om, at det bestemt IKKE var.
Da jeg jo nok syntes, at dét var en ganske væsentlig forudsætning for at se en film, sendte jeg dem ovenpå....igen-igen. Og vanen tro kom de hurtigt ned...igen-igen.
Den virkede STADIG ikke.
Jeg fornemmede en begyndende frustration bygge op.
Nej, ikke frustration.
Direkte rendyrket raseri.
Jeg foreslog, at de tjekkede hvorvidt batterierne i fjernbetjeningen til DVDafspilleren ikke havde rykket sig løse.
De stirrede vantro på mig og under lavmælt mumlen marcherede de ovenpå igen.
Et højt dunk, trampen på trappen.
De kom retur.
IGEN.
Den virkede stadig ikke, og man ønskede sig nu en ny film (og ud fra øjnenes lyn at dømme også en ny og mere support-indstillet mor).
Jeg gennemgik igen hele fejlfindingsmanualen for dem.
Tjekket at stikke var i, tændt for kontakten. Tjek.
Tændt for både TV og DVDafspiller. Tjek.
Tjekket at DVDfilmen vendte rigtigt. Tjek.
Tjekket af batterierne sidder rigtigt i fjernbetjeningen. Tjek.
Mutter hér måtte modvilligt give fortabt.
"Hvis alt er tændt og DVDfilmen sidder rigtigt i DVDafspilleren, så...." mere nåede jeg ikke at sige, før jeg blev afbrudt af trolden.
"Mor, DVDfilmen sidder IKKE i DVDafspilleren!!"
Nå, jamen så tror jeg da nok liiiiige mor har løst problemet for dig, bette Einstein. DVDfilmen skal da selvfølgelig sidde i DVDafspilleren.
"Nå, jamen den sidder altså i mit anlæg!!!!"
Øøøøøh, hør nu hér, min lille teknologi-mongolos, så ER det skisme nok derfor, filmen ikke bliver vist på dit TV. SUK. Og hér har man fundet sådan personlig glæde i barnets velbegavelse. Nemesis, no doubt.
"Men MOR, vi vil ikke SE filmen!"
Jamen så undskyld mig da godt nok lige. Men så kan jeg dælen duseme slet ikke se problemet. Hvis I ikke vil se den film, som pt ikke bliver afspillet....hva sørensen forstyrrer i så et udmærket slag poker for? Det er der dødsstraf for i visse dele af verden. Øh, men hvoffor sidder DVDfilmen dog i dit anlæg???
"MOR.....VI...VIL..HØRE...DEN...SOM..LYDBOG!!! så-nu-sidder-den-altså-i-mit-anlæg-men-den-virker-ikke-selvom-vi-har-gjort-alt-det-som-du-sagde!!!!"
Pludselig gav deres vantro blikke undervejs i fejlfindingen MEGET bedre mening.
DE ville høre lydbog....JEG bad dem tænde fjernsynet.
SUK.
Nu var vi trods alt endelig på bølgelængde og jeg måtte så forklare to styks skuffede unger, at al fejlfinding havde været forgæves. Nyttesløst. For uanset hvor meget, man prøver, så KAN en DVDfilm ALDRIG NOGEN SINDE afspilles som lydbog. (Uagtet at idéen sikkert gav god mening set med børnelogik.)
Ungerne luskede slukørede ovenpå. Det sidste jeg så til dem var et skulende blik henover en skulder. Lur mig om ikke dette bliver startskuddet til en ny fantastisk opfindelse.
Combi-CD/DVD.
Trolden så i hvert fald ikke ud til at have opgivet idéen helt, og jeg føler mig ikke overbevist om, at han helmer, før han har produceret verdens første eksemplar.
Note to self:
Lås alle tænkelige forsøgs-materialer, som ikke ønsker omdannet til fysik-eksperiment, forsvarligt inde.
Hen under aften var dampen dog ved at få lidt af ballonen, så jeg foreslog at slappe af til en film.
Jeg synes jo selv, at det var et fantastisk forslag, da vi voksne stenede med en gang poker....og loftlamperne trængte til en pause fra de sidste par timers svingen faretruende frem og tilbage grundet hoppen og trampen fra førstesalen.
Ungerne blev forbavsende hurtigt enige og valget faldt på Disneys Helte, et herligt samsurium af Herkules, Tarzan og Buzz Lightyear.
De tøffede ovenpå, men kom lige så hurtigt retur.
Der var noget galt.
Den virkede ikke.
Hmmm.....var kontakten på væggen mon tændt?
Jeps.
DVDafspilleren tændt?
Nææææ.....det mente de godt nok ikke. Af sted op af trapperne og ned igen et par minutter efter.
Den virkede stadig ikke.
Hmmm....vender skiven rigtigt?
De troede nok at ja, måske og eventuelt vendte den korrekt. De lød ikke vanvittigt overbevisende og blev derfor sendt ovenpå igen.
Den virkede stadig ikke.
Nå. Var fjernsynet tændt?
De gloede åndssvagt på mig.
Nej, det var de helt enige om, at det bestemt IKKE var.
Da jeg jo nok syntes, at dét var en ganske væsentlig forudsætning for at se en film, sendte jeg dem ovenpå....igen-igen. Og vanen tro kom de hurtigt ned...igen-igen.
Den virkede STADIG ikke.
Jeg fornemmede en begyndende frustration bygge op.
Nej, ikke frustration.
Direkte rendyrket raseri.
Jeg foreslog, at de tjekkede hvorvidt batterierne i fjernbetjeningen til DVDafspilleren ikke havde rykket sig løse.
De stirrede vantro på mig og under lavmælt mumlen marcherede de ovenpå igen.
Et højt dunk, trampen på trappen.
De kom retur.
IGEN.
Den virkede stadig ikke, og man ønskede sig nu en ny film (og ud fra øjnenes lyn at dømme også en ny og mere support-indstillet mor).
Jeg gennemgik igen hele fejlfindingsmanualen for dem.
Tjekket at stikke var i, tændt for kontakten. Tjek.
Tændt for både TV og DVDafspiller. Tjek.
Tjekket at DVDfilmen vendte rigtigt. Tjek.
Tjekket af batterierne sidder rigtigt i fjernbetjeningen. Tjek.
Mutter hér måtte modvilligt give fortabt.
"Hvis alt er tændt og DVDfilmen sidder rigtigt i DVDafspilleren, så...." mere nåede jeg ikke at sige, før jeg blev afbrudt af trolden.
"Mor, DVDfilmen sidder IKKE i DVDafspilleren!!"
Nå, jamen så tror jeg da nok liiiiige mor har løst problemet for dig, bette Einstein. DVDfilmen skal da selvfølgelig sidde i DVDafspilleren.
"Nå, jamen den sidder altså i mit anlæg!!!!"
Øøøøøh, hør nu hér, min lille teknologi-mongolos, så ER det skisme nok derfor, filmen ikke bliver vist på dit TV. SUK. Og hér har man fundet sådan personlig glæde i barnets velbegavelse. Nemesis, no doubt.
"Men MOR, vi vil ikke SE filmen!"
Jamen så undskyld mig da godt nok lige. Men så kan jeg dælen duseme slet ikke se problemet. Hvis I ikke vil se den film, som pt ikke bliver afspillet....hva sørensen forstyrrer i så et udmærket slag poker for? Det er der dødsstraf for i visse dele af verden. Øh, men hvoffor sidder DVDfilmen dog i dit anlæg???
"MOR.....VI...VIL..HØRE...DEN...SOM..LYDBOG!!! så-nu-sidder-den-altså-i-mit-anlæg-men-den-virker-ikke-selvom-vi-har-gjort-alt-det-som-du-sagde!!!!"
Pludselig gav deres vantro blikke undervejs i fejlfindingen MEGET bedre mening.
DE ville høre lydbog....JEG bad dem tænde fjernsynet.
SUK.
Nu var vi trods alt endelig på bølgelængde og jeg måtte så forklare to styks skuffede unger, at al fejlfinding havde været forgæves. Nyttesløst. For uanset hvor meget, man prøver, så KAN en DVDfilm ALDRIG NOGEN SINDE afspilles som lydbog. (Uagtet at idéen sikkert gav god mening set med børnelogik.)
Ungerne luskede slukørede ovenpå. Det sidste jeg så til dem var et skulende blik henover en skulder. Lur mig om ikke dette bliver startskuddet til en ny fantastisk opfindelse.
Combi-CD/DVD.
Trolden så i hvert fald ikke ud til at have opgivet idéen helt, og jeg føler mig ikke overbevist om, at han helmer, før han har produceret verdens første eksemplar.
Note to self:
Lås alle tænkelige forsøgs-materialer, som ikke ønsker omdannet til fysik-eksperiment, forsvarligt inde.
Carpaccio
Jeg var gået lidt amok i overdrevet lækre gourmet sandwich og var således i gang med at komponere en carpaccio-sandwich på et leje af spæde spinatblade, lidt ruccola og naturligvis toppet med friskrevet parmesan og syltede borettaneløg.
Trolden valfartede netop da igennem og konstaterede tørt, at råt blod altså ikke var noget for ham. Kunne jeg venligst smide en klat leverpostej på en skive rugbrød til ham.
Jooooh jaaaah meeen ville han dog ikke bare liiiige prøve en lille bitte bid af det mega-lækre kød?
Niksen biksen.
Han var hverken til at hugge eller stikke i, uanset hvor mange positive tillægsord jeg kastede rundt i luften. Han havde besluttet, at han altså ikke ville smage "det klamme rå kød" og lod sig ikke sådan lokke.
Mens jeg indrømmede mit nederlag, smurte jeg fluks den bestilte rugbrødsmad. I mit stille sind irriterede det mig lidt, at min før alt-ædende knægt med smag for kulinariske oplevelser i den seneste tid har udvist stadig større kræsenhed og modvilje mod nye smagsoplevelser. Især frustrerede det mig lidt, at han ikke delte min forkærlighed for italienske specialiteter og ikke en gang kunne overtales til en lille smagsprøve. At fornægte sig selv carpaccio er jo selvpineri på højeste plan....og at omtale det i andet end positive vendinger grænser jo til blasfemi.
I det samme stak princessen næsen ud i køkkenet. Hun delte tydeligvis min entusiasme.
Med strålende øjne, dryppende mundvand og et glubsk grin udbrød hun "nøøøøøj hvor ser det kød godt ud....det ligner fuldstændigt at det dyr lige er blevet slagtet!!!"
Hendes ansigtsudtryk skræmte mig ærlig talt en anelse, så jeg skyndte mig at kaste en luns kød hen til hende og imens hun var afledt af smagsprøven, trak jeg trøjen beskyttende op om min strube og gelejdede jeg hende nok så gelinde ind i stuen.
Jøsses, hvor er der stor forskel på børn og deres spisevaner.
Princessen har ellers haft ry for at være mere end en anelse kræsen og vanskelig at stille tilfreds sådan rent madmæssigt. Der er dog ved at ske en langsom ændring, især hvis der omhandler kød. (Grønsagerne er straks en anden sag og nu skal jeg jo ikke pege fingre, men det KAN have sit afsæt i det faktum, at hendes forældre begge to er kødspisere med stort K og helst overser salat-buffeten.)
Nå men hvor om alt er, så går der nok et par dage, før jeg serverer carpaccio for ungerne igen.
Den ene slår på det nærmeste korsets tegn foran sig og anden anden forvandler sig til en rabies-ulv.
En gylden mellemvej må være at foretrække, hvorfor jeg klart foretrækker at servere for manden min. Dér er reaktionen noget mere moderat, hverken for meget eller for lidt.
"Det var da meget ok...er der mere?"
Jooooh jaaaah meeen ville han dog ikke bare liiiige prøve en lille bitte bid af det mega-lækre kød?
Niksen biksen.
Han var hverken til at hugge eller stikke i, uanset hvor mange positive tillægsord jeg kastede rundt i luften. Han havde besluttet, at han altså ikke ville smage "det klamme rå kød" og lod sig ikke sådan lokke.
Mens jeg indrømmede mit nederlag, smurte jeg fluks den bestilte rugbrødsmad. I mit stille sind irriterede det mig lidt, at min før alt-ædende knægt med smag for kulinariske oplevelser i den seneste tid har udvist stadig større kræsenhed og modvilje mod nye smagsoplevelser. Især frustrerede det mig lidt, at han ikke delte min forkærlighed for italienske specialiteter og ikke en gang kunne overtales til en lille smagsprøve. At fornægte sig selv carpaccio er jo selvpineri på højeste plan....og at omtale det i andet end positive vendinger grænser jo til blasfemi.
I det samme stak princessen næsen ud i køkkenet. Hun delte tydeligvis min entusiasme.
Med strålende øjne, dryppende mundvand og et glubsk grin udbrød hun "nøøøøøj hvor ser det kød godt ud....det ligner fuldstændigt at det dyr lige er blevet slagtet!!!"
Hendes ansigtsudtryk skræmte mig ærlig talt en anelse, så jeg skyndte mig at kaste en luns kød hen til hende og imens hun var afledt af smagsprøven, trak jeg trøjen beskyttende op om min strube og gelejdede jeg hende nok så gelinde ind i stuen.
Jøsses, hvor er der stor forskel på børn og deres spisevaner.
Princessen har ellers haft ry for at være mere end en anelse kræsen og vanskelig at stille tilfreds sådan rent madmæssigt. Der er dog ved at ske en langsom ændring, især hvis der omhandler kød. (Grønsagerne er straks en anden sag og nu skal jeg jo ikke pege fingre, men det KAN have sit afsæt i det faktum, at hendes forældre begge to er kødspisere med stort K og helst overser salat-buffeten.)
Nå men hvor om alt er, så går der nok et par dage, før jeg serverer carpaccio for ungerne igen.
Den ene slår på det nærmeste korsets tegn foran sig og anden anden forvandler sig til en rabies-ulv.
En gylden mellemvej må være at foretrække, hvorfor jeg klart foretrækker at servere for manden min. Dér er reaktionen noget mere moderat, hverken for meget eller for lidt.
"Det var da meget ok...er der mere?"
En eskimo i stiletter
Jeg er så heldig, at have kontakt til nogle af de mest fantastiske mennesker i verden.
Blandt andet kan jeg prale af at kende en skøn og innovativ pige i Nuuk, Grønland, som har iværksat sin egen blog om skønhed og mode for quinder "up-there".
Lidt af en udfordring, javist, men lad os droppe janteloven og konstatere, at det hun er knaldhamrende god til at løfte opgaven.
Som frøken eskimo indledningsvist skriver på sin blog, så kan det være svært at nurse sit mode-gen, når man er bosat i en lille by i det arktiske.
Citat: "Der er der flere grunde dertil - klimaet for det første... Snestorm, frostgrader og dunjakker hænger ikke altid sammen med høje stiletter og en let kjole.... Befolkningen er ikke så stor, det gør at der ofte tales nemt og ikke pænt om hinanden og specielt hvis man skiller sig for meget ud, har det for godt eller hvad man ellers kan finde på at snakke om..."
Alligevel formår hun selv at kombinere sit flair for den umiddelbare mode med stilfuld elegance, lokalt design med sydens kendte modehuse, den praktiske beklædning med det elegante look.
Hendes blog emmer af den menneskelige lune, som man sjældent finde andre steder end det koldeste nord.....og den er bestemt et besøg værd!
http://www.en-eskimo-i-stiletter.dk
Lidt af en udfordring, javist, men lad os droppe janteloven og konstatere, at det hun er knaldhamrende god til at løfte opgaven.
Som frøken eskimo indledningsvist skriver på sin blog, så kan det være svært at nurse sit mode-gen, når man er bosat i en lille by i det arktiske.
Citat: "Der er der flere grunde dertil - klimaet for det første... Snestorm, frostgrader og dunjakker hænger ikke altid sammen med høje stiletter og en let kjole.... Befolkningen er ikke så stor, det gør at der ofte tales nemt og ikke pænt om hinanden og specielt hvis man skiller sig for meget ud, har det for godt eller hvad man ellers kan finde på at snakke om..."
Alligevel formår hun selv at kombinere sit flair for den umiddelbare mode med stilfuld elegance, lokalt design med sydens kendte modehuse, den praktiske beklædning med det elegante look.
Hendes blog emmer af den menneskelige lune, som man sjældent finde andre steder end det koldeste nord.....og den er bestemt et besøg værd!
http://www.en-eskimo-i-stiletter.dk
Ups, Karoline, mavepine....
Det er lykkedes mig at finde mindstemusens indianske navn helt uden brug af sjove facebook apps.
"Røde Røv" falder i disse dage helt naturligt. Aldrig har jeg set så selvlysende en mås før. Nok nærmer vi os julemåneden meeeen postkasserød passer nu bedre til en julesok end en bagdel.
Jeg kan forresten meddele, at hverken zink-salve eller gamle husråd om kogte klude i bleen har nogen som helst effekt. Det skulle da lige være, at gøre ondt værre. (Ingen smarte kommentarer, tak, jeg havde naturligvis kølet de kogte klude inden placering i bleen!)
Rent bortset fra myldermås, flydende prutter og en tiltagende aversion mod bleskift...så er humøret forbavsende højt. Hos baby, altså, hos moderen er det liiiidt svært at smile, når man konstant skyller ildelugtende brune pletter af babys tøj.
"Røde Røv" falder i disse dage helt naturligt. Aldrig har jeg set så selvlysende en mås før. Nok nærmer vi os julemåneden meeeen postkasserød passer nu bedre til en julesok end en bagdel.
Jeg kan forresten meddele, at hverken zink-salve eller gamle husråd om kogte klude i bleen har nogen som helst effekt. Det skulle da lige være, at gøre ondt værre. (Ingen smarte kommentarer, tak, jeg havde naturligvis kølet de kogte klude inden placering i bleen!)
Rent bortset fra myldermås, flydende prutter og en tiltagende aversion mod bleskift...så er humøret forbavsende højt. Hos baby, altså, hos moderen er det liiiidt svært at smile, når man konstant skyller ildelugtende brune pletter af babys tøj.
Abonner på:
Opslag (Atom)