Parfume-princesse

"Snuser jeg ikke bare godt? Jeg har lige taget min dekorant på!"
Ja, noget har du da helt sikkert sprøjtet dig ind i. Noget meget stærkt-lugtende. Et kort øjeblik var jeg faktisk lidt i tvivl om, hvor denne liflige duft af sprit dog kom fra. Måske fra en DØD dekorant? Nu forstår jeg, at der blot er tale om din parfumerede deo.
Med sviende øjne og en underlig alkoholiseret smag bagerst i munden søger jeg desperat efter de rigtige ord. Dem, der roste hendes initiativ og interesse i personlig hygiejne, men samtidig afholdt hende fra nogen sinde at bruge netop dén parfume igen. Dem, der kunne inspirere hende til at smide nuværende ejendel ud og i stedet investere (med mine penge, most likely)  i en mere....mild og menneskevenlig udgave.
"Joooh, dén kan jeg godt snuse" (er du da SINDSYG, jeg kan snuse den!) "jeg har aldrig snust noget magen til!" (og jeg håber ved den søde grød heller ikke at komme til det!) ".....men den er meget kraftig, synes du ikke?"
Mine øjne mødes af et tomt, uforstående blik. Tilsyneladende deler hun ikke min fintfølende lugtesans.
Lidt snakken frem og tilbage minder mig om, at der er tale om en gave. Tænk, dén havde jeg fuldstændig fortrængt. Jeg er simpelthen ikke vild med lugten. SLET ikke i SÅ store mængder, som en tweenie pige på 11 mener at skulle bade sig i.
Jeg finder det bydende nødvendigt at tage en moderlig snak om brugen og ikke mindst doseringen af parfume. Min hukommelse spiller mig muligvis et puds, men jeg mener nu altså at have haft en lignende samtale for et års tid siden. Den gang hun i bedste stil pøste parfume ud i håndfladerne og æltede det ind i kinder og hals, for "sådan gør far". Dengang havde vi (mig bekendt) en lille snak om forskellen på  mænd og kvinder (og jeg mener ikke sådan rent exteriør-mæssigt, men helt konkret parfume contra after shave).
Jeg vrister mig fri af deja vú fornemmelsen og prøver at virke nærværende i samtalen. Det er lidt svært. Mine øjne klør og min hals svier. En dunkende hovedpine melder langsomt sin indmarch og jeg kan ligefrem se små grønne giftskyer stige op fra hendes lille spinkle person.
"Jamen nu har du jo fået den dér roll on....anti-sveds-fidusen.....er den ikke meeeeeget bedre, og letter, at bruge?" spørger man i håb om at sælge dén idé.
Princessen forklarer mig, at den bruger hun jo også hver dag. Men nu havde hun altså lige gen-fundet den anden bagerst i badeværelsesskabet.
Åh ja, nu husker jeg. Det var dér, jeg kom til at stille den efter vores sidste parfume-snak. Mindet stiger langsomt frem af en giftig grøn tåge. Om det skyldes almindelig alzheimers eller påvirkning fra indåndede gift-de-toilette vides ikke.
Jeg finder det nødvendigt at tage en lille veninde snak om parfumens brug. Og dosering. IGEN.
Da princessen 20 minutter senere smutter op på værelset, føler jeg mig rimelig forvisset om, at meningen i grove træk er trængt ind. Uden at skræmme hende fra personlig hygiejne generelt set eller skabe grobund for et mindre teenage oprør udspillet med parfume. 
Der går yderligere en halv time, før de sidste duftspor også forføjer sig op i de højere luftlag og jeg igen kan trække vejret ubekymret. Tjekker for en sikkerheds skyld, om mindstemusen har lidt overlast i kravlegården. Han virker lidt døsig, men forhåbentligt er der tale om almindelig træthed før middagsluren og ikke en decideret bedøvelsestilstand.
Netop som jeg har erklæret stuen passende til beboelse igen, hører jeg nogen kom trampende....og SÅ rammer den skrappe dunst endnu en gang mine næsebor.
Jeg vender mig om, men mod forventning er det ikke princessen, men derimod min 5 årige knægt, som stinker langt væk af parfumeri.


"Mooooooaaaaaaar....nu snuser jeg OGSÅ dejligt, for jeg har fået lov til at låne en dekorant!" erklærer han stolt.
Neeeeeeeeeiiiiiij vil mine pinsler dog ingen ende tage i dag!