Denne gang hentyder jeg mod forventning ikke til min dejlige kampvognsgeneral eller bestyrer eller hva sådan én nu hedder, ej heller til hans mere eller mindre interessante online games.
Næææh, overskriften skyldes såmænd mindstemusens seneste forsøg på at tage livet af sin mor.
Et bleskift i den væmmelige ende (af skalaen, forstås)
At nogen så lille og nuttet kan være indeholde SÅ meget klamt, er en gåde.
Litervis af vandtynd, karrygul, ildelugten slat vælter ud af babys mås og sprøjtelakerer alt inden for en radius af 10 centimeter. Det vil sige ble, beklædning og moaren.
Herligt!
Fantastisk!
Så kan vi udelukke forstoppelse som grund til skrigeturene.
Træls tirsdag
Hvor ville jeg gerne skrive et super morsomt indlæg fyldt med energi og overskud.
Sandt at sige, har dagen i dag bare ikke VÆRET super morsom og fyldt med energi og overskud.
Tværtom har de tunge sorte skyer ligesom kredset om mit lille spinkle jeg (Nej, skat, jeg er IKKE bredrøvet...blot lidt sund rund....og forresten er rund lig med geometrisk perfektion, så du skal ikke brokke dig!) hele dagen.
Jeg vågnede i god tid til at sende knægten i SFO. Efter at have besteget trappen til første salen i bedste 7-tals-stil, hørt knægten skiftevis snorke og gø som en døende sælhund, væltet mig neden under igen og genindtaget min dyne, kom åbenbaringen til mig: fridag til knægten.....søvn til mig.
Jeg lukkede mine små glugger og VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL. NOGEN var vågen og krævede min fulde opmærksomhed. (Denne NOGEN var naturligvis mindstemusen, ikke skattemusen.)
Fodre....blunde....VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL.
Gårsdagens besøg hævnede sig nu, hvor der atter var faldet ro på det lille hjem.
Det er simpelthen utroligt, så højt og vedvarende, en lille bitte mindstemus kan skrige. Endnu mere utroligt, at han så let overstimuleres. Det arme pus kan simpelthen ikke finde ud af at lukke af i tide. I stedet kører alle hans sanser i højeste gear. Når så der er ro på og alt vender tilbage til "normale" tilstande, så kan han ikke finde ud af at koble fra igen. Hans sanser er stadig høj-spændte. Og SÅ kommer reaktionen med forsinket kraft og 420 i timen.
80 minutters vandring op og ned af stuegulvet med en tung mindstemus dinglende på venstre underarm opbygger ikke blot en vis muskelmasse, men sandelig også nakke/skulder-myoser på størrelse med stegepander.
Intet syntes at virke. Både bryst og flaske blev afvist. Bleen var nyskiftet. Han virkede hverken for varm eller kølig. Musik var noget, Fanden havde skabt i vrede og nu fik det mindstemusen til at skabe sig. Han ville under ingen omstændigheder ligge selv og han ville da så absolut heller ikke nusses eller krammes.
Hans lille krop var spændt som en flitsbue og stiv som et bræt. Armene fægtede stift i luften. De små hænder nev og rev og kradsede og flåede. Stemmen var høj og skinger, faktisk direkte skrigende. Jeg har kun én gang før hørt noget tilsvarende og det var, da jeg i tidernes morgen overværede kastration af smågrise, vel at mærke uden bedøvelse. Bestemt ikke en lyd, man ønsker at høre fra en lille pattegris og SLET ikke fra sit eget spæde afkom. (INGEN sjove kommentarer og sammenligninger, ellers tak.)
Hvor om alt er, så glæder jeg mig usigeligt meget til mandagens sundhedsplejerskebesøg. Jeg har nemlig for længst lagt al afmagt og selvmedlidenhed bag mig. Nu er min stædighed og kampgejst tilgengæld vakt. Sundhedsplejersken kommer til at tage mig seriøst denne gang eller blive skiftet ud.
Der er intet "heeeeelt normalt" ved denne type gråd, ej eller hans kropssprog. Der er til gengæld et tydeligt mønster i hans "anfald". Det hér er ikke "normalt", det er ikke "bare" for at få min opmærksomhed og det skal IKKE bagatelliseres.
Mindstemusen siger ikke sådan uden grund og jeg helmer ikke, før grunden er fundet og problemet afhjulpet. Eller som MINIMUM forbedret.
Nå, endelig lykkedes det at lulle mindstemusen til ro og opbygge endnu en fin myose. Wunderschön eller nowt.
Tilbage i sengen. En LILLE formiddagslur mens mindstemusen sov.
"MOOOOOAAAAAAAAAAAAAAAR"
Jeg var nær væltet ud på gulvet af skræk.
"Jeg æææææælsgar daj!"
Modtog et meget vådt kys i panden. Knægten så irriterende morgenfrisk ud. Munden kørte allerede på højtryk, dog var jeg for træt til at finde hoved og hale i alle de (garanteret) meget nyttige informationer.
På bestilling smurte jeg verdens klammeste morgenmad (man skal vist være dreng på 5 år for at finde nydelse i leverpostej til morgenmaden) og blokerede således motormunden for en stund.
Jeg snuble-løb tilbage til sengen. Aaaahsa. Ro og fred, varm dyne. SUK for en fryd.
Noget vådt og koldt gled op af mit ben. Et kort sekund overvejede jeg at stikke skatten ved min side en flyveskalde, men et hurtigt blik på klokken overbeviste mig hurtigt om hans uskyld. (9:13 er laaaangt fra morgen i hans univers.)
Hva kunne det så være? En snegl? En vandmand? Nææææ nej, en schæfersnude. At mase 35 kg hundedødvægt ned i fodenden og selv lege rullepølse med dynen.
"SKÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆG med BOOOOOOOOOOOOOOGstaVEEEEEEEER...."
Hvem hva HVOR er der krig?
Med hjertet oppe i halsen røg jeg sidelæns ud af sengen af forskrækkelse blot for at erfare, at knægten så fjernsyn. Milde mammut for et lydniveau. Jeg fik dog med vilde fagter afværget yderligere volumen-styrke, ja, faktisk skruede han en anelse ned.
ENDELIG lidt tiltrængt søvn.
Snork snork pyyyyyh!
BANG slam KRATCHS bum BOING tramp tramp BUMP.
Døden nær af chok halsede jeg op af trappen til første salen for at redde ungerne fra elefant-invasionen. Ninja-fanterne var dog flygtet i en støvsky, inden jeg nåede helt op. Tilbage sad to meeeget uskyldigt udseende børn, som hvast adspurgt informerede om, at de "ikke havde hørt noget, for de legede giraf-geder!" (eller var det krokofanter? Elediller? Sismofytter? Sabeltiger-varulve? Mammut-zombier? What ever underlige dyr de nu skulle forestille at være, var det i hvert fald nogen maje stilfærdige nogen, bedyre de i kor. For en gang skyld total enighed. Lurede jeg et komplot? Hmmm.)
Anyways, efter at have konstateret at elefanterne havde forladt hjemmet uden at tage ungerne med, besluttede jeg at opgive projekt sov længe. I stedet tvang jeg lidt morgenmad i den så absolut ikke sultne tweenie, som beviste sin manglende hunger ved kun at sætte to store rugbrødsboller til livs.
Skattemusen rørte på sig. Det ene øjenlåg gled 2 millimeter op mod brynet, men heldigvis hang pandehåret ned til midt på kinden og kunne således bortfiltrere det værste sollyd. En hjørnetand kom til syne i den ene skæve mundvig. Næsen mimrede og opfangede den spæde snus af friskbrygget kaffe. BOIIIING. Øjenlåg gled i, munden lukkede sig og kroppen klaskede slapt bagud. Alt i én og samme bevægelse. Tak himlen for mange bløde puder i sengen, ellers kunne følgevirkningerne af et sådan stunt have været svært fatale.
Man kender jo sin store mus. Man véd jo, at dette dagens første spæde livstegn er et signal til igangsættelse af én af parfoldets vigtigste discipliner, det ypperste tegn på kærlighed og hengivenhed. Derfor skyndte jeg mig også at gøre klar.
På nul komma nul tre havde jeg hentet en kop varm kaffe spædet op med lige dele sukker og mælk.
Et kort øjeblik senere (cirka 17 minutter, men hvem tager dog tid) slog hr. studmuffin endelig øjnene helt op, snuste til kaffen og hældte en halv kop direkte i halsen.
Omtrent samtidig vågnede mindstemusen med et skrig værdigt til brandalarm.
NU var alle familiens medlemmer endelig vågne (more or less) og klar til dagens dont (mest less).
Princessen skulle lave lektier, hvorfor det næste afsnit er faldet for censuren.
-----------
----------------------------------
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
ø-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
--------------------------------------------------
-----------------------------------
-
-------
------------------
Med andre ord: hun var lodret urimelig og minus samarbejdsvillig.
Farmanden skulle på arbejde, så gæt hvem der trak nitten i lotteriet.
Om jeg dog begriber, hvad det show skal til for. Skrig og skrål, gråd og tænders skæren. I 1 time og 20 minutter hørte jeg kun "jæ ka ik find U A deeeeeeeet". Så tørrede hun snotnæsen af i håndfladen, tog et klistret greb om blyanten og løste et gangestykke på under 15 sekunder. Trods lidt løs snakken var hun færdig med 14 stykker i løbet af 15 minutter. Tøzebarnet har et ganske glimrende hoved skruet fast på sine skuldre. Hun KAN godt......men det er ikke altid, hun VIL.
Som en ekstra bonus forstærkede den ældstes gråd den yngstes skrigetur. Hold op, for et spektakel. Da princessen igen var glad og smilende, valgte mindstemusen at synge solo.
Klokken slog 15, før han faldt til patten, så at sige. Også ganske bogstaveligt. Indtægten førte til kontant afregning i form af løbende udgift. Helt ned i sokkerne kom det. Jubel og glæde or not.
Hoved- hale- hæl-rengøring, ny ble forsvarligt påspændt, køredragt fastmonteret og SÅ ud og trille med klapvognen. En times shoppingtur blev det til før han atter krævede et solidt foder og vi derfor vendte næserne hjemad. Det sidste stykke vuggede jeg mindstemusen på venstre underarm, mens klapvogn i bedste godsvognsstil, belæsset med mine superbe indkøb fra udsalget i genbrugsen, blev trukket bagefter.
Vel hjemme ville skrigeturen ingen ende tage. Rimelig svært at fylde føde på skrigende baby, vil jeg lige sige. Heldigvis skreg han kun fra 16:20 til 20:30. Tilgengæld skreg han uafbrudt. Noget af en kraftpræstation. Dog ikke én jeg behøves opleve igen!!!!
Nu nærmer klokken sig midnat. Igen.
Jeg har de sidste par timer tilberedt aftenkaffen, ryddet op i køkkenet, ordnet vasketøj, fikset en natlampe, puttet knægten, kysset gemalos velkommen hjem og stenet lidt mig-tid foran min skærm.
Nu vil jeg nat-fodre vilddyret (mindstemus kan godt være nogen farlige små bæster.....de gnaver sig lige ind midt i éns hjerte, hvor de suger sig fast for evigt) og SÅ vil jeg døse hen i den længe ønskede lur!
Sandt at sige, har dagen i dag bare ikke VÆRET super morsom og fyldt med energi og overskud.
Tværtom har de tunge sorte skyer ligesom kredset om mit lille spinkle jeg (Nej, skat, jeg er IKKE bredrøvet...blot lidt sund rund....og forresten er rund lig med geometrisk perfektion, så du skal ikke brokke dig!) hele dagen.
Jeg vågnede i god tid til at sende knægten i SFO. Efter at have besteget trappen til første salen i bedste 7-tals-stil, hørt knægten skiftevis snorke og gø som en døende sælhund, væltet mig neden under igen og genindtaget min dyne, kom åbenbaringen til mig: fridag til knægten.....søvn til mig.
Jeg lukkede mine små glugger og VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL. NOGEN var vågen og krævede min fulde opmærksomhed. (Denne NOGEN var naturligvis mindstemusen, ikke skattemusen.)
Fodre....blunde....VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL.
Gårsdagens besøg hævnede sig nu, hvor der atter var faldet ro på det lille hjem.
Det er simpelthen utroligt, så højt og vedvarende, en lille bitte mindstemus kan skrige. Endnu mere utroligt, at han så let overstimuleres. Det arme pus kan simpelthen ikke finde ud af at lukke af i tide. I stedet kører alle hans sanser i højeste gear. Når så der er ro på og alt vender tilbage til "normale" tilstande, så kan han ikke finde ud af at koble fra igen. Hans sanser er stadig høj-spændte. Og SÅ kommer reaktionen med forsinket kraft og 420 i timen.
80 minutters vandring op og ned af stuegulvet med en tung mindstemus dinglende på venstre underarm opbygger ikke blot en vis muskelmasse, men sandelig også nakke/skulder-myoser på størrelse med stegepander.
Intet syntes at virke. Både bryst og flaske blev afvist. Bleen var nyskiftet. Han virkede hverken for varm eller kølig. Musik var noget, Fanden havde skabt i vrede og nu fik det mindstemusen til at skabe sig. Han ville under ingen omstændigheder ligge selv og han ville da så absolut heller ikke nusses eller krammes.
Hans lille krop var spændt som en flitsbue og stiv som et bræt. Armene fægtede stift i luften. De små hænder nev og rev og kradsede og flåede. Stemmen var høj og skinger, faktisk direkte skrigende. Jeg har kun én gang før hørt noget tilsvarende og det var, da jeg i tidernes morgen overværede kastration af smågrise, vel at mærke uden bedøvelse. Bestemt ikke en lyd, man ønsker at høre fra en lille pattegris og SLET ikke fra sit eget spæde afkom. (INGEN sjove kommentarer og sammenligninger, ellers tak.)
Hvor om alt er, så glæder jeg mig usigeligt meget til mandagens sundhedsplejerskebesøg. Jeg har nemlig for længst lagt al afmagt og selvmedlidenhed bag mig. Nu er min stædighed og kampgejst tilgengæld vakt. Sundhedsplejersken kommer til at tage mig seriøst denne gang eller blive skiftet ud.
Der er intet "heeeeelt normalt" ved denne type gråd, ej eller hans kropssprog. Der er til gengæld et tydeligt mønster i hans "anfald". Det hér er ikke "normalt", det er ikke "bare" for at få min opmærksomhed og det skal IKKE bagatelliseres.
Mindstemusen siger ikke sådan uden grund og jeg helmer ikke, før grunden er fundet og problemet afhjulpet. Eller som MINIMUM forbedret.
Nå, endelig lykkedes det at lulle mindstemusen til ro og opbygge endnu en fin myose. Wunderschön eller nowt.
Tilbage i sengen. En LILLE formiddagslur mens mindstemusen sov.
"MOOOOOAAAAAAAAAAAAAAAR"
Jeg var nær væltet ud på gulvet af skræk.
"Jeg æææææælsgar daj!"
Modtog et meget vådt kys i panden. Knægten så irriterende morgenfrisk ud. Munden kørte allerede på højtryk, dog var jeg for træt til at finde hoved og hale i alle de (garanteret) meget nyttige informationer.
På bestilling smurte jeg verdens klammeste morgenmad (man skal vist være dreng på 5 år for at finde nydelse i leverpostej til morgenmaden) og blokerede således motormunden for en stund.
Jeg snuble-løb tilbage til sengen. Aaaahsa. Ro og fred, varm dyne. SUK for en fryd.
Noget vådt og koldt gled op af mit ben. Et kort sekund overvejede jeg at stikke skatten ved min side en flyveskalde, men et hurtigt blik på klokken overbeviste mig hurtigt om hans uskyld. (9:13 er laaaangt fra morgen i hans univers.)
Hva kunne det så være? En snegl? En vandmand? Nææææ nej, en schæfersnude. At mase 35 kg hundedødvægt ned i fodenden og selv lege rullepølse med dynen.
"SKÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆG med BOOOOOOOOOOOOOOGstaVEEEEEEEER...."
Hvem hva HVOR er der krig?
Med hjertet oppe i halsen røg jeg sidelæns ud af sengen af forskrækkelse blot for at erfare, at knægten så fjernsyn. Milde mammut for et lydniveau. Jeg fik dog med vilde fagter afværget yderligere volumen-styrke, ja, faktisk skruede han en anelse ned.
ENDELIG lidt tiltrængt søvn.
Snork snork pyyyyyh!
BANG slam KRATCHS bum BOING tramp tramp BUMP.
Døden nær af chok halsede jeg op af trappen til første salen for at redde ungerne fra elefant-invasionen. Ninja-fanterne var dog flygtet i en støvsky, inden jeg nåede helt op. Tilbage sad to meeeget uskyldigt udseende børn, som hvast adspurgt informerede om, at de "ikke havde hørt noget, for de legede giraf-geder!" (eller var det krokofanter? Elediller? Sismofytter? Sabeltiger-varulve? Mammut-zombier? What ever underlige dyr de nu skulle forestille at være, var det i hvert fald nogen maje stilfærdige nogen, bedyre de i kor. For en gang skyld total enighed. Lurede jeg et komplot? Hmmm.)
Anyways, efter at have konstateret at elefanterne havde forladt hjemmet uden at tage ungerne med, besluttede jeg at opgive projekt sov længe. I stedet tvang jeg lidt morgenmad i den så absolut ikke sultne tweenie, som beviste sin manglende hunger ved kun at sætte to store rugbrødsboller til livs.
Skattemusen rørte på sig. Det ene øjenlåg gled 2 millimeter op mod brynet, men heldigvis hang pandehåret ned til midt på kinden og kunne således bortfiltrere det værste sollyd. En hjørnetand kom til syne i den ene skæve mundvig. Næsen mimrede og opfangede den spæde snus af friskbrygget kaffe. BOIIIING. Øjenlåg gled i, munden lukkede sig og kroppen klaskede slapt bagud. Alt i én og samme bevægelse. Tak himlen for mange bløde puder i sengen, ellers kunne følgevirkningerne af et sådan stunt have været svært fatale.
Man kender jo sin store mus. Man véd jo, at dette dagens første spæde livstegn er et signal til igangsættelse af én af parfoldets vigtigste discipliner, det ypperste tegn på kærlighed og hengivenhed. Derfor skyndte jeg mig også at gøre klar.
På nul komma nul tre havde jeg hentet en kop varm kaffe spædet op med lige dele sukker og mælk.
Et kort øjeblik senere (cirka 17 minutter, men hvem tager dog tid) slog hr. studmuffin endelig øjnene helt op, snuste til kaffen og hældte en halv kop direkte i halsen.
Omtrent samtidig vågnede mindstemusen med et skrig værdigt til brandalarm.
NU var alle familiens medlemmer endelig vågne (more or less) og klar til dagens dont (mest less).
Princessen skulle lave lektier, hvorfor det næste afsnit er faldet for censuren.
-----------
----------------------------------
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
ø-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
--------------------------------------------------
-----------------------------------
-
-------
------------------
Med andre ord: hun var lodret urimelig og minus samarbejdsvillig.
Farmanden skulle på arbejde, så gæt hvem der trak nitten i lotteriet.
Om jeg dog begriber, hvad det show skal til for. Skrig og skrål, gråd og tænders skæren. I 1 time og 20 minutter hørte jeg kun "jæ ka ik find U A deeeeeeeet". Så tørrede hun snotnæsen af i håndfladen, tog et klistret greb om blyanten og løste et gangestykke på under 15 sekunder. Trods lidt løs snakken var hun færdig med 14 stykker i løbet af 15 minutter. Tøzebarnet har et ganske glimrende hoved skruet fast på sine skuldre. Hun KAN godt......men det er ikke altid, hun VIL.
Som en ekstra bonus forstærkede den ældstes gråd den yngstes skrigetur. Hold op, for et spektakel. Da princessen igen var glad og smilende, valgte mindstemusen at synge solo.
Klokken slog 15, før han faldt til patten, så at sige. Også ganske bogstaveligt. Indtægten førte til kontant afregning i form af løbende udgift. Helt ned i sokkerne kom det. Jubel og glæde or not.
Hoved- hale- hæl-rengøring, ny ble forsvarligt påspændt, køredragt fastmonteret og SÅ ud og trille med klapvognen. En times shoppingtur blev det til før han atter krævede et solidt foder og vi derfor vendte næserne hjemad. Det sidste stykke vuggede jeg mindstemusen på venstre underarm, mens klapvogn i bedste godsvognsstil, belæsset med mine superbe indkøb fra udsalget i genbrugsen, blev trukket bagefter.
Vel hjemme ville skrigeturen ingen ende tage. Rimelig svært at fylde føde på skrigende baby, vil jeg lige sige. Heldigvis skreg han kun fra 16:20 til 20:30. Tilgengæld skreg han uafbrudt. Noget af en kraftpræstation. Dog ikke én jeg behøves opleve igen!!!!
Nu nærmer klokken sig midnat. Igen.
Jeg har de sidste par timer tilberedt aftenkaffen, ryddet op i køkkenet, ordnet vasketøj, fikset en natlampe, puttet knægten, kysset gemalos velkommen hjem og stenet lidt mig-tid foran min skærm.
Nu vil jeg nat-fodre vilddyret (mindstemus kan godt være nogen farlige små bæster.....de gnaver sig lige ind midt i éns hjerte, hvor de suger sig fast for evigt) og SÅ vil jeg døse hen i den længe ønskede lur!
En helt almindelig hverdag, hvor jeg ikke rigtigt har lavet noget....
Tænk, at man kan smide sig mageligt klokken 22 og tænke "jeg har haft travlt hele dagen, men hva hulan har jeg egentligt nået?"
Jooooh, først stod jeg jo op i tide til at gale hønsene op.
Mindstemusen blev fordret (okay, sandt at sige sugede han selv løs, mens jeg rævesov 20 minutter længere).
Knægten blev vækket og tvunget til at indstille kampråbene, så skattemusen ikke vågnede død af skræk. (Rimeligt bittert, sådan at vågne op til en ny dag og opdage, at man er død.)
Vi fik i fællesskab smurt madpakke, spist morgenmad og hvisket (nogen mere højlydt end andre) os til enighed omkring beklædning. Jeg opgav kravet om handsker i jakkelommen for en sikkerheds skyld, mod at han ikke tog i SFO iført termojakke og underdrenge.
Mindstemusen blev forsvarligt pakket i klapvognen og så marcherede vi i gåsegang mod SFOen.
Efter at have afleveret knægten, vandrede jeg fredfyldt afsted på en lille idyllisk morgentur med klapvognen. (Ja ja JAAH, virkeligheden er en ganske anden. Mindstemusen var alt andet end samarbejdsvillig, han var faktisk direkte urimelig og skreg som en besat. Jeg nærmere løb end gik, sveden piblede frem på panden og frustrationen bankede lige dér inde bag tindingen. Det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem hurtigst muligt, inden nogen anmeldte mig for børnemishandling. Ét eller andet sted lyder virkeligheden bare ikke helt så barsels-hygge-agtig, hvorfor jeg fastholde min lille hvide løgnehistorie. Basta!)
Som sagt slentrede jeg afsted med klapvognen, mens jeg nynnede i kor med morgenstundens forårsfugle (for at overdøve mindstemusen skrigetur....ahem).
Vel hjemme stod den på de sædvanlige hyggeprojekter (skift af lorteble, baby-OL i mælkesugning, optørring af gylp-tsunami og fjernelse af udnyste bussebørger), inden mindstemusen igen blev puttet til en lille lur.
Imellemtiden var bonus-princessen vågnet og gjorde sin entré. I bedste deja-vú-stil anrettede jeg endnu en morgenbuffet (ristet toast og skinke er vel også en slags mad), denne gang til tonerne af Sigurds Bjørnetime.
Jeg legede hjemmeundervisning og der blev lavet matematik-opgaver i næsten en time.
Mindstemusen vågnede lige, da vi var blevet færdige med perspektiv-tegningerne, så imens familiens yngste og ældste barn havde søskende-hygge i stuen, kogte jeg manna-majs-grød. (Kald mig spelt mor eller kontrolfreak, men jeg foretrækker altså at lave al babys mad fra bunden. Så slipper jeg for den kunstige smag af konserveringsmidler og E-numre. Jeg ved 100% hva baby får at spise. Jeg sparer penge. Totalt win-win.) For at udnytte tiden bedst muligt, satte jeg skam også "morgen"-kaffe over til stud-muffin, som fornuftigt nok havde sat vækkeuret til tidligt. Du ved, 11:30. Man skal jo ikke sove hele formiddagen væk.
Mindstemusen blev fodret. Han virkede vældig tilfreds med mutters kogekunst, så tilfreds, at han næsten ikke kunne koncentrere sig om at spise. Han skulle jo smile og spjætte, sparke og grine af bare iver. Måltidet endte da også med at trække så meget ud, at grøden blev kold og trak skind. Fyffer pyffer, siger jeg bare, men minstemusen lod til at synes bedre og bedre om grøden. Jaja, hver sin smag (eller mangel på samme).
Serverede kaffe på sengen, uden at spilde på mandens bare hud. Tjek.
Underholdt selv samme mand med små anekdoter fra formiddagens dont samt satte ham grundigt ind i eftermiddagens program. Meget vigtigt, for han skulle jo møde på job kl 13. Han skulle nødig føle sig holdt uden for. Han påstår selvsagt, at han overhovedet ikke behøver høre om alle mine små ærinder, meeeeeen man kan nok læse mellem linier i mandens dagbog. Saføli vil han helst ikke gå glip af en eneste lille detalje. SÅ kærlig og omsorgsfuld er han nemlig. Altid interesseret og intenst lyttende. (Det er i hvert fald den teori, jeg vælger at tro på, indtil min barsel er overstået og jeg igen kan deltage aktivt i sociale arrangementer. Med sociale arrangementer mener jeg især, faktisk udelukkende, situationer hvor jeg kan få verbalt afløb uden for hjemmets fire vægge. UDEN at skulle råbe for at overdøve en sur mindstemus, som vil hjem i trygge rammer per omgående.)
Bonus-princessen var i overraskende godt humør og lagde selv op til en god snak. Naturligvis var hun ikke enig i alle vores betragtninger, men anerkendte dog at vi trods alt er de voksne og derfor til hver en tid kan trække trumfkortet og overrule hendes teenage-flip. Vi nåede alle tre at snakke næsten 1 time, før vores yndlingsmand skulle på arbejde....og vi tøzer (og mindstemusen) skulle udenbys for at besøge tandreguleringen. Det er bare ikke sjovt at være 11 år, præ-teen samt den første og eneste i klassen med bøjle. Jeg skal da også lige love for, at hendes gode humør forduftede som dug for solen, så snart vi trådte ind af døren derovre. Formaninger fra tandteknikerne fik om muligt mundvigene til at trække endnu længere mod syd og man må undres over, at hun ikke snublede i dem. Jo, lille Laus aKa Krumme var inde på noget af det rigtige. Det ER svært, at være 11 år, for der er MEGET, som man ikke forstår.
Midt i tumulten omkring nye røntgenbilleder, tidsbestilling og almen surhed, valgte mindstemusen at skrige højt og inderligt på føde og efterfølgende fylde bleen ned til knæhaserne.
Sammenlagt tog konsultationen 87 år, men hvææææm tæller!
Jeg var dog rimelig lettet over at slippe ud derfra med min sunde fornuft i rimelig behold. Jeg havde ligeså mange børn med, som da jeg ankom....og de var begge "mine".
Køreturen hjem foregik med skrig og skrål fra autostolen, en rædsom RnB sang som baggrundsstøj og en begyndede pande-migræne midt i det tredje øje.
Hjem, ammede mindstemusen, supplerede med en hurtig flaske. Pakkede mindstemusen i klapvognen. Lokkede hunden i bur. Smed en portion lasagne efter princessen. Låste hende forsvarligt inde (bare roligt, hendes far siger, at det er helt ok.....han har det faktisk allerbedst, når hun er låst inde og foretrækker dén strategi, indtil hun fylder 40) og suste ud af døren. Bare liiiige en hurtig handletur og så hjem inden princesse-moderen dukkede op til kaffe.
Og hvad skuede så mit øje sådan cirka 100 meter væk?
Princesse-moderen, på vej allerede.
Indså, at min tidsplan var skredet en del og klokken var væsentligt mere, end beregnet.
Ikke stresse, dyb indånding og ny slagplan.
Nå, fælles indkøbstur....SÅ hjem til kaffen.
Vi var dog ikke de eneste, som havde fået den geniale idé. At handle, altså.
For syv spætter, der var mange mennesker i butikken. Man snoede sig rundt og forsøgte at huske alt, mens det summede om ørerne på én. Jeg brugte tiltider klapvognen som rambuk for at komme frem. Jeg har ærlig talt fortrængt det meste af turen. Husker dog, at jeg kom hjem og huskede, at jeg alligevel havde glemt noget. Pokkers.
Kaffen gled heldigvis fint ned og vi fik skam også klaret et lille praktisk projekt. Jojo, produktive var vi skam. Så produktive, at tiden nær var rendt fra mig, så jeg måtte bede skattemusen samle knægten op på vejen hjem fra arbejde. (Naturligvis var jeg da ikke ved at glemme min knægt i SFOen...det havde da hele tiden været min hensigt at ringe til manden min OG fritteren i absolut sidste øjeblik, lyde febrilsk og ændre planen, så knægten lissom ku få lov til at bonde med sin bonusfar og vise fritteren frem på 1 minut.)
Da alle familiemedlemmer således var samlet under ét tag igen, valgte jeg at dessertere. NOGEN måtte jo indkøbe de ting, som jeg havde glemt på dagens første indkøbstur. Og sådan scorede NOGEN sig en lille mini-ferie på 45 minutter. Aaaaah hvor herligt, siger jeg bare.
Da jeg kom hjem, var mine batterier fuldt opladet igen. Heldigvis, for nu stor den på madlavning til storfamilien. Jeg havde kastet mig ud i hjemmelavede fritter, 2 slags kød, en sauce og en rest salat fra i går. Imens røg knægten (som lignede en skovbund) i bad, mindstemusen overvejede et hys-anfald men blev dog pacificeret af en babs.
Tiden fløj afsted og pludselig havde vi spist, de andre havde ryddet pænt op og ungerne fortrak sig til førstesalen. Den ene for at stene til en tegnefilm inden sengetid, den anden for at udnytte det sidste varme vand.
Den sidste time er gået med at fodre mindstemusen og lulle ham i søvn oven på en begivenhedsrig dag, kysse knægten godnat og flette princessens lange manke. Dagens vasketøjsbunke blev overvundet og jeg har udarbejdet en dosmerseddel for resten af ugen.
Nej, jeg har da ikke rigtigt nået noget. HOST. (Ironi kan forekomme.) Muligvis ikke noget målbart, men dog har jeg ikke haft mange minutters fred og ro. De nære værdier er tilgengæld blevet plejet, ligesom de vigtigste pligter er blevet tilgodeset.
Nu ligger alle ungerne i deres senge, huset er stille rent bortset fra tanks-krigen i den anden ende af stuen og jeg GIDER IKKE MERE i dag. Godnat....og sov godt!
Jooooh, først stod jeg jo op i tide til at gale hønsene op.
Mindstemusen blev fordret (okay, sandt at sige sugede han selv løs, mens jeg rævesov 20 minutter længere).
Knægten blev vækket og tvunget til at indstille kampråbene, så skattemusen ikke vågnede død af skræk. (Rimeligt bittert, sådan at vågne op til en ny dag og opdage, at man er død.)
Vi fik i fællesskab smurt madpakke, spist morgenmad og hvisket (nogen mere højlydt end andre) os til enighed omkring beklædning. Jeg opgav kravet om handsker i jakkelommen for en sikkerheds skyld, mod at han ikke tog i SFO iført termojakke og underdrenge.
Mindstemusen blev forsvarligt pakket i klapvognen og så marcherede vi i gåsegang mod SFOen.
Efter at have afleveret knægten, vandrede jeg fredfyldt afsted på en lille idyllisk morgentur med klapvognen. (Ja ja JAAH, virkeligheden er en ganske anden. Mindstemusen var alt andet end samarbejdsvillig, han var faktisk direkte urimelig og skreg som en besat. Jeg nærmere løb end gik, sveden piblede frem på panden og frustrationen bankede lige dér inde bag tindingen. Det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem hurtigst muligt, inden nogen anmeldte mig for børnemishandling. Ét eller andet sted lyder virkeligheden bare ikke helt så barsels-hygge-agtig, hvorfor jeg fastholde min lille hvide løgnehistorie. Basta!)
Som sagt slentrede jeg afsted med klapvognen, mens jeg nynnede i kor med morgenstundens forårsfugle (for at overdøve mindstemusen skrigetur....ahem).
Vel hjemme stod den på de sædvanlige hyggeprojekter (skift af lorteble, baby-OL i mælkesugning, optørring af gylp-tsunami og fjernelse af udnyste bussebørger), inden mindstemusen igen blev puttet til en lille lur.
Imellemtiden var bonus-princessen vågnet og gjorde sin entré. I bedste deja-vú-stil anrettede jeg endnu en morgenbuffet (ristet toast og skinke er vel også en slags mad), denne gang til tonerne af Sigurds Bjørnetime.
Jeg legede hjemmeundervisning og der blev lavet matematik-opgaver i næsten en time.
Mindstemusen vågnede lige, da vi var blevet færdige med perspektiv-tegningerne, så imens familiens yngste og ældste barn havde søskende-hygge i stuen, kogte jeg manna-majs-grød. (Kald mig spelt mor eller kontrolfreak, men jeg foretrækker altså at lave al babys mad fra bunden. Så slipper jeg for den kunstige smag af konserveringsmidler og E-numre. Jeg ved 100% hva baby får at spise. Jeg sparer penge. Totalt win-win.) For at udnytte tiden bedst muligt, satte jeg skam også "morgen"-kaffe over til stud-muffin, som fornuftigt nok havde sat vækkeuret til tidligt. Du ved, 11:30. Man skal jo ikke sove hele formiddagen væk.
Mindstemusen blev fodret. Han virkede vældig tilfreds med mutters kogekunst, så tilfreds, at han næsten ikke kunne koncentrere sig om at spise. Han skulle jo smile og spjætte, sparke og grine af bare iver. Måltidet endte da også med at trække så meget ud, at grøden blev kold og trak skind. Fyffer pyffer, siger jeg bare, men minstemusen lod til at synes bedre og bedre om grøden. Jaja, hver sin smag (eller mangel på samme).
Serverede kaffe på sengen, uden at spilde på mandens bare hud. Tjek.
Underholdt selv samme mand med små anekdoter fra formiddagens dont samt satte ham grundigt ind i eftermiddagens program. Meget vigtigt, for han skulle jo møde på job kl 13. Han skulle nødig føle sig holdt uden for. Han påstår selvsagt, at han overhovedet ikke behøver høre om alle mine små ærinder, meeeeeen man kan nok læse mellem linier i mandens dagbog. Saføli vil han helst ikke gå glip af en eneste lille detalje. SÅ kærlig og omsorgsfuld er han nemlig. Altid interesseret og intenst lyttende. (Det er i hvert fald den teori, jeg vælger at tro på, indtil min barsel er overstået og jeg igen kan deltage aktivt i sociale arrangementer. Med sociale arrangementer mener jeg især, faktisk udelukkende, situationer hvor jeg kan få verbalt afløb uden for hjemmets fire vægge. UDEN at skulle råbe for at overdøve en sur mindstemus, som vil hjem i trygge rammer per omgående.)
Bonus-princessen var i overraskende godt humør og lagde selv op til en god snak. Naturligvis var hun ikke enig i alle vores betragtninger, men anerkendte dog at vi trods alt er de voksne og derfor til hver en tid kan trække trumfkortet og overrule hendes teenage-flip. Vi nåede alle tre at snakke næsten 1 time, før vores yndlingsmand skulle på arbejde....og vi tøzer (og mindstemusen) skulle udenbys for at besøge tandreguleringen. Det er bare ikke sjovt at være 11 år, præ-teen samt den første og eneste i klassen med bøjle. Jeg skal da også lige love for, at hendes gode humør forduftede som dug for solen, så snart vi trådte ind af døren derovre. Formaninger fra tandteknikerne fik om muligt mundvigene til at trække endnu længere mod syd og man må undres over, at hun ikke snublede i dem. Jo, lille Laus aKa Krumme var inde på noget af det rigtige. Det ER svært, at være 11 år, for der er MEGET, som man ikke forstår.
Midt i tumulten omkring nye røntgenbilleder, tidsbestilling og almen surhed, valgte mindstemusen at skrige højt og inderligt på føde og efterfølgende fylde bleen ned til knæhaserne.
Sammenlagt tog konsultationen 87 år, men hvææææm tæller!
Jeg var dog rimelig lettet over at slippe ud derfra med min sunde fornuft i rimelig behold. Jeg havde ligeså mange børn med, som da jeg ankom....og de var begge "mine".
Køreturen hjem foregik med skrig og skrål fra autostolen, en rædsom RnB sang som baggrundsstøj og en begyndede pande-migræne midt i det tredje øje.
Hjem, ammede mindstemusen, supplerede med en hurtig flaske. Pakkede mindstemusen i klapvognen. Lokkede hunden i bur. Smed en portion lasagne efter princessen. Låste hende forsvarligt inde (bare roligt, hendes far siger, at det er helt ok.....han har det faktisk allerbedst, når hun er låst inde og foretrækker dén strategi, indtil hun fylder 40) og suste ud af døren. Bare liiiige en hurtig handletur og så hjem inden princesse-moderen dukkede op til kaffe.
Og hvad skuede så mit øje sådan cirka 100 meter væk?
Princesse-moderen, på vej allerede.
Indså, at min tidsplan var skredet en del og klokken var væsentligt mere, end beregnet.
Ikke stresse, dyb indånding og ny slagplan.
Nå, fælles indkøbstur....SÅ hjem til kaffen.
Vi var dog ikke de eneste, som havde fået den geniale idé. At handle, altså.
For syv spætter, der var mange mennesker i butikken. Man snoede sig rundt og forsøgte at huske alt, mens det summede om ørerne på én. Jeg brugte tiltider klapvognen som rambuk for at komme frem. Jeg har ærlig talt fortrængt det meste af turen. Husker dog, at jeg kom hjem og huskede, at jeg alligevel havde glemt noget. Pokkers.
Kaffen gled heldigvis fint ned og vi fik skam også klaret et lille praktisk projekt. Jojo, produktive var vi skam. Så produktive, at tiden nær var rendt fra mig, så jeg måtte bede skattemusen samle knægten op på vejen hjem fra arbejde. (Naturligvis var jeg da ikke ved at glemme min knægt i SFOen...det havde da hele tiden været min hensigt at ringe til manden min OG fritteren i absolut sidste øjeblik, lyde febrilsk og ændre planen, så knægten lissom ku få lov til at bonde med sin bonusfar og vise fritteren frem på 1 minut.)
Da alle familiemedlemmer således var samlet under ét tag igen, valgte jeg at dessertere. NOGEN måtte jo indkøbe de ting, som jeg havde glemt på dagens første indkøbstur. Og sådan scorede NOGEN sig en lille mini-ferie på 45 minutter. Aaaaah hvor herligt, siger jeg bare.
Da jeg kom hjem, var mine batterier fuldt opladet igen. Heldigvis, for nu stor den på madlavning til storfamilien. Jeg havde kastet mig ud i hjemmelavede fritter, 2 slags kød, en sauce og en rest salat fra i går. Imens røg knægten (som lignede en skovbund) i bad, mindstemusen overvejede et hys-anfald men blev dog pacificeret af en babs.
Tiden fløj afsted og pludselig havde vi spist, de andre havde ryddet pænt op og ungerne fortrak sig til førstesalen. Den ene for at stene til en tegnefilm inden sengetid, den anden for at udnytte det sidste varme vand.
Den sidste time er gået med at fodre mindstemusen og lulle ham i søvn oven på en begivenhedsrig dag, kysse knægten godnat og flette princessens lange manke. Dagens vasketøjsbunke blev overvundet og jeg har udarbejdet en dosmerseddel for resten af ugen.
Nej, jeg har da ikke rigtigt nået noget. HOST. (Ironi kan forekomme.) Muligvis ikke noget målbart, men dog har jeg ikke haft mange minutters fred og ro. De nære værdier er tilgengæld blevet plejet, ligesom de vigtigste pligter er blevet tilgodeset.
Nu ligger alle ungerne i deres senge, huset er stille rent bortset fra tanks-krigen i den anden ende af stuen og jeg GIDER IKKE MERE i dag. Godnat....og sov godt!
Little Vampire Pacifier
Jeg har tit tænkt, at babyer er nogle små igler. De suuuuger sig fast og drikker løs.
Derfor var jeg også nær faldet ned af stolen af grin, da jeg faldt over en vampyr-sut til småfolk. Den er jo intet mindre end genial. Og så kan den bruges af alle fra 3 måneder til 99 år! Sådan, for en bestseller!
Da jeg ikke har rettigheder til at dele billedet med dig, smider jeg i stedet for lige et bette link. Så kan du selv tjekke sutten ud ved lejlighed. Sørg for, at du har GOD tid. Der er et hav af herligheder på dén hjemmeside, lidt for enhver smag, alle aldre og til overkommelige penge.
http://www.kostumelandet.dk/shop/vampyr-taender-boern-11489p.html
Derfor var jeg også nær faldet ned af stolen af grin, da jeg faldt over en vampyr-sut til småfolk. Den er jo intet mindre end genial. Og så kan den bruges af alle fra 3 måneder til 99 år! Sådan, for en bestseller!
Da jeg ikke har rettigheder til at dele billedet med dig, smider jeg i stedet for lige et bette link. Så kan du selv tjekke sutten ud ved lejlighed. Sørg for, at du har GOD tid. Der er et hav af herligheder på dén hjemmeside, lidt for enhver smag, alle aldre og til overkommelige penge.
http://www.kostumelandet.dk/shop/vampyr-taender-boern-11489p.html
Man ved, man er blevet mor....
....når....
- en hurtig tur i Kvickly uden børn, opleves som en miniferie
- ens nattesøvn er reduceret til små, usammenhængende lure af 6 x 45 minutter
- i dagtimerne bevæger dig rundt som en zombie
- generelt set er så træt, at det føles som kroniske tømmermænd
- selv en tur på toilettet ikke retfærdiggør alene-tid
- "moaaaaarh HJÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆLP" blot betyder "gider du bukke dig ned og tage mine gummistøvler af, for jeg vil ikke selv have beskidte fingre"
- du vugger i kroppen konstant (barn på armen eller ej), simpelthen fordi det er blevet en dårlig vane
- pludselig kan TV-programmet uden ad og passioneret følger med i samtlige ensformige sæbeoperaer
- smiler sødt til fotografen, selvom dit ene bryst hænger ud og sugemallen ikke en gang dækker det mest vitale
- ligesom en anden stripper vælger tøj ud fra ét eneste kriterie: er det let og hurtigt at flå af?!
- permanent har hold i nakken af at kigge ned på babyen i dine arme
- dagens højdepunkt er at høre manden berette om rygepause på jobbet
- har gylp på trøjen, grød i håret og lidt afføring på bukserne....og faktisk er jævnt ligeglad
- opgiver at have dårlig samvittighed over alle de ting, du ikke når
- forveksler dit slap-a-tøj med et ekstra lag hud
- du let og elegant manøvrerer uden om babys attentatforsøg, idet du åbner bleen, og således afværger både tis-strålen og den karrygule raket
- du bruger mere tid på at skifte babys tøj og vaske dette, end på at soignere din egen garderobe
- du har testet samtlige pletfjernings-mærker på markedet...og fundet alle lige uværdige
- du ikke længere forfejlet tror, at baby spontant krammer dig midt i en bøvs, men genkender situationen som babys forsøg på at tørre sig om munden med dit hår efter en ordenlig gylper
- make-up er en by i Rusland
- du pludselig har længere hår på benene end kæresten
- når du kender dette lille trick til bleskift af drengebørn: løsne bleen.... puste lidt (kold) luft ind i den..... lukke til igen, mens strålen rammer.....for så at skifte bleen tilsidst
- man er blevet immun overfor lugten af sur mælk
- faktisk synes, at snak om babys afføring er et udemærket samtaleemne ved middagsbordet
- man står i det daglige morgendilemma og grundet sur baby + tidsnød skal vælge mellem tandbørstning eller tandbørstning
- det kræver en større militær indsatsplanlægning af komme ud af døren
- frokosten består af knækbrød, gerne indtaget tørt og direkte fra pakken
- aftensmaden ikke må tage mere end 15 min at tilberede og fortærre
- i bedste paraolympisk OL-stil kan klare de fleste opgaver med én i arm
- når man tager sig selv i at synge "klappe kage", selvom barnet har stået udenfor i barnevognen og snork-boblet den sidste time
- man ikke længere bliver kysset farvel af kæresten, inden han tager på job, og i stedet uden jalousi ser på at en anden bliver kysset og nusset massivt
- man, så snart kæresten kommer ind af døren efter endt arbejdsdag, dribler uden om diverse møbler og kaster baby i armene af ham med beskeden "din tur"
- kæresten vækker én mindre kærligt midt om natten, ikke for at udnytte et øjebliks fred og ro, men for at brokke sig over at han padler rundt i en stor mælkesø
- dét at sætte sig ved aftenbordet på magisk vis resulterer i en lysvågen og opmærksomhedskrævende baby, som først falder i søvn igen, når maden er blevet kold
- du undrer dig over de bekymrede blikke fra de andre i Lidl-køen....indtil du opdager, at du vugger indkøbskurven i søvn, mens du lystigt nynner Elefantens Vuggevise
- ordet "opsedasse" er blevet inkorporeret i din morgenhilsen
- du ikke længere har styr på hverken ugedag eller måned
- manden midt i en samtale udbryder "du burde virkelig ringe til en veninde i morgen!"an hen under aften ser sig i spejlet og opdager, at man faktisk kun har make-up på det ene øje
- man er på vej ud af døren iført forskellig farvede knæ-strømper og kanin-sutsko
- træt vælter om på sofaen, konstaterer at man ligger på et Brio-tog....og bliver liggende alligevel
- ens tinitus lyder præcis som babygråd
- man endelig har fået baby til at falde til ro på sit skød efter 3 timers skrigetur....opdager, man skal tisse, men vælger at prioritere babys fortsatte stilhed
- faktisk udmærket forstår, hvorfor visse dyrearter vælger at æde eget afkom
- kigger på sine børn og tænker: de er alle ovenstående punkter værd!
Kiai!!!!
I går aftes blev det endelig til for knægtens forhandlingsmøde i den lokale karate kidzz dojo.
Han har den seneste måned snakket meget om, at han gerne vil gå til boksning. Da der ikke findes nogen børnehold hér i byen, ville det betyde to ugentlige ture til Kbh. SÅ sportinteresseret er jeg ikke. Hverken økonomi, logistik eller almindelig planlægning talte for denne løsning.
Alternativet blev at kontakte byens karate klub. Eneste krav for optagelse er, at man er fyldt 6 år. Hmmmmm. Trolden fylder først år i midten af november.
Jeg kontaktede alligevel klubben. Mit håb var, at de måske kunne foreslå nogle øvelser, som han kunne hygge sig med herhjemme, så han ikke mistede interessen inden opstart. Vi blev derfor inviteret ned til en lille snak.
Vi ankom lidt før tid til en bunke ninja-klædte småfyre, som hujende som gale hunde fræs rundt i hele salen.
Milde bonzai, tænkte jeg, sikke dog et postyr.
Det endte dog brat, da senpai trådte ind. Øjeblikkelig ro. Respektfulde drenge, som på sekunder havde indfundet sig på række og geled i bedste militærstil.
Der blev hilst på senpai, hinanden, dojoen og den nedgående sol. (Mit japanske er ikke just flydende, så jeg må gætte mig lidt frem.)
Mokuso fulgte ret bagefter. (Nja, det ligner noget meditation, dog siddende på knæ og ikke i lotus-stilling a la Buddha.)
Drengene blev sat i gang med en kata og lydniveauet nåede uanede højder. Senpai førte an og talte derudaf på japansk "i-chi....ni....san...shi...." osv. Drengene udførte deres kata, fulgt op af kampråbet.
Min egen knægt glemte et øjeblik helt at se stor ud. Forskrækket for han sammen ved min side med rædsel malet i ansigtet og hænderne klasket for ørerne. Havde jeg ikke været så benovet af drengenes koncentration, havde det nok været svært at kvæle et grin eller to.
I en kort pause anviste senpai os en plads på sidelinien. Ikke vildt behageligt at sidde sammenkrøllet på en 15 cm høj (eller rettere lav) træpind, men man gjorde dit for ikke at ligne en anskudt parakit).
Knægten blev kort sat ind i senpais plan. Overvære træningen, samtale bagefter. På den måde vidste han ligesom, hvad han gik ind til. Han tøede lidt op....fjernede hænderne fra ørerne.....og holdt et mindre foredrag om PC spil.
Senpai vendte igen fokus mod drengene på gulvet. Nu stod den på 2x10 armbøjninger på knoerne....direkte på salens trægulv. De forventedes at have øjenkontakt med en makker under udførelsen (hvilket nok var meget godt, for så opdagede de ikke deres læremesters fejl). Og de gjorde det. Tilmed rigtig flot.
For god ordens skyld bør jeg nok nævne, at vi overværede et graduerings-/stævneord. Selvom drengene kun var 8-10 år, så bestod holdet udelukkende af orange og blå bælter.
En hel time legede jeg pipfugl på min pind. Så blev min mås endelig udfriet af sine pinsler. Dagens træning var forbi og jeg kunne igen strække benene, rette rykken og rokere mit hofte/bækken-parti tilbage i vant position. Min rygrad knagede en del, men for hunne det var rart.
Vi gik derfra 10 min senere. Knægten har fået en fin invitation til at deltage i træningen næste onsdag. Han må falde ind, så godt han kan og melde fra, når det er for svært. Nybegynder og gradueringshold er ikke et helt optimalt match.
Nå, i juni er der graduering igen. Juli og august går med stævner. 1 september starter helt nyt hold op og knægten har fået dispensation til at starte dér, selvom han ikke fylder 6 år før medio november. Indtil da må han træne lidt hjemme og vurdere, hvorvidt han virkelig gerne vil det hér eller hans interesse blot er en døgnflue.
På vejen hjem var knægten mest interesseret i én ting: hvordan han nu kan nå at lære japansk inden opstart i september....for han har rykket pædagogerne i sfo for at lære engelsk og tysk, men de har sagt nej. Hvis de ikke vil lære ham dét, så vil de nok heller lære ham japansk!
Jeg tænker, at han har ret.
Jeg antager, at de lærer de anvendte gloser til træning.
Jeg håber i hvert fald ikke, at jeg forventes at lære ham japansk på et par måneder.
Jeg bør vel for en sikkerheds skyld sætte mig lidt ind i det.
Yoi!
Han har den seneste måned snakket meget om, at han gerne vil gå til boksning. Da der ikke findes nogen børnehold hér i byen, ville det betyde to ugentlige ture til Kbh. SÅ sportinteresseret er jeg ikke. Hverken økonomi, logistik eller almindelig planlægning talte for denne løsning.
Alternativet blev at kontakte byens karate klub. Eneste krav for optagelse er, at man er fyldt 6 år. Hmmmmm. Trolden fylder først år i midten af november.
Jeg kontaktede alligevel klubben. Mit håb var, at de måske kunne foreslå nogle øvelser, som han kunne hygge sig med herhjemme, så han ikke mistede interessen inden opstart. Vi blev derfor inviteret ned til en lille snak.
Vi ankom lidt før tid til en bunke ninja-klædte småfyre, som hujende som gale hunde fræs rundt i hele salen.
Milde bonzai, tænkte jeg, sikke dog et postyr.
Det endte dog brat, da senpai trådte ind. Øjeblikkelig ro. Respektfulde drenge, som på sekunder havde indfundet sig på række og geled i bedste militærstil.
Der blev hilst på senpai, hinanden, dojoen og den nedgående sol. (Mit japanske er ikke just flydende, så jeg må gætte mig lidt frem.)
Mokuso fulgte ret bagefter. (Nja, det ligner noget meditation, dog siddende på knæ og ikke i lotus-stilling a la Buddha.)
Drengene blev sat i gang med en kata og lydniveauet nåede uanede højder. Senpai førte an og talte derudaf på japansk "i-chi....ni....san...shi...." osv. Drengene udførte deres kata, fulgt op af kampråbet.
Min egen knægt glemte et øjeblik helt at se stor ud. Forskrækket for han sammen ved min side med rædsel malet i ansigtet og hænderne klasket for ørerne. Havde jeg ikke været så benovet af drengenes koncentration, havde det nok været svært at kvæle et grin eller to.
I en kort pause anviste senpai os en plads på sidelinien. Ikke vildt behageligt at sidde sammenkrøllet på en 15 cm høj (eller rettere lav) træpind, men man gjorde dit for ikke at ligne en anskudt parakit).
Knægten blev kort sat ind i senpais plan. Overvære træningen, samtale bagefter. På den måde vidste han ligesom, hvad han gik ind til. Han tøede lidt op....fjernede hænderne fra ørerne.....og holdt et mindre foredrag om PC spil.
Senpai vendte igen fokus mod drengene på gulvet. Nu stod den på 2x10 armbøjninger på knoerne....direkte på salens trægulv. De forventedes at have øjenkontakt med en makker under udførelsen (hvilket nok var meget godt, for så opdagede de ikke deres læremesters fejl). Og de gjorde det. Tilmed rigtig flot.
For god ordens skyld bør jeg nok nævne, at vi overværede et graduerings-/stævneord. Selvom drengene kun var 8-10 år, så bestod holdet udelukkende af orange og blå bælter.
En hel time legede jeg pipfugl på min pind. Så blev min mås endelig udfriet af sine pinsler. Dagens træning var forbi og jeg kunne igen strække benene, rette rykken og rokere mit hofte/bækken-parti tilbage i vant position. Min rygrad knagede en del, men for hunne det var rart.
Vi gik derfra 10 min senere. Knægten har fået en fin invitation til at deltage i træningen næste onsdag. Han må falde ind, så godt han kan og melde fra, når det er for svært. Nybegynder og gradueringshold er ikke et helt optimalt match.
Nå, i juni er der graduering igen. Juli og august går med stævner. 1 september starter helt nyt hold op og knægten har fået dispensation til at starte dér, selvom han ikke fylder 6 år før medio november. Indtil da må han træne lidt hjemme og vurdere, hvorvidt han virkelig gerne vil det hér eller hans interesse blot er en døgnflue.
På vejen hjem var knægten mest interesseret i én ting: hvordan han nu kan nå at lære japansk inden opstart i september....for han har rykket pædagogerne i sfo for at lære engelsk og tysk, men de har sagt nej. Hvis de ikke vil lære ham dét, så vil de nok heller lære ham japansk!
Jeg tænker, at han har ret.
Jeg antager, at de lærer de anvendte gloser til træning.
Jeg håber i hvert fald ikke, at jeg forventes at lære ham japansk på et par måneder.
Jeg bør vel for en sikkerheds skyld sætte mig lidt ind i det.
Yoi!
Hva for en fisk?
“Peekaru” Baby Carrier
Og hva er så dét for en fisk?
Jamen det er da en underlig kænguru-agtig beklædning til mor/barn.
Ærlig talt.....jeg er mundlam.
Idéen er måske ikke helt dum. Jeg er vældig glad for min vikle, som jo netop muliggør den tætte mor/barn kontakt rent fysisk, uden at begrænse moderens bevægelsesfrihed. Man kan have baby forsvarligt placeret på mave/bryst-regionen og stadig have armene fri. Så langt så godt.
Hér har man så valgt at tage en ganske glimrende idé og videre udvikle den til en varm poncho-agtig vest. Køn er den altså ikke! Varm er den tilgengæld ganske givet.
Ganske vist er moderens arme stadig fri til alverdens huslige gøremål, men tilgengæld ser babys bevægelighed svært begrænset ud.
Nej, uanset hvor gerne jeg vil være både den perfekte nærværende mor og den evigt pligtopfyldende husalf, så nægter jeg at investere i (for ikke at tale om at IKLÆDE mig) denne anordning. Så hellere bestille en au pair med luftpost. Bare han er 18 år, solbrun, fra Spanien og på ingen måde dansk-talende, så er det jo perfekt!
Og hva er så dét for en fisk?
Jamen det er da en underlig kænguru-agtig beklædning til mor/barn.
Ærlig talt.....jeg er mundlam.
Idéen er måske ikke helt dum. Jeg er vældig glad for min vikle, som jo netop muliggør den tætte mor/barn kontakt rent fysisk, uden at begrænse moderens bevægelsesfrihed. Man kan have baby forsvarligt placeret på mave/bryst-regionen og stadig have armene fri. Så langt så godt.
Hér har man så valgt at tage en ganske glimrende idé og videre udvikle den til en varm poncho-agtig vest. Køn er den altså ikke! Varm er den tilgengæld ganske givet.
Ganske vist er moderens arme stadig fri til alverdens huslige gøremål, men tilgengæld ser babys bevægelighed svært begrænset ud.
Nej, uanset hvor gerne jeg vil være både den perfekte nærværende mor og den evigt pligtopfyldende husalf, så nægter jeg at investere i (for ikke at tale om at IKLÆDE mig) denne anordning. Så hellere bestille en au pair med luftpost. Bare han er 18 år, solbrun, fra Spanien og på ingen måde dansk-talende, så er det jo perfekt!
Attack of the Head-Set Killer
Eller "Hvordan man hurtigt og effektivt tager livet af samtlige familiens head-sets".
Jo, den er god nok.
Det er nu sikkert og vist, at familiens samlede bestand af head-sets er stærkt udrydningstruet.
Skattemusen har været på spil igen.
Hans eget funktionerer mildest talt elendigt og har nu kun lyd i det ene mickey mouse-øre. Mit er på mystisk vis forsvundet og derved kan jeg ikke konfrontere ham med nogen endegyldige beviser. Men lur mig om ikke det også er i udu.
Mens resten af familien sover hører man ham luske rundt i halvmørke. Der pusles (ikke baby, men med finmekanik......skattemus+elektronik=farlig cocktail). Man hører jævnligt "halloooo 123 HALLO". Stilhed. Puslen. Lydtest.
Klokken er lidt i ged, da jeg bliver vækket af en streng tweenie. "HVEM har rørt mit headset? Jeg ved nogen har brugt det, for de har glemt det på sofaen!!!"
Jeg kan næsten mærke det blændende lys fra arkitektlampen, du ved, den man bruger i de klassiske forhørssituationer. Hendes anklagende blik borer sig ind i mit inderste og umuliggør enhver hvid løgn. Jeg har ikke noget valg. Jeg må bedyre min egen uskyld og i stedet angives hendes fader.
Han forsøger at benægte.
"Jeg VED bare, at det er dig. Vil du GODT holde fingrene fra mig headset. Jeg gider ikke have det ødelagt!"
Jeg trækker dynen op under næsen, så hun ikke opdager mit øre-til-øre smil.
Jeg hører hans forsvarstale. Jamen han ville jo bare liiiiige.
Det virker ikke. Hun kender sin farmand for godt. Hér hjælper ingen kære mor. Hendes headset virker pt upåklageligt...og det skulle det gerne blive ved med, at han bare lige ved det.
Haha.
Hele optrinnet er så komisk, at jeg må begrave mig fuldstændigt under dynen, indtil jeg hører hende trampe bestemt væk. Jeg skynder mig at lægge ansigtet i det rette folder. Væk med smilerynkerne, frem med det kærligt medfølende og yderst forstående glimt i øjet.
Åler mig op til overfladen. Blidt kys til skattemusen.
"Jeg hørte dig godt!" Hvor sér han dog cute ud, når han har fået en verbal overhaling af en 11 årig blondine. Latteren bobler op gennem halsen og jeg kan ikke nå at slå bremserne i.
Oh shit, dén bliver ikke let at redde. Der skal dæleme serveres meget gourmet-kaffe den næste tid, men det var nu det hele værd.
Jo, den er god nok.
Det er nu sikkert og vist, at familiens samlede bestand af head-sets er stærkt udrydningstruet.
Skattemusen har været på spil igen.
Hans eget funktionerer mildest talt elendigt og har nu kun lyd i det ene mickey mouse-øre. Mit er på mystisk vis forsvundet og derved kan jeg ikke konfrontere ham med nogen endegyldige beviser. Men lur mig om ikke det også er i udu.
Mens resten af familien sover hører man ham luske rundt i halvmørke. Der pusles (ikke baby, men med finmekanik......skattemus+elektronik=farlig cocktail). Man hører jævnligt "halloooo 123 HALLO". Stilhed. Puslen. Lydtest.
Klokken er lidt i ged, da jeg bliver vækket af en streng tweenie. "HVEM har rørt mit headset? Jeg ved nogen har brugt det, for de har glemt det på sofaen!!!"
Jeg kan næsten mærke det blændende lys fra arkitektlampen, du ved, den man bruger i de klassiske forhørssituationer. Hendes anklagende blik borer sig ind i mit inderste og umuliggør enhver hvid løgn. Jeg har ikke noget valg. Jeg må bedyre min egen uskyld og i stedet angives hendes fader.
Han forsøger at benægte.
"Jeg VED bare, at det er dig. Vil du GODT holde fingrene fra mig headset. Jeg gider ikke have det ødelagt!"
Jeg trækker dynen op under næsen, så hun ikke opdager mit øre-til-øre smil.
Jeg hører hans forsvarstale. Jamen han ville jo bare liiiiige.
Det virker ikke. Hun kender sin farmand for godt. Hér hjælper ingen kære mor. Hendes headset virker pt upåklageligt...og det skulle det gerne blive ved med, at han bare lige ved det.
Haha.
Hele optrinnet er så komisk, at jeg må begrave mig fuldstændigt under dynen, indtil jeg hører hende trampe bestemt væk. Jeg skynder mig at lægge ansigtet i det rette folder. Væk med smilerynkerne, frem med det kærligt medfølende og yderst forstående glimt i øjet.
Åler mig op til overfladen. Blidt kys til skattemusen.
"Jeg hørte dig godt!" Hvor sér han dog cute ud, når han har fået en verbal overhaling af en 11 årig blondine. Latteren bobler op gennem halsen og jeg kan ikke nå at slå bremserne i.
Oh shit, dén bliver ikke let at redde. Der skal dæleme serveres meget gourmet-kaffe den næste tid, men det var nu det hele værd.
En stor dag for en stor dreng
Klokken var lidt over 8, da min store knægt troppede op ved siden af sengen og med næsen mod min kind "hviskede": "HVOR ER SØLVPAPIRET? JEG SKAL BRUGE SØLVPAPIR?"
Jamen, bevares dog, til hva?
Da jeg var ved at amme mindstemusen, følte jeg mig ikke just mobil og kunne ikke lige springe med ud i køkkenet....til stor irritation for knægten.
"TIL MADEN!!!"
Jeg fornemmede de himmelvendte øjne. Voksne forstår da heller ikke de mest indlysende ting. Sandt at sige blev jeg blot endnu mere forvirret. Jeg mente jo ikke ligefrem at staniol var et stort must i forbindelse med morgenmåltidet. Jeg fik dog ikke nogen nærmere forklaring af knægten, som irriteret trampede ud i køkkenet og højlydt rodede skuffer og skabe igennem.
Med et forsvarligt tag i mindstemusen (som stadig legede sugemalle), fik jeg mig hejst ud af sengen og bevægede mig hastigt ud i køkkenet.
Til spørgsmålet om, hvad i alverden al denne postyr skulle forestille og hvad staniol havde med noget som helst at gøre, blev jeg igen mødt med "ØJ, SØLVPAPIR TIL MADEN!!!! MA-DEN!!!"
Ja tak, den del ER feset ind, men siden hvornår skal morgenmaden emballeres i staniol.
Jeg så mig forvirret omkring. Køkkenbordet lignede en mindre slagmark. Det flød med skærebrædter, bestik, æggeskaller og TA-DAAAA en madkasse.
"Jeg har besluttet at smøre min egen madpakke....så den bliver ekstra god!"
Nånå bevar mig vel, er man nu ikke længere god nok til at smøre madpakker.
Jeg udpegede staniolen og tog nærmere bestik af situationen. Jeg måtte konstatere, at han faktisk havde forberedt en sund og nærende madpakke, den manglede ganske rigtigt kun at blive pakket ned.
På trods af at køleskabet også indeholdt mindre sunde alternativer, så bestod madpakken udelukkende af lækre rugbrødssandwich, frugt, grønt og et nypillet æg. Noget rigtigt har man altså gjort rigtigt de sidste 5 år, når ens pode uden mor som guide udvælger sig de sunde madvarer. Lidt stolt var jeg. Også selvom jeg var blevet degraderet fra min rolle som madpakke-pakker.
Mens jeg skiftede mindstemusen, gjorde den store sig klar til afgang. Jeg måtte nærmest gribe ham i nakkeskindet for at forhindre ham i at suse afsted til SFOen på egen hånd. Nok skal der ikke krydses nogen veje, meeen jeg følger ham altså stadig frem og tilbage. Jeg gjorde også opmærksom på, at vi da vist lige skulle rydde op i køkkenet, inden vi smuttede ud af døren. Han gloede tomt og uforstående på mig. Sukkede tungt indvendigt. Jaja, jeg mangler altså stadig at lære ham lidt om oprydning og rengøring, men hvad kan man også lige forvente af en 5 årig.
Da jeg kom ud i køkkenet, forstod jeg dog bedre hans ansigtsudtryk. Køkkenet var ryddeligt, bortset fra lidt krummer i vasken. Opvaskemaskinen havde kørt i løbet af natten og var ikke tømt endnu, så han havde stablet det brugte service pænt ved siden af vasken. Brødet var lagt på plads og pålægget sat tilbage i køleskabet (dog fandt jeg også en tallerken derinde, men hvem er helt vågen klokken 8?)
Ja, så var der jo kun tilbage at mase mindstemusen i en varm dragt og selv hoppe i overtøjet. Den store knægt ventede utålmodigt ved hoveddøren: "altså KOMMER I snart? jeg ku godt ha gået derom selv nu....."
Rooooolig nu, musse, vi ER på vej.
Ud af døren, hjemme igen 20 min senere. Knægten løb nemlig hele vejen til SFO, suste ind af døren, kylede madkassen på køl, smed overtøjet på sin plads, trykkede sig ind på PCen og spænede hen i sin gruppe med et hurtigt "vi ses".
Hvornår blev min lille charmetrold så stor og selvkørende? I hvilken puppe transformerede han sig fra en børnehave-træt lille gut, til en stor skole-glad dreng?
Mens jeg sad og filosoferede dukkede bonus-princessen op. Jeg forberedte mig på en livlig debat om lektier igen, men gudhjælpemig om hun ikke gik i gang helt uden brok....og lavede mere, end aftalt....på rekordtid. Hva sker der lige for dét? Har de skide aliens nu været her igen. Jeg HADER deres små hjerne-eksperimenter med ungerne. Dels bliver man lige overrasket hver gang, dels aner man jo aldrig, hvor hvor længe effekten varer ved. Det værste er, at man næsten ikke får rost nok, simpelthen fordi man er mundlam af forbløffelse. Denne gang nåede jeg dog at lire en pokkers masse positive gloser af, inden jeg opdagede, at hun sådan set havde forladt stuen. Og altså ikke havde hørt et ord. Hun havde lissom indgået en lejeaftale og havde da overhovedet ikke tid til at samtale med mig lige dér.
Øøøøh jamen øvkæi så....har du fået morgenmad, er der noget, du mangler, skal jeg lige.....
Men nej, der var styr på det hele og jeg var endnu en gang ganske overflødig.
Igen blev jeg lidt sentimental. Godt nok er hun ikke min rent biologisk, men den lille dame har alligevel sneget sig ind under huden og direkte ind i hjertehulen. Og jeg husker stadig den blonde lillepige, som jeg lærte at kende for 3 år siden. Tiden er bare fløjet af sted. Hun har ikke længere brug for hjælp til de praktiske ting og suger ikke bare gode råd til sig. Næ nej, nu bliver alt vendt og drejet og ofte forkastet som voksen-vås. Tilgengæld engagerer hun sig livligt i snak om drenge og meningen med livet (nejnejnej, det er IKKE 2 sider af samme sag).
Så var hun ude af døren og jeg kunne hellige mig mindstemusen. Han har trods alt stadig brug for hjælp. Han lytter, uden at modsige mine argumenter. Måske man denne gang skulle undlade at lære sprogets finurligheder fra sig. Hmmmm.....
Klokken blev 13.
Jeg hentede familiens ældste knægt i SFO og drønede op til lægen.
Turen gik med en snak om fodvorter og frysning af disse. Jeg forsøgte en strategi med lige dele overtalelse og direkte bestikkelse. "Det kan godt gøre lidt ondt, men du vil jo gerne gå til karate. Til karate skal man have bare tæer. Det må man ikke, hvis man har fodvorter. Altså skal den fryses, før du kan starte til karate. Men vi kan jo aftale, at du må spille på min mobil imens." Jeg kunne godt selv høre, at jeg rablede lige lovligt energisk. Heldigvis bemærkede knægten ikke noget. Han hæftede sig bare ved udsigten til at låne min mobil.
Hos lægen blev han lidt forskrækket over at se skalpellen rettet mod sin lille fod. Det gik hurtigt over, da han fordybede sig i Tempel Run. Der blev skrabet og skåret i ét væk, men han fortrak ikke en mine.
Lægen fortalte ham, at når hun frøs....skulle der tælles til to.
Lægen frøs løs. Ingen reaktion. Da hun havde været i gang i næsten 30 sekunder, spurgte knægten utålmodigt, hvornår hun dog gik i gang. Svaret blev NU, hvorefter de talte til 2 i kor.
Pause.
Lægen frøs igen. Heller ingen reaktion.
Pause.
Vi (voksne) snakkede lidt om fodvorter generelt.
Pludselig hører vi: "hvaaa hvornår fryser du den fodvorte til is?"
Lægen skyndte sig at fryse én gang mere. Efter ca et halvt minut begyndte knægten at fnise. Det kildede lidt, det dér kolde noget, sagde han.
Vi måbede.
3 gange frys blev det til i løbet af én konsultation. Da fodvorten sidder meget yderligt og lægen fik lov til at fryse så længe/mange gange, ja....så er det nok klare med bare denne ene behandling.
Bagefter fik han to stykker tyggegummi og som han tørt bemærkede på vejen ud, "så var det da jordens nemmeste måde at tjene tyggegummi på....jeg skulle jo bare ligge dér og flyde!"
Jo, min lille knægt er blevet en stor sej dreng :)
Jamen, bevares dog, til hva?
Da jeg var ved at amme mindstemusen, følte jeg mig ikke just mobil og kunne ikke lige springe med ud i køkkenet....til stor irritation for knægten.
"TIL MADEN!!!"
Jeg fornemmede de himmelvendte øjne. Voksne forstår da heller ikke de mest indlysende ting. Sandt at sige blev jeg blot endnu mere forvirret. Jeg mente jo ikke ligefrem at staniol var et stort must i forbindelse med morgenmåltidet. Jeg fik dog ikke nogen nærmere forklaring af knægten, som irriteret trampede ud i køkkenet og højlydt rodede skuffer og skabe igennem.
Med et forsvarligt tag i mindstemusen (som stadig legede sugemalle), fik jeg mig hejst ud af sengen og bevægede mig hastigt ud i køkkenet.
Til spørgsmålet om, hvad i alverden al denne postyr skulle forestille og hvad staniol havde med noget som helst at gøre, blev jeg igen mødt med "ØJ, SØLVPAPIR TIL MADEN!!!! MA-DEN!!!"
Ja tak, den del ER feset ind, men siden hvornår skal morgenmaden emballeres i staniol.
Jeg så mig forvirret omkring. Køkkenbordet lignede en mindre slagmark. Det flød med skærebrædter, bestik, æggeskaller og TA-DAAAA en madkasse.
"Jeg har besluttet at smøre min egen madpakke....så den bliver ekstra god!"
Nånå bevar mig vel, er man nu ikke længere god nok til at smøre madpakker.
Jeg udpegede staniolen og tog nærmere bestik af situationen. Jeg måtte konstatere, at han faktisk havde forberedt en sund og nærende madpakke, den manglede ganske rigtigt kun at blive pakket ned.
På trods af at køleskabet også indeholdt mindre sunde alternativer, så bestod madpakken udelukkende af lækre rugbrødssandwich, frugt, grønt og et nypillet æg. Noget rigtigt har man altså gjort rigtigt de sidste 5 år, når ens pode uden mor som guide udvælger sig de sunde madvarer. Lidt stolt var jeg. Også selvom jeg var blevet degraderet fra min rolle som madpakke-pakker.
Mens jeg skiftede mindstemusen, gjorde den store sig klar til afgang. Jeg måtte nærmest gribe ham i nakkeskindet for at forhindre ham i at suse afsted til SFOen på egen hånd. Nok skal der ikke krydses nogen veje, meeen jeg følger ham altså stadig frem og tilbage. Jeg gjorde også opmærksom på, at vi da vist lige skulle rydde op i køkkenet, inden vi smuttede ud af døren. Han gloede tomt og uforstående på mig. Sukkede tungt indvendigt. Jaja, jeg mangler altså stadig at lære ham lidt om oprydning og rengøring, men hvad kan man også lige forvente af en 5 årig.
Da jeg kom ud i køkkenet, forstod jeg dog bedre hans ansigtsudtryk. Køkkenet var ryddeligt, bortset fra lidt krummer i vasken. Opvaskemaskinen havde kørt i løbet af natten og var ikke tømt endnu, så han havde stablet det brugte service pænt ved siden af vasken. Brødet var lagt på plads og pålægget sat tilbage i køleskabet (dog fandt jeg også en tallerken derinde, men hvem er helt vågen klokken 8?)
Ja, så var der jo kun tilbage at mase mindstemusen i en varm dragt og selv hoppe i overtøjet. Den store knægt ventede utålmodigt ved hoveddøren: "altså KOMMER I snart? jeg ku godt ha gået derom selv nu....."
Rooooolig nu, musse, vi ER på vej.
Ud af døren, hjemme igen 20 min senere. Knægten løb nemlig hele vejen til SFO, suste ind af døren, kylede madkassen på køl, smed overtøjet på sin plads, trykkede sig ind på PCen og spænede hen i sin gruppe med et hurtigt "vi ses".
Hvornår blev min lille charmetrold så stor og selvkørende? I hvilken puppe transformerede han sig fra en børnehave-træt lille gut, til en stor skole-glad dreng?
Mens jeg sad og filosoferede dukkede bonus-princessen op. Jeg forberedte mig på en livlig debat om lektier igen, men gudhjælpemig om hun ikke gik i gang helt uden brok....og lavede mere, end aftalt....på rekordtid. Hva sker der lige for dét? Har de skide aliens nu været her igen. Jeg HADER deres små hjerne-eksperimenter med ungerne. Dels bliver man lige overrasket hver gang, dels aner man jo aldrig, hvor hvor længe effekten varer ved. Det værste er, at man næsten ikke får rost nok, simpelthen fordi man er mundlam af forbløffelse. Denne gang nåede jeg dog at lire en pokkers masse positive gloser af, inden jeg opdagede, at hun sådan set havde forladt stuen. Og altså ikke havde hørt et ord. Hun havde lissom indgået en lejeaftale og havde da overhovedet ikke tid til at samtale med mig lige dér.
Øøøøh jamen øvkæi så....har du fået morgenmad, er der noget, du mangler, skal jeg lige.....
Men nej, der var styr på det hele og jeg var endnu en gang ganske overflødig.
Igen blev jeg lidt sentimental. Godt nok er hun ikke min rent biologisk, men den lille dame har alligevel sneget sig ind under huden og direkte ind i hjertehulen. Og jeg husker stadig den blonde lillepige, som jeg lærte at kende for 3 år siden. Tiden er bare fløjet af sted. Hun har ikke længere brug for hjælp til de praktiske ting og suger ikke bare gode råd til sig. Næ nej, nu bliver alt vendt og drejet og ofte forkastet som voksen-vås. Tilgengæld engagerer hun sig livligt i snak om drenge og meningen med livet (nejnejnej, det er IKKE 2 sider af samme sag).
Så var hun ude af døren og jeg kunne hellige mig mindstemusen. Han har trods alt stadig brug for hjælp. Han lytter, uden at modsige mine argumenter. Måske man denne gang skulle undlade at lære sprogets finurligheder fra sig. Hmmmm.....
Klokken blev 13.
Jeg hentede familiens ældste knægt i SFO og drønede op til lægen.
Turen gik med en snak om fodvorter og frysning af disse. Jeg forsøgte en strategi med lige dele overtalelse og direkte bestikkelse. "Det kan godt gøre lidt ondt, men du vil jo gerne gå til karate. Til karate skal man have bare tæer. Det må man ikke, hvis man har fodvorter. Altså skal den fryses, før du kan starte til karate. Men vi kan jo aftale, at du må spille på min mobil imens." Jeg kunne godt selv høre, at jeg rablede lige lovligt energisk. Heldigvis bemærkede knægten ikke noget. Han hæftede sig bare ved udsigten til at låne min mobil.
Hos lægen blev han lidt forskrækket over at se skalpellen rettet mod sin lille fod. Det gik hurtigt over, da han fordybede sig i Tempel Run. Der blev skrabet og skåret i ét væk, men han fortrak ikke en mine.
Lægen fortalte ham, at når hun frøs....skulle der tælles til to.
Lægen frøs løs. Ingen reaktion. Da hun havde været i gang i næsten 30 sekunder, spurgte knægten utålmodigt, hvornår hun dog gik i gang. Svaret blev NU, hvorefter de talte til 2 i kor.
Pause.
Lægen frøs igen. Heller ingen reaktion.
Pause.
Vi (voksne) snakkede lidt om fodvorter generelt.
Pludselig hører vi: "hvaaa hvornår fryser du den fodvorte til is?"
Lægen skyndte sig at fryse én gang mere. Efter ca et halvt minut begyndte knægten at fnise. Det kildede lidt, det dér kolde noget, sagde han.
Vi måbede.
3 gange frys blev det til i løbet af én konsultation. Da fodvorten sidder meget yderligt og lægen fik lov til at fryse så længe/mange gange, ja....så er det nok klare med bare denne ene behandling.
Bagefter fik han to stykker tyggegummi og som han tørt bemærkede på vejen ud, "så var det da jordens nemmeste måde at tjene tyggegummi på....jeg skulle jo bare ligge dér og flyde!"
Jo, min lille knægt er blevet en stor sej dreng :)
Søndagshygge
Hele familien har sovet længe.
Mindstemusen er den første som pludrende og småklukkende af babylatter vinker farvel til drømmeland. Findes der bedre musik at vågne til? Jeg tvivler!
Klokken er 10:15. huset er stort set stille og fredfyldt. Eneste lyd er mindstemusens grineflip over en dynebetræk. Udenfor skinner forårssolen. Lutter idyl.
En halv time senere kommer knægten luskende ned af trappen. Hans eneste ønske er at sidde i fred, bænket foran Ramasjang, og gumle et stykke morgenfrugt.
Klokken er lidt over 11, før princessen kommer listende og sniger sig til lidt hygge med en stadig snork-boblende skattemus.
Jeg får hurtig overtalt hende til at lave hjemmebagte "morgen"boller.
Og nej, rigtigt husket, jeg bager ikke ret gerne. Og ALDRIG boller og deslige, som kræver at mine sarte fingre kommer i direkte kontakt med klæbrig dej. I tilfælde af liv og død er jeg ganske vist set iført Hüttemeiers skåneærmer i størrelse skulderlængde, æltende bolledej til børnefødselsdag.
Ogtest har jeg dog uddelegeret opgaven.
Således også i dag.
Hvorfor tror du ellers, at jeg har allieret mig med princessen? Nogen skal jo ofres i sagens gode tjeneste.
Dernæst har jeg snydt lidt og indkøbt en pakke nød-quick-boller. Rigtigt hjemmebag er det måske ikke, men da jeg som sagt afholder mig fra dén disciplin, er familien ikke forvent med den ægte vare.
Projektet skydes i gang, princessen har mel i hele hovedet, så knægten suser i bad. Logikken går hen over hovedet på mig, men begge virker tilfredse.
Mindstemusen fodres og puttes til en lille lur, mens bolledejen bliver æltet i takt til princessens skønsang. Fra førstesalen høres "ska jeg ligefrem ta rene underhakkere på?". Jeg opgiver at råbe tværs gennem hele huset, så jeg springer ovenpå. Bliver næsten blind, af det syn, som møder mig ved toppen af trappen: en kridhvid drengerøv strittende direkte mod himmels. Dér står nemlig knægten. Med spredte ben og hænderne begravet i gulvtæppet. Gumpen opad. Og altså alt det private udstyr hængende frit til skue.
Salpetersyre.
NU!
Intet andet kan slette dette rædselssyn fra min hornhinde.
Halvblind lokaliserer jeg er par rene boxershorts og flygter ned i køkkenet.
Hvor princessen imellemtiden har æltet sig selv næsten fuldstændigt ind i dejklister. Det lykkes dog at skrabe det værste af hendes underarme og af massen forme 12 nydelige boller.
Mission gennemført.
Bollerne smager fortrinligt og selv mindstemusens sabotageforsøg kan ikke spolere stemningen. Hans bagport er tilsyneladende eksploderet og bleen er i den grad løbet over sine bredder. En sand tsunami af gullig babymøg....über alles, lige fra kælder til kvist. Ikke noget et timelangt bad og 2 L opløsningsmiddel ikke kan klare.
Resten af dagen byder på fælles filmhygge, hjemmelavet ruskumlade i fad og en lille morfar på sofaen. Herlig afslutning på ugen!
Mindstemusen er den første som pludrende og småklukkende af babylatter vinker farvel til drømmeland. Findes der bedre musik at vågne til? Jeg tvivler!
Klokken er 10:15. huset er stort set stille og fredfyldt. Eneste lyd er mindstemusens grineflip over en dynebetræk. Udenfor skinner forårssolen. Lutter idyl.
En halv time senere kommer knægten luskende ned af trappen. Hans eneste ønske er at sidde i fred, bænket foran Ramasjang, og gumle et stykke morgenfrugt.
Klokken er lidt over 11, før princessen kommer listende og sniger sig til lidt hygge med en stadig snork-boblende skattemus.
Jeg får hurtig overtalt hende til at lave hjemmebagte "morgen"boller.
Og nej, rigtigt husket, jeg bager ikke ret gerne. Og ALDRIG boller og deslige, som kræver at mine sarte fingre kommer i direkte kontakt med klæbrig dej. I tilfælde af liv og død er jeg ganske vist set iført Hüttemeiers skåneærmer i størrelse skulderlængde, æltende bolledej til børnefødselsdag.
Ogtest har jeg dog uddelegeret opgaven.
Således også i dag.
Hvorfor tror du ellers, at jeg har allieret mig med princessen? Nogen skal jo ofres i sagens gode tjeneste.
Dernæst har jeg snydt lidt og indkøbt en pakke nød-quick-boller. Rigtigt hjemmebag er det måske ikke, men da jeg som sagt afholder mig fra dén disciplin, er familien ikke forvent med den ægte vare.
Projektet skydes i gang, princessen har mel i hele hovedet, så knægten suser i bad. Logikken går hen over hovedet på mig, men begge virker tilfredse.
Mindstemusen fodres og puttes til en lille lur, mens bolledejen bliver æltet i takt til princessens skønsang. Fra førstesalen høres "ska jeg ligefrem ta rene underhakkere på?". Jeg opgiver at råbe tværs gennem hele huset, så jeg springer ovenpå. Bliver næsten blind, af det syn, som møder mig ved toppen af trappen: en kridhvid drengerøv strittende direkte mod himmels. Dér står nemlig knægten. Med spredte ben og hænderne begravet i gulvtæppet. Gumpen opad. Og altså alt det private udstyr hængende frit til skue.
Salpetersyre.
NU!
Intet andet kan slette dette rædselssyn fra min hornhinde.
Halvblind lokaliserer jeg er par rene boxershorts og flygter ned i køkkenet.
Hvor princessen imellemtiden har æltet sig selv næsten fuldstændigt ind i dejklister. Det lykkes dog at skrabe det værste af hendes underarme og af massen forme 12 nydelige boller.
Mission gennemført.
Bollerne smager fortrinligt og selv mindstemusens sabotageforsøg kan ikke spolere stemningen. Hans bagport er tilsyneladende eksploderet og bleen er i den grad løbet over sine bredder. En sand tsunami af gullig babymøg....über alles, lige fra kælder til kvist. Ikke noget et timelangt bad og 2 L opløsningsmiddel ikke kan klare.
Resten af dagen byder på fælles filmhygge, hjemmelavet ruskumlade i fad og en lille morfar på sofaen. Herlig afslutning på ugen!
Knægt og kærlighed
Et roligt øjeblik med knægten, helt nøjagtigt på gåtur i byens gader.
Vi småsludrer om løst og fast. I ved, alt lige fra myretuers opbygning, dinosauernes massedød og Spidermans onde tvilling.
Pludselig, helt ud af det blå, udbryder han: " og så går jeg bare hér og er helt kæresteløs!"
Hvor pokker kom dén lige fra?
Er han allerede nået den alder?
Og hvordan undertrykker man den spirrende fnisen over hans alvorlige ansigtsudtryk?
- du kunne måske godt tænke dig en kæreste?
Jeg vover at spørge, skønt jeg frygter svaret. Jeg husker tydeligt, da han i en alder af 3 år glædestrålende proklamerede at nu var han blevet kæreste med Harry. Fra børnehaven. Og de fælles planer involverede en masse ræveunger og en fed racerbil.
Jeg mindes også hans indædte skræk for pigelus, en frygtelig lidelse som smitter eksplosivt i børnehaven.
"2"
- hva snakker du om? 2 hva?
Jeg kan ligefrem mærke mig selv skvatte bag af vognen og ramme asfalten med 120 i timen.
"Halloooooo. Kærester. 2 kærester. Lissom!"
Nå, javel ja. TO kærester. Intet mindre kan vel gøre det, når man har selvtilliden i orden.
- og hvem kunne du så tænke dig som kærester?
Jeg sender en stille bøn til himmels. Lad det ikke være drengenavne. Det var svært nok at videreformidle ønskesedlen med den lilla princessebil og de lyserøde stiletter til faderen. Forvent ikke at jeg skal være budbringer af flere pudsige indfald, slet ikke til en mand, som aspirerer til rensdyrjæger. Med vaskeægte skarpladt våben.
Jeg ånder lettet op, da knægten nævner to pigenavne. Morer mig lidt over aldersspringene. Den ene er 7, den anden 17.
Haha.
En til pjat og en til pligter, eller noget.
🌀
Bemærker i de følgende dage, at alt handler om store følelser og kærlighed.
Han bygger kærestepar af lego, bilerne bliver gift med dinoer og han spørger konstant om lov til at besøge sin veninde på 7 år.
Jeg lover, at der skal arrangeres en legedate snart.
🌀
Så oprandt dagen.
Den store dag, hvor knægten tager på eftermiddagsvisit i 5 timer hos veninden.
Han har pakket en taske og tripper utålmodigt ved døren.
Da det bliver tid, glemmer han helt at sige farvel til sin mor. Nye spændende eventyr venter forude og den gamle sentimentale må se ham drage afsted uden at se sig tilbage. Suk.
Timerne går.
Går det mon godt derovre?
Kan de overhovedet enes så længe?
Enes de FOR godt?
Har de rottet sig sammen og brændt hytten ned til grunden?
Er der gidsler, som bør reddes?
Jeg må hellere diskret ringe og forhøre mig.
Hm. Alt står roligt til. Han har ikke hjemvé og ligger heller ikke døden nær med pigelus. De leger og hygger. Huset står endnu. Ingen casualties.
Han er den fødte gentleman. (Dét vidste jeg nu godt.)
Mors lille dreng er ved at være stor. Snøft.
🌀
35 minutter før aftalt tid bliver jeg ringet op.
Knægten vil gerne hjem.
NU.
Og det kan ikke gå hurtigt nok. Kan jeg skynde mig, ja, faktisk helst hente ham for 10 minutter siden.
Jeg iler der over.
Lige da jeg skal til at banke på, bliver døren revet op. En lille sort sky tramper ud.
"Piger er ÅNDSsvage!!!" Brøler den og blæser forbi mig hen af fortovet.
Hov, havde han ikke en taske med?
Jeg vover at spørge.
"Jo, og den henter DU....JEG går ikke ind til HENDE igen!"
Hmmmm jeg er ikke just nogen Einstein, men jeg antager at kærestedrømmene er uddøde. Frieriet ligger vist ikke lige rundt om hjørnet længere.
Vel hjemme får mor hér et stort knus. Knægten erklærer sin store kærlighed. Til mig. Moren. Den sikre havn.
Magtbalancen er genoprettet :)
Vi småsludrer om løst og fast. I ved, alt lige fra myretuers opbygning, dinosauernes massedød og Spidermans onde tvilling.
Pludselig, helt ud af det blå, udbryder han: " og så går jeg bare hér og er helt kæresteløs!"
Hvor pokker kom dén lige fra?
Er han allerede nået den alder?
Og hvordan undertrykker man den spirrende fnisen over hans alvorlige ansigtsudtryk?
- du kunne måske godt tænke dig en kæreste?
Jeg vover at spørge, skønt jeg frygter svaret. Jeg husker tydeligt, da han i en alder af 3 år glædestrålende proklamerede at nu var han blevet kæreste med Harry. Fra børnehaven. Og de fælles planer involverede en masse ræveunger og en fed racerbil.
Jeg mindes også hans indædte skræk for pigelus, en frygtelig lidelse som smitter eksplosivt i børnehaven.
"2"
- hva snakker du om? 2 hva?
Jeg kan ligefrem mærke mig selv skvatte bag af vognen og ramme asfalten med 120 i timen.
"Halloooooo. Kærester. 2 kærester. Lissom!"
Nå, javel ja. TO kærester. Intet mindre kan vel gøre det, når man har selvtilliden i orden.
- og hvem kunne du så tænke dig som kærester?
Jeg sender en stille bøn til himmels. Lad det ikke være drengenavne. Det var svært nok at videreformidle ønskesedlen med den lilla princessebil og de lyserøde stiletter til faderen. Forvent ikke at jeg skal være budbringer af flere pudsige indfald, slet ikke til en mand, som aspirerer til rensdyrjæger. Med vaskeægte skarpladt våben.
Jeg ånder lettet op, da knægten nævner to pigenavne. Morer mig lidt over aldersspringene. Den ene er 7, den anden 17.
Haha.
En til pjat og en til pligter, eller noget.
🌀
Bemærker i de følgende dage, at alt handler om store følelser og kærlighed.
Han bygger kærestepar af lego, bilerne bliver gift med dinoer og han spørger konstant om lov til at besøge sin veninde på 7 år.
Jeg lover, at der skal arrangeres en legedate snart.
🌀
Så oprandt dagen.
Den store dag, hvor knægten tager på eftermiddagsvisit i 5 timer hos veninden.
Han har pakket en taske og tripper utålmodigt ved døren.
Da det bliver tid, glemmer han helt at sige farvel til sin mor. Nye spændende eventyr venter forude og den gamle sentimentale må se ham drage afsted uden at se sig tilbage. Suk.
Timerne går.
Går det mon godt derovre?
Kan de overhovedet enes så længe?
Enes de FOR godt?
Har de rottet sig sammen og brændt hytten ned til grunden?
Er der gidsler, som bør reddes?
Jeg må hellere diskret ringe og forhøre mig.
Hm. Alt står roligt til. Han har ikke hjemvé og ligger heller ikke døden nær med pigelus. De leger og hygger. Huset står endnu. Ingen casualties.
Han er den fødte gentleman. (Dét vidste jeg nu godt.)
Mors lille dreng er ved at være stor. Snøft.
🌀
35 minutter før aftalt tid bliver jeg ringet op.
Knægten vil gerne hjem.
NU.
Og det kan ikke gå hurtigt nok. Kan jeg skynde mig, ja, faktisk helst hente ham for 10 minutter siden.
Jeg iler der over.
Lige da jeg skal til at banke på, bliver døren revet op. En lille sort sky tramper ud.
"Piger er ÅNDSsvage!!!" Brøler den og blæser forbi mig hen af fortovet.
Hov, havde han ikke en taske med?
Jeg vover at spørge.
"Jo, og den henter DU....JEG går ikke ind til HENDE igen!"
Hmmmm jeg er ikke just nogen Einstein, men jeg antager at kærestedrømmene er uddøde. Frieriet ligger vist ikke lige rundt om hjørnet længere.
Vel hjemme får mor hér et stort knus. Knægten erklærer sin store kærlighed. Til mig. Moren. Den sikre havn.
Magtbalancen er genoprettet :)
Lydtest
1 2 3 hallo haaaaallo halloooooo HALlo halLO HALLO 1 2 3 hallohallohallo 1 2 3 hallo haaaallo haaaallo davs
Ja, sådan lyder det, når finmekanikken driller. Der er dømt lydprøve, det vil sige test og fintuning af headset. Krigen er sat på pause, til stor fryd for undertegnede.
Efter en halv times haaaaallo og yderst raffinerede eder, kan man dog næsten forledes til at savne et bombardement eller to.
Det viser sig, at endnu et headset er afgået ved døden. Statestikken siger to dødsfald på to dage. Ny personlig rekord, selv for skattemusen, som ellers er stor(mis)bruger.
(Folk som kender ham vil vide, at han til dato har dræbt 7 headsets på under 2 år. Selvsamme folke vil vide, at han tidligere har haft direkte forbud mod at anvende headsets, men at jeg jo til sidst forbarmede mig over ham og købte et nyt. Som har altså tog livet af i går. I dag valgte at så at sende mit i graven.)
Han taler nu om sit "næste" headset.
Giv mig styrke.
Jeg overvejer et gammeldags morseanlæg. Det kan han for hævlan ikke vælte på gulvet i kampens hede. Eller vikle rundt om foden, for derefter at snuble i det. Dog er han lettere staveblid. At træne ham i brugen af endnu et alfabet ligger måske ud over min pædagogiske rækkevidde.
Eller kanske man skulle overveje brevduer. De flakser til himmels i det øjeblik, man er ved at trampe på dem. Meget smart overlevelsestaktik hér i hytten. Hvis blot headsets havde lignende smarte features. Suk.
"Kan I høre mig?"
Tjaaa højt og tydeligt. Det kan det meste af byen vist, mikrofon eller ej. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt du går tydeligt igennem til Timbuktu, men det skyldes udelukkende atmosfæriske forstyrrelser og ikke mangel på stemmekraft.
"Ja, jeg det er fordi jeg altid er SÅ uheldig med mine headsets!"
Jow, de dér møj tynde ledninger har jo en magisk evne til at omvikles din storetå og derved flå både tå, headset og PC i småstykker, når du i nattens mulm og mørke....svækket efter timers strabadser på slagmarken.....slæber dig afkræftet ud efter et skud koffein.....og derved slæber resterne af hjemmekontoret efter dig.
Og lad os ikke glemme, at du er lige så uheldig med ANDRES headsets, hvorfor jeg igen-igen må undvære lyd totalt på min maskine.
Stakles dig....eller mig....eller noget.
Det bliver stille.
Man hører noget komme snigende.
En utrolig nuser skattemus kommer til syne. Han er utrolig sød. Alarmerende sød.
(Jajo okay så...han kom væltende i bedste snigende ninja på spring -stil....han manglede bare de sort/hvide striber og taddadaaaa...Kung Fu Panda Is alice. Han landede på min hofte og bed mig i skulderen. Men det er altså sådan han er sød. Eller i hvert fald monster charmerende.)
Jeg gennemskuer hurtigt hans skumle plan: at fedte for et nyt headset på den dyre side af en milliardmillion. Sådan ét med en idiotsikker ledning. længde på 15 meter, diameter på 20 cm og kevlarbeklædt.
Dream on, Captain Destruction, tror sgutte sådan ét er opfundet. Men du kan finde nogle i Tiger-butikken. De er temmelig grimme og ærlig talt noget vakkelvorent crap, men de er billige. Så billige, at jeg ikke græder snot, når de bliver anvendt til en-gangs-brug.
Uanset hvilken løsning, vi forhandler os frem til, så glæder jeg mig til nogle hygsomme aftener i den nærmeste fremtid. Skattemusen skylder på betalingsbalancen, dét er sikkert og vist ;-)
Ja, sådan lyder det, når finmekanikken driller. Der er dømt lydprøve, det vil sige test og fintuning af headset. Krigen er sat på pause, til stor fryd for undertegnede.
Efter en halv times haaaaallo og yderst raffinerede eder, kan man dog næsten forledes til at savne et bombardement eller to.
Det viser sig, at endnu et headset er afgået ved døden. Statestikken siger to dødsfald på to dage. Ny personlig rekord, selv for skattemusen, som ellers er stor(mis)bruger.
(Folk som kender ham vil vide, at han til dato har dræbt 7 headsets på under 2 år. Selvsamme folke vil vide, at han tidligere har haft direkte forbud mod at anvende headsets, men at jeg jo til sidst forbarmede mig over ham og købte et nyt. Som har altså tog livet af i går. I dag valgte at så at sende mit i graven.)
Han taler nu om sit "næste" headset.
Giv mig styrke.
Jeg overvejer et gammeldags morseanlæg. Det kan han for hævlan ikke vælte på gulvet i kampens hede. Eller vikle rundt om foden, for derefter at snuble i det. Dog er han lettere staveblid. At træne ham i brugen af endnu et alfabet ligger måske ud over min pædagogiske rækkevidde.
Eller kanske man skulle overveje brevduer. De flakser til himmels i det øjeblik, man er ved at trampe på dem. Meget smart overlevelsestaktik hér i hytten. Hvis blot headsets havde lignende smarte features. Suk.
"Kan I høre mig?"
Tjaaa højt og tydeligt. Det kan det meste af byen vist, mikrofon eller ej. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt du går tydeligt igennem til Timbuktu, men det skyldes udelukkende atmosfæriske forstyrrelser og ikke mangel på stemmekraft.
"Ja, jeg det er fordi jeg altid er SÅ uheldig med mine headsets!"
Jow, de dér møj tynde ledninger har jo en magisk evne til at omvikles din storetå og derved flå både tå, headset og PC i småstykker, når du i nattens mulm og mørke....svækket efter timers strabadser på slagmarken.....slæber dig afkræftet ud efter et skud koffein.....og derved slæber resterne af hjemmekontoret efter dig.
Og lad os ikke glemme, at du er lige så uheldig med ANDRES headsets, hvorfor jeg igen-igen må undvære lyd totalt på min maskine.
Stakles dig....eller mig....eller noget.
Det bliver stille.
Man hører noget komme snigende.
En utrolig nuser skattemus kommer til syne. Han er utrolig sød. Alarmerende sød.
(Jajo okay så...han kom væltende i bedste snigende ninja på spring -stil....han manglede bare de sort/hvide striber og taddadaaaa...Kung Fu Panda Is alice. Han landede på min hofte og bed mig i skulderen. Men det er altså sådan han er sød. Eller i hvert fald monster charmerende.)
Jeg gennemskuer hurtigt hans skumle plan: at fedte for et nyt headset på den dyre side af en milliardmillion. Sådan ét med en idiotsikker ledning. længde på 15 meter, diameter på 20 cm og kevlarbeklædt.
Dream on, Captain Destruction, tror sgutte sådan ét er opfundet. Men du kan finde nogle i Tiger-butikken. De er temmelig grimme og ærlig talt noget vakkelvorent crap, men de er billige. Så billige, at jeg ikke græder snot, når de bliver anvendt til en-gangs-brug.
Uanset hvilken løsning, vi forhandler os frem til, så glæder jeg mig til nogle hygsomme aftener i den nærmeste fremtid. Skattemusen skylder på betalingsbalancen, dét er sikkert og vist ;-)
Morgenvækning
Klokken er kvart over kvalme.
Natten har været præget af sur baby, så ærlig talt nægter jeg at stå ud af sengen, da det diskret banker på.
Det nytter dog ikke noget at ignorere fredsforstyrreren. Der bankes igen. Hårdere. Mere bestemt.
Jeg får en albue banket ind mellem to ribben.
"Det banker på", knurrer den morgengnavne zombie ved siden af mig.
Jeg argumenterer, at det umuligt kan være vigtigt....vedkommende må gå hjem, vente til senere og prøve igen.
Nu banker det på vinduet, så det gungrer i hele hytten. En væmmeligt vedholdende vedkommende byder på morgenvækning og lader sig ikke sådan ignorere.
Maser hunden i bur og med beton i benene og grus i øjnene iler (eller nok nærmere lunter) jeg ud til hoveddøren akkompagneret af bulder og brag.
Er vi i krig?
Er nogen omkommet?
Bortført af aliens?
Nææ det er såmænd bare blikkenslageren. Må han "kik på taaaaget?" Accentet er tyk og tydelig.
Jaaa taget er déroppe, læg nakken tilbage og glo løs (det er vel ikke noget at vække mig for!).
Han har medbragt stige. Til kvistet. Må han slæbe den tværs gennem huset?
Har jeg noget valg, med mindre jeg fortsat vil lege badeland i børneværelserne på første salen...suk.
Han henter stiger, jeg tager min atter halvvågne men til gengæld helsure mindstemus op.
Blikkenslageren returnerer.
"Nååh, er det en barn?"
Min hjerne må være ved at vågne for det skarpe svar ligger allerde klar på tungespidsen.
I guder nej, det er en kænguru!
"Vi har okså fået sådarn en. Den ar tvo månider."
Aha. Hvis ligheden med mindstemusen er så lille, at du ikke er i stand til at genkende ham som værende et barn, så er én af os altså blevet gevaldigt snydt.
Da jeg både nu og én gang tidligere helt selv har most et barn til verden (og der forresten er vældig mange ligheder mellem mindstemusen og den første, så jeg godt kan genkende børn, når jeg ser dem), så tænker jeg ikke, det er mig. Som er blevet snydt, altså. (Note to self, træk vejret, afhold dig fra kilometer lange sætninger.)
Kanske I er blevet spist af med en polsk gadekøter....eller en kødædende plante.
Jøsses.
Tror det er bedst at holde de spydige tanker for sig selv. Ellers ender vi vel sagtens med et endnu større hul i taget.
Derfor bider jeg mig i tungen, smiler så sødt, som jeg nu kan med gebisset fordybet i eget kød. Hvor spændende. Tillykke med det...eller den....eller noget.
Losser ham ud i haven (vores 3x3 meter fliser) og videre op på taget.
Min ældste knægt er blevet hidkaldt af tumulten og øjner muligheder for et interessant bræk i den sædvanlige hverdagstrummerum. Han er noget mere morgenfrisk end mig. Iført morgenkøbe og skrigende orange sokker leger han nu 20 spørgsmål til håndværkeren. Indenfor ganske kort tid er han på fornavn med Dennis, som er 22 år og slet ikke spor nervøs ved at bestige høje stiger. Dog er han bange for vilde løver.
Godt så.
-----------
2 timer senere.
Dennis er kørt efter at have forsikret mig om, at "nu karn den taaag ik rajne mere".
Næsten ærgeligt. Man kunne kanske have tjent en skilling eller to på et regnende tag. Især hvis det også forstod sig på at løse kvantefysiske ligninger. Well, i det mindste slipper jeg for sumpområder på gulvtæppet.
Og nu vil jeg snuppe en lille lur, uden først at tjekke vejudsigten og arrangere potter og pander under diverse utætheder.
Godnat....og sov godt!
Natten har været præget af sur baby, så ærlig talt nægter jeg at stå ud af sengen, da det diskret banker på.
Det nytter dog ikke noget at ignorere fredsforstyrreren. Der bankes igen. Hårdere. Mere bestemt.
Jeg får en albue banket ind mellem to ribben.
"Det banker på", knurrer den morgengnavne zombie ved siden af mig.
Jeg argumenterer, at det umuligt kan være vigtigt....vedkommende må gå hjem, vente til senere og prøve igen.
Nu banker det på vinduet, så det gungrer i hele hytten. En væmmeligt vedholdende vedkommende byder på morgenvækning og lader sig ikke sådan ignorere.
Maser hunden i bur og med beton i benene og grus i øjnene iler (eller nok nærmere lunter) jeg ud til hoveddøren akkompagneret af bulder og brag.
Er vi i krig?
Er nogen omkommet?
Bortført af aliens?
Nææ det er såmænd bare blikkenslageren. Må han "kik på taaaaget?" Accentet er tyk og tydelig.
Jaaa taget er déroppe, læg nakken tilbage og glo løs (det er vel ikke noget at vække mig for!).
Han har medbragt stige. Til kvistet. Må han slæbe den tværs gennem huset?
Har jeg noget valg, med mindre jeg fortsat vil lege badeland i børneværelserne på første salen...suk.
Han henter stiger, jeg tager min atter halvvågne men til gengæld helsure mindstemus op.
Blikkenslageren returnerer.
"Nååh, er det en barn?"
Min hjerne må være ved at vågne for det skarpe svar ligger allerde klar på tungespidsen.
I guder nej, det er en kænguru!
"Vi har okså fået sådarn en. Den ar tvo månider."
Aha. Hvis ligheden med mindstemusen er så lille, at du ikke er i stand til at genkende ham som værende et barn, så er én af os altså blevet gevaldigt snydt.
Da jeg både nu og én gang tidligere helt selv har most et barn til verden (og der forresten er vældig mange ligheder mellem mindstemusen og den første, så jeg godt kan genkende børn, når jeg ser dem), så tænker jeg ikke, det er mig. Som er blevet snydt, altså. (Note to self, træk vejret, afhold dig fra kilometer lange sætninger.)
Kanske I er blevet spist af med en polsk gadekøter....eller en kødædende plante.
Jøsses.
Tror det er bedst at holde de spydige tanker for sig selv. Ellers ender vi vel sagtens med et endnu større hul i taget.
Derfor bider jeg mig i tungen, smiler så sødt, som jeg nu kan med gebisset fordybet i eget kød. Hvor spændende. Tillykke med det...eller den....eller noget.
Losser ham ud i haven (vores 3x3 meter fliser) og videre op på taget.
Min ældste knægt er blevet hidkaldt af tumulten og øjner muligheder for et interessant bræk i den sædvanlige hverdagstrummerum. Han er noget mere morgenfrisk end mig. Iført morgenkøbe og skrigende orange sokker leger han nu 20 spørgsmål til håndværkeren. Indenfor ganske kort tid er han på fornavn med Dennis, som er 22 år og slet ikke spor nervøs ved at bestige høje stiger. Dog er han bange for vilde løver.
Godt så.
-----------
2 timer senere.
Dennis er kørt efter at have forsikret mig om, at "nu karn den taaag ik rajne mere".
Næsten ærgeligt. Man kunne kanske have tjent en skilling eller to på et regnende tag. Især hvis det også forstod sig på at løse kvantefysiske ligninger. Well, i det mindste slipper jeg for sumpområder på gulvtæppet.
Og nu vil jeg snuppe en lille lur, uden først at tjekke vejudsigten og arrangere potter og pander under diverse utætheder.
Godnat....og sov godt!
Mødregrupper se hér....GRATIS tilbud fra Sana Sofia
Sana Sofia (mentor, healer og spirituel vejleder...for ikke at nævne et FANTASTISK menneske) tilbyder pt 2 timer ganske gratis til alle mødregrupper.
Til jer, der ikke kender Sana Sofia kan jeg kun sige: gå ikke glip af denne fantastiske mulighed. Sana Sofia er ganske simpelthen en vidunderlig positiv sjæl med et vigtigt budskab...du er god nok (som mor og som person). Udover at dele ud af sine værktøjer og give plads for spørgsmål, vil Sana Sofia også snakke om de forskellige slynger på markedet.
Mere info kan findes hér:
http://www.sanasofia.dk/gratis-til-modregrupper
Til jer, der ikke kender Sana Sofia kan jeg kun sige: gå ikke glip af denne fantastiske mulighed. Sana Sofia er ganske simpelthen en vidunderlig positiv sjæl med et vigtigt budskab...du er god nok (som mor og som person). Udover at dele ud af sine værktøjer og give plads for spørgsmål, vil Sana Sofia også snakke om de forskellige slynger på markedet.
Mere info kan findes hér:
http://www.sanasofia.dk/gratis-til-modregrupper
Søndag havde jeg den fornøjelse, at være alene hjemme med 5 børn.
Ja, 5.
FEM!!!
Både knægten og princessen havde nemlig overnattende pigebesøg.
Jeg havde på forhånd set mig selv gemme mig i et mørkt hjørne til faren var drevet over, men helt ærligt var det en ren fryd. Jeg hørte dem stort set ikke. Efter en times tid overvejede jeg at liste ovenpå i sikker forvisning om, at tavsheden kun kunne betyde én ting. De havde dræbt hinanden.
Det var dog ikke tilfældet. De hyggede sig bare. Stilfærdigt. Uden brok og skænderier.
Det krævede lidt planlægning omkring spisetid. Der skulle laves en ordentlig baljefuld pasta med kødsovs, nok til at mætte en mindre hær/4 forslugne unger, samtidig med at mindstemusen skulle lulles i søvn. Det lykkedes faktisk over al forventning. Supermom rocks.
Dog afledte dagens besøg et par pudsige samtaler. (Nogle gange er det meget svært at være en stille flue på væggen, når latteranfaldet kribler sig vej op gennem halsen.)
Hér følger lige et par brudstykker.....
Knægten starter med at byde veninden velkommen. "Hva skal vi lave, du er MIN gæst, så du må bestemme ALT!"
Ja det er godt min dreng, men pas nu på med at sige den slags til tøzebørn. Det er lidt samme princip som at række fanden en lillefinger. Haha. Om lidt leger i frisør og du har fået flettet lyserøde sløjfer ind i hele kraniet.
"Synes du ik osse den der xylofon er væmmelig?"
- jo han ser farlig ud med kun ét øje!
Xylofon, siger I? Jamen så I ikke Herkules? Hvor kommer big bandet lige ind i billedet?
Nååååå, I mener en cyklop. Kartoffel, tomat...næsten samme sag. Ahem.
Hørt af en gæst ved middagsbordet: "Min far ER faktisk god til noget, han kan både savle ud af mundvigen og spise pizza...på samme tid!"
Og mig som troede, at mænd ikke kunne multitaske. Tsk tsk. I stand corrected. Hehe. Jeg kan så ikke se hendes far i øjnene fremover uden at smile smørret.
"Jeg er bare SÅ sulten, for jeg har næsten ikke fået noget mad derhjemme!"
Arme barn. Som den gode vært tilbyder jeg straks at smørre en skive knækbrød. SÅ sulten var hun dog ikke. En smule slik kunne nok gøre det. Kompromisset blev en klementin.
Ved sengetid hjælper man knægten og hans overnattende veninde til ro. Man skubber en boxmadras mere ind på værelset og de gør klar til at kravle i (dobbelt-)seng.
Man hører den unge dame "nå, sover du altid bare i underbukser?" og knægten svarer nok så frimodigt "næææ nej, nogen gange tager jeg dem af og sover med bar numse....lissom min bonusfar!"
Det er godt, charmetrold, hold så KAJE og kravl i seng!
Ja, 5.
FEM!!!
Både knægten og princessen havde nemlig overnattende pigebesøg.
Jeg havde på forhånd set mig selv gemme mig i et mørkt hjørne til faren var drevet over, men helt ærligt var det en ren fryd. Jeg hørte dem stort set ikke. Efter en times tid overvejede jeg at liste ovenpå i sikker forvisning om, at tavsheden kun kunne betyde én ting. De havde dræbt hinanden.
Det var dog ikke tilfældet. De hyggede sig bare. Stilfærdigt. Uden brok og skænderier.
Det krævede lidt planlægning omkring spisetid. Der skulle laves en ordentlig baljefuld pasta med kødsovs, nok til at mætte en mindre hær/4 forslugne unger, samtidig med at mindstemusen skulle lulles i søvn. Det lykkedes faktisk over al forventning. Supermom rocks.
Dog afledte dagens besøg et par pudsige samtaler. (Nogle gange er det meget svært at være en stille flue på væggen, når latteranfaldet kribler sig vej op gennem halsen.)
Hér følger lige et par brudstykker.....
Knægten starter med at byde veninden velkommen. "Hva skal vi lave, du er MIN gæst, så du må bestemme ALT!"
Ja det er godt min dreng, men pas nu på med at sige den slags til tøzebørn. Det er lidt samme princip som at række fanden en lillefinger. Haha. Om lidt leger i frisør og du har fået flettet lyserøde sløjfer ind i hele kraniet.
"Synes du ik osse den der xylofon er væmmelig?"
- jo han ser farlig ud med kun ét øje!
Xylofon, siger I? Jamen så I ikke Herkules? Hvor kommer big bandet lige ind i billedet?
Nååååå, I mener en cyklop. Kartoffel, tomat...næsten samme sag. Ahem.
Hørt af en gæst ved middagsbordet: "Min far ER faktisk god til noget, han kan både savle ud af mundvigen og spise pizza...på samme tid!"
Og mig som troede, at mænd ikke kunne multitaske. Tsk tsk. I stand corrected. Hehe. Jeg kan så ikke se hendes far i øjnene fremover uden at smile smørret.
"Jeg er bare SÅ sulten, for jeg har næsten ikke fået noget mad derhjemme!"
Arme barn. Som den gode vært tilbyder jeg straks at smørre en skive knækbrød. SÅ sulten var hun dog ikke. En smule slik kunne nok gøre det. Kompromisset blev en klementin.
Ved sengetid hjælper man knægten og hans overnattende veninde til ro. Man skubber en boxmadras mere ind på værelset og de gør klar til at kravle i (dobbelt-)seng.
Man hører den unge dame "nå, sover du altid bare i underbukser?" og knægten svarer nok så frimodigt "næææ nej, nogen gange tager jeg dem af og sover med bar numse....lissom min bonusfar!"
Det er godt, charmetrold, hold så KAJE og kravl i seng!
Fan mail
Jeg er alene hjemme med knægtene, som lige nu hygger sig i fred og fordragelighed.
Jeg har tilberedt en kop velduftende the, som dog smagsmæssigt lader en del tilbage at ønske. Mage til tyndt blomstervand skal man lede længe efter. Dog er det dampende varmt og dét er vel også et succeskriterie af en art.
Jeg tænder min pc og logger ind til min allerførste fan mail. Det tegner allerede til at blive en ganske fortrinlig søndag, må jeg sige.
Jeg læser mailen. Nææææ, hvor hygsomt. Vedkommende læser min lille blog på daglig basis. Jubii.
Læser lidt videre.
SÅ stivner grimassen.
Vedkommende læser kun med for at fryde sig over tastefejl, grammatiske bommerter og anden nedslagtning af det danske sprog. Jamen altså hør nu hér. Det skal da være vedkommende så vel undt. Hvis vedkommende vitterligt ikke har bedre at bruge sin tid på, så for min skyld ingen alarm. Kanske det er en lock outet skolelærer, som savner at rette stile med sirlig røde streger og en lille løftet pegefinger. Slå dig, løs, vense. SÅ er du kommet til det helt rigtige sted. Ser du, jeg er normalvis rimelig velbevandret i dansk grammatik, ligesom jeg alle dage har høstet gode karakterer i retstavning. Jeg kan (de gamle) kommaregler til UG og anser mig selv som sprogligt stærk.
Når dét er sagt, så elsker jeg at lege med sprogets finurligheder. Jeg KENDER alverdens regler, både hvad angår tegnsætning, formuleringer og retstavning, men det betyder ikke, at jeg efterlever dem. Tværtimod. På min blog skriver jeg, som jeg tænker (onde tunger vil nu mumle i skægget,a t så burde bloggen være helt tom...haha). Der sniger sig hjemmelavede ord ind. Mystisk tegnsætning. Og det der er værre. Sådan er det og sådan fortsætter det.
Jeg må igen pointere, at jeg skriver for min egen skyld.
Hvis andre kan finde glæde i mine skriblerier, så værsesgo.
Hvis glæden består i at finde mine skriftlige fejl og mangler, for på den måde at føle sig som en bedre amatørskribent end jeg, så værsesgo.
Der er dog ingenlunde grund til at komponere en længere mail til mig. Det kan under ingen omstændigheder pisse mig af, ej heller tilskynde mig til at ændre min skrivestil eller mangel på samme. Tværtimod finder jeg en udsøgt glæde ved at give et andet menneske en smule livsindhold. So carry on. Se, hvor mange bummerter du kan hitte i overstående. Og godhjertelig søndag til "vedkommende", som nu har fået noget af bruge resten af dagen til.
Jeg har tilberedt en kop velduftende the, som dog smagsmæssigt lader en del tilbage at ønske. Mage til tyndt blomstervand skal man lede længe efter. Dog er det dampende varmt og dét er vel også et succeskriterie af en art.
Jeg tænder min pc og logger ind til min allerførste fan mail. Det tegner allerede til at blive en ganske fortrinlig søndag, må jeg sige.
Jeg læser mailen. Nææææ, hvor hygsomt. Vedkommende læser min lille blog på daglig basis. Jubii.
Læser lidt videre.
SÅ stivner grimassen.
Vedkommende læser kun med for at fryde sig over tastefejl, grammatiske bommerter og anden nedslagtning af det danske sprog. Jamen altså hør nu hér. Det skal da være vedkommende så vel undt. Hvis vedkommende vitterligt ikke har bedre at bruge sin tid på, så for min skyld ingen alarm. Kanske det er en lock outet skolelærer, som savner at rette stile med sirlig røde streger og en lille løftet pegefinger. Slå dig, løs, vense. SÅ er du kommet til det helt rigtige sted. Ser du, jeg er normalvis rimelig velbevandret i dansk grammatik, ligesom jeg alle dage har høstet gode karakterer i retstavning. Jeg kan (de gamle) kommaregler til UG og anser mig selv som sprogligt stærk.
Når dét er sagt, så elsker jeg at lege med sprogets finurligheder. Jeg KENDER alverdens regler, både hvad angår tegnsætning, formuleringer og retstavning, men det betyder ikke, at jeg efterlever dem. Tværtimod. På min blog skriver jeg, som jeg tænker (onde tunger vil nu mumle i skægget,a t så burde bloggen være helt tom...haha). Der sniger sig hjemmelavede ord ind. Mystisk tegnsætning. Og det der er værre. Sådan er det og sådan fortsætter det.
Jeg må igen pointere, at jeg skriver for min egen skyld.
Hvis andre kan finde glæde i mine skriblerier, så værsesgo.
Hvis glæden består i at finde mine skriftlige fejl og mangler, for på den måde at føle sig som en bedre amatørskribent end jeg, så værsesgo.
Der er dog ingenlunde grund til at komponere en længere mail til mig. Det kan under ingen omstændigheder pisse mig af, ej heller tilskynde mig til at ændre min skrivestil eller mangel på samme. Tværtimod finder jeg en udsøgt glæde ved at give et andet menneske en smule livsindhold. So carry on. Se, hvor mange bummerter du kan hitte i overstående. Og godhjertelig søndag til "vedkommende", som nu har fået noget af bruge resten af dagen til.
Lørdagshygge
En ganske almindelig lørdag i Familien Danmarks skød.
Som start på weekenden stod den på grødspisning med mindstemusen. Jeg holdt mig til en meget lille mundsmag blot for at teste temperaturen. Fik helt ondt af det arme barn. Majsmelsgrød er ikke ligefrem en gastronomisk oplevelse af de helt store. Faktisk vil jeg gå så langt som til at påstå, at retten burde befinde sig på listen over forbudte torturmetoder. Fydaføj. Heldigvis er mindstemusens smagsløg ikke rigtigt udviklet endnu, hvorfor han slubre denne grødsubstans, som smager af mel og ligner tapetklister, i sig med største velbehag. Eller...ja, han spytter det da ikke ud igen, hvilket jeg anser som en slående succes (især med tanke på førnævnte smag- og synsoplevelse).
Bagefter lykkedes det hurtigt (efter 35 minutters forsøg) at lulle mindstemusen til ro. Han sov en times tid, lige nok til at lege husalf og komme i tøjet.
En rask gåtur med klapvognen resulterede i dagligvareindkøb og en mindstemus, som helt uhørt sov i 3 lange timer. Jeg tog mig flere gange i at liste ud og tjekke pulsen.
Men muslingen sov, stod den på eftermiddagskaffe og øl med de nærmeste. Du ved, klassisk familie-setup med kæreste, dine-mine-vores børn, kærestens x aKa princessens mor, kærestens xsvigerfatter aKa far til princessemoderen aKa princessens morfar. Forvirret? Ellers kan du hurtigt blive det.
Anyways, så KAN to mænd i samme rum kun betyde én ting. Faktisk TO ting. Øl på bordet og nørdsnak. Som altid faldt snakken på spil, i særdeleshed PC spil, nærmere betegnet WOT.
Foredrag om tanks, skins og strategi kunne således opleves i STEREO. Jojow, lidt heldig har man da lov til at være på sådan en højhellig lørdag.
Efter at have slavet i køkkenet i umenneskelige tider (okay, jeg brugte vel sammenlagt 10 sekunder på at smide et færdigkøbt farsbrød fra slagteren i ovnen, men hvem tager tid), kunne familien nyde et velsmagende måltid stearinlysenes flakkende skær. (JajaJA, det er løgn. Sandheden er, at måltidet blev slugt under en kold, kunstig elsparepære, men det lyder ikke vanvittigt hygsomt og idyllisk, vel?)
Senere forventer jeg at blive forkælet med kærestens selskab, en god film, en halv liter is og søde ord hvisket i min øresnegl. Jeg kan til nød nøjes med mit eget selskab, en god bog, popcorn og anden verdenskrig som underlægningsmusik (og dét er der i virkeligheden nok størst sandsynlighed for).
Som start på weekenden stod den på grødspisning med mindstemusen. Jeg holdt mig til en meget lille mundsmag blot for at teste temperaturen. Fik helt ondt af det arme barn. Majsmelsgrød er ikke ligefrem en gastronomisk oplevelse af de helt store. Faktisk vil jeg gå så langt som til at påstå, at retten burde befinde sig på listen over forbudte torturmetoder. Fydaføj. Heldigvis er mindstemusens smagsløg ikke rigtigt udviklet endnu, hvorfor han slubre denne grødsubstans, som smager af mel og ligner tapetklister, i sig med største velbehag. Eller...ja, han spytter det da ikke ud igen, hvilket jeg anser som en slående succes (især med tanke på førnævnte smag- og synsoplevelse).
Bagefter lykkedes det hurtigt (efter 35 minutters forsøg) at lulle mindstemusen til ro. Han sov en times tid, lige nok til at lege husalf og komme i tøjet.
En rask gåtur med klapvognen resulterede i dagligvareindkøb og en mindstemus, som helt uhørt sov i 3 lange timer. Jeg tog mig flere gange i at liste ud og tjekke pulsen.
Men muslingen sov, stod den på eftermiddagskaffe og øl med de nærmeste. Du ved, klassisk familie-setup med kæreste, dine-mine-vores børn, kærestens x aKa princessens mor, kærestens xsvigerfatter aKa far til princessemoderen aKa princessens morfar. Forvirret? Ellers kan du hurtigt blive det.
Anyways, så KAN to mænd i samme rum kun betyde én ting. Faktisk TO ting. Øl på bordet og nørdsnak. Som altid faldt snakken på spil, i særdeleshed PC spil, nærmere betegnet WOT.
Foredrag om tanks, skins og strategi kunne således opleves i STEREO. Jojow, lidt heldig har man da lov til at være på sådan en højhellig lørdag.
Efter at have slavet i køkkenet i umenneskelige tider (okay, jeg brugte vel sammenlagt 10 sekunder på at smide et færdigkøbt farsbrød fra slagteren i ovnen, men hvem tager tid), kunne familien nyde et velsmagende måltid stearinlysenes flakkende skær. (JajaJA, det er løgn. Sandheden er, at måltidet blev slugt under en kold, kunstig elsparepære, men det lyder ikke vanvittigt hygsomt og idyllisk, vel?)
Senere forventer jeg at blive forkælet med kærestens selskab, en god film, en halv liter is og søde ord hvisket i min øresnegl. Jeg kan til nød nøjes med mit eget selskab, en god bog, popcorn og anden verdenskrig som underlægningsmusik (og dét er der i virkeligheden nok størst sandsynlighed for).
Jaget vildt i eget hjem....eller......kampen mod koppen
Jeg er alene hjemme med drengene. Princessen er hos sin mor denne week end og manden i huset (dér skulle ikke grines) er på job.
Mindstemusen har været i rigtig dårligt humør de sidste par timer, men nu sover han endelig sødt (så længe det varer). Min ældste spiller Need for Speed og leverer selv samtlige lydeffekter.
Selv har jeg smidt mig på sofaen og nyder roen og freden (dog lejlighedsvis afbrudt af knægtens imitation af motorstøj og hvinende dæk).
Døser lidt til "Hun så et mor". Ingen smarte bemærkninger. Det har INTET med min alder at gøre, men skyldes udelukkende det faktum, at vi netop er overgået til den lille kanalpakke. Dermed står valget mellem en gammel kone på eventyr eller en underlig japansk tegnefilm.
Nå, men altså døser jeg lidt på sofaen. Jeg forsøger ikke en gang at danner mig et overblik over de mistænkte i TV. Det er alligevel nok butleren igen.
Ud af øjenkrogen fornemmer jeg bevægelse. Tænker, at hunden egentligt godt må udvise lidt solidaritet og ikke kræve at komme ud lige nu. Sov, hund, SOV.
Hører en snorken ved mine fødder. Hmmmm. Hva faen bevæger sig så i udkanten af mit synsfelt?
Jeg drejer i et hurtigt ryk halsen af led og spærrer øjnene op. Og hvad skuer jeg?
En mother FU stor smadderkop. Sådan én med militørstøvler og en halv hjort mellem fortænderne. Yaiks, den er klam.
Jeg kan ikke UDSTÅ edderkopper. Ikke en gang de små "lykke"kræ. Denne satan er så velvoksen, at jeg et kort sekund ikke tør bevæge mig. På den anden side er jeg ikke helt tryg ved at befinde mig SÅ tæt på dens hugtænder....et rask spring hen over sofaryggen og voila. Flugtforsøg lykkes.
Nu opstår et ganske andet problem. Det har den seneste tid været svært at få et øjebliks MIG-tid. ISÆR i fred og ro. Jeg må på en eller anden måde generobre den belejrede sofa.
Jeg kunne finde en avis og klaske den gentagne gange, men jeg frygter lidt, at den blot vil tage avisen fra mig og slå igen.
Jeg kunne hente støvsugeren og snuse den op. Dog er jeg ikke sikker på, om dens fede behårede krop kan smutte gennem slangen.
Jeg kunne fange den under en gryde, naturligvis indtil den render af med gryden som skjold på ryggen.
Jeg når forholdsvist hurtigt frem til, at direkte drab er den eneste måde at overmande labanen. Drab fra afstand, selvsagt, for jeg tør simpelthen ikke komme for tæt på. Så kaster den mig med garanti rundt.
Nu ejer jeg desværre ikke en storvildtriffel. Det havde jo været det oplagte valg. Men jeg har en sikkerhedsstøvle og en lang træbjælke. Hmmmmmm. Georg Gearløs gå hjem, hér kommer mutter med gaffatape og gode ideer.
At montere en sikkerhedsstøvle på en træbjælke er ret ligetil, viser det sig. Tape er ganske overflødig.
Nu handler det om at snige sig uset ind på byttet. Skjule sig bag sofaryggen. Time sit angreb. Kaste sig frem i det rette øjeblik. Holde godt fast i bjælken og SMADRE støvle-enden ned over krapylet. Meget gerne med stålsnuden nedad.
Sådan dér.
Takket være mine umenneskelige armkræfter er fredsforpesteren ikke bare død. Den er smasket til atomer. De søgerlige rester minder på ingen måde om det farlige rovdyr, der for just få sekunder siden sad på lur efter en luns af min strube. Der er faktisk kun et enkelt sort ben tilbage....eller er det mon et hundehår?....og en rød-brun blodpøl på størrelse med Rio Grande.
Ligegyldigt.
Jeg vil hellere have min slapper på sofaen afbrudt af projekt tæpperens end ligge stiv af skræk grundet et glubsk rovdyr. Så nu vil jeg finde en spand ajax og med mindre uhyrets nærmeste familie er blevet hidkaldt af mit sejsråb, så kan jeg om cirka 15 min uforstyrret genoptage operation døsen på sofaen.
Ps.
Knægten spørger bekymret, hvad der dog er sket. Jeg synes jo man skal skåne sine børn for virkelighedens mest afskyelige kendsgerninger. Jeg nævner derfor intet om edderkoppen, men opfinder hurtigt en lille hvid løgn om en nærgående dørsælger, som mor just har banket lidt sund respekt ind i.
Mindstemusen har været i rigtig dårligt humør de sidste par timer, men nu sover han endelig sødt (så længe det varer). Min ældste spiller Need for Speed og leverer selv samtlige lydeffekter.
Selv har jeg smidt mig på sofaen og nyder roen og freden (dog lejlighedsvis afbrudt af knægtens imitation af motorstøj og hvinende dæk).
Døser lidt til "Hun så et mor". Ingen smarte bemærkninger. Det har INTET med min alder at gøre, men skyldes udelukkende det faktum, at vi netop er overgået til den lille kanalpakke. Dermed står valget mellem en gammel kone på eventyr eller en underlig japansk tegnefilm.
Nå, men altså døser jeg lidt på sofaen. Jeg forsøger ikke en gang at danner mig et overblik over de mistænkte i TV. Det er alligevel nok butleren igen.
Ud af øjenkrogen fornemmer jeg bevægelse. Tænker, at hunden egentligt godt må udvise lidt solidaritet og ikke kræve at komme ud lige nu. Sov, hund, SOV.
Hører en snorken ved mine fødder. Hmmmm. Hva faen bevæger sig så i udkanten af mit synsfelt?
Jeg drejer i et hurtigt ryk halsen af led og spærrer øjnene op. Og hvad skuer jeg?
En mother FU stor smadderkop. Sådan én med militørstøvler og en halv hjort mellem fortænderne. Yaiks, den er klam.
Jeg kan ikke UDSTÅ edderkopper. Ikke en gang de små "lykke"kræ. Denne satan er så velvoksen, at jeg et kort sekund ikke tør bevæge mig. På den anden side er jeg ikke helt tryg ved at befinde mig SÅ tæt på dens hugtænder....et rask spring hen over sofaryggen og voila. Flugtforsøg lykkes.
Nu opstår et ganske andet problem. Det har den seneste tid været svært at få et øjebliks MIG-tid. ISÆR i fred og ro. Jeg må på en eller anden måde generobre den belejrede sofa.
Jeg kunne finde en avis og klaske den gentagne gange, men jeg frygter lidt, at den blot vil tage avisen fra mig og slå igen.
Jeg kunne hente støvsugeren og snuse den op. Dog er jeg ikke sikker på, om dens fede behårede krop kan smutte gennem slangen.
Jeg kunne fange den under en gryde, naturligvis indtil den render af med gryden som skjold på ryggen.
Jeg når forholdsvist hurtigt frem til, at direkte drab er den eneste måde at overmande labanen. Drab fra afstand, selvsagt, for jeg tør simpelthen ikke komme for tæt på. Så kaster den mig med garanti rundt.
Nu ejer jeg desværre ikke en storvildtriffel. Det havde jo været det oplagte valg. Men jeg har en sikkerhedsstøvle og en lang træbjælke. Hmmmmmm. Georg Gearløs gå hjem, hér kommer mutter med gaffatape og gode ideer.
At montere en sikkerhedsstøvle på en træbjælke er ret ligetil, viser det sig. Tape er ganske overflødig.
Nu handler det om at snige sig uset ind på byttet. Skjule sig bag sofaryggen. Time sit angreb. Kaste sig frem i det rette øjeblik. Holde godt fast i bjælken og SMADRE støvle-enden ned over krapylet. Meget gerne med stålsnuden nedad.
Sådan dér.
Takket være mine umenneskelige armkræfter er fredsforpesteren ikke bare død. Den er smasket til atomer. De søgerlige rester minder på ingen måde om det farlige rovdyr, der for just få sekunder siden sad på lur efter en luns af min strube. Der er faktisk kun et enkelt sort ben tilbage....eller er det mon et hundehår?....og en rød-brun blodpøl på størrelse med Rio Grande.
Ligegyldigt.
Jeg vil hellere have min slapper på sofaen afbrudt af projekt tæpperens end ligge stiv af skræk grundet et glubsk rovdyr. Så nu vil jeg finde en spand ajax og med mindre uhyrets nærmeste familie er blevet hidkaldt af mit sejsråb, så kan jeg om cirka 15 min uforstyrret genoptage operation døsen på sofaen.
Ps.
Knægten spørger bekymret, hvad der dog er sket. Jeg synes jo man skal skåne sine børn for virkelighedens mest afskyelige kendsgerninger. Jeg nævner derfor intet om edderkoppen, men opfinder hurtigt en lille hvid løgn om en nærgående dørsælger, som mor just har banket lidt sund respekt ind i.
At træne familien via positiv forstærkning: at tackle sure opstød
eller....
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)!"
Denne sætning er lige så frigørende, som den er anvendelig.
Den kan bruges i et hav af sammenhænge og hver gang vil den give en følelse af frihed og ro. Du lader dig ikke slå ud af et surt opstød, du lader dig ikke trække med ned i en rivende strøm af negativ ladet energi, du forholder dig rolig og fastforankret i dit eget positive sind.
Som de fleste nok vil give mig ret i, så kan man som forældre ikke undgå at havne i den modtagende ende af en hulans masse brok og beklagelser. Du vil på daglig basis befinde dig i skudlinien for dine ungers humørsvingninger, positive som negative.
Det kræver ikke den store ledvogter eksamen at håndtere den postitive ende af spektret. Den mere dystre side er en helt anden snak. Du må lægge øre til alt lige fra almindelig irritation til direkte hysteriske anfald.
Det kræver en god portion overskud og tålmodighed IKKE at lade sig rive med, men det KAN lade sig gøre.
Næste gang dit barn ytrer den store universale konspiration imod dets person, fordi det ikke kan flyve......
Næste gang du må affinde dig med at være den ondeste forældre i hele verden, blot fordi du nægter at servere is til aftensmaden....
Næste gang det umuligt kan være sengetid, bare fordi uret forlængst har vist midnat....
Næste gang du belæres om det urimelige i at deles om tingene og vente på sin tur.....
Næste gang uretfærdigheden slår til, og man ikke må male hinkeruder på vejbanen....
Næste gang du mødes af et mere eller mindre berettiget hysterisk anfald....
så gentag blot mantraet:
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
B,ama Lad dig endelig ikke forfalde til endeløse enetaler, som alligevel ikke tjener det tænkte formål at overbevise dit afkom om rigtigheden af din beslutning. Forsøg endelig ikke at forklare grundene bag din beslutning. Glem alt om moralprædikener eller formanende ord om at "opføre sig ordentligt, høre efter og tale pænt".
Med andre ord; gå ikke ind i en dialog. Du taler alligevel for døve øre.
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
Med denne sætning anerkender du dit barns følelser uden at tage stilling til, hvorvidt de er berettigede. Du undgår en længerevarende diskution midt i kampens hede og kan i stedet tage en saglig snak, når barnet igen er kølet ned. Samtidigt har du holdt dig selv følelsesmæssig neutral og er altså ikke "gået med ned" på barnets konfliktorienterede niveau.
Om noget har du vendt situationen til en positiv oplevelse for både dig og dit barn.
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
Dette mantra kan i virkeligheden bruges i flæng i rigtig mange situationer.
Når din bekendtskabskreds belærer dig om politik og din meget uheldige holdning til emnet....
Når dit livs lys under ingen omstændigheder finder det rimeligt at overlade dig fjernbetjeningen en time om ugen, da han ingenlunde mener, at hans TV skal udsættes for Desperate Housewives afsnit 987.218....
Når vildt fremmede råber af dit i det lokale supermarked, fordi de ikke forstår ganske almindelig køkultur.....
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)!"
Denne sætning er lige så frigørende, som den er anvendelig.
Den kan bruges i et hav af sammenhænge og hver gang vil den give en følelse af frihed og ro. Du lader dig ikke slå ud af et surt opstød, du lader dig ikke trække med ned i en rivende strøm af negativ ladet energi, du forholder dig rolig og fastforankret i dit eget positive sind.
Som de fleste nok vil give mig ret i, så kan man som forældre ikke undgå at havne i den modtagende ende af en hulans masse brok og beklagelser. Du vil på daglig basis befinde dig i skudlinien for dine ungers humørsvingninger, positive som negative.
Det kræver ikke den store ledvogter eksamen at håndtere den postitive ende af spektret. Den mere dystre side er en helt anden snak. Du må lægge øre til alt lige fra almindelig irritation til direkte hysteriske anfald.
Det kræver en god portion overskud og tålmodighed IKKE at lade sig rive med, men det KAN lade sig gøre.
Næste gang dit barn ytrer den store universale konspiration imod dets person, fordi det ikke kan flyve......
Næste gang du må affinde dig med at være den ondeste forældre i hele verden, blot fordi du nægter at servere is til aftensmaden....
Næste gang det umuligt kan være sengetid, bare fordi uret forlængst har vist midnat....
Næste gang du belæres om det urimelige i at deles om tingene og vente på sin tur.....
Næste gang uretfærdigheden slår til, og man ikke må male hinkeruder på vejbanen....
Næste gang du mødes af et mere eller mindre berettiget hysterisk anfald....
så gentag blot mantraet:
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
B,ama Lad dig endelig ikke forfalde til endeløse enetaler, som alligevel ikke tjener det tænkte formål at overbevise dit afkom om rigtigheden af din beslutning. Forsøg endelig ikke at forklare grundene bag din beslutning. Glem alt om moralprædikener eller formanende ord om at "opføre sig ordentligt, høre efter og tale pænt".
Med andre ord; gå ikke ind i en dialog. Du taler alligevel for døve øre.
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
Med denne sætning anerkender du dit barns følelser uden at tage stilling til, hvorvidt de er berettigede. Du undgår en længerevarende diskution midt i kampens hede og kan i stedet tage en saglig snak, når barnet igen er kølet ned. Samtidigt har du holdt dig selv følelsesmæssig neutral og er altså ikke "gået med ned" på barnets konfliktorienterede niveau.
Om noget har du vendt situationen til en positiv oplevelse for både dig og dit barn.
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
Dette mantra kan i virkeligheden bruges i flæng i rigtig mange situationer.
Når din bekendtskabskreds belærer dig om politik og din meget uheldige holdning til emnet....
Når dit livs lys under ingen omstændigheder finder det rimeligt at overlade dig fjernbetjeningen en time om ugen, da han ingenlunde mener, at hans TV skal udsættes for Desperate Housewives afsnit 987.218....
Når vildt fremmede råber af dit i det lokale supermarked, fordi de ikke forstår ganske almindelig køkultur.....
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
Abonner på:
Opslag (Atom)