At træne familien via positiv forstærkning: at tackle sure opstød

eller....
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)!"

Denne sætning er lige så frigørende, som den er anvendelig.
Den kan bruges i et hav af sammenhænge og hver gang vil den give en følelse af frihed og ro. Du lader dig ikke slå ud af et surt opstød, du lader dig ikke trække med ned i en rivende strøm af negativ ladet energi, du forholder dig rolig og fastforankret i dit eget positive sind.

Som de fleste nok vil give mig ret i, så kan man som forældre ikke undgå at havne i den modtagende ende af en hulans masse brok og beklagelser. Du vil på daglig basis befinde dig i skudlinien for dine ungers humørsvingninger, positive som negative.
Det kræver ikke den store ledvogter eksamen at håndtere den postitive ende af spektret. Den mere dystre side er en helt anden snak. Du må lægge øre til alt
lige fra almindelig irritation til direkte hysteriske anfald.
Det kræver en god portion overskud og tålmodighed IKKE at lade sig rive med, men det KAN lade sig gøre.
Næste gang dit barn ytrer den store universale konspiration imod dets person, fordi det ikke kan flyve......

Næste gang du må affinde dig med at være den ondeste forældre i hele verden, blot fordi du nægter at servere is til aftensmaden....
Næste gang det umuligt kan være sengetid, bare fordi uret forlængst har vist midnat....
Næste gang du belæres om det urimelige i at deles om tingene og vente på sin tur..... 
Næste gang uretfærdigheden slår til, og man ikke må male hinkeruder på vejbanen....
Næste gang du mødes af et mere eller mindre berettiget hysterisk anfald....
så gentag blot mantraet:


"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
 
B,ama Lad dig endelig ikke forfalde til endeløse enetaler, som alligevel ikke tjener det tænkte formål at overbevise dit afkom om rigtigheden af din beslutning. Forsøg endelig ikke at forklare grundene bag din beslutning. Glem alt om moralprædikener eller formanende ord om at "opføre sig ordentligt, høre efter og tale pænt". 
Med andre ord; gå ikke ind i en dialog.
Du taler alligevel for døve øre.


"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"

Med denne sætning anerkender du dit barns følelser uden at tage stilling til, hvorvidt de er berettigede. Du undgår en længerevarende diskution midt i kampens hede og kan i stedet tage en saglig snak, når barnet igen er kølet ned. Samtidigt har du holdt dig selv følelsesmæssig neutral og er altså ikke "gået med ned" på barnets konfliktorienterede niveau.
Om noget har du vendt situationen til en positiv oplevelse for både dig og dit barn.

 
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"

Dette mantra kan i virkeligheden bruges i flæng i rigtig mange situationer.
Når din bekendtskabskreds belærer dig om politik og din meget uheldige holdning til emnet....

Når dit livs lys under ingen omstændigheder finder det rimeligt at overlade dig fjernbetjeningen en time om ugen, da han ingenlunde mener, at hans TV skal udsættes for Desperate Housewives afsnit 987.218....
Når vildt fremmede råber af dit i det lokale supermarked, fordi de ikke forstår ganske almindelig køkultur..... 
 
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"

 




 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar