Jeg er alene hjemme med drengene. Princessen er hos sin mor denne week end og manden i huset (dér skulle ikke grines) er på job.
Mindstemusen har været i rigtig dårligt humør de sidste par timer, men nu sover han endelig sødt (så længe det varer). Min ældste spiller Need for Speed og leverer selv samtlige lydeffekter.
Selv har jeg smidt mig på sofaen og nyder roen og freden (dog lejlighedsvis afbrudt af knægtens imitation af motorstøj og hvinende dæk).
Døser lidt til "Hun så et mor". Ingen smarte bemærkninger. Det har INTET med min alder at gøre, men skyldes udelukkende det faktum, at vi netop er overgået til den lille kanalpakke. Dermed står valget mellem en gammel kone på eventyr eller en underlig japansk tegnefilm.
Nå, men altså døser jeg lidt på sofaen. Jeg forsøger ikke en gang at danner mig et overblik over de mistænkte i TV. Det er alligevel nok butleren igen.
Ud af øjenkrogen fornemmer jeg bevægelse. Tænker, at hunden egentligt godt må udvise lidt solidaritet og ikke kræve at komme ud lige nu. Sov, hund, SOV.
Hører en snorken ved mine fødder. Hmmmm. Hva faen bevæger sig så i udkanten af mit synsfelt?
Jeg drejer i et hurtigt ryk halsen af led og spærrer øjnene op. Og hvad skuer jeg?
En mother FU stor smadderkop. Sådan én med militørstøvler og en halv hjort mellem fortænderne. Yaiks, den er klam.
Jeg kan ikke UDSTÅ edderkopper. Ikke en gang de små "lykke"kræ. Denne satan er så velvoksen, at jeg et kort sekund ikke tør bevæge mig. På den anden side er jeg ikke helt tryg ved at befinde mig SÅ tæt på dens hugtænder....et rask spring hen over sofaryggen og voila. Flugtforsøg lykkes.
Nu opstår et ganske andet problem. Det har den seneste tid været svært at få et øjebliks MIG-tid. ISÆR i fred og ro. Jeg må på en eller anden måde generobre den belejrede sofa.
Jeg kunne finde en avis og klaske den gentagne gange, men jeg frygter lidt, at den blot vil tage avisen fra mig og slå igen.
Jeg kunne hente støvsugeren og snuse den op. Dog er jeg ikke sikker på, om dens fede behårede krop kan smutte gennem slangen.
Jeg kunne fange den under en gryde, naturligvis indtil den render af med gryden som skjold på ryggen.
Jeg når forholdsvist hurtigt frem til, at direkte drab er den eneste måde at overmande labanen. Drab fra afstand, selvsagt, for jeg tør simpelthen ikke komme for tæt på. Så kaster den mig med garanti rundt.
Nu ejer jeg desværre ikke en storvildtriffel. Det havde jo været det oplagte valg. Men jeg har en sikkerhedsstøvle og en lang træbjælke. Hmmmmmm. Georg Gearløs gå hjem, hér kommer mutter med gaffatape og gode ideer.
At montere en sikkerhedsstøvle på en træbjælke er ret ligetil, viser det sig. Tape er ganske overflødig.
Nu handler det om at snige sig uset ind på byttet. Skjule sig bag sofaryggen. Time sit angreb. Kaste sig frem i det rette øjeblik. Holde godt fast i bjælken og SMADRE støvle-enden ned over krapylet. Meget gerne med stålsnuden nedad.
Sådan dér.
Takket være mine umenneskelige armkræfter er fredsforpesteren ikke bare død. Den er smasket til atomer. De søgerlige rester minder på ingen måde om det farlige rovdyr, der for just få sekunder siden sad på lur efter en luns af min strube. Der er faktisk kun et enkelt sort ben tilbage....eller er det mon et hundehår?....og en rød-brun blodpøl på størrelse med Rio Grande.
Ligegyldigt.
Jeg vil hellere have min slapper på sofaen afbrudt af projekt tæpperens end ligge stiv af skræk grundet et glubsk rovdyr. Så nu vil jeg finde en spand ajax og med mindre uhyrets nærmeste familie er blevet hidkaldt af mit sejsråb, så kan jeg om cirka 15 min uforstyrret genoptage operation døsen på sofaen.
Ps.
Knægten spørger bekymret, hvad der dog er sket. Jeg synes jo man skal skåne sine børn for virkelighedens mest afskyelige kendsgerninger. Jeg nævner derfor intet om edderkoppen, men opfinder hurtigt en lille hvid løgn om en nærgående dørsælger, som mor just har banket lidt sund respekt ind i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar