Kiai!!!!

I går aftes blev det endelig til for knægtens forhandlingsmøde i den lokale karate kidzz dojo.
Han har den seneste måned snakket meget om, at han gerne vil gå til boksning. Da der ikke findes nogen børnehold hér i byen, ville det betyde to ugentlige ture til Kbh. SÅ sportinteresseret er jeg ikke. Hverken økonomi, logistik eller almindelig planlægning talte for denne løsning.
Alternativet blev at kontakte byens karate klub. Eneste krav for optagelse er, at man er fyldt 6 år. Hmmmmm. Trolden fylder først år i midten af november.
Jeg kontaktede alligevel klubben. Mit håb var, at de måske kunne foreslå nogle øvelser, som han kunne hygge sig med herhjemme, så han ikke mistede interessen inden opstart. Vi blev derfor inviteret ned til en lille snak.

Vi ankom lidt før tid til en bunke ninja-klædte småfyre, som hujende som gale hunde fræs rundt i hele salen.
Milde bonzai, tænkte jeg, sikke dog et postyr.
Det endte dog brat, da senpai trådte ind. Øjeblikkelig ro. Respektfulde drenge, som på sekunder havde indfundet sig på række og geled i bedste militærstil.
Der blev hilst på senpai, hinanden, dojoen og den nedgående sol. (Mit japanske er ikke just flydende, så jeg må gætte mig lidt frem.)
Mokuso fulgte ret bagefter. (Nja, det ligner noget meditation, dog siddende på knæ og ikke i lotus-stilling a la Buddha.)
Drengene blev sat i gang med en kata og lydniveauet nåede uanede højder. Senpai førte an og talte derudaf på japansk "i-chi....ni....san...shi...." osv. Drengene udførte deres kata, fulgt op af kampråbet.
Min egen knægt glemte et øjeblik helt at se stor ud. Forskrækket for han sammen ved min side med rædsel malet i ansigtet og hænderne klasket for ørerne. Havde jeg ikke været så benovet af drengenes koncentration, havde det nok været svært at kvæle et grin eller to.
I en kort pause anviste senpai os en plads på sidelinien. Ikke vildt behageligt at sidde sammenkrøllet på en 15 cm høj (eller rettere lav) træpind, men man gjorde dit for ikke at ligne en anskudt parakit).
Knægten blev kort sat ind i senpais plan. Overvære træningen, samtale bagefter. På den måde vidste han ligesom, hvad han gik ind til. Han tøede lidt op....fjernede hænderne fra ørerne.....og holdt et mindre foredrag om PC spil.
Senpai vendte igen fokus mod drengene på gulvet. Nu stod den på 2x10 armbøjninger på knoerne....direkte på salens trægulv. De forventedes at have øjenkontakt med en makker under udførelsen (hvilket nok var meget godt, for så opdagede de ikke deres læremesters fejl). Og de gjorde det. Tilmed rigtig flot.
For god ordens skyld bør jeg nok nævne, at vi overværede et graduerings-/stævneord. Selvom drengene kun var 8-10 år, så bestod holdet udelukkende af orange og blå bælter.

En hel time legede jeg pipfugl på min pind. Så blev min mås endelig udfriet af sine pinsler. Dagens træning var forbi og jeg kunne igen strække benene, rette rykken og rokere mit hofte/bækken-parti tilbage i vant position. Min rygrad knagede en del, men for hunne det var rart.

Vi gik derfra 10 min senere. Knægten har fået en fin invitation til at deltage i træningen næste onsdag. Han må falde ind, så godt han kan og melde fra, når det er for svært. Nybegynder og gradueringshold er ikke et helt optimalt match.
Nå, i juni er der graduering igen. Juli og august går med stævner. 1 september starter helt nyt hold op og knægten har fået dispensation til at starte dér, selvom han ikke fylder 6 år før medio november. Indtil da må han træne lidt hjemme og vurdere, hvorvidt han virkelig gerne vil det hér eller hans interesse blot er en døgnflue.

På vejen hjem var knægten mest interesseret i én ting: hvordan han nu kan nå at lære japansk inden opstart i september....for han har rykket pædagogerne i sfo for at lære engelsk og tysk, men de har sagt nej. Hvis de ikke vil lære ham dét, så vil de nok heller lære ham japansk!
Jeg tænker, at han har ret.
Jeg antager, at de lærer de anvendte gloser til træning.
Jeg håber i hvert fald ikke, at jeg forventes at lære ham japansk på et par måneder.
Jeg bør vel for en sikkerheds skyld sætte mig lidt ind i det.
Yoi!