Knægt og kærlighed

Et roligt øjeblik med knægten, helt nøjagtigt på gåtur i byens gader.
Vi småsludrer om løst og fast. I ved, alt lige fra myretuers opbygning, dinosauernes massedød og Spidermans onde tvilling.
Pludselig, helt ud af det blå, udbryder han: " og så går jeg bare hér og er helt kæresteløs!"
Hvor pokker kom dén lige fra?
Er han allerede nået den alder?
Og hvordan undertrykker man den spirrende fnisen over hans alvorlige ansigtsudtryk?
- du kunne måske godt tænke dig en kæreste?
Jeg vover at spørge, skønt jeg frygter svaret. Jeg husker tydeligt, da han i en alder af 3 år glædestrålende proklamerede at nu var han blevet kæreste med Harry. Fra børnehaven. Og de fælles planer involverede en masse ræveunger og en fed racerbil.
Jeg mindes også hans indædte skræk for pigelus, en frygtelig lidelse som smitter eksplosivt i børnehaven.
"2"
- hva snakker du om? 2 hva?
Jeg kan ligefrem mærke mig selv skvatte bag af vognen og ramme asfalten med 120 i timen.
"Halloooooo. Kærester. 2 kærester. Lissom!"
Nå, javel ja. TO kærester. Intet mindre kan vel gøre det, når man har selvtilliden i orden.
- og hvem kunne du så tænke dig som kærester?
Jeg sender en stille bøn til himmels. Lad det ikke være drengenavne. Det var svært nok at videreformidle ønskesedlen med den lilla princessebil og de lyserøde stiletter til faderen. Forvent ikke at jeg skal være budbringer af flere pudsige indfald, slet ikke til en mand, som aspirerer til rensdyrjæger. Med vaskeægte skarpladt våben.
Jeg ånder lettet op, da knægten nævner to pigenavne. Morer mig lidt over aldersspringene. Den ene er 7, den anden 17.
Haha.
En til pjat og en til pligter, eller noget.

🌀

Bemærker i de følgende dage, at alt handler om store følelser og kærlighed.
Han bygger kærestepar af lego, bilerne bliver gift med dinoer og han spørger konstant om lov til at besøge sin veninde på 7 år.
Jeg lover, at der skal arrangeres en legedate snart.

🌀

Så oprandt dagen.
Den store dag, hvor knægten tager på eftermiddagsvisit i 5 timer hos veninden.
Han har pakket en taske og tripper utålmodigt ved døren.
Da det bliver tid, glemmer han helt at sige farvel til sin mor. Nye spændende eventyr venter forude og den gamle sentimentale må se ham drage afsted uden at se sig tilbage. Suk.

Timerne går.
Går det mon godt derovre?
Kan de overhovedet enes så længe?
Enes de FOR godt?
Har de rottet sig sammen og brændt hytten ned til grunden?
Er der gidsler, som bør reddes?
Jeg må hellere diskret ringe og forhøre mig.
Hm. Alt står roligt til. Han har ikke hjemvé og ligger heller ikke døden nær med pigelus. De leger og hygger. Huset står endnu. Ingen casualties.
Han er den fødte gentleman. (Dét vidste jeg nu godt.)
Mors lille dreng er ved at være stor. Snøft.

🌀

35 minutter før aftalt tid bliver jeg ringet op.
Knægten vil gerne hjem.
NU.
Og det kan ikke gå hurtigt nok. Kan jeg skynde mig, ja, faktisk helst hente ham for 10 minutter siden.
Jeg iler der over.
Lige da jeg skal til at banke på, bliver døren revet op. En lille sort sky tramper ud.
"Piger er ÅNDSsvage!!!" Brøler den og blæser forbi mig hen af fortovet.
Hov, havde han ikke en taske med?
Jeg vover at spørge.
"Jo, og den henter DU....JEG går ikke ind til HENDE igen!"
Hmmmm jeg er ikke just nogen Einstein, men jeg antager at kærestedrømmene er uddøde. Frieriet ligger vist ikke lige rundt om hjørnet længere.

Vel hjemme får mor hér et stort knus. Knægten erklærer sin store kærlighed. Til mig. Moren. Den sikre havn.
Magtbalancen er genoprettet :)