Træls tirsdag

Hvor ville jeg gerne skrive et super morsomt indlæg fyldt med energi og overskud.
Sandt at sige, har dagen i dag bare ikke VÆRET super morsom og fyldt med energi og overskud.
Tværtom har de tunge sorte skyer ligesom kredset om mit lille spinkle jeg (Nej, skat, jeg er IKKE bredrøvet...blot lidt sund rund....og forresten er rund lig med geometrisk perfektion, så du skal ikke brokke dig!) hele dagen.

Jeg vågnede i god tid til at sende knægten i SFO. Efter at have besteget trappen til første salen i bedste 7-tals-stil, hørt knægten skiftevis snorke og gø som en døende sælhund, væltet mig neden under igen og genindtaget min dyne, kom åbenbaringen til mig: fridag til knægten.....søvn til mig.
Jeg lukkede mine små glugger og VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL. NOGEN var vågen og krævede min fulde opmærksomhed. (Denne NOGEN var naturligvis mindstemusen, ikke skattemusen.)
Fodre....blunde....VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL.
Gårsdagens besøg hævnede sig nu, hvor der atter var faldet ro på det lille hjem.
Det er simpelthen utroligt, så højt og vedvarende, en lille bitte mindstemus kan skrige. Endnu mere utroligt, at han så let overstimuleres. Det arme pus kan simpelthen ikke finde ud af at lukke af i tide. I stedet kører alle hans sanser i højeste gear. Når så der er ro på og alt vender tilbage til "normale" tilstande, så kan han ikke finde ud af at koble fra igen. Hans sanser er stadig høj-spændte. Og SÅ kommer reaktionen med forsinket kraft og 420 i timen.
80 minutters vandring op og ned af stuegulvet med en tung mindstemus dinglende på venstre underarm opbygger ikke blot en vis muskelmasse, men sandelig også nakke/skulder-myoser på størrelse med stegepander.
Intet syntes at virke. Både bryst og flaske blev afvist. Bleen var nyskiftet. Han virkede hverken for varm eller kølig. Musik var noget, Fanden havde skabt i vrede og nu fik det mindstemusen til at skabe sig. Han ville under ingen omstændigheder ligge selv og han ville da så absolut heller ikke nusses eller krammes.
Hans lille krop var spændt som en flitsbue og stiv som et bræt. Armene fægtede stift i luften. De små hænder nev og rev og kradsede og flåede. Stemmen var høj og skinger, faktisk direkte skrigende. Jeg har kun én gang før hørt noget tilsvarende og det var, da jeg i tidernes morgen overværede kastration af smågrise, vel at mærke uden bedøvelse. Bestemt ikke en lyd, man ønsker at høre fra en lille pattegris og SLET ikke fra sit eget spæde afkom. (INGEN sjove kommentarer og sammenligninger, ellers tak.)
Hvor om alt er, så glæder jeg mig usigeligt meget til mandagens sundhedsplejerskebesøg. Jeg har nemlig for længst lagt al afmagt og selvmedlidenhed bag mig. Nu er min stædighed og kampgejst tilgengæld vakt. Sundhedsplejersken kommer til at tage mig seriøst denne gang eller blive skiftet ud. 
Der er intet "heeeeelt normalt" ved denne type gråd, ej eller hans kropssprog. Der er til gengæld et tydeligt mønster i hans "anfald". Det hér er ikke "normalt", det er ikke "bare" for at få min opmærksomhed og det skal IKKE bagatelliseres.
Mindstemusen siger ikke sådan uden grund og jeg helmer ikke, før grunden er fundet og problemet afhjulpet. Eller som MINIMUM forbedret.  

Nå, endelig lykkedes det at lulle mindstemusen til ro og opbygge endnu en fin myose. Wunderschön eller nowt.
Tilbage i sengen. En LILLE formiddagslur mens mindstemusen sov. 
"MOOOOOAAAAAAAAAAAAAAAR"
Jeg var nær væltet ud på gulvet af skræk.
"Jeg æææææælsgar daj!"
Modtog et meget vådt kys i panden. Knægten så irriterende morgenfrisk ud. Munden kørte allerede på højtryk, dog var jeg for træt til at finde hoved og hale i alle de (garanteret) meget nyttige informationer. 
På bestilling smurte jeg verdens klammeste morgenmad (man skal vist være dreng på 5 år for at finde nydelse i leverpostej til morgenmaden) og blokerede således motormunden for en stund. 

Jeg snuble-løb tilbage til sengen. Aaaahsa. Ro og fred, varm dyne. SUK for en fryd.
Noget vådt og koldt gled op af mit ben. Et kort sekund overvejede jeg at stikke skatten ved min side en flyveskalde, men et hurtigt blik på klokken overbeviste mig hurtigt om hans uskyld. (9:13 er laaaangt fra morgen i hans univers.)
Hva kunne det så være? En snegl? En vandmand? Nææææ nej, en schæfersnude. At mase 35 kg hundedødvægt ned i fodenden og selv lege rullepølse med dynen.

"SKÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆG med BOOOOOOOOOOOOOOGstaVEEEEEEEER...."
Hvem hva HVOR er der krig?
Med hjertet oppe i halsen røg jeg sidelæns ud af sengen af forskrækkelse blot for at erfare, at knægten så fjernsyn. Milde mammut for et lydniveau. Jeg fik dog med vilde fagter afværget yderligere volumen-styrke, ja, faktisk skruede han en anelse ned.
ENDELIG lidt tiltrængt søvn.
Snork snork pyyyyyh!
BANG slam KRATCHS bum BOING tramp tramp BUMP.
Døden nær af chok halsede jeg op af trappen til første salen for at redde ungerne fra elefant-invasionen. Ninja-fanterne var dog flygtet i en støvsky, inden jeg nåede helt op. Tilbage sad to meeeget uskyldigt udseende børn, som hvast adspurgt informerede om, at de "ikke havde hørt noget, for de legede giraf-geder!" (eller var det krokofanter? Elediller? Sismofytter? Sabeltiger-varulve? Mammut-zombier? What ever underlige dyr de nu skulle forestille at være, var det i hvert fald nogen maje stilfærdige nogen, bedyre de i kor. For en gang skyld total enighed. Lurede jeg et komplot? Hmmm.)
Anyways, efter at have konstateret at elefanterne havde forladt hjemmet uden at tage ungerne med, besluttede jeg at opgive projekt sov længe. I stedet tvang jeg lidt morgenmad i den så absolut ikke sultne tweenie, som beviste sin manglende hunger ved kun at sætte to store rugbrødsboller til livs. 

Skattemusen rørte på sig. Det ene øjenlåg gled 2 millimeter op mod brynet, men heldigvis hang pandehåret ned til midt på kinden og kunne således bortfiltrere det værste sollyd. En hjørnetand kom til syne i den ene skæve mundvig. Næsen mimrede og opfangede den spæde snus af friskbrygget kaffe. BOIIIING. Øjenlåg gled i, munden lukkede sig og kroppen klaskede slapt bagud. Alt i én og samme bevægelse. Tak himlen for mange bløde puder i sengen, ellers kunne følgevirkningerne af et sådan stunt have været svært fatale. 
Man kender jo sin store mus. Man véd jo, at dette dagens første spæde livstegn er et signal til igangsættelse af  én af parfoldets vigtigste discipliner, det ypperste tegn på kærlighed og hengivenhed. Derfor skyndte jeg mig også at gøre klar. 
På nul komma nul tre havde jeg hentet en kop varm kaffe spædet op med lige dele sukker og mælk. 

Et kort øjeblik senere (cirka 17 minutter, men hvem tager dog tid) slog hr. studmuffin endelig øjnene helt op, snuste til kaffen og hældte en halv kop direkte i halsen. 
Omtrent samtidig vågnede mindstemusen med et skrig værdigt til brandalarm.
NU var alle familiens medlemmer endelig vågne (more or less) og klar til dagens dont (mest less).

Princessen skulle lave lektier, hvorfor det næste afsnit er faldet for censuren.
-----------
----------------------------------
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
ø-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
--------------------------------------------------
-----------------------------------
-
-------
------------------
Med andre ord: hun var lodret urimelig og minus samarbejdsvillig.
Farmanden skulle på arbejde, så gæt hvem der trak nitten i lotteriet.
Om jeg dog begriber, hvad det show skal til for. Skrig og skrål, gråd og tænders skæren. I 1 time og 20 minutter hørte jeg kun "jæ ka ik find U A deeeeeeeet". Så tørrede hun snotnæsen af i håndfladen, tog et klistret greb om blyanten og løste et gangestykke på under 15 sekunder. Trods lidt løs snakken var hun færdig med 14 stykker i løbet af 15 minutter. Tøzebarnet har et ganske glimrende hoved skruet fast på sine skuldre. Hun KAN godt......men det er ikke altid, hun VIL. 

Som en ekstra bonus forstærkede den ældstes gråd den yngstes skrigetur. Hold op, for et spektakel. Da princessen igen var glad og smilende, valgte mindstemusen at synge solo. 
Klokken slog 15, før han faldt til patten, så at sige. Også ganske bogstaveligt. Indtægten førte til kontant afregning i form af løbende udgift. Helt ned i sokkerne kom det. Jubel og glæde or not.
Hoved- hale-  hæl-rengøring, ny ble forsvarligt påspændt, køredragt fastmonteret og SÅ ud og trille med klapvognen. En times shoppingtur blev det til før han atter krævede et solidt foder og vi derfor vendte næserne hjemad. Det sidste stykke vuggede jeg mindstemusen på venstre underarm, mens klapvogn i bedste godsvognsstil, belæsset med mine superbe indkøb fra udsalget i genbrugsen, blev trukket bagefter. 

Vel hjemme ville skrigeturen ingen ende tage. Rimelig svært at fylde føde på skrigende baby, vil jeg lige sige. Heldigvis skreg han kun fra 16:20 til 20:30. Tilgengæld skreg han uafbrudt. Noget af en kraftpræstation. Dog ikke én jeg behøves opleve igen!!!!

Nu nærmer klokken sig midnat. Igen.
Jeg har de sidste par timer tilberedt aftenkaffen, ryddet op i køkkenet, ordnet vasketøj, fikset en natlampe, puttet knægten, kysset gemalos velkommen hjem og stenet lidt mig-tid foran min skærm.
Nu vil jeg nat-fodre vilddyret (mindstemus kan godt være nogen farlige små bæster.....de gnaver sig lige ind midt i éns hjerte, hvor de suger sig fast for evigt) og SÅ vil jeg døse hen i den længe ønskede lur!