Tænk, at man kan smide sig mageligt klokken 22 og tænke "jeg har haft travlt hele dagen, men hva hulan har jeg egentligt nået?"
Jooooh, først stod jeg jo op i tide til at gale hønsene op.
Mindstemusen blev fordret (okay, sandt at sige sugede han selv løs, mens jeg rævesov 20 minutter længere).
Knægten blev vækket og tvunget til at indstille kampråbene, så skattemusen ikke vågnede død af skræk. (Rimeligt bittert, sådan at vågne op til en ny dag og opdage, at man er død.)
Vi fik i fællesskab smurt madpakke, spist morgenmad og hvisket (nogen mere højlydt end andre) os til enighed omkring beklædning. Jeg opgav kravet om handsker i jakkelommen for en sikkerheds skyld, mod at han ikke tog i SFO iført termojakke og underdrenge.
Mindstemusen blev forsvarligt pakket i klapvognen og så marcherede vi i gåsegang mod SFOen.
Efter at have afleveret knægten, vandrede jeg fredfyldt afsted på en lille idyllisk morgentur med klapvognen. (Ja ja JAAH, virkeligheden er en ganske anden. Mindstemusen var alt andet end samarbejdsvillig, han var faktisk direkte urimelig og skreg som en besat. Jeg nærmere løb end gik, sveden piblede frem på panden og frustrationen bankede lige dér inde bag tindingen. Det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem hurtigst muligt, inden nogen anmeldte mig for børnemishandling. Ét eller andet sted lyder virkeligheden bare ikke helt så barsels-hygge-agtig, hvorfor jeg fastholde min lille hvide løgnehistorie. Basta!)
Som sagt slentrede jeg afsted med klapvognen, mens jeg nynnede i kor med morgenstundens forårsfugle (for at overdøve mindstemusen skrigetur....ahem).
Vel hjemme stod den på de sædvanlige hyggeprojekter (skift af lorteble, baby-OL i mælkesugning, optørring af gylp-tsunami og fjernelse af udnyste bussebørger), inden mindstemusen igen blev puttet til en lille lur.
Imellemtiden var bonus-princessen vågnet og gjorde sin entré. I bedste deja-vú-stil anrettede jeg endnu en morgenbuffet (ristet toast og skinke er vel også en slags mad), denne gang til tonerne af Sigurds Bjørnetime.
Jeg legede hjemmeundervisning og der blev lavet matematik-opgaver i næsten en time.
Mindstemusen vågnede lige, da vi var blevet færdige med perspektiv-tegningerne, så imens familiens yngste og ældste barn havde søskende-hygge i stuen, kogte jeg manna-majs-grød. (Kald mig spelt mor eller kontrolfreak, men jeg foretrækker altså at lave al babys mad fra bunden. Så slipper jeg for den kunstige smag af konserveringsmidler og E-numre. Jeg ved 100% hva baby får at spise. Jeg sparer penge. Totalt win-win.) For at udnytte tiden bedst muligt, satte jeg skam også "morgen"-kaffe over til stud-muffin, som fornuftigt nok havde sat vækkeuret til tidligt. Du ved, 11:30. Man skal jo ikke sove hele formiddagen væk.
Mindstemusen blev fodret. Han virkede vældig tilfreds med mutters kogekunst, så tilfreds, at han næsten ikke kunne koncentrere sig om at spise. Han skulle jo smile og spjætte, sparke og grine af bare iver. Måltidet endte da også med at trække så meget ud, at grøden blev kold og trak skind. Fyffer pyffer, siger jeg bare, men minstemusen lod til at synes bedre og bedre om grøden. Jaja, hver sin smag (eller mangel på samme).
Serverede kaffe på sengen, uden at spilde på mandens bare hud. Tjek.
Underholdt selv samme mand med små anekdoter fra formiddagens dont samt satte ham grundigt ind i eftermiddagens program. Meget vigtigt, for han skulle jo møde på job kl 13. Han skulle nødig føle sig holdt uden for. Han påstår selvsagt, at han overhovedet ikke behøver høre om alle mine små ærinder, meeeeeen man kan nok læse mellem linier i mandens dagbog. Saføli vil han helst ikke gå glip af en eneste lille detalje. SÅ kærlig og omsorgsfuld er han nemlig. Altid interesseret og intenst lyttende. (Det er i hvert fald den teori, jeg vælger at tro på, indtil min barsel er overstået og jeg igen kan deltage aktivt i sociale arrangementer. Med sociale arrangementer mener jeg især, faktisk udelukkende, situationer hvor jeg kan få verbalt afløb uden for hjemmets fire vægge. UDEN at skulle råbe for at overdøve en sur mindstemus, som vil hjem i trygge rammer per omgående.)
Bonus-princessen var i overraskende godt humør og lagde selv op til en god snak. Naturligvis var hun ikke enig i alle vores betragtninger, men anerkendte dog at vi trods alt er de voksne og derfor til hver en tid kan trække trumfkortet og overrule hendes teenage-flip. Vi nåede alle tre at snakke næsten 1 time, før vores yndlingsmand skulle på arbejde....og vi tøzer (og mindstemusen) skulle udenbys for at besøge tandreguleringen. Det er bare ikke sjovt at være 11 år, præ-teen samt den første og eneste i klassen med bøjle. Jeg skal da også lige love for, at hendes gode humør forduftede som dug for solen, så snart vi trådte ind af døren derovre. Formaninger fra tandteknikerne fik om muligt mundvigene til at trække endnu længere mod syd og man må undres over, at hun ikke snublede i dem. Jo, lille Laus aKa Krumme var inde på noget af det rigtige. Det ER svært, at være 11 år, for der er MEGET, som man ikke forstår.
Midt i tumulten omkring nye røntgenbilleder, tidsbestilling og almen surhed, valgte mindstemusen at skrige højt og inderligt på føde og efterfølgende fylde bleen ned til knæhaserne.
Sammenlagt tog konsultationen 87 år, men hvææææm tæller!
Jeg var dog rimelig lettet over at slippe ud derfra med min sunde fornuft i rimelig behold. Jeg havde ligeså mange børn med, som da jeg ankom....og de var begge "mine".
Køreturen hjem foregik med skrig og skrål fra autostolen, en rædsom RnB sang som baggrundsstøj og en begyndede pande-migræne midt i det tredje øje.
Hjem, ammede mindstemusen, supplerede med en hurtig flaske. Pakkede mindstemusen i klapvognen. Lokkede hunden i bur. Smed en portion lasagne efter princessen. Låste hende forsvarligt inde (bare roligt, hendes far siger, at det er helt ok.....han har det faktisk allerbedst, når hun er låst inde og foretrækker dén strategi, indtil hun fylder 40) og suste ud af døren. Bare liiiige en hurtig handletur og så hjem inden princesse-moderen dukkede op til kaffe.
Og hvad skuede så mit øje sådan cirka 100 meter væk?
Princesse-moderen, på vej allerede.
Indså, at min tidsplan var skredet en del og klokken var væsentligt mere, end beregnet.
Ikke stresse, dyb indånding og ny slagplan.
Nå, fælles indkøbstur....SÅ hjem til kaffen.
Vi var dog ikke de eneste, som havde fået den geniale idé. At handle, altså.
For syv spætter, der var mange mennesker i butikken. Man snoede sig rundt og forsøgte at huske alt, mens det summede om ørerne på én. Jeg brugte tiltider klapvognen som rambuk for at komme frem. Jeg har ærlig talt fortrængt det meste af turen. Husker dog, at jeg kom hjem og huskede, at jeg alligevel havde glemt noget. Pokkers.
Kaffen gled heldigvis fint ned og vi fik skam også klaret et lille praktisk projekt. Jojo, produktive var vi skam. Så produktive, at tiden nær var rendt fra mig, så jeg måtte bede skattemusen samle knægten op på vejen hjem fra arbejde. (Naturligvis var jeg da ikke ved at glemme min knægt i SFOen...det havde da hele tiden været min hensigt at ringe til manden min OG fritteren i absolut sidste øjeblik, lyde febrilsk og ændre planen, så knægten lissom ku få lov til at bonde med sin bonusfar og vise fritteren frem på 1 minut.)
Da alle familiemedlemmer således var samlet under ét tag igen, valgte jeg at dessertere. NOGEN måtte jo indkøbe de ting, som jeg havde glemt på dagens første indkøbstur. Og sådan scorede NOGEN sig en lille mini-ferie på 45 minutter. Aaaaah hvor herligt, siger jeg bare.
Da jeg kom hjem, var mine batterier fuldt opladet igen. Heldigvis, for nu stor den på madlavning til storfamilien. Jeg havde kastet mig ud i hjemmelavede fritter, 2 slags kød, en sauce og en rest salat fra i går. Imens røg knægten (som lignede en skovbund) i bad, mindstemusen overvejede et hys-anfald men blev dog pacificeret af en babs.
Tiden fløj afsted og pludselig havde vi spist, de andre havde ryddet pænt op og ungerne fortrak sig til førstesalen. Den ene for at stene til en tegnefilm inden sengetid, den anden for at udnytte det sidste varme vand.
Den sidste time er gået med at fodre mindstemusen og lulle ham i søvn oven på en begivenhedsrig dag, kysse knægten godnat og flette princessens lange manke. Dagens vasketøjsbunke blev overvundet og jeg har udarbejdet en dosmerseddel for resten af ugen.
Nej, jeg har da ikke rigtigt nået noget. HOST. (Ironi kan forekomme.) Muligvis ikke noget målbart, men dog har jeg ikke haft mange minutters fred og ro. De nære værdier er tilgengæld blevet plejet, ligesom de vigtigste pligter er blevet tilgodeset.
Nu ligger alle ungerne i deres senge, huset er stille rent bortset fra tanks-krigen i den anden ende af stuen og jeg GIDER IKKE MERE i dag. Godnat....og sov godt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar