Morgenvækning

Klokken er kvart over kvalme.
Natten har været præget af sur baby, så ærlig talt nægter jeg at stå ud af sengen, da det diskret banker på.
Det nytter dog ikke noget at ignorere fredsforstyrreren. Der bankes igen. Hårdere. Mere bestemt.
Jeg får en albue banket ind mellem to ribben.
"Det banker på", knurrer den morgengnavne zombie ved siden af mig.
Jeg argumenterer, at det umuligt kan være vigtigt....vedkommende må gå hjem, vente til senere og prøve igen.
Nu banker det på vinduet, så det gungrer i hele hytten. En væmmeligt vedholdende vedkommende byder på morgenvækning og lader sig ikke sådan ignorere.
Maser hunden i bur og med beton i benene og grus i øjnene iler (eller nok nærmere lunter) jeg ud til hoveddøren akkompagneret af bulder og brag.
Er vi i krig?
Er nogen omkommet?
Bortført af aliens?
Nææ det er såmænd bare blikkenslageren. Må han "kik på taaaaget?" Accentet er tyk og tydelig.
Jaaa taget er déroppe, læg nakken tilbage og glo løs (det er vel ikke noget at vække mig for!).
Han har medbragt stige. Til kvistet. Må han slæbe den tværs gennem huset?
Har jeg noget valg, med mindre jeg fortsat vil lege badeland i børneværelserne på første salen...suk.
Han henter stiger, jeg tager min atter halvvågne men til gengæld helsure mindstemus op.
Blikkenslageren returnerer.
"Nååh, er det en barn?"
Min hjerne må være ved at vågne for det skarpe svar ligger allerde klar på tungespidsen.
I guder nej, det er en kænguru!
"Vi har okså fået sådarn en. Den ar tvo månider."
Aha. Hvis ligheden med mindstemusen er så lille, at du ikke er i stand til at genkende ham som værende et barn, så er én af os altså blevet gevaldigt snydt.
Da jeg både nu og én gang tidligere helt selv har most et barn til verden (og der forresten er vældig mange ligheder mellem mindstemusen og den første, så jeg godt kan genkende børn, når jeg ser dem), så tænker jeg ikke, det er mig. Som er blevet snydt, altså. (Note to self, træk vejret, afhold dig fra kilometer lange sætninger.)
Kanske I er blevet spist af med en polsk gadekøter....eller en kødædende plante.
Jøsses.
Tror det er bedst at holde de spydige tanker for sig selv. Ellers ender vi vel sagtens med et endnu større hul i taget.
Derfor bider jeg mig i tungen, smiler så sødt, som jeg nu kan med gebisset fordybet i eget kød. Hvor spændende. Tillykke med det...eller den....eller noget.

Losser ham ud i haven (vores 3x3 meter fliser) og videre op på taget.
Min ældste knægt er blevet hidkaldt af tumulten og øjner muligheder for et interessant bræk i den sædvanlige hverdagstrummerum. Han er noget mere morgenfrisk end mig. Iført morgenkøbe og skrigende orange sokker leger han nu 20 spørgsmål til håndværkeren. Indenfor ganske kort tid er han på fornavn med Dennis, som er 22 år og slet ikke spor nervøs ved at bestige høje stiger. Dog er han bange for vilde løver.
Godt så.

-----------

2 timer senere.
Dennis er kørt efter at have forsikret mig om, at "nu karn den taaag ik rajne mere".
Næsten ærgeligt. Man kunne kanske have tjent en skilling eller to på et regnende tag. Især hvis det også forstod sig på at løse kvantefysiske ligninger. Well, i det mindste slipper jeg for sumpområder på gulvtæppet.
Og nu vil jeg snuppe en lille lur, uden først at tjekke vejudsigten og arrangere potter og pander under diverse utætheder.
Godnat....og sov godt!