Fan mail

Jeg er alene hjemme med knægtene, som lige nu hygger sig i fred og fordragelighed.
Jeg har tilberedt en kop velduftende the, som dog smagsmæssigt lader en del tilbage at ønske. Mage til tyndt blomstervand skal man lede længe efter. Dog er det dampende varmt og dét er vel også et succeskriterie af en art.
Jeg tænder min pc og logger ind til min allerførste fan mail. Det tegner allerede til at blive en ganske fortrinlig søndag, må jeg sige.
Jeg læser mailen. Nææææ, hvor hygsomt. Vedkommende læser min lille blog på daglig basis. Jubii.
Læser lidt videre.
SÅ stivner grimassen.
Vedkommende læser kun med for at fryde sig over tastefejl, grammatiske bommerter og anden nedslagtning af det danske sprog. Jamen altså hør nu hér. Det skal da være vedkommende så vel undt. Hvis vedkommende vitterligt ikke har bedre at bruge sin tid på, så for min skyld ingen alarm. Kanske det er en lock outet skolelærer, som savner at rette stile med sirlig røde streger og en lille løftet pegefinger. Slå dig, løs, vense. SÅ er du kommet til det helt rigtige sted. Ser du, jeg er normalvis rimelig velbevandret i dansk grammatik, ligesom jeg alle dage har høstet gode karakterer i retstavning. Jeg kan (de gamle) kommaregler til UG og anser mig selv som sprogligt stærk.
Når dét er sagt, så elsker jeg at lege med sprogets finurligheder. Jeg KENDER alverdens regler, både hvad angår tegnsætning, formuleringer og retstavning, men det betyder ikke, at jeg efterlever dem. Tværtimod. På min blog skriver jeg, som jeg tænker (onde tunger vil nu mumle i skægget,a t så burde bloggen være helt tom...haha). Der sniger sig hjemmelavede ord ind. Mystisk tegnsætning. Og det der er værre. Sådan er det og sådan fortsætter det.
Jeg må igen pointere, at jeg skriver for min egen skyld.
Hvis andre kan finde glæde i mine skriblerier, så værsesgo.
Hvis glæden består i at finde mine skriftlige fejl og mangler, for på den måde at føle sig som en bedre amatørskribent end jeg, så værsesgo.
Der er dog ingenlunde grund til at komponere en længere mail til mig. Det kan under ingen omstændigheder pisse mig af, ej heller tilskynde mig til at ændre min skrivestil eller mangel på samme. Tværtimod finder jeg en udsøgt glæde ved at give et andet menneske en smule livsindhold. So carry on. Se, hvor mange bummerter du kan hitte i overstående. Og godhjertelig søndag til "vedkommende", som nu har fået noget af bruge resten af dagen til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar