Klokken var lidt over 8, da min store knægt troppede op ved siden af sengen og med næsen mod min kind "hviskede": "HVOR ER SØLVPAPIRET? JEG SKAL BRUGE SØLVPAPIR?"
Jamen, bevares dog, til hva?
Da jeg var ved at amme mindstemusen, følte jeg mig ikke just mobil og kunne ikke lige springe med ud i køkkenet....til stor irritation for knægten.
"TIL MADEN!!!"
Jeg fornemmede de himmelvendte øjne. Voksne forstår da heller ikke de mest indlysende ting. Sandt at sige blev jeg blot endnu mere forvirret. Jeg mente jo ikke ligefrem at staniol var et stort must i forbindelse med morgenmåltidet. Jeg fik dog ikke nogen nærmere forklaring af knægten, som irriteret trampede ud i køkkenet og højlydt rodede skuffer og skabe igennem.
Med et forsvarligt tag i mindstemusen (som stadig legede sugemalle), fik jeg mig hejst ud af sengen og bevægede mig hastigt ud i køkkenet.
Til spørgsmålet om, hvad i alverden al denne postyr skulle forestille og hvad staniol havde med noget som helst at gøre, blev jeg igen mødt med "ØJ, SØLVPAPIR TIL MADEN!!!! MA-DEN!!!"
Ja tak, den del ER feset ind, men siden hvornår skal morgenmaden emballeres i staniol.
Jeg så mig forvirret omkring. Køkkenbordet lignede en mindre slagmark. Det flød med skærebrædter, bestik, æggeskaller og TA-DAAAA en madkasse.
"Jeg har besluttet at smøre min egen madpakke....så den bliver ekstra god!"
Nånå bevar mig vel, er man nu ikke længere god nok til at smøre madpakker.
Jeg udpegede staniolen og tog nærmere bestik af situationen. Jeg måtte konstatere, at han faktisk havde forberedt en sund og nærende madpakke, den manglede ganske rigtigt kun at blive pakket ned.
På trods af at køleskabet også indeholdt mindre sunde alternativer, så bestod madpakken udelukkende af lækre rugbrødssandwich, frugt, grønt og et nypillet æg. Noget rigtigt har man altså gjort rigtigt de sidste 5 år, når ens pode uden mor som guide udvælger sig de sunde madvarer. Lidt stolt var jeg. Også selvom jeg var blevet degraderet fra min rolle som madpakke-pakker.
Mens jeg skiftede mindstemusen, gjorde den store sig klar til afgang. Jeg måtte nærmest gribe ham i nakkeskindet for at forhindre ham i at suse afsted til SFOen på egen hånd. Nok skal der ikke krydses nogen veje, meeen jeg følger ham altså stadig frem og tilbage. Jeg gjorde også opmærksom på, at vi da vist lige skulle rydde op i køkkenet, inden vi smuttede ud af døren. Han gloede tomt og uforstående på mig. Sukkede tungt indvendigt. Jaja, jeg mangler altså stadig at lære ham lidt om oprydning og rengøring, men hvad kan man også lige forvente af en 5 årig.
Da jeg kom ud i køkkenet, forstod jeg dog bedre hans ansigtsudtryk. Køkkenet var ryddeligt, bortset fra lidt krummer i vasken. Opvaskemaskinen havde kørt i løbet af natten og var ikke tømt endnu, så han havde stablet det brugte service pænt ved siden af vasken. Brødet var lagt på plads og pålægget sat tilbage i køleskabet (dog fandt jeg også en tallerken derinde, men hvem er helt vågen klokken 8?)
Ja, så var der jo kun tilbage at mase mindstemusen i en varm dragt og selv hoppe i overtøjet. Den store knægt ventede utålmodigt ved hoveddøren: "altså KOMMER I snart? jeg ku godt ha gået derom selv nu....."
Rooooolig nu, musse, vi ER på vej.
Ud af døren, hjemme igen 20 min senere. Knægten løb nemlig hele vejen til SFO, suste ind af døren, kylede madkassen på køl, smed overtøjet på sin plads, trykkede sig ind på PCen og spænede hen i sin gruppe med et hurtigt "vi ses".
Hvornår blev min lille charmetrold så stor og selvkørende? I hvilken puppe transformerede han sig fra en børnehave-træt lille gut, til en stor skole-glad dreng?
Mens jeg sad og filosoferede dukkede bonus-princessen op. Jeg forberedte mig på en livlig debat om lektier igen, men gudhjælpemig om hun ikke gik i gang helt uden brok....og lavede mere, end aftalt....på rekordtid. Hva sker der lige for dét? Har de skide aliens nu været her igen. Jeg HADER deres små hjerne-eksperimenter med ungerne. Dels bliver man lige overrasket hver gang, dels aner man jo aldrig, hvor hvor længe effekten varer ved. Det værste er, at man næsten ikke får rost nok, simpelthen fordi man er mundlam af forbløffelse. Denne gang nåede jeg dog at lire en pokkers masse positive gloser af, inden jeg opdagede, at hun sådan set havde forladt stuen. Og altså ikke havde hørt et ord. Hun havde lissom indgået en lejeaftale og havde da overhovedet ikke tid til at samtale med mig lige dér.
Øøøøh jamen øvkæi så....har du fået morgenmad, er der noget, du mangler, skal jeg lige.....
Men nej, der var styr på det hele og jeg var endnu en gang ganske overflødig.
Igen blev jeg lidt sentimental. Godt nok er hun ikke min rent biologisk, men den lille dame har alligevel sneget sig ind under huden og direkte ind i hjertehulen. Og jeg husker stadig den blonde lillepige, som jeg lærte at kende for 3 år siden. Tiden er bare fløjet af sted. Hun har ikke længere brug for hjælp til de praktiske ting og suger ikke bare gode råd til sig. Næ nej, nu bliver alt vendt og drejet og ofte forkastet som voksen-vås. Tilgengæld engagerer hun sig livligt i snak om drenge og meningen med livet (nejnejnej, det er IKKE 2 sider af samme sag).
Så var hun ude af døren og jeg kunne hellige mig mindstemusen. Han har trods alt stadig brug for hjælp. Han lytter, uden at modsige mine argumenter. Måske man denne gang skulle undlade at lære sprogets finurligheder fra sig. Hmmmm.....
Klokken blev 13.
Jeg hentede familiens ældste knægt i SFO og drønede op til lægen.
Turen gik med en snak om fodvorter og frysning af disse. Jeg forsøgte en strategi med lige dele overtalelse og direkte bestikkelse. "Det kan godt gøre lidt ondt, men du vil jo gerne gå til karate. Til karate skal man have bare tæer. Det må man ikke, hvis man har fodvorter. Altså skal den fryses, før du kan starte til karate. Men vi kan jo aftale, at du må spille på min mobil imens." Jeg kunne godt selv høre, at jeg rablede lige lovligt energisk. Heldigvis bemærkede knægten ikke noget. Han hæftede sig bare ved udsigten til at låne min mobil.
Hos lægen blev han lidt forskrækket over at se skalpellen rettet mod sin lille fod. Det gik hurtigt over, da han fordybede sig i Tempel Run. Der blev skrabet og skåret i ét væk, men han fortrak ikke en mine.
Lægen fortalte ham, at når hun frøs....skulle der tælles til to.
Lægen frøs løs. Ingen reaktion. Da hun havde været i gang i næsten 30 sekunder, spurgte knægten utålmodigt, hvornår hun dog gik i gang. Svaret blev NU, hvorefter de talte til 2 i kor.
Pause.
Lægen frøs igen. Heller ingen reaktion.
Pause.
Vi (voksne) snakkede lidt om fodvorter generelt.
Pludselig hører vi: "hvaaa hvornår fryser du den fodvorte til is?"
Lægen skyndte sig at fryse én gang mere. Efter ca et halvt minut begyndte knægten at fnise. Det kildede lidt, det dér kolde noget, sagde han.
Vi måbede.
3 gange frys blev det til i løbet af én konsultation. Da fodvorten sidder meget yderligt og lægen fik lov til at fryse så længe/mange gange, ja....så er det nok klare med bare denne ene behandling.
Bagefter fik han to stykker tyggegummi og som han tørt bemærkede på vejen ud, "så var det da jordens nemmeste måde at tjene tyggegummi på....jeg skulle jo bare ligge dér og flyde!"
Jo, min lille knægt er blevet en stor sej dreng :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar