AAARGH

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: jeg GIDER ikke mere sygdom!!

SÅ skønt er det heller ikke med syge børn, der marinerer deres mor i lige dele snot og bræk.
Jeg bryder mig slet ikke om omvandrende snot-tsunamier og jeg finder heller ikke megen morskab i de flydende prutter, som mindstemusen i disse dage leverer. Eneste fordel er, at han nu kan bruges som glødende natlampe, da hans bagport i denne spirende juletid er selvlysende rød.

Sexy-smølfen er knap så sexy som normalt, når han hoster og harker sig gennem natten, mens han i febervildelser ævler løs om hans nye interesse for indkøb af smågrise. (Jojo, den er god nok. Jeg troede også først, at jeg havde hørt forkert, da jeg sandt at sige ikke var helt i hopla dér klokken kvart i kvalme om natten. Efter at have plantet en albue mellem hans tredje og fjerde ribben og spurgt, hva han dog snakkede om, fik jeg en længere forklaring. Jeg husker ikke alle de mindre detaljer, men summasummarum var altså, at "vi tager grisen med...og vi kalder den Gretha!" Jovel.)
Jeg kan kun udlede, at hans årelange pædagogiske virke har vakt hans interesse for svinebrug og en ny karriere som lajnmajn. Jaja, kartoffel / tomat, som man jo siger. Forskellen er kanske ikke så stor eller også er lighederne mange...hva ved jeg. Hvordan planerne om karriereskiftet er blevet til, er mig uendeligt ligegyldigt. Hvor vi skal indlogere Gretha Gris er mig tilgengæld en større gåde, som sandt at sige ligger mig væsentligt på sinde. Jeg har i forvejen rigeligt at gøre med at muge ud efter 3 børn, 1 hund og mandsling. For ikke at nævne mit besvær med at tilkæmpe mig et lille diskret hjørne af madrassen og en flig af dynen, efter at mit livs lys og dovendyret (hér hentydes til mand og hund....gæt selv, hvem der er hvem) har erobret 95 % af snorkekassen. Et kræ mere i fodenden vil ganske givet tvinge mig til at sove UNDER sengen, hvilket NOGEN nok vil finde mere underholdende end jeg. 
Nå, det var vist en afstikker.

Jeg selv ser naturligvis skie godt u, også med skinnende feberøjne, glinsende 11-tal under snuden og med en lunge hostet ud af det ene øre. Og jeg kan jo spare en hel del på rougen, når kinderne gløder grundet en indvendigt temperatur omkring de 40 grader C. Det er heller ingen sag at sætte håret, når det stritter ud til alle sider i bedste Madam Mim-stil, efter endnu en gang at have vendt og drejet sig hvileløst hele natten på grund af dunkende hovedpine og en hoste, som mest af alt kan sammenlignes med en døende hvalros sidste åndedrag.

Faktum er, at sygdom har okkuperet denne familie og besat det ene familiemedlem efter det andet, on and off i en rædsom spiral, hvor man konstant smitter og gen-smitter hinanden. De sidste 3 måneder har nærmest budt på kronisk sygdom. Lægens bud er, at det nok skyldes det faktum, at vi blev udsat for og boede i skimmelsvamp for knap 2 år siden. Vores luftveje og slimhinder er simpelthen ikke kommet sig endnu og er derfor ekstra udsatte. Groft sagt: luftvejsinfektioner af enhver kendt og ukendt karakter ELSKER os.
Det er naturligvis en plausibel forklaring, men det er stadigvæk knaldhamrende frustrerende.
Når man ikke selv er syg, så har man barn syg....har man ikke barn syg, ja, så er man selv syg. 


Men nu har jeg altså fået nok!
Jeg afmelder hermed mit abonnement på efterårs-skavanker! Og slet mig venligst af medlemslisten for bestandigt!