Trolden valfartede netop da igennem og konstaterede tørt, at råt blod altså ikke var noget for ham. Kunne jeg venligst smide en klat leverpostej på en skive rugbrød til ham.
Jooooh jaaaah meeen ville han dog ikke bare liiiige prøve en lille bitte bid af det mega-lækre kød?
Niksen biksen.
Han var hverken til at hugge eller stikke i, uanset hvor mange positive tillægsord jeg kastede rundt i luften. Han havde besluttet, at han altså ikke ville smage "det klamme rå kød" og lod sig ikke sådan lokke.
Mens jeg indrømmede mit nederlag, smurte jeg fluks den bestilte rugbrødsmad. I mit stille sind irriterede det mig lidt, at min før alt-ædende knægt med smag for kulinariske oplevelser i den seneste tid har udvist stadig større kræsenhed og modvilje mod nye smagsoplevelser. Især frustrerede det mig lidt, at han ikke delte min forkærlighed for italienske specialiteter og ikke en gang kunne overtales til en lille smagsprøve. At fornægte sig selv carpaccio er jo selvpineri på højeste plan....og at omtale det i andet end positive vendinger grænser jo til blasfemi.
I det samme stak princessen næsen ud i køkkenet. Hun delte tydeligvis min entusiasme.
Med strålende øjne, dryppende mundvand og et glubsk grin udbrød hun "nøøøøøj hvor ser det kød godt ud....det ligner fuldstændigt at det dyr lige er blevet slagtet!!!"
Hendes ansigtsudtryk skræmte mig ærlig talt en anelse, så jeg skyndte mig at kaste en luns kød hen til hende og imens hun var afledt af smagsprøven, trak jeg trøjen beskyttende op om min strube og gelejdede jeg hende nok så gelinde ind i stuen.
Jøsses, hvor er der stor forskel på børn og deres spisevaner.
Princessen har ellers haft ry for at være mere end en anelse kræsen og vanskelig at stille tilfreds sådan rent madmæssigt. Der er dog ved at ske en langsom ændring, især hvis der omhandler kød. (Grønsagerne er straks en anden sag og nu skal jeg jo ikke pege fingre, men det KAN have sit afsæt i det faktum, at hendes forældre begge to er kødspisere med stort K og helst overser salat-buffeten.)
Nå men hvor om alt er, så går der nok et par dage, før jeg serverer carpaccio for ungerne igen.
Den ene slår på det nærmeste korsets tegn foran sig og anden anden forvandler sig til en rabies-ulv.
En gylden mellemvej må være at foretrække, hvorfor jeg klart foretrækker at servere for manden min. Dér er reaktionen noget mere moderat, hverken for meget eller for lidt.
"Det var da meget ok...er der mere?"
Jooooh jaaaah meeen ville han dog ikke bare liiiige prøve en lille bitte bid af det mega-lækre kød?
Niksen biksen.
Han var hverken til at hugge eller stikke i, uanset hvor mange positive tillægsord jeg kastede rundt i luften. Han havde besluttet, at han altså ikke ville smage "det klamme rå kød" og lod sig ikke sådan lokke.
Mens jeg indrømmede mit nederlag, smurte jeg fluks den bestilte rugbrødsmad. I mit stille sind irriterede det mig lidt, at min før alt-ædende knægt med smag for kulinariske oplevelser i den seneste tid har udvist stadig større kræsenhed og modvilje mod nye smagsoplevelser. Især frustrerede det mig lidt, at han ikke delte min forkærlighed for italienske specialiteter og ikke en gang kunne overtales til en lille smagsprøve. At fornægte sig selv carpaccio er jo selvpineri på højeste plan....og at omtale det i andet end positive vendinger grænser jo til blasfemi.
I det samme stak princessen næsen ud i køkkenet. Hun delte tydeligvis min entusiasme.
Med strålende øjne, dryppende mundvand og et glubsk grin udbrød hun "nøøøøøj hvor ser det kød godt ud....det ligner fuldstændigt at det dyr lige er blevet slagtet!!!"
Hendes ansigtsudtryk skræmte mig ærlig talt en anelse, så jeg skyndte mig at kaste en luns kød hen til hende og imens hun var afledt af smagsprøven, trak jeg trøjen beskyttende op om min strube og gelejdede jeg hende nok så gelinde ind i stuen.
Jøsses, hvor er der stor forskel på børn og deres spisevaner.
Princessen har ellers haft ry for at være mere end en anelse kræsen og vanskelig at stille tilfreds sådan rent madmæssigt. Der er dog ved at ske en langsom ændring, især hvis der omhandler kød. (Grønsagerne er straks en anden sag og nu skal jeg jo ikke pege fingre, men det KAN have sit afsæt i det faktum, at hendes forældre begge to er kødspisere med stort K og helst overser salat-buffeten.)
Nå men hvor om alt er, så går der nok et par dage, før jeg serverer carpaccio for ungerne igen.
Den ene slår på det nærmeste korsets tegn foran sig og anden anden forvandler sig til en rabies-ulv.
En gylden mellemvej må være at foretrække, hvorfor jeg klart foretrækker at servere for manden min. Dér er reaktionen noget mere moderat, hverken for meget eller for lidt.
"Det var da meget ok...er der mere?"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar