Smølfer og andet godtfolk

Egentligt havde jeg absolut ikke tid.
Jeg skulle lave lektier, lege husalf, passe syg baby og forresten gøre klar til børnefødselsdag.
Heldigvis var mindstemusen godt gal i skralden, så der var ikke andet for, end at smide sig på sofaen.
Trolden syntes så, at når jeg alligevel bare lå dér og flød, så kunne jeg jo meget passende se Smølferne sammen med ham.
Nu ER Smølferne heldigvis ikke det værste børneprogram at blive tvunget til at se. Der er ligesom noget nostalgisk over dem, som leder tankerne hen på barndommens kassettebånd med Johnny Reimer og et lidet musikalsk børne-smølfekor som sang om hindbærsaft og astrosmølfer (ja, så gammel er jeg. Jeg véd godt, at jeg ingen lunde ser så aldrende ud, men stadig ligner en uskyldig ungmø. Tag dog ikke fejl af dét, jeg ER ikke 20 år længere. Og så snakker vi forresten ikke mere om dén sag.)
Nå, men vi så smølfe små og blå smølfe rundt i skoven efter smølfebær, mens Gargamel og hans mølædte kat som altid lagde skumle planer. Der blev bygget smølfefælder som smølferne ikke smølfede i. Og katten.... (jeg kan skisme ikke huske hva det grimme gespenst hedder, men det er noget med A....Azrael, måske).....nå, men altså katten A gik i én af fælderne og var nær blevet dræbt, spist og lavet til guld (muligvis ikke i dén rækkefælge, men Gargamels planer skifter jo lidt).
Trolden var helt væk. Det samme var mindstemusen, som faktisk kun reagere lidt, når intromusikken (du ved nok, tralalalalalaaaaaaaaaa tralalalalaaaaaaaaaa) rungede ud af højtalerne. Så hoppede han tilgengæld også op og ned på måsen som en anden løbsk rytmeboks. Jo, der var dømt spontan hygge på højeste plan.
Jeg nød freden. Ingen pjevsende mindstemus. Ingen knævrende motormund. Kun idylliske smølfestemmer og munter muzaq.
Jeg må være døset hen. Jeg vågnede i hvert fald ret brat til spørgsmål et "...og kan du så gætte, hvorfor jeg syns det er synd for Smølfine, at hun sådan er den eneste pige blandt alle de mænner, hmmmm?"
Øøøøh, nej. Jeg kunne godt komme på et par interessante svarmuligheder, men de er næppe børnevenlige.
"Det er da saføli fordi som at hun slet ik har nåen til at sætte sit hår"" Se bare hvordan det ligner hø!!"
Nå. Ja. Joooh. Dét kan der måske nok være noget om.
"Det ligner jo fuldstændigt dig, mor, bortset fra at dit da ikke er så pænt lyst!"
Ja tak, fætter rapkæftet. Var der flere komplimenter, du lige ville af med?
Det var der åbenbart.....
"....mumle mumle mumle....men hun har da trods alt meget pæne sko! Ku du ikke tænke dig sådan nåen mor?"
Jeg måtte lige finde en grimasse, der ku passe, inden jeg endnu en gang gjorde trolden arveløs.
Tænk, at man sætter børn i verden for at blive fornærmet af dem gang på gang.
Dét sad jeg og reflekterede lidt over. Faktisk nåede jeg frem til, at mindstemusen ikke behøves lære at tale. Så kan vi i stedet bruge lidt ekstra krudt på at lære ham at gå, for nøj jeg er ved at være godt skæv i rygsøjlen af at slæbe rundt på ham.

"....og så ER smølfer jo meget ligesom zombier.....bortset fra at de kan løbe meget hurtigere.....og zombier er ikke blå.......og smølfer er nok også meget mindre end zombier....men de er lige nøjagtigt ens alligevel, for hverken smølfer eller zombier findes!.....men mooooaaaaar....tror du, der findes smølfe-zombier?"
Ih guder nej, det tror jeg ikke. Og heldigvis for dét.
Så skulle man vandre rundt i skoven og sparke paddehatte omkuld af frygt for at få anklerne snigløbet af en blå zombie på størrelse med et agern. Næææ du. Ikke et ønsværdigt scenarie.

Før jeg havde set mig om, havde vi været heeeele vejen fra smølfer, til zombier, hobbitter og Buzz Lightyear. Spørg mig ikke hvordan. Min kæde hoppede af efter zombie-smølferne.