Lillenørd

Nej, dette indlæg handler ikke om DRs børneprogram men om trolden min.
Det er nu officielt.
Han ER en lille nørd.
Han har nu droppet karate for at hellige sig skakklubben.

I virkeligheden nok et meget fornuftigt valg.
Hans Sensei og Senpei var nogenlunde enige om, at trolden var så absolut den eneste, på begynder holdet, som kunne tælle til 10 på japansk efter kun et par ganges officiel træning. De fandt også fælles fodslag i det faktum, at trolden var meget motorisk aktiv og med lethed suste op i toppen af ribber og reb. Som med én mund forklarede de også, hvor veltalende altid han er...men at det måske ikke helt er en nødvendighed i forhold til karate-træning. Faktisk er det ikke meningen, at børnene skal debate dagens valgte træningsøvelser med Sensei...de skal bare parere ordre. I stilhed.
Sagt med andre ord: Knægten har krudt i røven og svært ved at holde sig i ro rent fysisk, mens der mediteres og forklares øvelser. Han har lige så svært ved at holde munden i ro under træningen, hvilket virker jævnt forstyrrende for alle andre.
Det blev foreslået, at "man jo kunne vente et år med at melde ham ind som aktivt medlem og så spare udgiften til kontingent, tøj og udstyr".

Jeg forelagde idéen for trolden på vejen hjem.
Han var ikke umiddelbart indstillet på at droppe karate. Så han og jeg aftalte, at han fik 3 gange til at vise, at han kunne gøre som Sensei bad om...uden at argumentere for sine egne meget bedre forslag til træningen.

Da næste træningsdag oprandt gad han dog ikke afsted.
Det regnede. Han var træt i benene. Hans øjne gjorde ondt. Han ville gerne slappe af. Undskyldningerne var mange.
Jeg mindede ham om vores aftale.
Svaret kom med vanlig trolde-logik "den gang var det jo DEM, som ville bestemme, om jeg skulle gå til karate....men nu er det MIG der bestemmer, at jeg ikke gider!!"
Stor forskel for en egenrådig dreng på 5 år. Ingen skal da diktere, om han kan gå til karate. Han skal nok selv vurdere, om han GIDER.

Så.
Jeg må se det i øjnene.
Min dejlige dreng bliver aldrig sportsmand med en millionkontrakt i baglommen. Mor må droppe drømmen om en Mazzaratti. Knægten er en lille nørd, færdig slut. Meeeen han er en herlig lille nørd, om monstro dog ikke en skak-stormester kan hale en ok årsløn i land. Især hvis han beholder sin store interesse for at opfinde nye spændende gadgets (hans fjernbetjente hoover-græsslåmaskine til allergikere kan KUN blive en bestseller på den internationale nørd-konvention).
Jo, jeg er fortrøstningsfuld. Han skal nok komme godt gennem livet uden den store interesse for sportslige udfoldelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar