Pakke ud og pakke ind og pakke op og ned....

Netop som man endelig er færdig med at pakke ned og flytte flyttekasser....kan man begynde at pakke ud igen!
Hvor er det dog en kedsommelig proces fyldt med fristende overspringshandlinger. Lige nu virker selv støvsugning som en langt sjovere beskæftigelse, end at vende bunden på tøjsække for at etablere et fornuftigt garderobeskab.
Lige nu er sengen dækket af et tykt tæppe af kjoler og jeans i alverdens farver og faconer. Og det fylder pludselig meget mere, end før.
Hvordan har jeg mon nogensinde haft det hele mast ind i et mikromantisk 2-fløjet skab?
Hvordan får jeg nogensinde mast hele baduljen ind i det nye lillebitte skab med kun 5 sektioner i bredden?
Der må og skal ryddes op og smides ud.
Jeg må straks i gang med en større gennemgang og finsortering. Jeg føler mig ganske overbevist om, at jeg nok skal finde en masse gamle laser og umoderne påhit, som snildt kan lade livet for mine nye fikse julegaver. Jeg vil derfor straks kigge nærmere på skattemusens hylder. Når jeg er færdig, har han med garanti ikke brug for 6 hylder længere, men kan let nøjes med det halve. Jeg føler mig overbevist om, at han gerne ofrer lidt, for at kan bibeholde min nuværende tøjsamling. Skulle jeg tage fejl og det modsatte være tilfældet, så er han i skrivende stund ikke hjemme til at nedlægge veto.
Let the fun begin ;)
Muahahahahaaaaaaaaaaaaa.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar