Intim-koncert i kælderen

For snart en menneskealder siden fik trolden et keyboard af sin farmor.
Sådan et vaskeægte ét med en milliard-million boom-box lyde og et utal af andre mere eller mindre musiske indslag. Dertil hørende en mikrofon. Jow jow.

Sættet har været fremme sådan lidt on/off.
Mest off.
Trolden har hidtil ikke været helt stor nok til at værdsætte dets værdi. Og resten af verden har ikke været helt klar til at værdsætte troldens talent.

Nå, men trolden jo med tiden blevet gamlere og mere moden og ansvarlig (host host host).
6 år, tiden går.
Tillige med har han nu fået et ordentligt sygt værelse på størrelse med en mellemstor polsk landsby, så det skorter heller ikke på plads. Denne balsal er at finde i kælderen, som nææææææsten er full-proof lydisoleret, i hvert fald så længe døren derned til er forsvarligt lukket.
Derfor er keyboardet naturligvis fundet frem fra gemmerne og har fået hæderspladsen på værelset. Herfra ynder rytme-blomsten nu at berige verden med den ene fantastiske komposition efter den anden. "Varulvens kamp med Diablo" er det seneste mesterværk udtænkt i netop MIN kælder. Således også "Vampyren, som forelskede sig i en Dæmon", en bette trille som unægteligt har mange lighedspunkter med førnævnte musikstykke, men som dog udmærker sig ved også at involvere brugen af den berygtede mikrofon. Dog som slagværktøj, hvilket i starten bekymrede mig en anelse, indtil jeg erindrede fordums rockstjerners totalskadede guitarer. Skal man frem som musiker, må man have sig et genkendeligt og lettere outreret varemærke, enten det er at smadre instrumenter eller gnaske et flagermusehoved. Af disse muligheder kan jeg faktisk bedst forlige mig med tanken om en mikrofon som taktfast trommestik.
Så sent som i dag havde vi snakken og han forekom mig faktisk delvist lyttende og modtagelig for råd. Han valgte da også (måske kun til ære for mig) at lade mikrofon være i fred og i stedet mishandle et ridder-sværd i en heftig rytme. Der blev headbanget. Trampet rytme i gulvet. I et mellemspil varetaget af boom-boksen nåede han lige at rive en luftguitarsolo.

En bekendt af familien forsøgte i bedste mening at rådgive lidt om akkorder og muligheden for at læse at spille efter noder.
"Prøv at se...sådan hér....det er et C...og hvis du nu gør sådan og sådan og sådan...kan du høre, det var den lille kattekilling. Man gør normalvis sådan hér...."
Trolden gloede overbærende på hende og skubbede blidt men bestemt hendes hænder væk.
"Ikke i MIN sang!!!" lød svaret tørt, og så slog stilen om fra velklingende børnesang til abstrakt spontan-komoposition a la Jean Michel Jarre. Dog med den lille forskel, at den ene musiker er et rent geni og den anden stadig genius in spe, som forsøger at finpudse sin helt egen musiske stil.

Jeg har også forsøgt at sælge idéen om musik-skolen til knejten.
Et kort øjeblik lyste han op. Han ville nemlig gerne synge. Solo-undervisning.
Han fandt det dog ikke bydende nødvendigt at gå til keyboard, for som han selv siger "jeg spiller jo allerede...man skal bare trykke på knapperne, indtil det lyder godt!"
Elementært.
Hvem har brug for undervisning, når learning by doing er så meget sjovere....

Alle familiemedlemmer, venner og gæster har efterhånden været til intimkoncert i kælderen.
Entusiasmen er muligvis en anelse større end talentet, men jeg overvejer nu alligevel at tage entré. Ikke kun for at finansiere hans studietid på konservatoriet (som med største sandsynlighed allerede har hørt rygter om hans talent eller mangel på samme og derfor snarest kontakter os med baggrund i enten/eller), men også for at få råd til nye ørepropper.
Musiker-Mogens i kælderen har nemlig ytret et nyt ønske: et elektronisk trommesæt (Gud bedre det)!