Finders keepers

Utroligt, hvad en husmor kan finde i vasketøjsbunken.
Efter at have onduleret 4 maskiner vasketøj er dagens høst således:
1 lighter
4 plus-plus brikker
½ mariekiks
5 rosiner
2 sæt nøgler
4 kr og 50 ører
1 hårspænde
3 bælter
1/4 fortygget figenstang

Nu er det store spørgsmål:
Er der så tale om finders keepers princippet eller skal jeg beslaglægge guldgruben og i stedet opkræve findeløn/løsesum?
Nu er det jo oven i købet fastedag (jo, Gud bedre det om ikke mit livs lys har lokket mig ud i hidtil ukendt farvand....5:2 kuren....jøsses kineser), så lige nu ser den halve mariekiks og den fortyggede, tilsavlede stump figenstang faktisk meget tillokkende ud. Det har indtil nu krævet umenneskelig stor viljestyrke ikke at gnave en arm af et vilkårligt barn i flokken.
På den anden side kunne man måske afpresse kærlingen en gang massage eller bytte lidt hårpynt for en gulvvask.
Argh, den er svær.

I sidste ende ender det nok, som det plejer: Jeg holder for 118 gang dundertale for mandsling og samlet børneflok om vigtigheden af at tømme ALLE lommer for ALT tingeltangel, inden man kaster noget til vask. Samtidig kan man med fordel vende tøjet rigtigt, folde de sammenrullede sokker ud og eventuelt spraye lidt pletfjerner på de værste ketchup-plamager. Imens ruller ungerne med øjnene, mens deres ansigter afspejler deres trang til at hidkalde den blå vogn. Manden lover naturligvis stolpe op og stolpe ned (uden forresten at have hørt mere end hvert tiende ord af min talestrøm, hvorfor jeg i næste vasketøjsbunke nok vil finde hans tøj krøllet sammen og oversprayet med ketchup) mens mindstemusen bider hunden i halen.
And so it really is a circle of life....al ting gentager sig igen...og igen...og.....


Ingen kommentarer:

Send en kommentar