PC-panik

"MIN COMPUTER VIRKER IKKEEEEEE!!!!"
Jeg kunne næsten høre gråden i stemmen, kun let camoufleret af den stigende panik og en sjat frustration, som var kraftigt tiltagende.
Jamen dog, søde barn, det var da pudsigt. Den virkede da lige før.
"DEN GIK UUUUUD OG NU KAN DEN IKKE TÆÆÆÆNDEEEEEE!!!!"
Mystikken bredte sig. Den samme gjorde lyden af undertrykt raseri-gråd.
Har du prøvet...JA.
Har du også...JAAAA.
Hva med....JAJAJAJAJA.
Jeg kunne forstå, at computeren havde virket....før, for ikke så længe siden....at den pludselig var gået ud og nu ikke gad samarbejde.
Nå, ja så måtte man jo trække i arbejdstøjet på en højt hellig søndag. Skattemusen havde vovet sig på bi-job, så en anden én var alene med den samlede børneflok.

Mindstemusen er den seneste tid blevet overordentlig mobil og særdeles eventyrlysten, for ikke at sige en direkte livsfarlig vovehals. Intet er for højt til at blive bekravlet, intet for farligt at stikke pilfingrene i.
Således har han seneste dages farefulde færd kostet ham op til flere blå mærker, ridser og skrammer....og os en flaske udmærket rødvin.
Jeg turde groft sagt ikke fjerne blikket fra hans høj-energiske korpus i bare 1 sekund, hvorfor jeg måtte hanke op i yngstesønnen og begive os ned i kælderen til nærmere inspektion af drilsk teknologisk vidunder.

Jeg frygtede lidt at komme til kort.
Nok er jeg ikke IT-mongol, men det ER lissom bare skattemandens gebet. Det er ham, der kan alt det dér elektroniske førstehjælps-pjat. Men i mangel af privat h.s. nørdius majorus var jeg jo nødsaget til minimum at gøre et ihærdigt forsøg...og muligvis miste et par stjerner i barnets bog, såfremt jeg fejlede opgaven som alvidende forældrerolle.
Med rystende knæ og bævende hjerte gjorde jeg min entré på åstedet. Maskinen var ganske rigtigt død. Lyden af min egen puls gav genlyd i min øregang og koldsveden piblede frem på panden. Jeg sank dybt, et forsøg på at få hjertet i halsen tilbage på rette sted, lukkede øjnene og krydsede tæerne. Prøvende trykkede jeg  på on-knappen.
Og så skete det: absolut nada hatfis reaktion fra maskinens side, men tilgengæld et øresønderrivende skrål fra barnet.
"JEG SAGDE DET JO!"
Næææ nej, bette ven, tillad mig at korrigere.
Du SAGDE så absolut ikke noget.
Du RÅBTE.
Jeg vil resten af mine dage længes tilbage til en tid, hvor jeg stadig kunne høre, en tid inden du sprang mit indre øre til atomer. Og skulle vi så lige spænde hjelmen og gribe situationen lidt mere behersket an.
Jeg konstaterede med et halvt øje, at der skam heller ikke var liv i modemmet.
Aha.
And the plot sickens.
Som der/die/das deutchen ville have sagt. (Jaja, jeg har aller fattet tysk grammatik, og det har tyskerne vist heller ikke selv, så shoot me og get over it.)
Tilbage til sagen.
Sådan lige på stående fod kunne jeg kun komme på én eneste lille spidsfindig finurlighed, som kunne forklare sammenfaldet af BEGGE elektroniske enheders strejke. Meeeeeen kunne forklaringen dog virkelig være så såre simpelt? Kunne løsningen blot at være at.....hmmmm.....
Jo. Den var go nok.
Der var slukket for strømtilførslen.
Både PC og model var tilsluttet en forlænger-fidums. Denne fidums havde sin helt egen power-knap. Som vel at mærke var slukket. Uden maden og drikke, duer helten ikke.....og uden strøm og spænding, ingen elektrisk tænding.
Så snart mutter hér aktiverede den magiske knap, var der sjovt nok liv i hele menageriet igen. Selv lava-lampen vågnede op og kastede et eventyr-agtigt lysskær over min heltegerning.

Problem solved og jeg tror da nok lige min status som über-sej all-knowing mor-agtigt hunkønsvæsen er bevaret en rum tid endnu.
Takketalen udeblev, idet barnet straks kastede sig frådende udi virtual reality. I skrivende stund afventer jeg derfor fortsat min guldmedalje og et kilo førsteklasses chokolade-smovs. Dét må da være det mindste, barnlillen kan finde på som fyldestgørende tak....også selvom barnlillen tiltider er yderst blond.