Jeg har en ynkelig lille musling liggende på sofaen.
Næsen løber ned i pyntepuden og sofabordet er dækket af et tykt lag snotpapir. Han hoster og harker som en gammel nimbus på en kold efterårsdag, mens tårerne sprøjter ud af ham og bestøver de nærmeste stueplanter. Bleg med blanke øjne og cirka 500 grader varm at røre ved.
Den er god nok.
The man flu has claimed yet an other victim....again.
Han har det tydeligvis ganske rædsomt. Jeg overvejer seriøst at tage jagttegn og udfri ham af hans lidelser. Ikke kun fordi jeg nu er blevet begunstiget i hans testamentet, men fordi min næstekærlighed bobler over af medlidende og smider et par ekstra points på min i forvejen positive holdning til værdig dødshjælp.
Mens jeg læser op på jagtteori og kalibre, trænger et par undrende spørgsmål sig på.
Hvordan pokker manden min kan slæbe den ene gang influenza efter den anden til huse, er mig en evig gåde. Selv nystartede vuggestuebørn er ikke SÅ syge SÅ tit.
Og hvad der er endnu mere mærkværdigt: hvordan kan nogen, som ser så død ud, pludselig lyse op og grinende slynge vitser af sig, når ungdomsvennerne ringer for at ønske ham alt vel på den anden side af lystunnelen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar