Vi har hund.
Vi har tilmed brugshund.
En farlig fin schæfertæve, som har udnævnt sig selv til husets vagthund og derfor lyder som en sand dræber, hvis nogen nærmer sig hoveddøren endsige arriverer gennem den.
Til tider kan det dog være svært at holde masken, for lige så fint-udviklet hendes snudeparti er, lige så fabelragende dygtig hun er til næsearbejde af enhver slags....lige så småtbegavet er hun i andre sammenhænge.
Tag endelig ikke fejl. Hele familien elsker den 4benede lykkepille, som på daglig basis er skyld i sunde latteranfald og langtrukne putte-hygge-kæle-ritualer.
Det er intet mindre end fantastisk at observere hende i samspil med ungerne.
Nå trolden træner alverdens mere eller mindre seriøse lydighedsøvelser.
Når prinsesse og hund krammer tæt og der hviskes hemmeligheder fra det spirende teenageliv.
Når musen deler sin mad eller vovses kødben...vel at mærke ved at stoppe hele hånden ned i hundehalsen.
Så kan man jo ikke andet end smile og prise sig lykkelig for, at hun er så tålmodig og kærlig anlagt.....selvom hørelsen og almenlydigheden nogle gange forsvinder i et akut opstået tilfælde af senildement civilbetjent.
Nå, roser til side og videre til sagens kerne.
Forleden aften joskede hund og jeg en bette aftentur i "vores" nye villakvarter.
Der var selvsagt mange nye dufte, som skulle inhaleres........mange nye lygtepæle, som skulle markeres. Særligt én hæk virkede interessant. Med magnetisk tiltrækning ligefrem sugede den hundens snuseapparat til sig. De to blev som én. Hund og hæk sammenvokset i en symbiotisk stase. Selv efter 10 minutter!! Det var umuligt at adskille de to poler (ligusterhæk og næseparti), selvom jeg halede til af alle kræfter. Min tålmodighed var brugt op, min næse løb, mine fingre var blå....kort sagt, jeg frøs og ville hjem.
Fast greb i snoren og så bare liiiige læne sig bagud med hele kroppen.....ganske uden nogen effekt på hunden, dog lykkedes det mig at forskrække en forputtet hare på den anden side af stien. Op sprang den, af sted fór den....lige ret igennem hundens perifere syn.
Dét virkede.
Et sådant snigangreb fra en killer rabbit kunne nok få dræberhundens opmærksomhed.
"Så", tænkte jeg. "Nu dør den bette pelstot!"
Ligusterhækkens magiske tiltrækning blev brat ophævet.
Haren sprang i flyverskjul bag en carport.
Hunden styrtede hovedkulds af sted.
Tovholderen (det vil sige mig) på slæb ret bag hunden.
"Stakkels lille kræ", tænkte jeg.
Hastighed: 250 km/t.
Kurs: hoveddøren.
Jeg ved ærligt ikke, hvem der ville have vundet opgøret.
Ét eller andet sted vil jeg gerne bevare forestillingen om, at min store schæfer ville være stærkt overlegen. Men sandt at sige, finder jeg aldrig ud af det.
Det viste sig nemlig, at min dræberhund overhovedet ikke var sat efter haren for at pelse den og flette en ny hundekurv. Nææææ nej, hundi stak af. Løb for livet. Skræmt fra vid og sans.
HUN FLYGTEDE.
Fra haremissen.
Mage til krysterhund!
Men hjem kom vi da!!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar