I sommersol tralalalalaaaaa

Småfuglene kvidrer fra toppen af hasselnøddetræet, som forresten har fået fine nye knopper, mens jeg pusler med en potte ukrudt eller hva det nu er.
Jeg har absolut ingen idé om, hvad jeg laver. Jeg mindes at have plantet en grøn tingest af en art. Nu er der imidlertid op til flere forskellige grønne strittejavertusser i min potte. Noget af det må luges væk. Dog aner jeg ikke, hvad der er blomsten...og hvad der er uønsket ukrudt.
Jeg har derfor besluttet at beholde de længste blade og flå resten af beplantningen op med rode.

Når jeg selv skal sige det, så er resultatet blevet yderst nydeligt, hvorfor jeg da også liiiige tog et bette billede til min kære veninde. Bare lige for at prale lidt og modbevise hendes teori.
HUN er nemlig sådan en havenisse med grønne fingre og mos mellem tæerne. Hvorimod jeg er sådan én, som kan dræbe selv den mest hårdføre kaktus på under en uge.
I årevis er jeg blevet hånet for min manglende viden og evne udi floraens forunderlige verden. Gentagne gange har hun underholdt med historier om mine mange fiaskoer.
Som da min fine kaktus døde af overvanding. Eller da det lykkedes mig at drukne en sumpplante. Om da jeg i et forsøg på forårsklargøring af et bed fejlagtigt nedlagde samtlige tulipanerspirrer, som hun just havde sat for mig 14 dage forinden. Der er også historien om den udtørrede potte jord i min vindueskarm....som forresten ikke indeholdt nogen form for plante. For ikke at glemme den gang, min plæneklipper løb løbsk og pluveriserede min helt nye og særdeles bekostelige stokrose.

Nå, men jeg sendte altså stolt billedet af sted og afventede så et opkald med rosende ord og skulderklap. Opkaldet udeblev ikke. 20 sekunder, så var hun i røret.
Men ak og ve.
Ingen rosende ord. Ingen lovprisning. Ingen skulderklap.
I stedet en fæl skogerlatter, hulken af grin, halvkvalte gisp efter luft.
Endelig faldt hun så meget til ro, at fik fremstammet en nogenlunde fornuftig forklaring på hendes totale sammenbrud. Hun påstår, at de fine langbladede blomster er ukrudt. Og at de halvkedelige stængler i bunken er øøøøndige små blomster.
HM!

Nå, men jeg synes altså stadig, at jeg har bevaret de pæneste planter og dræbt de mest afskyelige af slagsen....og naboerne får nok noget at more sig over, når de i morgen beskuer min fine potte fuglegræs (som tilsyneladende er lige så uønsket i prydhaven som infame mælkebøtter) ved siden af postkassen...mens der i ukrudtsbunken ligger fine forårsblomster klar til videre bortskaffelse.