Morgenvandring med udfordringer

Så fik man lige den totalt tåbelige idé at fragte mindstemus til fastelavnsfest i legestuen på gåben. Naturligvis skubbende mindstemusens tungtlæssede pragtgalaj foran sig. I sig selv en dum idé, når man er seriøst ude af form. Ekstra dum idé, når alle muskler og led stadig værker efter flytning og massiv Tour de Vestfyn med ungdomsveninden (og nej, det var ikke HELT planlagt, at touren skulle vare knap 3 timer, men man kan faktisk godt fare en smule vild i sådan en skov....alle træerne ligner jo unægteligt hinanden).
Tilmed valgte barnevognshjulet at afmontere sig selv ganske spontant....midt i et sving. Efter en storstilet jagt fik man det dog indhentet og med megen møje og besvær påmonteret igen.(Til den klodshans, som har opfundet disse mega smarte click-on hjul....idéen er god nok, men den praktiske udførelse halter altså lidt. Klart en ommer. Det er de færreste mødre, som render rundt med WD40 i inderlommen, så skidtet kan smøres inden påmontering....eller har 20 minutter i en hektisk morgenrutine til at voldmase hjulet på plads.)
Imens måtte mindstemusen sidde midt på cykelstien, så han fordrev tiden med at æde en forårsblomst, gumle lidt græs og stikke eget øje ud med en pind. Han var mildest talt mellemfornøjet, da jeg igen spændte ham forsvarligt fast i køretøjet og susede afsted.
Herlig morgen....NOT. Sidste gang, jeg vil lege overskudsmor SÅ tidligt på dagen!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar