De store børn er sendt i skole, mindstemusen hygger sig foran akvariet og jeg nyder en kop velfortjent the, mens jeg suser rundt på informationernes højborg (internettet).
Jeg er faldet over en række artikler om inklusionspædagogik og inklusion i skole- fritidsregi. Der er videre links til uddannelsen som inklusionsvejleder og online inklusion. Jow jow.
Det leder mine tanker hen på en forgangen samtale med en veninde, som var kaldt til krisemøde på skolen. Der skulle lægges en handlingsplan for hendes lille Einsteins inklusion i klassens fællesskab med særligt fokus på hans indtræden på den sociale scene. Al ære og respekt for en skole, som er opmærksomme på sådanne ting, tager ansvar og tør handle. Der var bare ikke nogen, der havde taget sig tid til at spørge Einstein Jr., om han ØNSKEDE at være en del af dette sociale fællesskab. Han var da lige så pinligt klar over forskellighederne ham selv og klassen imellem, som de andre unger var. Han følte sig fejlmatchet og utilpas blandt fodboldtosser og hestepiger, når han nu selv var en førsteklasses bogorm.
Det være sagt, så have han en fantastisk favnende mor, som forstod og accepterede mangfoldighed og forskelligheder. Hun havde lært ham ikke at se skævt til andre, ikke at lade sig påvirke af andres meninger. At turde stå ved egne holdninger og ikke bare følge the mainstream. Hun havde guidet ham til en større forståelse af eget selv og hans rolle i klassen. Han var den, de andre søgte lektiehjælp hos, men han deltog ikke i de sociale og meget sportslige frikvarters- og fritidsaktiviteter. Og han savnede det ikke. Han havde fundet sit eget sociale holdepunkt i bibliotekets læsegruppe, ligesom han gjorde sin gang i den lokale skakklub for juniorer. Hér følte han sig hjemme og veltilpas, hér var han blandt ligesindede og kunne lyde nørdet og gammelklog, uden at blive set skævt til. Tværtimod fandt han personlige venskaber ad denne vej.
På mødet blev det besluttet, at han skulle inddrages klassens leg i frikvartererne. Gårdvagten skulle sikre, at han blev inkluderet i boldspil og således indlemret i klassens sociale virke.
Hmmmm.....ja....godt så.
En ærværdig tanke. Megen fin teori.
Jeg prøver at forestille mig scenariet.
Den lille nørd, klassens professer. På boldbanen.
En lille splejset og meget bleg knægt, som dukker sig for fodbolden, for ikke at få de tykke colabundsbriller skudt af snuden.
Ham, der vælges sidst til rundbold, ikke fordi nogen af holdene egentligt ønsker ham, men fordi de er blevet tvunget af en gårdvagt til at være inkluderende.....også selvom læsehesten altid kaster boldtræet fra sig i sidste øjeblik og kaster sig sidelæns i et ukoordineret rullefald, fordi han ikke kan fokusere på tennisbolden gennem de tommetykke brilleglas og derfor altid bliver ramt på låret.
NU er han inkluderet. Men er han blevet et lykkeligere barn af den grund?
Før blev han ikke drillet. Han var ikke en aktiv del af klassens frie leg, han passede sig selv i periferien, kanske med næsen begravet i en spændende fagbog.
NU bliver han drillet og lagt for had. Resten af klassen presses til at føle afsky mod at have ham med i tvungen baghånd. Det hold, som ender med bogormen, bebrejder ham for tabte vinderchancer. Klassen ved det. Og han ved.
Han oplever nu daglige nederlag. Og møder pludselig modstand mod hans person. Det starter i frikvartererne, på boldbanen, men arbejder sig stille og roligt med ind i klasselokalet...gruppearbejdet...og videre til fritiden. Turen hjem fra skole.
Nej, måske går det ham ikke så galt. Måske lærer han med tiden at være sportslig. Måske vil resten af klassen elske at have fumle-tumler-drengen med på banen. Måske de finder stor personlig tilfredsstillelse ved at kunne inkludere en totalt boldmongol, klassens sociale outsider, i deres elskede sport.
Men jeg tvivler.
Og ja, jeg puster til ilden i en tid, hvor vi alle skal være politisk og pædagogisk korrekt.
Og nej, jeg er ikke fagperson. Jeg har ikke været på kursus i inklusionfremmende pædagogik.
Jeg VAR tilgengæld klassens bogorm.
Jeg VAR nørden, som ingen ville være på hold med.
Jeg VAR det totalt kiksede, meget lidt vellidt offerlam i skolegårdens daglige mobberier.
Når jeg ser tilbage på min skolegang, hænger der altid en sort sky over årene i folkeskolen.
Jeg var dansk lærerens kæledægge.
Jeg scorede 13 i alle sproglige fag (yes yes, så gammel er jeg).
Jeg gik i det forkerte tøj...og så var jeg genert.
Det er ikke starten på et ørehængerhit, men derimod min hverdag i mange lange år.
Og det bredte sig stille og roligt fra klasselokalet, til skolegården, til den privat sfære i fritiden.
Det startede med udelukkelse fra gruppen, de smarte, lederne.
Der voksede følere ud i frikvarteret og videre til cykelturen hjem fra skole.
Det kulminerede med flere års rendyrket mobning både fysisk og psykisk.
Når jeg tænker tilbage, ville jeg da ønske, at meget var anderledes.
Jeg ville ønske, at nogen havde lært mine bødler helt almindelige sociale spilleregler som tolerance og respekt. Om samarbejde. Live and let live. At nogen havde belært dem om mangfoldighed, at ikke alle kan eller skal være ens....og det er okay. ALLE behøves ikke være bedste venner, men ALLE skal behandle hinanden rimeligt.
Jeg ville ønske, at nogen havde guidet mig til et mere passende socialt fællesskab. Et sted, hvor jeg kunne mødes med ligesindede. Andre børn, som foretrak en god bog frem for frikvarterernes tvungne tortur med svingtovs-bondage og bold-idioti. For ja, jeg klottede jo over den skide snor hele tiden, jeg blev viklet ind og måtte bede om hjælp til at komme fri igen. Jeg forsinkede de andres leg i flere minutter, så ikke alle nåede deres tur til at hoppe, inden frikvarteret var omme.
Og ja, jeg glemte at gribe bolden, fordi jeg havde travlt med at lukke øjnene og dukke mig.....bolden susede hen over hovedet på mig, så de andre måtte bruge resten af frikvarteret på at finde den igen.
Joooh, jeg var også den, der smed boldtræet til højre og selv kastede mig mod venstre, for jeg var pisseræd for den skide tennisbold, som ALTID ramte mig på låret med 140 km/t og lammede min evne til at løbe banen rundt.
Men jeg var god til nogle andre ting, som bare ikke blev værdsat i netop min klasse.
Jeg kunne skrive en 25 sider lang stil på et par timer....og hive endnu et 13-tal hjem.
Jeg var ferm til solo-sport.
Jeg læste fagbøger om indiansk-kultur kaldt hjem fra KBh universitetsbibliotek. Og allerede i 4 klasse måtte min mor skrive en skriftlig tilladelse til biblioteket, at jeg godt måtte låne voksen-bøger (Leon Uris lå da højt på listen).
Jeg var usædvanlig hurtig til at lære nye sprog. (Til dem der kender mig lidt bedre: nej, ikke lige tysk, men det ER jo heller ikke et rigtigt sprog men nærmere en halssygdom. No disrespect intended.)
Men nej.....sådanne egenskaber var bare ikke i høj kurs og jeg høstede ikke mange point på dén konto.
Det var bare et dårligt match, dem og jeg. Det udviklede sig, det voksede, det blev stort og grimt. For mig, men sikkert også for dem, som følte sig presset. Først til at have mig med og senere til at mobbe for at få afløb fra de frustrationer, som de ganske givet følte i forhold til førnævnte.
Ville jeg gerne have været drillerierne foruden?
JA da.
Ville jeg gerne have haft et bedre socialt netværk i fritiden?
Naturligvis!
Ville jeg gerne inkluderes i klassens kammeratskab?
HELL NO!
Jeg passede ikke ind dér. Det vidste DE....og det vidste JEG.
Vi skal ikke alle være ens...men vi skal alle accepteres, for den vi nu en gang er.
Vi skal ikke alle have de samme interesser eller være gode til de samme ting og dele de samme interesser....men vi skal finde et ståsted, hvor vores evner og talenter kommer til deres ret sammen med ligesindede.
Vi skal ikke alle inkluderes i de samme sammenhænge.
Der skal være plads og rummelighed til alle....vi skal lære at favne bredt.
Der skal være accept og tolerance.....på tværs af forskellighederne.
Der skal være samarbejde i klasselokalet, selvom man måske ikke går så godt i spænd ret personligt.
Men fritiden og herunder frikvartererne, må være børnenes egne.
Jeg vil da heller ikke tvinges til at være sammen med mine kolleger i fritiden. Jeg skal nok samarbejde og behandle alle ordentligt på arbejdspladsen, men når jeg har fri, bestemmer jeg selv. Så omgiver jeg mig med folk, som jeg klikker med. Og det synes jeg også, børn skal have lov til.
Det handler for mig om at finde det rette match til ens børn, et sted hvor de kan opbygge personlige sociale relationer i fritiden....og sikre, at de i skoleregi opfører sig socialt ansvarligt, dvs behandler alle med respekt og træder ind i klasselokalet med et ønske om at samarbejde på tværs af fritidens interesser og sociale relationer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar