Lidt nye opdateringer

Nu er sommeren vist ved at være en saga blot.
Jeg sidder i skrivende stund med en sjat halvkold dagen-derpå-kaffe og skumler over det grå efterårs(regn)vejr. Frygteligt demotiverende, når man faktisk burde støvsuge jobannoncer og også helst komponere et par fantastiske ansøgninger. Bare lissom lidt svært at lyde engageret og innovativ, når ens tanker konstant kredser om varm kakao og lun uldplaid.
Suk.
Jamen så er det jo godt, at overspringshandlinger er opfundet og at min kreative hjerne er spæk fyldt med herlige og ganske ukonstruktive idéer til totalt tidsspilde.

Sommeren har budt på hjemlig hygge med hele den herlige forsamling af store og små unger, min helt egen studmuffin og et par sporadiske gæstestjerner i form af diverse familiemedlemmer og et mindre udbud af venner.
Standtur og dasedage har der været nok af. Film-maraton til den lyse morgen. Jazzfestival. Fødselsdag for mit livs lys. Vandreture med klapvogn gennem byens gader.
Ja, der har såmænd været nok at bruge tiden til.
Meeeeen nu melder hverdagen sig igen på banen og kommanderer til selvdisciplin og pligtopfyldenhed.
De to store bøller er startet i skole igen og mindstemusen er ved at blive kørt ind i dagplejen. Ergo skal mutter hér igen i gang med jobjagten, denne gang med en fino ny titel som "kontorassistent med speciale i administration" i baghånden. (Jeps, jeg brugte nemlig graviditeten på at tage en uddannelse. Jeg fik merit pga praktisk erfaring og kunne således gå til eksamen 6 måneder efter studiestart.)
Nu kunne det jo så være vældig nice om der rent faktisk VAR nogen ledige stillinger at søge. Gerne i fornuft køreafstand, da logistikken omkring job contra afhentning af mindstemus inden afsendelse til lokalt børnehjem gerne skulle gå op i en forkromet enhed. Jeg har grumme svært ved at øjne de mange ledige stillinger, som politikerne råber op om. I går lavede jeg således en jobsøgning med følgende kriterier:
1) bopælskommune + 50 km
2) alle ledige stillinger (dvs alt fra toiletskrubber til overlæge på nuclear-medicinsk afdeling)
3) alle typer ansættelsesforhold (freelance, deltid, fuldtid)

Jeg fik også ganske rigtigt genereret en lang liste med små 150 stillinger. Desværre var de fleste faglærte stillinger (mange af dem kunne jeg ikke en gang udtale og jeg har ærlig talt ikke engang et bud på, hvad sådanne titler indebærer af funktioner). Det lød meget højtragende og slet ikke som stillinger lille jeg kan betride.
Gråvejret passer måske meget godt til mit humør og manglende optimisme. Heldigvis er det ikke monsun-regn, så på ét eller andet tidspunkt klarer det nok op igen....også på jobfronten.
Indtil da må jeg vel bare sidde og skumle for mig selv med næsen i jobannoncerne og rigeligt kaffe på kanden.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar