Bleskift a la hulabye....eller....byebye hyggestund, hello tvangsindlæggelse....eller....gale opfindere er der åbenbart nok af...

Ærligt, det kan godt være lidt en udfordring at skifte et aktivt lille kravlebarn.
Først skal man jo indfange den løbske tumling på stuegulvet. Det er faktisk sin sag, når nu mindstemusen har lært at krybe i ekspresfart. Endnu sværere bliver det, idet han også har lært at sno sig som en glat ål. Når man samtidigt grundet slemme lugtgener skal holde sig for næsen, ja, så har man jo kun én ledig hånd at gøre godt med.
Man kan dog ved at kaste sig ind fra sidelinien gribe om tumlings mavse med en velanrettet højrearm. Et lille snuptag senere er samme tumling slynget ret op og ind mod babyfangers brystkasse, hvor han fikseres med et fast klem.
En yndefuld ballet uden om diverse lysende legetøj og talende bamser garanterer en nogenlunde sikker rute tværs over stuegulvet. Babymus placeres vandret i rygleje på dertil indrettet pusleplads og et-hånds-bleskift påbegyndes (bemærk at den anden hånd grundet risiko for gasudslip fortsat er beskæftiget omkring eget snueparti).
Baby vrider og drejer sig for at modarbejde ethvert forsøg på at holde indholdet af brugt ble indenborde. Man indser, at man har minimum én arm for lidt.
Klemme om egen tud, fastholde babykrop, af- og påmontere bleer.....og kun to hænder....no can do.
Men frygt ej, hjælpen er nær.
De kloge hoveder har endnu en gang opfundet en gal-genial dingenot til netop denne situation.
En baby-fikserings-harness til den livlige tumling på puslebordet.
I kid you not!
Den FINDES virkelig.

Hulabye, som ses herover, kan blandt andet bestilles via amazon.com.
Jamen, det er jo ikke til at få armene ned. Hvordan klarede jeg mig nogensinde gennem talrige bleskift af min ældste uden denne fantastiske opfindelse?
Misforstå mig ikke.
Jeg går all in når det handler om at skære genvej til succes. Jeg kravler som oftest igennem gærderet, hvor hullet er størst. Meeeen jeg synes altså alligevel, at NU er toppen af idiotien da nået. At skulle iføre sit barn spændetrøje inden hvert bleskift dræber i mine øjne lidt den hyggelige puslestund. 
Det er vist ikke den længste ål i rusen som bestod Georg Gearløs-skolen med denne opfindelse.
Bedre held næste gang....i mellem tiden vil jeg så vikle min egen mindstemus ud af de 5 1/2 meter gaffatape, som pt muliggør et hyggeligt mellemmåltid i ro og fordragelighed, med masser af øjenkontakt og lærerig socialisering mellem mor og baby.
































Ingen kommentarer:

Send en kommentar