Panik i badet

Ja, så lærte man en vigtig lektie.
Når det bliver lidt farligt, så forvent under ingen omstændigheder hjælp fra personlig He-Man!
I bedste fald må man klare sig selv, i værste fald bliver man med største sandsynlighed skubbet lige lukt i favnen af en horde glubske zombier, mens He-manden selv bruger din uheldige skæbne som afledningsmanøvre og selv flygter.

Og hvordan kan jeg så vide dét, tænker du nok. Eller, det leger jeg i hvert fald lige, at du tænker.

Jo, det skal jeg sige dig.
I dag fik jeg nemlig en øjenåbner af de helt store.
Jeg var i bad, hvilket i sig selv jo ikke er nogen speciel begivenhed. Midt i skønsang og sæbeskum så jeg dog pludselig en fugleedderkop af de helt store dale ned fra loftet og lande på min skulder. Den pustede i den grad til min araknofobi, så med fægtende arme og diskrete skrig sprang jeg for livet. I skyndingen tog jeg mig ikke helt tid til at åbne brusekabinen, før jeg bragede tværs gennem badeværelset og ud på repos´et. Sikke et spektakel, men det KAN man jo ikke tage sig af, når man kæmper for livet.
Jeg lurede ind af døren.
Den var der stadig. Lige dér, midt på gulvet. Stor og svært behåret. Fadaføj, for en led krabat.
Den lå dog musestille. Enten på lur efter min strube, som jeg antager den havde haft et udmærket udsyn til fra sin tidligere placering på min skulder, eller halvdød af skræk efter mit skingre skrig.
Jeg sneg mig nærmere.
Den rørte ikke på sig, men for en sikkerheds skyld bevæbnede jeg mig det første det bedste selvtægtsvåben: skattemusens Gillette Fusion (bemærkede du lige den diskrete reklame dér?).
Netop som jeg stod bøjet over den klar til at høvle den midt over, eller som minimum trimme dens behårede fusser, gik det op for mig.
Det var ikke, og jeg gentager IKKE, en edderkop. Af NOGEN art.
Det var en sammenfnulret tot af mit eget hår. Den så nogenlunde tilforladelig og harmløs ud.
Jeg blev ærlig talt så lettet, at jeg slet ikke nåede at føle mig forlegen.
Ret kort derefter blev jeg så harm, at jeg rent glemte at føle mig små-blond.
Tænk sig, alt dét postyr. Panik-skrig og højlydte rabulder. Og HVEM glimrede ved sit fravær? HVEM var ikke kommer til min redning? HVEM havde faktisk ikke en gang råbt "hva faen laver do?" i irritation over at blive forstyrret i morgenlæsningen af BT?
Ganske rigtigt.
My hero!
Fuldstændig og aldeles ligeglad med mit velbefindende.
Selv da han blev konfronteret med situationens alvor og ved selvsyn så beviset for den overhængende livsfare jeg just havde befundet mig i, så fandt hand et slet ikke på sin plads med en undskyldning. Han gad ikke en gang anstrenge sig for at stille en bekymret mine op. Eller love, at en sådan manglende beskyttertrang ikke vil gentage sig.
Næææ nej, han gloede bare uforstående på mig....og skreg af grin.
Tsk Hrmpfght!!!
Han fejlede helt at se alvoren i situationen. Det handler jo ikke så meget om min lille fadæse (HVEM har ikke med sæbe i øjnene set fejl af et par hårstå og en tarantula, jajegspørgbare!!), men om det meget uheldige faktum, at INGEN skattemus kom til min redning. Det KUNNE jo have været en sort enke, en malaria-myg eller en kloakrotte med sort pest i sit væmmelige bid, som jeg sloges med deroppe på første salen. Alene. 

Gad vide, hvad det koster at hyre Secret Service til personlige bodyguards mod 8-benede kryb???