Tilbage på tasterne

Sikke dog tiden flyver afsted, når man har en knotten mindstemus og en dødelig syg sexysmølf til at holde én beskæftiget.
De sidste 3 uger er simpelthen gået ALT for stærkt og jeg har slet ikke haft tid til at holde dig ordentligt opdateret. Sagen er den, at mit livs lys har været liiiiige ved at gå ud. Sagt med andre ord, skattemusen har ligget for døden og tigget om den sidste salve.
Nu tænker du nok, at der blot er tale om den sædvanlige mande-influenza. Men nej. Manden med leen blev denne gang hidkaldt af et slemt anfald af nyresten.

Det hele startede en meget tidlig morgen klokken 7. Skattemusen vågnede og klagede over ondt i ryggen. (Bare dét, at han var oppe og i stand til at samtale på dette (for ham så9 ukristelige tidspunkt, var kun første tegn på, hvor skidt det stod til.)
Jeg fik ungerne gjort klar, pakkede mindstemusen lunt og godt i klapvognen, fulgte knægten i SFO, vendte hjem og fandt skattemusen liggende i en myste-fystisk position midt på stuegulvet. Jeg vil ikke gå i detaljer, blot nævne, at det første jeg så, var hans bagende som pegede ret mod himmels. Tænderne var begravet dybt i gulvtæppet, hænderne klamrede om telefonen og fusselankerne spjætte underligt.
Yndigt syn at komme hjem til.
Da han ikke engang havde overskud til sure opstød som modspil til mine kække kommentarer, ja, så vidste jeg jo nok, hvad klokken havde slået. Der var kun ét at gøre (for aktiv dødshjælp er som bekendt ulovligt i Dk og forresten er jeg ikke begunstiget i hans testamente). At fragte mandslingen til lægen, som straks ringede efter forstærkning i form af en bahbuh-bil.
Han tilbragte det meste af dagen på sygehuset, som bød på alt lige fra blodprøvetagning, harpunering med smertestillende medikamenter i ballemuskulaturen og CT-scan, uden dog på noget tidspunkt at byde på lidt næring i den ene eller anden form. Nå ja, der skal jo spares alle vegne nu til dags. Skulle patienten komme af dage grundet sultedød i løbet af den lange ventetid, ja, så havde man jo sparet røntgenbilledet.
Jeg fik ham hjem samme eftermiddag, med besked om, at der nu sad en nyyyydelig lille nyresten i hans blære. Den var såmænd ikke større end hovedet på en velvoksen vatpint og skulle derfor selv passere og tisses ud inden for 2-3 uger. Indtil den var ude, skulle han fylde sig med forskellige (temmeligt bekostelige) medikamenter.
Han var selvsagt lidt luren ved, hvor ondt denne "passeren" mon ville gøre.
Det var der ingen grund til, mente sygeplejersken, for stenen var jo så lille.
Hans næste bekymring var så, om han mon så overhovedet ville opdage, at den var kommet ud og dermed kunne stoppe med pillerne i rette tid.
Igen, ingen grund til bekymring. Næææ nej, det ville jo give et ordentligt KLONK i kummen, når stenen blev tisset ud.
Aldrig før har min søde lille skat set SÅ panisk ud. Tanken om at denne "lillebitte" sten, som man SLET ikke ville mærke smutte gennem urinrøret, skulle kunne lave sådan et spektakel, hylede ham HELT ud af den.
Han har derfor frygtet toiletbesøg de sidste par uger. Han har nemlig haft frygteligt ondt og frygtet, at bautastenen ville smadre hele kummen og vælte badeværelsesvæggen, når den endelig "smuttede ud".