Der er da ikke noget så skønt, som at ligge fastklistret til lædersofaen, marineret i eget koldsved og med dunkende hovedpine. Febervilde drømme tager glimtvis pladsen fra virkeligheden, mens man hoster lungerne ovenud i småbidder, næsen løber maraton og dynens vægt føles smertefuld mod samtlige ømme led i kroppen.
Det skulle da lige være ovenstående situation tilsat et skvæt 5 årig motormund, som just ser sit snit til at plante sit luksuslegeme direkte på mutters korpus...og holde det ene laaaange foredrag efter det andet. Jeg har nu blod ud af ørerne, men er til gengæld sat vældig godt ind i dolkhalens anatomi, tanks (og andre krigsfartøjer) samt den lidet elegante disciplin at flashe bar bagdel i SFO´en.
Jeg er blevet belært om, at man ikke skal hade nogen, som skubber én ned af gyngestativet, så man får blå mærker på ryggen. Næ nej, man skal hade deres HJERNER, for det er jo lissom folks hjerner, som styrer deres handlinger og bevægelser. (Javel, fessor, men dét skal du så nok IKKE snakke for højt om i en tilspidset situation i SFO´en....med mindre du da vil mobbes de næste 10 år.)
Jeg er blevet klogere på de sidste nye kostråd. Man bliver hvad man spiser og bør derfor afholde sig fra at spise asfalt, for så bliver man kørt ned heeeele tiden. (Nu forekommer asfalt mig heller ikke at være en særlig tillokkende spise, så jeg var nu ikke i fare for at falde i gastronomisk uføre i dén forbindelse.)
Jeg ved, at blækspruttemødre passer familiens mange unger, mens fatteren suser ud efter mad. Er han for længe om at vende tilbage til hulen med føde til den ventende moder, tjaaa, skidt pyt....så spiser hun bare en af sine egne arme. Der er jo nok at tage af og forresten vokser der bare en ny én ud. Meget praktisk. (Dog ville jeg nok blive en ANELSE bitter på min husbond, hvis han lod mig sulte så længe, at jeg skulle fortære mig selv bid for bid....men okay, nu er jeg jo heller ikke blæksprutte og kan meget dårligt undvære en arm. Faktisk har jeg tit tænkt, at jeg har 8 arme for lidt som det er nu!)
Tilstået, jeg døsede vist hen et par gange under vejs (mindstemusen havde længst givet fortabt og var langsomt lullet i søvn af storebrors knævren) men til mit forsvar skal lige siges, at foredraget varede 3 timer. Uden pauser af nogen art, dog blev jeg cirka halvvejs tilbudt en skive ristet rugbrød med jordbærsyltetøj og agurkesalat (næ tak, som byder, venlig tanke, men så vil jeg faktisk hellere lege blækspruttemor og æde min egen arm).
Til sidst lykkedes det mig at stoppe talestrømmen, men kun ved at fylde store mængder føde i ansigstspalten på knægten. Bagefter lavede vi en aftale. Han smuttede på værelset med en is og en film....jeg nød stilheden i stuen og drømte salige drømme om painkillers af højeste kaliber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar