Lykken er...når ungerne giver én ret

Trolden er taget på hygge-week end hos sin farmor.
Skattemanden er på, så der er kun familiens ældste + yngste og jeg selv hjemme.
Den står på baby-forkælelse og tøsehygge. Og dybe tanker fra den kommende teen.
"Kan du huske den gang, hvor som at jeg var så sur på trolden at jeg ønskede ham langt væk."
Jo tak. Jeg husker det tydeligt. Jeg er bare lidt i tvivl om, hvilken én af gangene du helt specifikt tænker på. Ahem. Søskendekærlighed kan tiltider føre til en mindre borgerkrig. Også selvom man ikke er "rigtige" søskende.
"Jo altså.....dér hvor dig og far sagde, at man skulle tænke før man talte. Og ikke tale grimt i vrede, fordi man så tit fortryder det, når man er gode venner igen. Og så er skaden sket og man har gjort nogen ked af det."
Jooooh, det lyder da ganske fornuftigt. Og derfor helt klart som noget, jeg i et filosofisk øjeblik kunne have sagt.
"I sagde også, at HVIS som at trolden forsvandt, så ville jeg blive ked af det og savne ham. Men selvom jeg sagde ok, så troede jeg altså ikke på det."
Nå ja, det er da ærlig snak. I det mindste er vores pædagogiske snak ikke gået helt hen over hovedet på hende. Hun kan da huske moralen.
"Ja. Og ved du hva..... I havde ret. Jeg savner ham allerede. Jeg keder mig, for nu har jeg ikke ham at lege og hygge med."
Wupti. Sagde hun lige de magiske ord? Dælendusme. Vi fik ret. Og hun har indset det. Og indrømmet det. Højt.
Et sideblik i hendes retning afslører, at en sådan indrømmelse gør næsten fysisk ondt på en tweenie. Jeg er lidt i tvivl om, hvad der mon smerter hende mest. At give os ret. Eller indrømme at hun savner trolden.
Hvornår kommer han hjem igen, vil hun vide.
Tjaaaah, det er cirka 1 time siden, han blev hentet. Så godt og vel 2 døgn.
Rullen med øjnene og dybe suk. Det er slet ikke sjovt for en gang skyld at være den, som ikke skal med på tur, men blive "alene" hjemme med de voksne.

Lige dér frygtede jeg godt nok en meget lang week end.
Hun har dog ikke beklaget sig en eneste gang, kun med jævne mellemrum konstateret, at det alligevel er meget rart at have brødre. Også dem, som ikke er helt "rigtige".
Som en ekstra bonus har hun spenderet al sin vågne tid med mindstemusen. For ikke at kede sig, forsikrer hun mig. Musen er derfor blevet overøst med opmærksomhed og druknet i knus og kys. Han nyder det i fulde drag. De har puttet på hendes fatboy. Ligget i ske på sofaen. Leget med brio-tog. Danset og snurret rundt. Og han har fået vilde køreture i klapvognen.
Til gengæld har hun fået god mad, tøsehygge og bio-stemning i stuen.
Og jeg...har fået ret.
Life is great.
:)