Jep, Danny Brown kunne meget vel spille i baggrunden. Det gør han dog ikke.
Han er nemlig så heldig at være laaaaangt væk og kan derfor ikke bruges som smagsdommer.
Prinsessen har lavet dip.
I første ombæring var jeg velsignet, at mine smagsløg var midlertidigt sat ud af spil. De vendte dog tilbage til sædvanlig toptunet finesse og jøsses.
Nu skal man jo ikke dræbe amatør-kokkens motivation og ambitioner. I hvert fald ikke med ét hug. Derfor afholdt jeg mig fra min umiddelbare reaktion og spyttede ikke dippen ud i skålen igen.
Jeg spurgte i stedet meget forsigtigt til processen bag. Havde hun montro eksperimenteret lidt og ikke helt fulgt mine verbale anvisninger?
"Jo, jeg har gjort præcis, som du sagde. Der er både ketchup, paprika, lidt salt og peber...og sukker naturligvis."
Javel ja.
Hvor meget salt vil du mener, der er i?
"Nåååh ikke ret meget...bare lige to drej på den dérsens kværner-fidus."
Aha. Så forstår jeg det ikke....og dog.
Sukkeret. Hvor tog du det fra?
"Den store firkantede glas-tingest. Og jeg puttede lige præcis 3 skefulde i."
Uhum. Du tog ikke sukkeret fra den runde sukker-krukke?
"Nej, jeg tog det andet sukker....det fra den firkantede glas-tingest."
Uhum. Mysteriet er løst. Elementært, really.
Det andet sukker...altså det i den 4kantede glas-tingest....det er den slags sukker, som man også kalder GROFT SALT!
Vi fik det reddet nogenlunde. Lidt mere creme fraiche. Lidt mere ketchup. En del sukker. Voila.
Spiseligt, om end stadig til den lidt salte side.
I dag skal vi rigtig hygge os. Vi skal kigge nærmere på mit krydderiskab og øve os i at læse etiketter.
Så er der heller ikke nogen undskyldning for at smide kanel i tomatsuppen igen. (Et fordums meget lidt delikat forsøg, Man troede fejlagtigt, at der var tale om røget paprika.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar