Turbulent tirsdag

Jeg blev vækket tidligt af 2 styks knægte, som var døden nær af sult. (Mindes ellers, at de begge to åd som ulve i går aftens, men nattesøvnen må åbenbart have forbrændt det hele.)
Jeg satte havregrøden i gang. Mens den passede sig selv (hurra for microovnen), kunne jeg lige nå et bleskift og en hurtig påklædning af mindstemusen. Trolden kom i tøjet, mens han tilså doseringen af kanelsukkeret og mindede om den vitale smørklat.
Drengene spiste.
De spiste meget.
De spiste hurtigt.
Jeg måtte snart sætte en stor portion mere i kog, mens trolden berettede om søuhyrer og mindstemusen bare skreg i raseri over tom tallerken. Tålmodighed er bare ikke hans stærke side. Slet ikke når det drejer sig om hans store passion: MAD.
Godt og vel halvvejs gennem anden portion ramte mindstemusen bunden. Min arm, som ellers havde kørt i pendulfart mellem tallerken og hans mund, kunne få et tiltrængt hvil. Han ville nemlig gerne øve sig og spise resten selv.
Trolden bad om en portion mere og mens jeg var optaget af at sætte grød nummer 3 i gang, forlystede musen sig med projekt "kan selv, vil selv".
Da jeg vendte tilbage til bordet blev jeg mødt af et herligt syn. Mindstemusen smurt ind lige dele grød og snot, det meste tværet ud i hår og ansigt, med enkelte stænk-pletter på tøj, stol, bord, gulv...og en velanrettet klat midt mellem vuffers ører. De-li-kat! Han så vældig stolt og veltilpas ud.
Det bredeste smil fra øre til øre lyste hans lille ansigt op og tændte stjerner i hans himmelblå.
Jeg spottede en rest smør i hans næse og lidt kanel i øregangen.
Jeg vurdere hurtigt serviet-beholdningen og besluttede, at et bad vist ville være mere effektivt.
At spule hele barnet fuldt påklædt.
Klæde ham af og vride tøjet op, mens han gnaskede lidt i badesvampen.
Fjerne rester af svampen fra mellemrummet ved fortænderne.
Trække hans finger op af afløbet.
Dosere rigelige mængder sæbe og lunket vand.
Det passede ikke helt herren, at han skulle frotéres og klædes på igen. Han eeeeeeelsker brusebad.

Jeg placerede musen i legehjørnet i håb om et øjebliks fred og ro til yderligere rengøring af bord, stol...og hund. Det var dog meget mere interessant at at hjælpe mor (= at gå i vejen for mor), hvorfor jeg snart måtte rengøre musen pletvist med vådservietter.
Jeg satte en lille leg med puttekassen i gang. Dér sad musen lisså koncentreret som en lilstetyv på vej over et pigtrådshegn. Jeg benyttede det uforstyrrede øjeblik til at skrabe havregrød ud af vovses pels. Jeg fik det værste væk, men hun har fortsat en lidt pudsig punker-frits mellem ørerne. Lidt a la Stripe fra Grimlins.
Mine sarte næsebor fangede en fæl dunst. Vuflingen måtte leve med sin nye stritpels, for nu gjaldt det mere presserende foretagende.
Mindstemusen havde fyldt bleen....og lidt til.
Det fine legetæppe havde heldigvis opsuget det værste, så trægulvet havde ikke taget skade.
Jeg fandt mine længste Kirsten Hüttemeier-skånehandsker frem og gik i krig. Der var tale om kemisk krigsførelse fra fjendens side, så kampen var tæt på at blive meget kort for mit vedkommende. Da jeg åbnede bleen, dånede jeg momentalt. Sådan føltes det i hvert fald. Fyfferpyfferføj for en hørmer.
Der var kun én løsning.
Nyt bad, nyt tøj.

I mellem tiden var tøserne stået op. (Prinsessen havde overnattende veninde på besøg.)
De sørgede selv for lidt morgenmad og jeg så mit snit til at lufte hunden, mens de morgen-hyggede med mus og trold.
Heldigvis er løbetiden ved at være overstået igen, så nu kan hun nogenlunde koncentrere sig om formålet med lufteturen. Bare ikke i dag. Naboen er ved at lægge ny terrasse. Der skæres fliser til, hvilket hyler og hviner som jeg ved ikke hvad. Hele vores baghave er grå af støv. Det er ikke just behageligt at trække vejret ind. Når JEG bemærker alt dette, gør vapsen naturligvis også. Og vagthunden i hende var IKKE tilfreds. Hun stolpede rundt på stive ben langs hækken og så meget vigtig ud. Hun snuste til støvet...hun nøs....og så om muligt endnu mere vagtsom ud.
Hun fik dog tisset af og virkede ikke interesseret i mere. Heller ikke, da jeg vovede mig ned til hjørnet og retur. Så kunne vi jo lige så godt skynde os tilbage, så tøserne ikke skulle babysitte alt for længe.

En halv time senere, var alle travlt beskæftiget.
Mandse sov stadig.
Tøserne hyggede i kælderen.
Trolden så TV i stuen ("braceface....mit liv er kompliceret...dahdah....").
Musen spiste vindruer og skrålede med på introen.
Vufling dasede på sofaen.
Eneste lediggænger var mig selv.
Jeg kunne vist godt liiiiige snige mig ud på badeværelset lidt, sådan helt alene, uden afbrydelser.
Jo, jeg gør det skisme.

Mens jeg et øjeblik senere stod i brun sæbe til op over begge albuer, begyndte tossehunden at pibe...og gå til døren.
For hulan, vi havde jo lige været ude.
Øjeblik, hund.
Jeg skal liiiige vaske hænder.
Vent nu LIDT.
Jeg skal også lige tørre mine hænder...og sætte rengøringsmidlerne udenfor børne-rækkevidde.
Jeg kom ind i stuen, med hundesnoren i hånden, klar til at smutte ud af havedøren.
Og hvad så jeg?
En hund, som har lakeret gulv, væg, havedør i en gyselig lysebrun kulør.
Urea og faeces!
Sikke noget lort!
Hurtigt fjerne det værste og hale hunden ud af døren igen.
Men næææh nej, uden for har man ikke tid til den slags. Dér skal man snuse og skule mistænkeligt ind til naboen. Man skal ikke afbryde bevogtningen af matriklen for at sitte sig.
Min misbilligende knurren var dybere end vuflings og har muligvis skræmt naboens håndværker betragteligt. Jeg beklager.

Ind igen og i gang med en mere intensiv rengøringen.
Heldigvis havde hun forrettet det meste på et stykke afdækningspap, som jeg bruger under de møbler, jeg er ved at male. Da først det var bortskaffet, var situationen noget mere overskuelig.
Lige som jeg var blevet færdig med oprydning og rengøring, bimlede det på døren.
Jeg hastede ud for at åbne, inden vagthundens galpen fik ødelagt skattemusens søvn.
Det var venindens far, som skulle hente den overnattende gæst.
Var alt gået vel?
Jajaaaah ingen problemer, det har været så hygsomt.
Vi hyggesludrede lidt, hvorefter jeg fulgte dem til dørs med bagagen (utroligt så meget 12 årige piger skal slæbe med for én overnatnings skyld).
Og først dér, da jeg stod i døren og vinkede pænt farvel, gik  det groteske i situationen op for mig.
Jeg havde stadig gummihandsker på. Eller rettere, latexhandsker. Bedste sygehus-stil.
Jeg var rimelig fikst klædt i nylonstrømper og gummirøjsere, med håret krænget op i en interimistisk knold holdt sammen af et pink gummibånd.
Bag mig dunstede hele hytten af Roskilde-syge og selv jeg (som ellers ikke er sart) måtte tvinge mig selv til at træde ind over dørtærsklen.
Men jeg gjorde det og jeg kom ind til en mindstemus, som havde benyttet det ubevogtede øjeblik til at stjæle en tallerken og banke skår af den. Faaaantastisk.
Jeg besluttede mig for at putte musen til middagsluren, lade trolden få ro på abstinenserne med et computerspil og sende prinsessen tidligt over til sin mor.

Nu sidder jeg og nyder stilheden, mens duften af friskbrygget kaffe langsomt overdøver stunken fra fækalier-bølgen. Jeg glæder mig usigeligt til at smække benene op og nyde indtagelsen om et øjeblik, når den er løbet igennem. Mens jeg venter overvejer jeg, om jeg skal vække skattemanden med en kop dampende varm kaffe....eller om jeg skal trække den lidt og i stedet nyder bare at være mig et lille øjeblik.