"Mor" til fire

Jeps, du læste rigtigt.
Jeg synes simpelthen ikke, at 3 børn i huset var nok. Jeg manglede udfordring. En større vasketøjsbunke. Flere aftryk fra fedtede børnefingre på mine lyse væggen. En større skarre at kokkerere for.
Min dejlige skattebasse forstod naturligvis mit behov for at mangfoldiggøre familien....og striben af mudret fodtøj i entréen. Så nu har vi fået barn nummer 4. En dejlig pige på 10 år. Javist er hun kun til låns, men de næste 6 uger er vi altså værtsfamilie for en grønlandsk pige.

Nå ja, sandt at sige skyldtes beslutningen ikke manglende gøremål eller kedsommelighed i hjemmet.
Jeg ville bare gerne støtte op om projektet og åbne vores døre. Jeg følte et behov for at give tilbage efter selv at have oplevet den fantastiske grønlandske åbenhed og gæstfrihed.
Og jeg var helt klar over, at jeg ikke bare kunne ignorere det faktum, at der manglede værtsfamilier.

Naturligvis skaber det nogle sproglige barrierer. Hér kan man ikke bare grave sig under, hvor bækken er lavest. Næææ nej. Man må grave dybt i huskekassen efter længst svundne gloser og verdens vanskeligste grammatik (muligvis ikke videnskabeligt bevist, but I am sure of it!), for at gøre sig nogenlunde forståelig.
Sikkert ganske sundt.
Man bliver undervejs i processen mindet om en tid, hvor man selv var ydmyg fremmedarbejder, som (trods glorværdige hensigter om at lære det nye lands sprog og skikke til perfektion) aldrig blev rigtig god til det nye tungemål.
Den gang kunne jeg da følge med i en samtale og formåede i et anfald af Fætter Højben-held at skrive dansk referat af et grønlandsksproget medarbejdermøde. Jeg kunne gøre mig nogenlunde forståelig på skrift og for det meste svare kort på direkte tiltale. Min udtale var ganske vist gebrokken og min grammatiske formåen kun til at grine af, men jeg gjorde vitterligt mit bedst.
Siden da har jeg holdt pause med grønlandsk sprog. Det har ligesom ikke været nødvendigt at finpudse mine autodidakte skills. Godt nok har jeg grønlandske venner, men de er flinke til at bære over med en dansk sprogspasser som mig og lader mig slippe med et enkelt "ilaa" i ny og næ.

Nu har jeg så pludselig brug for at genopfriske sproget igen....og gerne hurtigt (helst i går).
En sød lille pige, helt alene i en fremmet familie, i et fremmet land....har brug for at kunne kommunikere. Og hvad sker der?
Jeg har fået begyndende alzheimers.
I kid u not.
Jeg skal VIRKELIG grave i dybden af min hukommelse for at finde lidt brugbare gloser frem.
Jeg forstår ved gud godt, at hun nogle gange stirrer tomt på mig. (Officielt slår jeg det hen med hjemve og indre diazshow, men i et øjeblik alene med spejlet, tør jeg godt indrømme det: hun forstår nok ikke mit forsøg på grønlandsk ret meget bedre, end hun forstår dansk. Og det kan jeg dårligt klandre hende for. Jeg er ikke altid 100 på, hvad jeg har fået sagt. Ahem.)

Lidt anderledes er det med ungerne.
Prinsesse og trolden taler løse på dansk....og musen siger sine sædvanlige sjove lyde og fægter med armene.
HAN bliver forstået.
HAN får knus og kram og lov til at trøste i et anfald af hjemve.
Prinsessen har forsøgt sig lidt med et par grønlandske ord. Pt kan hun 2. Aluu og baaj.
Da hun ivrigt forsøgte at udvide sit repertoir, gik hun dog i stå. Antageligt på grund af bøjlen i undermunden, som forhindrer hende i den klassiske grønlandske dobbelt-L lyd. (Den lyd, som jeg for snart længe siden fik forklaret af en kær nuumiut på 89: "Do ska bar sie som en polarræv, der har veer." Den er fin. Jeg har desværre aldrig mødt en polarræv....og slet ikke én med veer. Det er nok derfor, at jeg selv den dag i dag, 10 år senere, endnu ikke mestrer lyden.)

Trolden, se, han har sprogøre.
Jeg tænker jo også, at grønlandsk bør falde ham en kende naturligt.
Han er trods alt født på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og har boet i byen de første 6 måneder af sit liv.
Da han rakte vores gæst en is, sagde hun velopdragent "Qujanaq"...og trolden svarede fluks tilbage "selv grydelap". Han huske at slå hælene sammen i bedste militærstil, mens han bukkede så dybt, at næsespidsen skrabede mod gulvet.
Venlig og velopdragen er han jo. Jeg fandt det dog alligevel på sin plads at forklare ham, at qujan(aq) betyder tak. Dén købte han ikke.

Det har været et par spændende og udfordrende dage for os alle. Fyldt med forundring, latter og tårer på skift. Lige så hårdt det kan være indimellem, lige så dejligt er det også at gøre en forskel. At kunne rumme. At kunne lære fra sig. At kunne tage mod den visdom, som en 10 årig grønlandsk pige har at give, hvis man tager sig tid til at møde hende i øjenhøjde.