Tørretumbler-tirsdag del 1

Hvor er det dog typisk.

Man har en total off-dag.
Ikke bare mentalt, men i høj grad også fysisk.
Sådan en dag, hvor man bare gerne vil ligge på sofaen og svælge i selvynk, mens kiks og cola indtages i rigelige mængder.....når man da ikke lige varmer toiletbrættet.

Netop sådan en dag indtræffer katastrofen.
Husets fiiiiine kondens-tørretumbler tillæger sig diva-nykker.
Alarmen hyler, mens røde lamper blinker om kap.

Man slæber sig ned af kældertrappen (efter at husets ældste barn har leget tekniker og tørt konstateret "yep, den er go´ nok...du har ret, den bipper og lyser") for at tilse problemets størrelse....og svobber hen over gulvet i gennemblødte sokker.
Krafthelvede da også.
Man få gravet brugsforvirringen frem, der som man heldigvis har lagt i sikker højde i forhold til eventuelle vandskader.
Clever move, tænker jeg, mens jeg alt andet end nyder det kolde fodbad på klinkegulvet.
Bladrer febrilsk.....transport......tilslutning......programvalg.....fejlfinding!
Når rød mystisk lampe med lille skildpadde-agtigt ikon lyser....er vandbeholderen fuld.
Ved den søde røde grød, den er ikke-nikke-nej fuld.
Sikke dog en gang infamt sludder.
Den er tørlagt! Ikke en eneste dråbe væske i den!
Dét er der så tilgengæld på gulvet (og mine sokker, indesko, bukseben).
Og ikke bare dråber, næ nej, kaskader af vand!!!!

Vel vidende at manden i huset kommer sent hjem og vandstanden til den tid nok er steget til uanselige højder til fare for børn og hund, for ikke at nævne det faktum at manden i huset er alt andet end handy, går man selv i gang med en minutiøs fejlfindingsproces...ved simpelthen at splitte lortet i atomer!
Familiens ældste barn stikker næsen frem fra sit teenage-skjul, som har en tendens til at opsluge hende totalt, når risikoen for manuelt arbejde opstår.
Har man brug for hjælp?
Næ nej, ikke sådan lige på stående våd fod. Og dog. Du kan måske lige svømme over efter et klud til mig? Og tag du bare et par ekstra baner, nu du er i gang. Få noget positivt ud af situationen.
Man modtager et fåret blik som svar, men ingen klud.
Så må man jo selv padle over til skabet. Suk. Let the fun begin.

Man har nu fjernet og renset alverdens indvendige og udvendige filtre, slanger og krummelure-krogede gange. Man har startet skidtet igen og beder til en smule samarbejdsvilje, mens man krydser fingre for at truslen om hammeren sparker lidt liv i mekanikken.
Man skuer ud over slagmarken.....børster, skruetrækker, klude, gulvmoppe.....og en mindre ocean på gulvet.
I kid u not, jeg har med garanti lige set en blåhval suse forbi.
Jeg ejer ikke klude og tæpper nok til at suge alt vandet, ej heller kan jeg oparbejde mere energi lige nu, og jeg kan ærligt ikke overskue at flytte hele vaskeriet, for at komme til gulvet under hele herligheden. (Maskinparken består pt af 2 x tørretumblere samt en vaskemaskine.)
Hvor kan man hyre kvalificeret, effektiv hjælp?
En mindre elefant burde kunne sige det værste.
Nogen, som har én på lager?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar