Musebid

Sådan kan man jo også tjekke musens tandfrembrud.
Jeg har den sidste uges tid haft kraftigt mistanke om en ny kindtand i overmunden, men han er ikke meget for at lade os se. I dag var han yderst samarbejdsvenlig i forbindelse med tandbørstningen, så jeg besluttede at mærke efter med en fingerspids.
Dum beslutning.
Musen klappede resolut gebisset sammen og var nu knap så samarbejdsvillig. Åbne gabet igen nægtede han.
Det føltes som flere minutter, hvor min finger var fastklemt i et skruestik-lignende greb.
Smerten eksploderede som hvide lyn igennem min frontallap.
Jeg kunne umuligt vriste mig fri uden at ofte det yderste led af fingeren. Hvilket jeg faktisk nåede at overveje op til flere gange, ja, faktisk var jeg tæt på at gnave hele fingeren af lige omkring skulderleddet.
ENDELIG slap han.
Min finger var følelsesløs og jeg har umådeligt svært ved at karakterisere smerten nærmere: skyldtes den en tand eller bare faste gummer?
Heldigvis var der et flot tandaftryk i blommen på min pegefinger.
Yes, yes...der ER tandfrembrud.
Ca 3 millimeter, vil jeg bedømme tanden til ud fra dybden af aftrykket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar