Sleipner, sprutter og kopper

"Når jeg bliver en Gud, vil jeg være Sleipner!"
Sikke en udtalelse at starte dagen med. Og sikke ambitioner!
Jeg tænker dog ikke, at Sleipner havde gudestatus. Var han dog ikke bare en hest? Odins hest, jovist. Men en hest.
Trolden nikker bekræftende.
"Jeg vil nu alligevel gerne være ham Sleipner."
Hvorfor nu lige Sleipner?
"Fordi han er jo næsten lige som en blæksprutte....altså bare med hestekrop.....8 ben!!!! Nåååh nej. Blæksprutter har jo 8 arme...nå, men så er han i hvert fald lige som en edderkop! Dér er da sejt!"
Jovist. Vældig sejt. En forvokset edderkop, der vrinsker.
Så kunne jeg alligevel bedre forlige mig med planen om at blive zombie og æde alle de største hjerner i verden. Eller den gang, han drømte om at blive genfødt som flagermusunge.
Ak suk.
Fantasien fejler ikke noget. Og hvor er det skønt at have opdraget sin søn til troen på, at han kan blive lige nøjagtigt, hvad han vil. Selv en gud!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar