Når børnene er ude....

Så skete det endelig.
En børnefri aften.
Drengene skulle hygge med bedsterne. 3 retters menú bestilt af trolden, dækket op som på en restaurant og pyntet med blomster. (Man har vel en trold med sans for god mad og nysselige detaljer.)
Efterfølgende biograf-stemning med Ice Age 4 og lidt velsmagende godter. Det var med overnatning fra lørdag til søndag, og afhentningstidspunktet var sat til ret før middag, så mutter for en gang skyld kunne sove længe.
Prinsessen havde mor-weekend og VI skulle på restaurant med en god ven.
Nøj, hvor skulle det blive skønt.

Nu er det bare sådan, at livet har en sjov mani med at udfoldelse sig mens man lægger planer. Nogen gange sker denne udfoldelse på tværs af nøje tilrettelagt planer.
I dette tilfælde blev aftenen da også noget anderledes end tiltænkt.
Du husker nok skattemusens frygtelige anfald af nærdøds mande-influenza?
Well, det lykkedes ham at kaste dødens skygge af sig og være nogenlunde frisk igen.
Det lykkedes ham også at kaste dødens kolde hånd over på MIN skulder, så jeg i løbet af lørdagen blev tvunget i knæ, stirrende ind i efterlivets kedelige grå, mens snottet løb og dannede søer på trægulvet. Aftenen gik således med at ringe afbud, omdirigere planerne til en anden week end og hoste lungerne ovenud, alt imens snottet blokerede for ilttilførslen og fremdyrkede en fæl hovedpine.
Mens jeg valgte at putte mig i 3 lag uldent tøj, en dyne og diverse puder under nakken, måtte nuslingen underholde sig selv. Han kunne nu godt have vist lidt venlig deltagelse eller bare lidt ærgrelse over min tilstand, men han virkede ganske godt tilfreds med at tilbringe aften og nat i et spil Diablo. Med hørebøfferne klemt godt fast om ørerne hørte han velsagtens ikke min dødsrallen fra sofaens dyb, ej eller blev han forstyrret af snøften og snotten hvert andet sekund.
Jeg selv forsøgte at følge med i en Harry Potter-filmz. Det virkede ikke. Jeg husker reklamerne OP til filmen...og ikke en tåget disse derefter. Det var ellers 21-filmen, så jeg må være væltet ret tidligt.
En jævnt nederen afslutning på børnefri aften.

Jeg havde sådan glædet mig til at sove længe.
Men næææææh nej, dét blev mig også frataget.
Klokken kvart i kvalme (dvs 8:45) vågnede jeg. I et hosteanfald fik jeg hevet så meget efter vejret, at jeg inhalerede et hjørne af dynebetrækket. Ikke ønskværdigt. Når næsen er stoppet bør man ikke også sætte prop i luftrøret med ½ meter stof. Dumt. Meget dumt.
Jeg vågnede altså spruttende og hvæsende, blåviolet i hovedet og med tårer og snot væltende ud til alle sider. Jeg fik kæmpet mig op at sidde, blot for at dunke skalden lige ind i en til-ilende vovse, som med bekymret mine og logrende hale ville tilse mig i mine sidste minutters dødskramper.
Jeg fik skubbet den eneste gæst ved mit dødsleje på gulvet, halet dynebetrækket (nu godt tilsølet af spyt og slim) ud af gabet, stikket en sammenfoldet toiletrulle op i hvert næsebord, tørret øjne i sofaryggen og ømmet mig over den begyndende bule i panden.
Fa´en til måde at vågne på. Det stod IKKE i min plan. Jeg må huske at sende en klage i 3 eksemplarer til de højere magter. Sådan hér skulle min week end slet ikke forløbe. Den er helt gal.
Jeg skulle hygge mig i godt selskab, spise dejlig mad, svælge i jordens største og bedste salat-bar, drikke et glas fortrinlig rødvin, afsluttet med lidt romantisk alene-tid med skatten.....og sove længe dagen efter!!!
Det er ikke meget, jeg beder om. Bare én hyggelig aften, uden børn, men mit livs lys. At vågne næste morgen, af mig selv, frisk og vel udhvilet. Uden barnegråd og brydekampe med usynlige zombier. Og bestemt uden at have en halvslugt sommerdyne forankret i mit svælg!
Hva sker der for dét?
Tilbage til planen, nu, tak.