Det kan nogen gange være frygteligt svært at lave dansk-lektier.
Især skaber bøjning af udsagnsord ofte forvirring.
Dansk har altid ligget lige til højre benet for mig. Jeg er rimelig ferm til retstavning og grammatik, selvom jeg til tider vælger at bryde alle gængse regler og skabe mine egne ord og gradbøjninger. Jeg gemmer mig naturligvis bagved en filosofi om, at så længe man KENDER de "rigtige" regler, så må man godt lege lidt med sproget. Det er kun fejl, hvis man dybest set ikke véd bedre.
Nå, men jeg leger tit hjemmeundervisning om eftermiddagen. Ungerne har af og til dit eller dat for og jeg giver naturligvis gerne en hånd med. Også selvom det ofte sætter min tålmodighed og pædagogiske evner på prøve. Slutresultatet skulle gerne bære lønnen i sig selv, både i forhold til dagens delmål (dvs de daglige lektier) og slutmålet: selvforsørgende afkom, som kan vælge og vrage mellem deres drømmejobs. (Toldens fremtidsdrømme tenderer klassisk geni, enten indenfor noget astronautisk eller totalt verdens herredømme i stil med Dr. Heinz Doofenshmirtz, hvor imod prinsessen vist svinger mellem kok, dyrlæge eller én der laver meget slik.)
Nå, men lektier før fornøjelser, enten denne fornøjelse så består af at bygge en satellit-bazooka til nedkæmpelse af politiske modstandere eller glæden ved at fabrikere og prøvesmage 12 tons blandet snoller.
I dag stod den på grammatik med prinsessen.
Der skulle igen-igen arbejdes med udsagnsord. Uden at hænge nogen ud, kan jeg vist godt tillade mig at skrive, at dagens lektie skabte lidt udfordring.
Jeg fortalte og forklarede. Skrev eksempler ned. Prøvede med andre ord. Lod hende prøve selv.
I min verden var opgaven såre simpel. Hun befandt sig tydeligvis ikke i min verden, men et sted, hvor dansk var et fremmedsprog på grænsen til det rene volapyk.
Frustrationen var stigende. Hos os begge.
"Jeg forstår jo ikke det dér fortid og bagtid!!!" sukkede ´sessen.
Øh?
Fortid og bagtid, siger du. Jamen, det er der da slet ikke noget, der hedder.
"Jooooh! Du ved nok, det der med, når noget skal ske i morgen, eller når som noget allerede ER sket. Fortid og bagtid!!!!"
Hmmmm. Nja. Njoooo. Meeeeeen.
Det hedder altså ikke fortid og bagtid. Det hedder jo faktisk fremtid og datid.
"Nååå ja, og så er der også dét dér.....øhm....altså tiden midt imellem.....nååååh jo.....ligenutiden....dét kan jeg bedst lide."
Øhm jo. Ææææh. Skal vi måske ikke lige starte med at få begreberne på plads. Så kan vi prøve at bøje et par ord bagefter. Altså senere.
Jeg fortæller og forklare igen. Denne gang om begreberne, både udsagnsord generelt og bøjningerne i nutid, fremtid, datid osv.:
Udsagnsord finder man ved at sætte "at" eller "jeg" foran.
Nutid (præsens): 'jeg leger'
Datid (imperfektum): 'jeg legede'
Førnutid (perfektum): 'jeg har leget' (har + leget)
Førdatid (pluskvamperfektum): 'jeg havde leget' (havde + leget)
Førnutid og førdatid dannes med hjælpeverbet 'have', men nogle enkelte udsagnsord bruger hjælpeverbet 'være' i stedet, feks.:
'Han er forsvundet' - 'han var forsvundet'.
'Toget er kørt' - ' toget var kørt'
Fremtid (futurum): 'jeg vil lege' / 'i morgen leger jeg' (vil / skal + lege, men man kan også godt bruge
nutidsformen til at udtrykke fremtid).
Jeg spørger hende så: "Lige nu bøjer vi udsagnsord. Senere i dag ...... vi udsagnsord. Hvad tid skal det stå i og hvordan vil du bøje ordet?"
Hun tænker, så det knager i det lille hoved. Hun snerper læberne sammen og rynker panden i dyb koncentration.
"Jeg ved det!" Hun springer op og stråler som en lille sol.
"Det er fortid!!!"
Øh? Hvodden nu lige det, hva....hvoffedi tror du det?
"Det er fortid, fordi det er en tid foran den, vi har nu!" Den lille sol lyser op i rummet. Jeg bliver næsten blændet. Ak og ve at skulle slukke for strålekransen.
Aaaarh deeeet øøøøhm. Nja, det hedder altså godt nok fremtid. Fordi det lissom....ligger fremad i tiden i forhold til lige nu. Det hedder altså ikke fortid. Fortid er slet ikke et grammatisk begreb. Og så betegner fortid noget, som allerede ER sket. For eksempel er FORhistoriske dyr nogen, som har levet en gang, men er uddøde nu.
"Hm!"
Stram mund. Stålblik.
"Det BURDE....."
Længere nåede vi heldigvis ikke i diskussionen om, hvordan det danske sprog og grammatik burde eller ikke burde være, idet vi blev afbrudt af troldens lille indskudte sætning på en halv times varighed. Kodeordet var forhistoriske dyr, og han lagde særligt fokus på dinosaurer. Hvilket naturligvis skabte et lille afhop til Dinoen Dario og D´s placering i alfabetet, udtalelyd og eksempler på både blødt D og D med og uden stød.
Da vi endelig fik afbrudt talestrømmen, havde prinsessen glemt alt om sit oprør mod det danske sprognævn, og vi kunne endelig kaste os ud i dagens egentlige lektie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar