Nogle gange kigger jeg på ungerne og tænker "hva pokker fik jeg tiden til at gå med, før de kom ind i mit liv?"
De er har en formidabel evne til at holde mig i gang. Helst med de mest svinende, destruktive, direkte livsfarlige og særdeles højlydte aktiviteter, man kan forestille sig. Jeg tror såmænd ikke, at min unger er hverken værre eller bedre end alle andre. Der skal eksperimenteres og udforskes. Kroppen og samtlige naturlove skal udfordres. Og hvis man samtidig kan have held til at holde forældrenes nerver uden på tøjet og hjertet oppe i halsen, så er dét kun en ekstra bonus.
Jeg er efterhånden af den opfattelse, at børn mødes i det skjulte (meget a la Phineas og Ferb) for at planlægge kommende psykiske terroraktioner mod voksne generelt og forældre især.
Forslag lyder nok noget i denne stil
- lad os eksperimentere lidt med en regnorm, en gaspatron, åben ild og fars nye weber
- jeg kan lave rullefald fra legehustaget...kan I?
- hvorfor er alt sandet udenfor? lad os se, hvor meget vi kan smugle ind gemt i lommerne og efterfølgende sprede jævnt i hele sofaen.
- vasketøj i vasketøjskurven, siger de gamle. lad os se, om det også kan stoppes i toilettet.
- gad vide hvor hårdt man kan slå sig selv oven i skalden med en grande gren.....og endnu mere interessant, hvor hårdt kan jeg gennemprygle et andet barn med samme rekvisit, før de voksne blander sig
I dag finder jeg således min 5 årige klatrende op af køkkenskabene, for at nå en helt speciel skål. Ikke underskabene, nej bevares, dét ville være for let og SLET ikke farligt nok. OVERskabene, forstås. Når man først at moslet måsen op på køkkenbordet, er det jo ingen sag at åbne et overskab og gribe fat i den øverste hylde, for i bedste bodybuilder stil at hæve sig op i én arm, mens den anden arm flagrer vildt i luften ret over éns hoved. På denne måde har man stor sandsynlighed for enten at få vippet ønsket tallerken ud af skabet og med største sandsynlighed smadre den ned i hovedet på sig selv med åbent kraniebrud til følge. Man vil næsten med garanti miste bevidstheden et kort øjeblik, miste taget om hylden og tumle stærkt blødende mod køkkengulvet. På turen ned kan man have held til et fantastisk fint og meget rødt vægmaleri, ligesom man burde have rigeligt tid til også at smøre bordplade og skabslåger ind.
Skulle dette ihærdige forsøg på at skabe totalt kaos og panik mislykkes, så har man muligvis opnået trøstepræmien i form af yndlingstallerkenen. På denne kan man nu anrette en velfortjent snack, mens man udtænker nye skumle planer til total-ødelæggelse af husfreden.
Jeg må tilstå, at efter 5 år med daglige sabotage af almindelig god opdragelse, rengøring og opryddelighed er mine nerver efterhånden rimelig hårdkogte. Der skal noget mere til at hyle mig ud af den. Jeg tænker lidt, at dét, som ikke tager livet af ham, velsagtens træner hans tankevirksomhed og kreative sans, opbygger en anseelig muskelmase og giver grobund for lange fornuftige snakke.
Kæresten er straks en anden sag. Af samme årsag afholder vi sjældent fælles udflugt til legepladser og deslige. Jeg er simpelthen bange for, at så nervepirrende udflugtsmål skulle give ham et hjerteanfald. Eller et udslag af stress. Det ER ikke let for en mand at have et øje på hver finger. Plus tænke fremad og forudse den næste potentielle ulykke. At multitaske ligger bare ikke rigtigt en/min mand.
"Pas nu på kanten dér....ikke kravl så højt op....det dér er ALT for farligt...."
Jeg forsøger at berolige ham "lad dog børnene.....tænk på, at jo lavere overlevelsesprocent, jo færre unger er der til at trigge dine nervøse trækninger!"
Til dato har mine forsøg på at berolige ham overhovedet ikke virket....jeg forstår det ikke!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar