Opstart

Det startede med en strøtanke.
Jeg vil SKRIVE!
Jeg KAN skrive!
Jeg burde sætte det i system.....
Ikke fordi jeg nødvendigvis vil profilere mig selv eller mener at have en så fantastisk tankegang, at resten af verden bør sættes ind i den. Skrive for min skyld, på mine præmisser.
Hvis andre kan bruge mine skriblerier til noget rager mig en flyvende flodhest. Igen...for min skyld. En slags selv-healende mental hygiejne. MIN lille plet, MIT eftermæle.
Jeg har en plan, men om det er realistisk tjaaaaa se det er jo en anden snak.
Jeg starter ud som blogger. Nå ja og med tiden snigløber jeg naturligvis de store mestre som Tolkien, Flemming Jensen og Dan Brown indenom.
Dernæst udgiver jeg hele molevitten i bogform og tjener kassen, flytter til Italien og holder siesta resten af livet. Et otium i evig hedebølge og vild luksus kan lyde en smule ensformigt, men jeg vil gerne ofre mig i den hensigt til fulde at forstå senfølgerne af en sådan livsstil. Hvad man dog ikke er villig til i videnskabens tegn.

Senere kom de små stikpiller fra vennekredsen.
"Du skal da skrive!"
Ja, det skal jeg da.
Det GØR jeg da. På daglig basis. Alt lige fra huskesedler til fritagelse fra ordinær undervisning grundet sygdom. Jojo, I kan da ligegodt tro, at jeg får skrevet! Måske ikke det mest ophidsende læsestof, men man må glæde sig over de små ting.

Det heldige ved gode idéer er, at de ikke forbliver små. De vokser sig store og stærke, indtil der ikke længere er plads til dem i éns hoved. De kræver at blive hørt og testet.
Jeg har derfor i skrivende stund netop færdiggjort gennemlæsningen af Blogger-Biblen fyldt med alverdens mere eller mindre brugbare råd og retningslinier.
"Når du har oprettet din profil er resten lige til. Bare skriv, skriv og skriv."
Og så alligevel ikke helt. Først er der alle de forudgående overvejelser.

Jeg bør jo have et emne, noget at skrive OM. Ganske vist faldt emne valget mig rimelig nemt. Rejseskribent. Evaluering af de fineste sandstrande under sydens sol og evaluering bedste hoteller i alverdens storbyer. Det er LIGE noget for mig. Desværre forhindrer økonomi og familære forpligtelser mig i rent faktisk at rejse udenlands, ja faktisk kommer man med tre børn og deres eskalerende bunker af vasketøj sjældent uden for egen bopæl. Ergo måtte valget nødvendigvis falde på noget mere stedkendt omend knap så glamourøst. At være kvinde i den moderne tidsalder, hvor man ikke længere kan forvente at manden i huset leger jæger og således skaffer kød på bordet. Hvor man ikke længere kan gå hjemme og pusle om børn og huslige sysler. Hvor man forsøger at være mor med stort M, evigt tiltrækkende partner, succesfuld businesswoman, støvsugersvingende husalf samt kogekone med hang til hjemmelavede økologiske retter af årstidens lokale råvarer.
Et tilpas jordnært emne og alligevel omfattende nok til at holde interessen fanget. Dén snupper jeg.

Hvad er målet, hvad vil jeg opnå?
Den vågne læser vil nok bemærke, at emnevalget jo ikke er ukendt land i den stadig stigende bloggerkultur. Mit held er, at jeg ikke skriver for andres skyld. Jeg er groft sagt ligeglad med, hvorvidt jeg skiller mig ud fra mængden. Jeg skriver for min egen skyld. Hvis andre har lyst til at læse med, er det da naturligvis et ekstra lille skulderklap, men dét er ikke motivationen.

Hvem er mit publikum?
Hér er jeg ganske ydmyg. Jeg behøver ikke en stor fanskare (men siger da ikke nej tak), idet jeg som sagt skriver for min egen skyld. Og lidt for kærestens. Han vil i den grad sætte pris på, at jeg får afløb for mine tanker på anden vis end ved at indvie ham verbalt via timelange forelæsninger. Så slipper JEG også for den evigt tilbagevendende frustration over, at han IGEN-IGEN har glemt, hvad jeg jo ellers så levende har berettet. Total win-win situation for os begge. Skulle andre finde fornøjelse i at læse med, så er jeg jo ikke den, der skal skuffe dem.

Jeg bør dog kraftigt vurdere bloggens åbenhed.
Hvor går grænserne mellem den virtuelle virkeflade og privatlivets fred?
Hvor meget af sit indre vil man øse ud til masserne og ikke sidst men ikke mindst, hvor megen eksponering vil man udsætte sine nærmeste for?
Ganske vist vedrører den min dagligdag, mine oplevelser og tanker. Men da jeg jo allerede har inviteret andre til at følge med på sidelinjen, bør jeg klart overveje netop dette punkt nøje. For at bloggen skal have den tilstræbte personlige effekt, må jeg nødvendigvis kunne dele mangt og meget hér. En smule censur kommer jeg nok ikke udenom, for jeg skal også fortsat kunne se mig selv og mine kære i øjnene.

Når jeg er nået så langt, kan jeg ENDELIG oprette endelig oprette min blog.
Nu bliver jeg nærmest tvunget til at bruge et par timer på at gennemskue de "avancerede layout indstillinger", for de medfødte skabeloner er til at blive søsyg af. Et farvehelvede som snor sig på tværs af skærmen og i den grad skriger om at blive skiftet ud. Men dét er ikke så lige til at ændre. De psykedeliske baggrundsfarver skal jo gerne matche de 70er inspirerede font farver.
Når det langt om længe er lykkedes at justere sig frem til et nogenlunde udholdeligt layout, bliver man naturligvis nødt til at tage stilling til farven på HVER ENESTE lille bogstav i både header, footer, overskrift og brødtekst. Det er selvsagt ikke nok blot at vælge "font farve hvid". Dét ville være en kende for nemt.

Det er vist omsider lykkedes mig at kreere noget visuelt behageligt....eller i hvert fald ikke direkte Ubehageligt. Første indlæg som blogger kan nu skubbes fra land og søsættes.
Selv vil jeg smide mig på sofaen og vente i spænding på at blive kontakt af Gyldendal. En forhåndskontrakt må være lige om hjørnet nu. Skulle en sådan glimre med sit fravær, kan jeg jo altid krydse fingre for en enkelt besøgende eller to.

MMM
signing out

4 kommentarer:

  1. Tillykke med den nye blog. Jeg er sikker på, at du nok skal få samlet dig en lille fanskare. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at følge med.
    Stil højt, vær tro mod dine værdier og bevar den humoristiske undertone.

    Mange hilsener
    Line

    SvarSlet
  2. Pikkori
    Jeg ved, jeg kan. Sagde det lille tog. Og det kunne det.

    - Avi

    SvarSlet
  3. GRATTIS.
    Gratulerer deg så mye med bloggen din.
    Ønsker deg kjempemasse lykke til.

    SvarSlet