Tweenie-tøse-aften på førstesalen...

....nervesammenbrud i stuen!!

Klokken er nu kvart i snot om natten.
Der er STADIG galoperende elefanter på førstesalen.
SOVER 11 årige tøser da ikke, når de sover sammen?
Er dét bare ikke in mere?
Det var da noget lettere, da de stadig var "små" nok til at lege sammen. De legede, skændtes lidt, spiste, så en film og sov.
Nu til dags har sangen jo fået en anden (mis-)lyd. Nu hænger de ud sammen. Hvilket betyder hoppe i gulvet til lysekronen gynger og fnise som var de på tossetobak....og skændes meget.
Noget splittet bliver man jo, når de pludselig spørger efter fredagsslik....er tilførsel af yderligere sukker nu en klog beslutning? Meeeeen man ER jo så flik. Det er trods alt kun fredag én gang i ugen, så pyt da.
Jeg kan dog uden at lyve meddele, at jeg efter den sidste times grineflip har fortrudt beslutningen mere end én gang.
Nu sidder der nok en vittig pind et sted og tænker "jamen så sig dog til de, at de skal dæmpe sig".
Jo tak for det, glad for du nævner det. Så kan vi nemlig lige aflive dén myte.
For det lyder jo simpelt og ligetil, men hvodden råber man dem dog op? Musik og TV kører jo på højtryk, næsten lige så højt som turbo-grinene. Skulle man endelig være heldig at tilråbe sig lidt opmærksomhed, så er dialogen noget handikappet. Bemærk igen støjniveauet. Og den evindelige fnisen.Faktisk kunne jeg slet ikke skelne nogen ord men en masse "tihirhirhiihitihiiiih". Valgte at tolke det som et løfte om snarlig ro. Jeg vælger også at have tillid til, at de agter at efterleve løftet......før eller senere. PT ser det dog ud som om, det bliver senere, MEGET senere. Suk.

Nu ER jeg et meget mildt og forstående menneske. Jeg bærer ikke nag. Dog går jeg til fulde ind for hævn. Om ikke så forfærdelig mange år vild e to selvsamme søde tøser OGSÅ overnatte hér. De vil gå til ro nøjagtig ligeså sent (eller tidligt), som nu. Men da vil de med største sandsynlighed have tilbragt op til flere timer på et diskotek. De vil have drukket tæt. De vil have danset tæt. Og de vil i den grad ønske at sove (brandert) ud.
Til dén tid har jeg memoreret samtlige dansktop rædsler udenad. Og jeg vil til fulde nyde at vække dem præcis én time efter shut eye. Syngende. Dansende. Larmende. Jeg vil elske at røre morgen-omelet sammen med el-piskeren. Skulle det lykkes dem at sove fra dén behandling, så er jeg den lykkelige ejer af op til flere metal-grydelåg. DE kan nok vække et par unge piger...og HOLDE dem vågne. I TIMEVIS. Mens jeg synger "se Venedig og dø" og underholder med anekdoter fra min egen spæde ungdom.
Åh, kan næsten ikke vente ;)

1 kommentar: